Danmarks Breve

JOHANNE LUISE HEIBERG: MINE PORTRAIT...

s. 439 JOHANNE LUISE HEIBERG:
MINE PORTRAITER 1)

Naar der er taget en Række Portraiter af et Menneske i forskjellige Livsperioder fra den grønne Ungdom til de sildige Aar, da er det ret interessant at holde alle disse Billeder sammen, og af disse see Overgangene i Physiognomiet: Udtryk, Udvikling og Forandring. Man kan ligesom læse et heelt Levnedsløb i en saadan Række af Billeder af en og samme Person. De ligne alle hinanden til et vist Punkt og ere dog saa uhyre forskjellige, at den, der ikke i Forveien veed, at alle disse Billeder ere et og det samme Menneske, umuligt vilde falde paa det af sig selv, naar han sammenholder det Første med det Sidste. Men der ligger jo ogsaa et heelt Livs Historie imellem denne Begyndelse og denne Ende, og et nogenlunde skarpt psykologisk Blik maatte, ved at sammenholde Billederne, selv om Originalen var ham ubekjendt, kunne danne sig en Forestilling om Begyndelsen og Enden af Originalens sjælelige Udvikling og Gang igjennem Livets mange Brydninger. Et slaaende Exempel paa Sandheden heraf har for mig, iblandt andre, Charles Dickens Billeder været. 2) Naar man seer et Billede af den unge begavede Digter fra hans første Ungdom, friskt, kjækt, kraftigt, i hvis Physiognomie alle Muligheder ligger af en ualmindelig Aand, og man seer et Billede af ham i hans sidste Aar, hvem kan da ikke see paa dette uhyggelige friserede og pomaderede Haar, dette opstudsede forfinede Toilet, der ligesom skriger til Himlen om endnu s. 440 at see ung, indtagende, genial og tillokkende ud, at denne Ende ikke er en værdig Fortsættelse af Begyndelsen. Det er ingen Skam at ældes, men det er en Skam, naar Alderdommens Udtryk bliver til et forceret Griin, naar Udtrykket bliver en Maske istedetfor et Ansigt hvis Furer og Udtryk betegne et Liv, som Beskueren faaer Lyst til at indvies i. Et ældre Physiognomie burde være som en gammel Bog, hvis solide Indbinding og forslidte Guldkant paa Bladene tiltrækker Opmærksomheden, saa man ikke kan gaa Bogreolen forbi, uden at trække den ud, for at see hvad denne Antiqvitet indeholder. Mangen en elegant indbunden Bog gjør samme Virkning, man trækker den ud, aabner den og siger: Puh! ikke andet! lukker den med et Smiil og sætter den hen paa sin uberettigede Plads, idet man tænker, »Har den Ko ogsaa faaet Adrienne paa?« 1)

Jeg har aldrig kunnet lade være at see en stor Vigtighed i, hvorledes et Menneske ældes, og hvorledes et Menneske døer. Hvad nu det Første angaaer, da er det vel saa, at ikke Alle hører til de privilegerede, at kunne ældes skjønt; thi for at kunne det, hører der Betingelser, man ikke raader over, saasom oprindelig Skjønhed i Formen, arvet efter Slægten hvoraf vi ere udsprungne; men selv det meest uregelmæssige Physiognomie kan paatrykkes et sjæleligt Præg der gjør, at en sjælelig Betragter aldrig vil finde det hæsligt, thi Aand og Sjæl ere i og for sig Skjønhed, ikke efter Modejournals-Begrebet, men efter Idealsbegrebets Fordring. Idealitet kan hvile over den Gamle, som over den Unge; der er kun den Forskjel, at den Unge ofte kan have dette Præg, som noget givet uden al Fortjeneste eller aandelig Kamp, den Ældre derimod aldrig, naar den ikke ad Aandens Vei er erhvervet.

