Danmarks Breve

FRA UNGDOMSTIDEN De bevarede Breve o...

s. 35 FRA UNGDOMSTIDEN

De bevarede Breve og Billetter vekslet mellem Johan Ludvig og Johanne Luise Heiberg samt enkelte Digte falder i to skarpt adskilte Grupper. Den ene, i Tid seneste, meget store Gruppe, stammer, som tidligere omtalt, fra 1854 og 1855; en enkelt lille Billet er antagelig fra Efteraaret 1859. 1) Denne Samling Breve, der vil være det væsentligste i denne Publikation, blev lige før eller kort efter Fru Heibergs Død bragt i Sikkerhed i Rigsarkivet.

Den anden, i Omfang langt mindre, ældre Gruppe, fra 1829 til nogen Tid efter Giftermaalet 1831, kom ud for den tidligere omtalte Vanrøgt. Fru Heiberg havde disse dyrebare Ungdomsminder for sig, da hun den 17. Februar 1855 begyndte at skrive sine Erindringer. Det er tænkeligt, men meget usandsynligt, at Heiberg kan have tilintetgjort ogsaa nogle af hendes Breve til ham, da han før sin Død ryddede op i sine Papirer, men da ikke blot Breve fra ham til hende, men ogsaa fra hende til ham er i Behold, maa vi antage, at hun havde alt, hvad de havde skrevet til hinanden. Nu blev destoværre deres Korrespondance fra det første Aarti af deres Bekendtskab, hvad jeg, skønt Heiberg jo dengang ikke var helt ung, vil kalde Ungdomstiden, efter Fru Heibergs Død splittet; først 1936 blev det lidet, vi endnu har, reddet. Vi ved med Sikkerhed, at der har eksisteret flere Breve og Billetter end de nu bevarede. I Et Liv omtales en s. 36 kelte, der nu ikke foreligger, og der maa under den hemmelige Forlovelsesperiode 1830-31 være skrevet adskilligt flere end de, jeg nu kan aftrykke, bl. a. af de saakaldte »Bordskuffebreve«, 1) for hvilke der nedenfor skal gøres Rede. Naar Fru Heiberg i sine Erindringer fortæller, »hvor begærlig hun hver Aften var for at læse, hvad Bordskuffen indeholdt«, tyder det paa, at der er blevet skrevet et større Antal, ganske som hendes Beretning om, at »alle Heibergs Sedler kom ind paa, at hun dog vilde bestemme, naar deres Forening skulde finde Sted«. 2) Kun i et af de bevarede »Bordskuffebreve« 3) tales derom, saa meget maa nok være gaaet tabt. Man maa haabe, at nogle af disse Breve eller Billetter, der ved Pulterkammerrydningen 1 Februar 1936 kastedes bort, ikke maa være havnet i Papirmøllen, men hos private Samlere, der vil give Originaler eller Afskrifter til Rigsarkivet. Trods den mest omhyggelige Eftersøgning er det ikke lykkedes at fremskaffe mere end, hvad der i det følgende meddeles.

3*

1939 har Robert Neiiendam offentliggjort et Udvalg af de Breve og Billetter fra hin første Periode, han 1 1936 fik fat 1. 4) Jeg aftrykker nu hele Samlingen uden Udeladelser og forøger den med et Par andre Skriftstykker fra hin Tid, hvis Originaler ikke nu er bevaret, men meddelt i Et Liv. 5) Faa af disse Ungdomsbreve og Billetter er daterede, kun et Par af de udaterede har kunnet nøje tidsfæstes efter Indholdet, men de er alle fra Tiden mellem Sommeren 1829 og kort efter Giftermaalet. De indfører os i Heibergs Forelskelse og i de Stemninger, der bevægede ham og senere Jfr. Pätges, da de, saaledes som hun har fortalt det i Et Liv, fæstede sig til hinanden. Her skal til Indledning kort erindres om de Omstændigheder, under hvilke Bekendtskabet begyndte og blev fortsat indtil Brylluppet. Der er ikke noget væsentligt at føje til eller ændre i, hvad Fru Heiberg selv har oplyst. 6)

Heiberg havde, efter hvad Fru Heiberg i en Optegnelse fortæller 7), lagt Mærke til en lille Replik, hun, der som Bal-

s. 37 Johanne Luise Pätges
Maleri af C. Petersen 1826 (Privateje) s. 38

s. 39 letbarn nu og da blev anvendt i Skuespil, havde haft at sige som »Det blodige Barn« i Macbeth, der opførtes 15. September 1825. Første Gang han talte med hende, var den 12. Februar 1826. Hun var født 22. November 1812 og altsaa nu knap halvfemtende Aar og Elev paa det kgl. Teaters Balletskole, men blev brugt til Smaaroller i Skuespil; Heiberg var 34 Aar, Dr. phil., en meget kendt Forfatter og Kritiker. Han havde fornylig opgivet den Stilling, han efter en længere Udenlandsrejse havde beklædt i tre Aar som dansk Lektor i Kiel, hvor han og hans Moder, der førte Hus for ham, ikke fandt sig tilfreds. Efter Hjemkomsten til København var han begyndt at skrive Vaudeviller og havde den 28. November 1825 faaet »Kong Salomon og Jørgen Hattemager« opført paa den kongelige Skueplads, hvor den trettenaarige Johanne Luise sammen med en Del andre Børn var med i Koret. Han vilde nu blive i København sammen med sin Moder og hellige sig scenisk og kritisk Forfattervirksomhed. En Prolog, han havde skrevet til en Aftenunderholdning, som Skuespiller Frydendahl gav paa Hofteatret ved Christiansborg Ridebane, foranledigede ham til den nævnte Februaraften at gaa derhen, og da Skuespiller C. N. Rosenkilde sammen med Johanne Luise Pätges havde gjort stor Lykke ved deres Sammenspil i Poul Martin Møllers »Hans og Trine«, gik Heiberg efter Forestillingen op paa Scenen for at hilse paa den interessante lille Pige, der straks gjorde Indtryk paa ham; han var meget let fængelig. 1)

Johanne Luise følte sig naturligvis beæret ved den kendte, fine Mands Opmærksomhed, og de kom snart meget sammen. Han erkendte som adskillige andre de store Muligheder hos hende og begyndte straks at skrive Skuespil med Roller, som netop hun kunde spille. I Løbet af en Maaneds Tid var han færdig med det første, og allerede 22. April 1826 optraadte hun som en ny Trine i »Aprilsnarrene«.

Han fængsledes for Alvor af det tidligt modne Pigebarn, s. 40 hvis Væsen svingede mellem lystig Overgivenhed, ængstelig Tilbageholdenhed og Tungsind, et Samspil, der ikke var let at udgrunde, men just derfor virkede saa stærkt paa Mænd, der droges til hende baade af hendes Ydre og af hendes Intelligens. I de halvfjerde Aar, der laa mellem den første Samtale og det første bevarede Brev, øvede Johanne Luise Pätges en overmægtig Tiltrækning paa Heiberg og bragte vistnok Ro i hans erotiske Forhold. Under de fattige og saare pinlige Kaar i Hjemmet vandt hun med sit iøjnefaldende Talent, sin bevidste Fremadstræben og andre betydelige Egenskaber, der underbyggede hendes lidenskabelige Kunstnerkarakter, hurtigt almindelig Sympati og Respekt. En Mand som Etatsraad Jonas Collin, der sad i Direktionen for Det kgl. Teater, interesserede sig uselvisk for hende med faderligt Venskab, medens alskens Liebhavere og Friere ombejlede den purunge Skuespillerinde. Heiberg søgte ivrigt hendes Selskab, tog sig af hendes Opdragelse og Dannelse, ikke blot hvor Spillet i hans Stykker gav direkte Foranledning, men ogsaa hvor han lidt efter lidt blev opmærksom saavel paa hendes rige Evner som paa hendes Mangler. Denne belærende og udviklende Paavirkning forbandt sig med en forelsket Tilnærmelse, som han gav fine og diskrete Udtryk. Han indførte Jfr. Pätges hos sin Moder Fru Gyllembourg, der fattede Sympati for den unge Pige, hvis Takt og Klogskab gjorde stærkt Indtryk paa hende; hun kom snart til at ønske sig en saadan Svigerdatter, der kunde fængsle og fastholde hendes elskede Johan Ludvig, hvis Flygtighed længe havde voldt hende Bekymring. Fru Gyllembourg blev en kærlig og erfaren Støtte for den unge Pige og raadede hende under de Vanskeligheder og Farer, som Tilværelsen i et uheldigt Hjem og Scenelivet bragte hende ud for. Jfr. Pätges var i disse Aar legemlig og aandelig i stærk Udvikling; hun glødede af Forventning om, hvad Fremtiden skulde bringe, men medens hun gav sig hen i og nød, hvad Øjeblikket bød hende i den brogede s. 41 Kreds, for hvilken hun for hver Dag der gik mere og mere blev et beundret Midtpunkt, udviste hun den kloge Omtænksomhed og Selvbeherskelse, der aldrig forlod hende. I Et Liv skildrede Fru Heiberg 30 Aar senere de Brydninger, der under mangehaande Paavirkninger i disse Aar modnede hende, og hendes Fortælling har, trods de Erindringsforskydninger der naturligvis kan paavises, overbevisende Præg af Sandfærdighed. 1)

Fra 1. Juli 1825 var Balletbarnet blevet Elev ved Teatret. 1. Juli 1826 avancerede hun til dramatisk Elev, idet hun helt ophørte at gøre Tjeneste ved Dansen. 2) Heiberg skrev da »Elverhøi«, hvor han i Udformningen af Agnetes Skikkelse og i de Kærlighedserklæringer, der lød til hende, udtrykte sin Betagelse af den, der kom til at spille Rollen. 3) Fru Heiberg fortæller siden, at hun ikke havde forstaaet, at det var en Kærlighedserklæring. 4) Stykket opførtes 6. November 1828 som Festforestilling paa Det kgl. Teater og gjorde stor Lykke. Et Par Dage i Forvejen havde Heiberg foræret Johanne Luise en Vifte af Duefjer. Straks efter den første Opførelse bragte han hende et Eksemplar af Stykket, hvori han foran havde skrevet: 5)

Imorges sendte jeg dig Duefjer,
Idag jeg selv min Elverhøi dig bringer,
Til hine trænger ingen Digter meer,
Naar Du vil hæve ham paa dine Duevinger.

Kort efter Stykkets Opførelse friede han skriftligt til Jfr. Pätges, der, som hun fortæller, havde modtaget Gaven »uden at tænke synderlig over, hvad Betydning der laa deri«, saalidt som hun havde følt den personlige Adresse i »Elverhøi«. 6) Uklar over sine Følelser, pint af mange forskellige Forhold, og da hun, hvad der i ethvert Fald var Hovedsagen, ikke elskede Heiberg, gav hun ham Afslag. 7) Hun skrev til ham, at hans Tilbud var hende saa uventet, at hun ikke saa sig i Stand til s. 42 at svare derpaa; at hun følte sig for ung og umyndig til at foretage et for hele Livet saa afgørende Skridt. Hun havde, fortæller Fru Heiberg videre, 1) paa det Tidspunkt en formelig Skræk for Ægteskabet; i sit Hjem og blandt sine Bekendte havde hun set, hvilken frygtelig Skikkelse Ægteskaber kunde faa, og troede fuldt og fast, at af alle Ulykker var Ægteskabet den allerstørste. Hun mente siden, at hun paa det Tidspunkt vilde have givet Afslag til hvem i Verden, der vilde have tilbudt hende sin Haand. Heiberg modtog Afvisningen roligt og taktfuldt og kom hende første Gang, de atter saas, i Møde paa sin ridderlige Maade, venlig og utvungent, »omtalte ikke med et Ord det Passerede, men lod hende paa en fin Maade mærke, at hun fremdeles i ham vilde have en trofast og hengiven Ven«. »En tung Sten faldt herved fra hendes Bryst«, men Heiberg forstod, at naar han undlod at trænge ind paa hende, vilde dette bedst berede hendes Sind for en Ombestemmelse, naar Tiden var moden. Han opgav ingenlunde Haabet om at forvandle det taknemlige Venskab, hun udtrykte overfor ham, til Kærlighed. Hvor stærkt Afslaget var gaaet ham til Hjerte udtryktes, fortalte han hende senere, i de lyriske Digte, som han havde lagt i Lauras Mund i Stykket »Prindsesse Isabella«, som han kort efter skrev med Hovedrollen, Prinsessen, bestemt for hende.

Den 20. December 1828 var Heiberg, efter den Lykke »Elverhøi« havde gjort, blevet udnævnt til Teaterdigter og fast Oversætter ved Det kgl. Teater. Det følgende Aar blev han titulær Professor. Han lagde overfor Johanne Luise ikke Skjul paa, at den formelle Tilknytning til Teatret, han efter eget Ønske havde opnaaet, var ham særlig kær, fordi hun spillede der. 2)

Det lille Vers fra November 1828 er vistnok den første bevarede skriftlige direkte Henvendelse fra Heiberg til Johanne Luise. Aaret 1829, da en Udnævnelse til kgl. Skuespillerinde hævede hende, der endnu ikke var 17 Aar gammel, s. 43 til en anseelig Position ved Teatret, blev paa anden Maade betydningsfuld for hende og bragte hende de første bevarede Breve fra Heiberg.

Det betød en stor Forbedring i Jfr. Pätges’ daglige Forhold, at hun 1. Januar 1829 havde forladt sit triste Hjem og var blevet optaget i Skuespillerparret Wexschalls Hus, hvor der færdedes mange Skuespillere og andre interessante Mennesker, og hvor Husfruen, Madam Anna Wexschall var hende en god Veninde. Men ogsaa der var der Besværligheder, bl. a. ved et paagaaende Kurmageri af Teatrets mandigt skønne Førsteelsker N. P. Nielsen, der vistnok var den af Skuespillerkredsen og af Mænd overhovedet, der i disse Aar stærkest fængslede Johanne Luise. Andre Mænds Tilnærmelser vakte dog ogsaa Uro i hendes unge Sind og beredte hende Vanskeligheder. Det faste Holdepunkt under alt dette blev mere og mere den hyppige Omgang med Fru Gyllembourg og hendes Søn. Forsigtigt tilbageholdende med sin Forelskelse, men med tydelig fremtrædende Varme, paavirkede Heiberg hendes aandelige Udvikling, samtidig med at han betød saa meget for hende som Forfatter af de Stykker, hvori hun gjorde Lykke.

I Sommeren 1829 efter Teatersæsonens Slutning vilde Ægteparret Wexschall, N. P. Nielsen og C. Foersom give et Gæstespil i Christiania. Til Jfr. Pätges’ store Glæde bad de hende med. Hun trængte just da til Oplivelse ved en saadan Rejse. En 30-aarig Mand, Johan Gebhard Harboe — i Et Liv kaldet »Herman« —, der gennem mange Aar med rørende Godhed, men ogsaa med en efterhaanden til voldsom Lidenskab stigende Forelskelse tog sig af hende og betød overmaade meget for hende, begik den 21. Marts 1829 Selvmord. Dette satte man i Forbindelse med hans ubesvarede Tilbøjelighed for hende, men det skyldtes, som det siden oplystes, i alt Fald væsentlig hans Fortvivlelse over en mod ham, tildels paa et urigtigt Grundlag, men dog næppe helt uden Anledning fremsat Beskyldning for Uredelighed. Hun tog sig Begivenheden nær, men s. 44 den virkede ogsaa som en Befrielse og Lettelse; hun ligesom »græd og lo paa eengang«. Siden saa hun tilbage paa sine vekslende Stemninger med Undren og en vis Skamfølelse over, at Harboes Skæbne ikke havde gjort dybere Indtryk paa hende. 1)

Heiberg og Fru Gyllembourg var ikke glade ved Jfr. Pätges’ Ophold i det Wexschallske Hjem, og de syntes ej heller om Rejseplanen, maaske især fordi den unge Skuespillerinde vilde komme til at tilbringe længere Tid sammen med N. P. Nielsen, som de forstod ingenlunde var hende helt ligegyldig, og hvis Karakter frastødte dem; han var ogsaa ved at indvikles i et Forhold til Madam Wexschall. Men Rejsen kom i Stand, efter at Johanne Luise havde maattet afvise endnu et skriftligt Frieri, denne Gang fra en af Heibergs allernærmeste Venner, den udmærkede Læge Nikolaj Christian Møhl (f. 1798), der havde mødt den unge Pige i det Wexschallske Hus. 2) Hun elskede ikke Møhl, og da han i sit, ikke bevarede, Frierbrev ovenikøbet havde stillet den Betingelse, at hun straks skulde forlade Teatret, var Afslaget, hvor megen Pris hun end iøvrigt satte paa Møhl, hende ikke vanskeligt.

I Begyndelsen af Juni Maaned 1829 rejste det lille Skuespillerselskab med Dampskib til Norge, og under denne Rejse fremkom de første af Heibergs endnu bevarede Breve. 3) Johanne Luise havde, fortæller hun i Et Liv, omtalt, at hun frygtede for Søsyge, og han havde raadet hende til som det bedste Middel at lægge et Ark Postpapir paa Hjertekulen. Den Morgen, de skulde rejse, sendte han hende et Ark Papir til dette Brug, men havde derpaa skrevet et Digt. 4) Det var paa smukt Papir og saa sirligt, at hun ikke nænnede at krølle det ved at lægge det paa den bestemte Plads. Søsygen kom, men Fru Heiberg mente senere, at hun havde gjort den Erfaring, at Midlet var probat; paa Norgesrejsen havde hun i alt Fald den Nytte deraf, at hun, medens Søsygen syntes at nærme sig, »opmuntrede sig med i Stilhed at recitere Digtets s. 45 skønne Rhytmer og derved forsøde sig de ubehagelige Øjeblikke, som denne latterlige Syge frembringer«. Digtet er, bortset fra Dedikationen i »Elverhøi«, vistnok Heibergs første endnu bevarede direkte Henvendelse til den udkaarne; de indirekte findes i hans Digtning fra disse Aar.

Præservativ mod Søsyge.

(Dette maa, i bogstavelig Forstand, lægges paa Hjerte. )

Lille Hjerte! bliv ei sygt,
Lad ei Søen dig forskrække;
Dette Pandser vil dig dække,
Vær bag dette ganske trygt.

Hvis en Bølge slaaer med Skummen
Over Bord i Kattegat,
Leger Østenvindens Brummen
Med den sorte Røg Tagfat, —
Lille Hjerte! bliv ei bange,
Stol paa disse Tryllesange,
Tab ei Modet, bliv ei mat.

Kunde Den, som Verset skrev,
Raade lidt for Veir og Vinde,
Skulde Sol og Maane skinne,
Himlen uformørket blev;
Hver en stridig Strøm blev stillet;
Havets hele Bølgeflok
Blev et Speil kun for det Billed,
Som man aldrig skuer nok;
Alle Storm-Dæmoner vege,
Kun en Zephyr skulde lege
Med Johannes brune Lok.

s. 46 Turde Den, som Verset skrev,
Tanken det i Følge give,
Vilde Tanken svimmel blive,
Om den ikke søsyg blev,
Ikke just af Søen dukket,
Ei af Frygt for Storm og Skjær,
Men ved selv at blive vugget,
Lille Hjerte, dig saa nær,
At den kan til dig sig helde,
Hvert af dine Slag kan tælle,
Og tør drømme sig lidt kjær.

Vær dog helst din egen Vagt;
Thi vel skjermer jeg paa Vandet,
Men saasnart du staaer paa Landet,
Har jeg ikke længer Magt.

Tyndt Papir kan ikke holde
Mod en Piil som har lidt Fart;
Derfor grib til bedre Skjolde,
For at være vel forvart.

Lad for Alting ei dig tage,
Husk at vende smukt tilbage,
Uforandret, og lidt snart.

Da Dampskibet passerede Bellevue, lød derfra, fortæller Fru Heiberg, tre Kanonsaluter, som Kaptajnen besvarede. Hr. Wexschall kunde oplyse, at det var Heiberg og hans Digterkollega Christian Winther, der havde bragt denne Hilsen. 1) Johanne Luise var rørt, og i hendes bevægelige Sind stredes forskellige Følelser, idet hun hengav sig til »sine blaa Længsler«, et Udtryk, hvorved hun tilkendegav noget af den romantiskdrømmende Side af sin Natur, og som ofte blev brugt i Samtalerne med Heiberg. 2)

s. 47 Under Opholdet i Norge brevvekslede hun med Fru Gyllembourg og et Par Breve fra Heiberg, de første vi kender, er bevarede, men intet skriftligt fra Johanne Luise.