Danmarks Breve

DET HEIBERGSKE HJEMS SKRIFTLIGE EFTE...

s. 20 DET HEIBERGSKE HJEMS SKRIFTLIGE
EFTERLADENSKAB

I Fru Heibergs sidste Bolig paa 2. Sal i Gothersgade 160, et af de dengang nybyggede fine Huse ved Sortedamssøen, hvor hun boede fra 1875 til sin Død 21. December 1890, opbevarede hun alt, hvad hun havde af skriftligt fra de Heibergske Hjem. 1) Til hende havde Thomasine Gyllembourg efterladt, hvad hun havde gemt fra sit Ægteskab med Peter Andreas Heiberg og fra deres Søn Johan Ludvig Heibergs Barndomsog Ungdomsaar; bevaret var Manuskripter til mange af de Værker, Fru Gyllembourg havde skrevet som Forfatterinde af »En Hverdagshistorie«, og Korrespondancen med Sønnen og hans Hustru, der 1830 som Jfr. Pätges var flyttet til hende i Overgaden oven Vandet for næste Aar at tage imod Johan Ludvigs Bejlen og 31. Juli 1831 havde holdt Bryllup med ham. Hertil kom, med Undtagelse af hvad Heiberg selv kort før sin Død tilintetgjorde, alt hvad der siden var blevet samlet. Fra Brylluppet indtil 1842 var Boligen i Brogade Nr. 3 paa Christianshavn, 2) derefter en kort Tid fra 2. Oktober 1842 i det Bernstorffske Palæ i Bredgade, hvorfra de efter Sommerophold i Bakkehuset i Rahbeks Allé 12. Oktober 1844 flyttede til Havehuset i Søkvæsthuset, Overgaden oven Vandet Nr. 60. Her boede de ogsaa efter Fru Gyllembourgs Død 1856, og efter at Heiberg under et Sommerophold paa Bonderup den 25. August 1860 var gaaet bort, beholdt Fru Heiberg Boligen, indtil hun paa Tilskyndelse af sin nye Ven Krieger byggede s. 21 Hus paa Rosenvængets Hovedvej Nr. 20. Der boede hun fra 1863 til 1875, da hun flyttede til Gothersgade.

Alt skriftligt af Betydning, der kom indenfor disse Hjems Vægge, var blevet bevaret; ved Flytningerne var visselig intet kommet bort, og kun en Gang var der sket en Formindskelse af Brevmasserne, da Heiberg, som ovenfor nævnt, et Aarstid før sin Død, efter hvad Fru Heiberg meddeler, 1) »under et prøvende Gennemsyn af alle sine Papirer« havde »tilintetgjort en stor Mængde, især af private Breve«. Vekslende Skarer af betydende Personligheder havde i disse Hjem faaet Del i Tanker og Samtaler, som jævnsides de mangfoldige kunstneriske, digteriske og kritiske Ydelser var Heibergernes og Fru Gyllembourgs Indsats i det aandelige Liv i Danmark i Aarhundredets første Halvdel. Mange samtidige Optegnelser vidner om, hvad det Heibergske Hjem betød, men Erindringen fastholdtes for Efterslægten ved det store skriftlige Efterladenskab, som Fru Heiberg under sin Enkestand bevarede og supplerede, indtil hun 78 Aar gammel lukkede sine Øjne. Da efterlod hun sig et stort aandshistorisk Arkiv af national Betydning.

Det tilbageskuende var ikke mindre end det drømmende, som Dagens Oplevelser gav Anledning til, Fantasierne om Fremtiden og den lønlige Færden i en for andre usynlig »AlfeVerden«, en væsentlig Side af Fru Heibergs rige indre Liv. Tidlig sysselsatte hun sig med sin usædvanlige Fortid. Hun overtænkte nøje, hvad hun havde oplevet i sin triste Barndom og brogede Ungdom, hun dvælede ved den Indflydelse, som de Mennesker, der havde krydset hendes Vej, havde øvet paa hendes Udvikling. Hun tog Breve og Optegnelser fra svundne Dage frem af sine Gemmer. Det skete især, da hun ved sin 21 Aar ældre Mands Side var naaet 40-Aars Alderen. Da havde hun vundet store Sejre paa Scenen og havde hævdet sig i Samliv med Mennesker; rige Oplevelser havde modnet hende, men de havde ikke blot bragt hende Glæde og Tilfredsstilleise s. 22 men ogsaa bitre Skuffelser, der havde forøget et medfødt Tungsind, som nu var begyndt for Alvor at præge hende. Det Lys, der havde skinnet over hendes Tilværelse fra det Øjeblik hun, kun 18 Aar gammel, havde fæstet sig til Heiberg og støttet til hans Arm var begyndt sin Stigen mod Tinderne, syntes at svinde. Hendes legemlige Kræfter slog ikke længere til, og da den Krise, jeg allerede har nævnt, var indtraadt, begyndte hun 1 Vinteren 1854-55, der adskilte de to Somre, i hvilke hun foretog Baderejserne, som gav Anledning til den Brevveksling, der i det følgende skal offentliggøres, at samle sine Tanker om de forløbne Aartier af sit Liv. En »stille Aften«, den 17. Februar 1855, begyndte hun »at nedskrive sit Livs Erindringer«, »ikke i den Tanke at skildre sit Levnedsløb for andre, men for at adsprede sit Sind fra en stille og nagende Smerte og derved drage sine Tanker bort fra denne«. 1) Hun haabede »ved at gaa tilbage i den forbigangne Tid, da at glemme den nærværende«. Det blev Begyndelsen til den store Erindringsbog, der først afsluttedes en Menneskealder senere. I Aarene indtil 1859 fik Fru Heiberg udarbejdet Skildringen af Ungdomsaarene; derefter lod hun Arbejdet hvile i fem Aar, men genoptog det under Tidens Tryk 1 1864, da det smertelige Indtryk af Heibergs Død nogenlunde havde sat sig. Arbejdet fortsattes med mange Afbrydelser, indtil hun højt op i Aarene, tilskyndet af A. D. Jørgensen, og under stadig Raadførsel med ham og Krieger, bragte det i den Skikkelse, hvori det blev trykt kort efter hendes Død. 2)

Da Fru Heiberg begyndte at nedskrive sine Erindringer, var hun saaledes kun 42 Aar gammel og stod endnu udadtil paa sin Berømmelses Højde; men naar hun trods det daglige store Arbejde paa Teatret saa tidligt vendte sig mod sin Fortid, skyldtes det meget Indtrykket af de voldsomme Angreb paa Heibergs Virksomhed som Teaterdirektør, der, skønt de kun indirekte strejfede hende, dog ramte hende s. 23 haardt og alvorligt rokkede hendes Tillid til Mennesker. