Danmarks Breve

EFTERSKRIFT Fra Baderejsen 1855 vend...

s. 432 EFTERSKRIFT

Fra Baderejsen 1855 vendte Fru Heiberg hjem til en Teatersæson, der beredte hende og Heiberg nye Vanskeligheder, og de følgende Aar, deres Ægteskabs sidste, blev rige paa Sorger. 1) Skuffelser og Nederlag bragte Heiberg til 21. Juni 1856 at træde tilbage fra Stillingen som Teaterdirektør. Faa Dage efter, den 1. Juli, døde Fru Gyllembourg. Utvivlsomt havde Boligfællesskabet med Svigermoderen til Tider virket trykkende paa den yngre og livskraftige Fru Heiberg, men Samlivet havde dog i det hele og store været harmonisk og berigende. I taknemlig Erindring skriver Fru Heiberg i Et Liv: »Altsaa var hun nu taget bort fra Jorden, denne lille fine Kvinde med den stærke Villie, det varme Hjerte, det ydmyge, beskedne Sind, hun, der rødmende bag et Slør havde meddelt Verden, hvad hendes Aand udfoldede i de ensomme Timer«. 2)

I Juli Maaned kort efter Begravelsen rejste Heiberg og Fru Heiberg til Udlandet; denne Gang kunde Heiberg være med. 31. Juli holdt de i al Stilhed i Berlin det Sølvbryllup, hvorom der i Brevene har været Tale. Derefter fulgte Fru Heibergs tredje Kurophold i Marienbad. Ved Hjemkomsten sidst i Oktober modtoges de som et Par Nygifte med Gaver og kærlig Hyldest 3), men Forholdene paa Det kgl. Teater, hvor Fru Heiberg først igen optraadte efter en lang Sygeorlov 18. April 1857, var vanskelige. I Oktober 1857 forlangte hun sin Afsked og fik den efter lange Forhandlinger den 3. Marts 1858. Skilsmissen fra Teatret formindskede vel de daglige Bekymringer, men Tanken om de sidste Aars Begivenheder og om Teaterforholdenes s. 433 Udvikling under en Ledelse, som de misbilligede, forbitrede baade Heibergs og Fru Heibergs Tilværelse. Den 10. November 1858 døde deres Ven og Støtte Grosserer J. Th. Suhr, et nyt smerteligt Tab. Marstrands kendte Billede af Fru Heiberg, der er malet paa dette Tidspunkt, giver sammen med Bissens Statue monumentalt Udtryk for hendes gennem straalende Medgang og indre Prøvelser modnede Personlighed.

Efter indtrængende Opfordring af den nye Kultusminister D. G. Monrad optraadte Fru Heiberg fra 5. Oktober 1859 paany i nogle Aar paa Teatret, men Heibergs Død i Sommeren 1860 gav Hjemmet og hele hendes Tilværelse en ny Karakter. Indtil 2. Juni 1864 vedblev hun dog at spille, og sluttede saa, uden at nogen havde været underrettet om hendes Beslutning, for stedse sin Skuespillervirksomhed med en Optræden som Elisabeth i »Elverhøi«. Fra 1867 til April 1874 virkede hun som Instruktrice ved Det kgl. Teater, men levede derefter meget tilbagetrukket. Opdragelsen af tre Plejedøtre, Samliv med gamle og nye Venner gav hende dog Glæder og rige Impulser, og hendes energiske Natur og alsidige Interesser bevarede hendes Sind aabent og levende. Men det var Minderne, der blev Midtpunktet i de sidste tredive Aar af hendes Tilværelse, og først og fremmest Erindringen om, hvad Samlivet med Heiberg havde betydet. Der var, som hun engang skrev til en nær Veninde, 1) og som utallige andre Udtalelser bekræfter, ved Heibergs Bortgang efterladt »et Øde i hendes Hjerte«. Den Ensomhedsfølelse og det Tungsind, der altid havde præget hende, gjorde sig mere end nogensinde gældende og fandt ogsaa Udløsning i en Religiøsitet, som blev hendes Støtte under Resignationens byrdefulde Aag.

De tidligere kendte Bidrag, Fru Heiberg selv har givet til Belysning af sin Personlighed og Karakter, er, som fremhævet i mit Forord, Et Liv gjenoplevet i Erindringen og Brevene til s. 434 Krieger. I Selvbiografien giver hun Billedet af sig selv og af Heiberg, som hun ønsker det fæstnet overfor Offentligheden. I Brevene til Krieger udtaler hun sig gennem sine ensomme Aar til sin eneste Ven og Fortrolige. Men i Brevene fra 1854-55 tegner hun et Billede af, hvorledes hun virkede indenfor Hjemmets Vægge og var i Lønkammeret.

26*

De Breve, som vi nu har læst, belyser mere uforbeholdent end noget andet skriftligt Vidnesbyrd Samlivet mellem Fru Heiberg og Heiberg. Det er ikke min Tanke her at udnytte den Fylde af Oplysninger, som disse Breve indeholder om Ægtefællernes Forhold til vor nationale Scene og til mange af deres Samtidige i hine kritiske Aar. Det maa ske af den, der engang i en udtømmende og harmonisk Skildring vil sammensvejse til en Enhed alt, hvad der kan oplyses om de to særprægede og omstridte Mennesker. En Forudsætning for, at et saadant Arbejde kan blive helt fyldestgørende, vil foruden Historikerens kritiske Sans, Objektivitet og kunstneriske Evne være en ikke ringe Indsigt i Scenens egenartede Liv og Skuespillerens Psyke, endelig Fantasi og Instinkt. Jeg har ved at forelægge de i denne Bog trykte Breve med de nødvendige saglige Bemærkninger og Oplysninger blot villet yde et Bidrag til en kommende Skildring; Udgivelsen kan foreløbig virke til at fastholde og uddybe Interessen for Danmarks største og mest fængslende sceniske Kunstnerinde.

Jeg ønsker kun som Afslutning kort at antyde, hvad jeg personlig i Brevene har fundet særlig væsentlig for Bedømmelsen af Fru Heibergs Karakter og hendes Samliv med Heiberg under Hensyn til, hvad hun selv tidligere har tilkendegivet derom.

Ungdomsbrevene, der i de seneste Aar for Størstedelen har været kendt, ændrer vistnok ikke det Indtryk, man har faaet ved Fru Heibergs egen Skildring. Derimod har de næsten 25 Aar senere nedskrevne Breve givet mig et langt dybere og sikrere Indtryk af de to Menneskers Væsen og Samliv, end s. 435 man tidligere har kunnet faa paa Grundlag af Samtidens Meddelelser og Domme og, først og fremmest, ved Fru Heibergs Selvskildring og hendes Breve til Krieger. I Et Liv giver Fru Heiberg ligesom ved sin Optræden paa Scenen det, hun ønskede at meddele Publikum. Den nu trykte Samling fortrolige Breve giver mere. Vi ser hende, som hun var i Hjemmet alene med sig selv og med det Menneske, til hvem hun følte sig nærmest knyttet. Skønt de første saare fremragende Afsnit af Et Liv vedrørende Ungdomstiden oprindelig er nedskrevet tidlig, er den endelige Udformning dog sket i Fru Heibergs Alderdom, og Helhedsindtrykket af det store Værk vil derfor for de fleste være bestemt ved den Stemning og Tone, som hun i Alderdommen har lagt over den tilbageskuende Skildring, og som ogsaa præger mange Udtalelser til Krieger. Men Brevene fra 1854-55 er ikke blot udsprungne af Øjeblikket, de giver det mest uforbeholdne Udtryk for Fru Heibergs Væsen, som er overleveret os, og som hun vel overhovedet var i Stand til at give. Denne store Skuespillerinde formaaede paa Scenen i vekslende Skikkelser at udløse sine Følelser, men hvad i dybeste Forstand var hendes eget, kunde ingen gribe; vi efterlevende har i alt Fald ikke Midler til at fastholde det. Brevene bekræfter, at alt hvad Fru Heiberg har sagt om sit Forhold til Heiberg er sandfærdigt, men der var mere at sige derom. Hun holdt inderlig af ham; stedse var hun gennemtrængt af Taknemlighed for alt, hvad han havde ydet hende. Samlivet og de fælles Interesser udviklede deres indbyrdes Forstaaelse, saa hendes stærke Udtryk af Sorg og Savn, da han gik bort, er helt oprigtige. Men tydeligere end alt, hvad vi har kunnet slutte af, hvad tidligere har været bekendt, viser disse fortrolige Breve, hvor forskellige de to Mennesker har været. Det er naturligt, at Modsætningerne traadte i Baggrunden, da Fru Heiberg skrev Et Liv; den kærlige Erindring mildnede, hvad hun under Samlivet havde følt og savnet, stundom med pinefuld Utilfredsstillelse. Brevene bringer Mod s. 436 sætningerne paa det rene, thi, som de begge siger, den første Adskillelse og den skriftlige Tankeudveksling mellem de inderligt forbundne Livsfæller muliggjorde en vis Afklaring.