Hvem kan i sin Alderdom komme til at see ud som en Gisor, 2) en Calderon, en Cervantes, 3) en Thorvaldsen, uden at Beskueren med Vished kunde paastaa, at et saadant ældre Physiognomie dannes kun af Sjælens Adel, af Aandens evige Ungdom, af et Liv, hvor alt lavt og slet har været bandlyst. Jeg s. 441 har aldrig i min Ungdom ønsket mig saa ivrig at være skjøn, som jeg i min Alderdom har ønsket at blive en smuk gammel Kone, det vil sige, en gammel Kone med alle Alderdommens Tegn men bibeholdt under de graa Haar den Idealitet, som Alderdommen undertiden skjænker enkelte lykkelige. Det har derfor altid været mig piinligt at høre sige i mine ældre Aar: hvor De seer ung ud endnu, thi deri er intet skjønt, men om nogen havde sagt, hvor Alderdommen klæder Dem skjønt, det vilde have været mig en Glæde at høre. Ligesom den Maade hvorpaa man ældes bærer et Vidnesbyrd i sig, saaledes ogsaa den Maade hvorpaa man døer. Det har noget uhyggeligt, at den ældre, naar Tidens Fylde er der, ikke vil bort, thi den ældre maa alt i lang Tid have levet som den, der glæder sig til at reise didhen, hvor de senere Aars Phantasier have dvælet i Haabet og i Troen paa Sjælens videre Udvikling. Skjønt er det at see den ældre sige: Herre see, jeg er beredt, men hæsligt at trygle om lidt Frist endnu, med mindre Angeren over det Liv der er ført er saa stærk, at Haabet om at oprette det Forsømte trænger sig paa med Styrke. 1) Men dette er sjældnere Grunden til Bønnen om Opsættelse, det sædvanlige er en Lyst til at repetere det alt repeterede.

Dog, jeg er jo reent kommet bort fra mit Udgangspunkt, nemlig hvad en Række Billeder af en og samme Person kan fortælle os. Ethvert Menneske kan vel, naar han vil være oprigtig, bedst dechifrere sin egen Række, og jeg vil derfor begynde med den Række af Billeder, der findes af mig selv.

Der er i det hele taget kommet 7 betydeligere Portraitter af mig i Tidernes Løb, foruden en Deel ringere, jeg ikke vil omtale, samt 2 Photographier her, og et i München. Det er en utaknemmelig Opgave at levere Publikum et Portrait af en Skuespillerinde; enhver modtager det med sin særegne Fordring af det Billede, der staaer for ham. Naar man nu især, som jeg, omtrent udførte Roller i alle Genrer, da ønsker Denne at see En som den naive unge Pige, Hiin som den glimrende s. 442 Salondame, Denne som Tragediens Heltinde, Hiin som Bondepigen, alt som det Billede er, der har gjort meest Indtryk paa hver især. Derfor var der altid et Skrig af Misfornøielse saa ofte et Billede af mig kom for Dagens Lys. Det heed bestandig, at det var totalt mislykkedes, og jeg troer, at jeg selv var den Eneste der syntes at det var meget godt, thi ogsaa mine private Venner og Nærmeste hørte bestandig til de Misfornøiede. Jeg vil ikke tale om Heiberg, der fandt dem Alle skammelige paa et nær, nemlig Fru Jerichaus. 1) Han sagde: jeg kan godt see, at ogsaa dette har store Mangler, men ifald jeg tænker mig, at du var bortreist, eller at jeg mistede dig, da maatte de gjerne beholde dem Alle for mig, naar jeg kun beholdt dette. Jeg maatte saaledes bestandig optræde som mine Maleres Forsvarere hos Mængden. Jeg havde Medlidenhed med Kunstneren, thi jeg vidste hvad disse Billeder havde kostet hver især. De fortvivlede nemlig over mit variable Physiognomie, og syntes at jeg aldrig saa ud den ene Dag, den ene Time som den anden.