Betydningen af det erotiske Forholds Udvikling fra deres Bekendtskabs første Tid op gennem Aarene, da den store Aldersforskel efterhaanden maatte øve sin Indflydelse, kan naturligvis ikke vurderes. At hans stærke erotiske Betagelse i Tidens Løb svækkedes, fremgaar af Brevene, saavel som at denne Skiften har været af stor Betydning for hende. Men Forholdet mellem dem er, det viser disse Breve ogsaa med al Tydelighed, hverken blevet alvorligt svækket ved Fru Heibergs Dragelse mod Michael Wiehes ideale Personlighed eller i sin Tid N. P. Nielsens robuste Mandighed, ej heller ved den Yndest, hun lejlighedsvis spøgende siger, at Heiberg viser hver en »Tøs«, han møder paa sin Vej. Det er sandsynligt, at Heibergs Personlighed, der var mere forstands- end umiddelbart følelsesbestemt, og ikke lidt skeptisk-kølig, vilde have udviklet sig i det væsentlige som Tilfældet blev, selv om han ikke havde mødt Johanne Luise Pätges. Men for hende blev Heibergs Indflydelse ikke blot i det ydre afgørende; den bestemte i høj Grad Udformningen af hendes indre Liv. Det er ofte fremhævet, i hvilken Grad Heiberg prægede hendes Dannelse og Livsanskuelse, men Brevene viser utvetydigt, hvormeget hun til Gengæld maatte tilbagetrænge. Paa Scenen beherskede hun mesterligt sin mangesidede Kunst og kunde finde Udtryk og Udløsning for sin lidenskabelige Natur; uden for Scenen, i Hjemmet og med sig selv, førte hun en haard Kamp med denne sin Natur, der atter og atter søgte at bryde sig Vej fra hendes Væsens Dybder. Heibergs Paavirkning bidrog til at udvikle hendes medfødte Klogskab, Selvbeherskelse og Tilpasningsevne. Da han traadte ind i hendes Liv, fik hun Mulighed for at vokse fra det paa en Gang nyfigne og sky Balletbarn og den livshungrige, stundom gaminagtig løsslupne unge Skuespillerinde til at blive »la grande dame« i det københavnske s. 437 Selskabsliv. Men det var ikke blot de beundrede Kunstydelser og selskabelige Talenter i Tidens Smag, der løftede hende, Professorinden og Etatsraadinden, op paa en Piedestal; den dybeste Tiltrækning beroede paa noget fremmedartet, hemmelighedsfuldt forlokkende, der bundede i den dunkle Lidenskabs Spil mellem Overstadighed og Tungsind, som stedse anedes. Mere end noget tidligere kendt giver Brevene os Indblik i hendes egentlige Natur.

Livet ved Heibergs Side gav Fru Heiberg en Rigdom, hun aldrig agtede ringe, men de Breve, vi har læst, viser, i hvilken Grad Lykken var ledsaget af Savn og Smerte. Nu forstaar vi først ret Dobbeltheden i hendes Sind. Vi kommer bag den aldrende Etatsraadinde, der gav Et Liv sin endelige Form, ind til det, som den forstaaende Læser ikke har kunnet undgaa at fornemme i hendes Skildring af de unge Aar. Den der danner sig et Billede af Fru Heiberg alene efter Erindringsbogen og Enkestandsbrevene til Krieger, vil kun faa fat i en enkelt Side af hendes Væsen. Brevene fra de smertefyldte Aar 1854-55 viser os en langt inderligere og mere nuanceret Menneskelighed; Ægtheden er uomtvistelig. Fru Heiberg naaede fra sin første Ungdom indtil sit Livs Middagshøjde i sin fyrreogtyve Aars Alder alt, hvad store Evner, Talent og lykkelige Tilskikkelser kunde byde. Hun høstede Anerkendelse og Beundring i rigt Maal, mødte Godhed, Venskab, Kærlighed, men dog følte hun stedse et dybt Savn. Kun paa Scenen levede hun helt og fuldt. Tungsindet, Ensomhedsfølelsen forlod hende ellers aldrig. I Hjemmet græd hun bitre Taarer i Følelsen af trods alt ikke at have opnaaet det hun lidenskabeligt higende uklart attraaede; sine dybeste Længsler fik hun ikke tilfredsstillet og havde vel med sin Natur aldrig kunnet faa det.

Disse Breve, som Fru Heiberg omhyggeligt forvarede og overgav til Eftertiden, lader os se en Kvindeskikkelse med tragiske Træk. Vi forstaar, hvorfor hun har virket saa mægtigt paa Scenen; hendes Væsens Form og Udtryk er vel i mange s. 438 Maader blevet fremmed for vor Tid, men vi møder i Fru Heiberg noget stort, der ogsaa efter hendes Død virker dragende og berigende, fordi hun er blandt de sjældne faa, hvis Væsens Trolddom ikke lader sig udforske til Bunds.