Det Første er et Billede af mig i Olie af en ubekjendt Maler, som Trine i »Aprilsnarrene«, da jeg gik i mit 14. Aar, altsaa 1826. 2)

Naar jeg nu seer paa denne lille slanke lidt opløbne Pige med de lange tynde Arme, den smalle Midie, med de alvorlige, lidt melankolske Øine, der see ret forstandige ud, men af den Slags Kløgt, som findes i et Dyreøie, da staaer hele min triste Barndom pludselig for mig. Jeg seer paa det med en vis Medlidenhed, det seer saa umiddelbart, saa stille, saa hjælpeløst ud. Der er end ikke Spor i dette Billede af en lille Pige, som alt dengang havde draget et heelt Publikums Opmærksomhed paa sig. Det seer snarere ud, som om det vilde bede om Forladelse over, at det fremstiller sig. Om Andre nu kan faae dette Udtryk ud deraf end jeg, fordi jeg mindedes mig selv fra den Tid, veed jeg ikke.

Mit næste Billede, Agnete i »Elverhøi«, 1828, har endnu s. 443 det Umiddelbare men seer roligere mindre ubevidst [ud], men dog drømmende, som En der grubler over sig selv, uden at kunne udtale, hvori Grubleriet bestaaer. 1) Mit tredie Billede 1832 — eller 33, af Aumont, fremstiller mig ikke i nogen Rolle, men som Fru Heiberg?)

Naar jeg seer den unge Kone sidde der, med de samme noget melankolske Øine, men med det stille tilfredse Udtryk, de bløde Former, hvor intet Træk præges af nogen Smerte eller Kamp, hvor ingen Fure af Lidenskab har sat sig fast i de runde bløde Kinder, hvor Øiet seer saa godmodigt ud, da bliver jeg ganske rørt og tænker, ak, om man dog kunde have beholdt dette Udtryk Livet igjennem! Men hvor var dette muligt, hvor var dette foreneligt med mit offentlige Liv, med min Higen, med min Kamp i at udvikle mig, som Menneske, og som Kunstnerinde. Mit fjerde Billede (det som hænger i Thorvaldsens Museum), omtrent fra 36? 3) Betragter jeg mig her, seer jeg mig selv som den forgudede Skuespillerinde, livlig, noget coquet, det melankolske i Øiet er veget for noget skjælmsk, noget udfordrende, noget bevidst, noget — med andre Ord — noget jeg ikke kan lide. Naar jeg seer paa dette Billede, da har jeg en Følelse af, at jeg vist paa dette Standpunkt af mit Liv maa have staaet paa et Punkt, der vilde afgjøre, om jeg nu vilde drage til høire eller venstre, om jeg nu skulde gaa frem eller tilbage, om jeg agtede nu at slaa mig til Ro i det alt opnaaede, eller om Alvoren atter vilde komme og lægge nogen Vægt i min Sjæl, der var paa Vei til at blive for let. Men Alvoren kom. See paa mit femte Billede af Monies, omtrent fra 40, og du vil ikke tvivle herpaa. 4) I dette Billede er jeg først færdig med Præget af min Personlighed. Her seer jeg mit oprindelige Væsen atter træde frem, men det dybe Tungsind som var nedlagt i min Natur, men med Fare for, at dette Tungsind kunde udarte til en vis tung borneret Alvor, der fortærede mig i anstrengt Arbeide, hvor Pligten dominerede Alt. Men endnu furedes ikke Trækkene s. 444 af Bitterhed eller andre Lidenskaber. Jeg seer endnu saa god og stille hen for mig, om end der alt i dette Billede ligger nogen Smerte, der ikke lader sig skjule.

En 15 Aar efter dette Billede kommer Fru Jerichaus. 1) Kampene, Striden i et Kunstnerliv, min Smerte over den Uret Heiberg altid var Gjenstand for, havde nedlagt i min Sjæl en Deel Bitterhed ligeover for Menneskenes Dom, og jeg seer mig her siddende strengt og tilbagetrukket i mig selv, som om Verden med dens Forfængelighed, dens Tomhed intet havde med mig at gjøre; den Stolthed, som Forurettelse altid opvækker hos Sjæle, der ere fjernede fra lav Modløshed, fra en Kryben over for de uberettigede Stemmer, som Øieblikket laaner Øre til, enten af Uvidenhed eller Misundelse, eller begge Deele, denne Stolthed seer jeg tydelig udtalt i dette Billedes Udtryk, og jeg gjenkjender mig selv fra hiin Tid. Hvilket Svælg ligger ikke i dette Billedes Udtryk, med de kolde strenge Øine, det kneisende Hoved, og mit første Billede som gift Kone! Hvad maa ikke have ligget imellem af Begivenheder, for at de bløde Træk nu ere blevne saa skarpe, saa bestemte, at de næsten nærmer sig til en Mands. Fra 1857 (mit Livs bittreste Tid), skriver sig endelig mit 7. Billede, Marstrands, 2) der blev malet da skammelige Omstændigheder tvang min Æresfølelse til at bede om min Afsked fra en Scene, hvor jeg havde virket fra min tidligste Barndom, mindre for hvad der var skeet med mig, end for hvad der var bevirket lige over for Heiberg. Dette Billede, som Marstrand havde begyndt med saa stor Lyst og arbeidet paa med saa stor Kjærlighed, mishagede saa godt som Alle, da det kom for Publikums Øine. Marstrands Tanke med dette Billede var, som han yttrede: »Dette Billede af Dem skal være et historisk Billede, der skal vise, hvad Uret De har lidt paa dette Punkt af Deres Livshistorie. Min Tanke med det er, at det hele alvorlige Præg skal vidne om dette bestemte Tidspunkt.« Da Paludan-Müller 3), Heibergs og min ædle Ven,

s. 445 s. 446 Johanne Luise Heiberg
Efter Maleri af W. Marstrand 1858-59 (Frederiksborg)

s. 447 Johanne Luise Heiberg med sine Adoptivdøtre
(Fotografi af Hansen & Weller 1871) s. 448

s. 449 første Gang saae dette Billede, mishagede det ham, og han yttrede : » Dette er et skammeligt Billede af Dem. De seer jo ud, som De staaer der ved det aabne Vindue, i sort Fortvivlelse, som om Heiberg laa knust udenfor. « Der var mere Sandhed i disse hans spøgefulde Ord, end han selv maaskee tænkte paa. Thi den Uret der var viist imod Heiberg, den Intrige af den laveste Art, fremtvungen ved et Par intrigante Skuespilleres Fordringer, og som fik Medhold i en Deel af Pressen og støttedes af Cultusministeren, der endte med, at Heiberg indgav sin Ansøgning om Afsked, denne Uret mod ham var aldrig ude af mine Tanker, netop paa det Tidspunkt, da jeg stod for den stakkels Marstrand, der kjæmpede med mine urolige Træk, og med den Smerte, der vibrerede i disse. En anden af vore Venner, den geniale Jurist, Etatsraad Bornemann, 1) havde yttret til en af mine Venner : » Ifald nogen tvivler om den Smerte og Uret, som Halls Administration og Holdning i den hele Theater-Skandale har voldet Fru Heiberg, saa kan han bare betragte hende i Marstrands Billede, og han vil faae Troen i Hænderne «. Stoltheden fra det forrige Billede er her veget for et bebreidende tungsindigt Udtryk. Den Gjæring, der paa denne Tid arbeidede i mig, er kun kommet altfor tydeligt frem. Den stakkels Maler gjengav hvad han saae, og det var dette man bebreidede ham. Jeg vilde nødigt at dette Billede skulde være det sidste Indtryk man fik af min jordiske Tilværelse, thi saaledes maa et Menneske ikke ende, betagen af al den Jammerlighed, som man burde have havt Kraft til at hæve sig op over, en Kraft, som jeg paa dette Tidspunkt var daarlig nok til ikke at besidde, og min eneste Trøst herover var, at denne Svaghed ikke var foraarsaget saameget ved en Krænkelse mod mig, men mod En Anden, hvis ædle Personlighed jeg saae op til, og hvis Mishandling jeg ikke kunde bære. En 6 à 7 Aar efter, da jeg atter var blevet mig selv, blev jeg derfor i høieste Grad overrasket, da Billedhugger s. 450 Bissen meddelte mig, at en Statue af mig, der var bestilt hos ham af en Ubenævnt, nu var færdig og hugget i Marmor, og om han maatte sende mig den, thi den var bestemt til at være min Eiendom. 1) Jeg havde ikke en eneste Gang staaet for Kunstneren, der vel tidligere havde udført en Buste af mig, men nu stod her en heel Figur i Legemsstørrelse pludselig for mine Øine, og Holdning, Stilling fandt Alle var af stor Lighed. Denne Statue synes mig at være saaledes i sit Udtryk, at et Menneske kan være bekjendt at ende saaledes. Simpel, naturlig, hvilende i en betragtende Ro, uden al Lidenskabelighed, mild uden Smil, alvorlig uden Misfornøielse i Trækkene. Og dog ønsker jeg ikke, at dette skulde være det sidste Billede af et Menneskes Liv. Hvis det er Himlens Villie, at jeg skal opnaa en høi Alder, gid der da maa kunne med Sandhed males et Billede af den gamle Kone, et Billede med de milde Træk, som imellem findes hos Ældre, de milde Træk hvori Barnet paany lyser frem, hvor Panden under de hvide Haar paany viser sig uden Skyer, hvor Øinene vil lyse med Aandens Varme, men med det lidt melankolske, men blide Udtryk, der tyder hen paa en Slutning fuld af Haab og Kjærlighed, med et Ord, hvor Harmoni er opnaaet, og hvori Spiren ligger til en ny Fødsel under et bedre Himmelstrøg end det vi Mennesker færdes og leve i hernede.

1871 gik jeg til en Photograf for at faa Billeder af mine tre kjære Pleiebørn. 2) Jeg havde engang i et ubesindigt Øieblik lovet dem, at vi Alle skulde tages sammen paa et Billede. De trængte nu paa, og vilde have Løftet opfyldt. Plaget i de senere Aar af adskillige Photografer, der ønskede at photografere mig, havde jeg et Par Gange i Aarenes Løb givet efter, til liden Glæde for dem, Publikum og mig selv. Jeg gik derfor saare nødig denne Gang, men overvandt mig dog af Ønsket om at eie Børnenes Billeder. Da jeg stod i Photografens Stue, begyndte jeg derfor med at holde en lille Tale til

s. 451 s. 452 Johanne Luise Heiberg
Efter Fotografi ca. 1866 af Edvard Hansen

Johanne Luise Heiberg
Fotografi af Harald Paetz 1870

Johanne Luise Heiberg
Fotografi af Hansen &Weller 1871

s. 453 Johanne Luise Heiberg
Efter Fotografi 1882 (Teatermuseet) s. 454

s. 455 Photografen, idet jeg sagde ham, at jeg ønskede Billeder af Børnene, i en Gruppe hvor jeg selv vilde være med, men at han ikke bagefter maatte plage mig med at ville have mig isoleret til Udgivelse for Publikum. Børnene og jeg blev altsaa photograferet sammen, men da det var gjort, begyndte Plagerierne tiltrods for min Indledningstale. Han bad, jeg sagde saalænge nei — indtil jeg tilsidst træt sagde ja og satte mig med Pinden i Nakken, og inden faa Minutter havde han tre Billeder af mig, et staaende, et siddende og et større Bryst-Billede. 1) Jeg havde ikke mindste Tro til at Photografien vilde lykkes. Nogle Dage efter sendte han mig det staaende og det siddende, og jeg blev forundret over, hvor vel de vare lykkedes, og ikke alene jeg men Alle Andre vare for første Gang fornøiede med et Billede af mig. Disse Photografier gjorde mig en virkelig Glæde, jeg gik nu i mit 60de Aar. Jeg syntes i disse Billeder at see en Mulighed for at ældes, som jeg ønskede det. Der er Stilhed og Fred, ingen urolig Higen efter at ville andet end hvad et alvorligt Liv maa føre med sig, med et Ord Resignation, men ikke den slappe Resignation som Nødvendigheden med Smerte fører med sig, men den Resignation, hvori Livet, Haabet om et nyt og kraftigere Liv afspeiler sig.

Fra det Heibergske Hjem

27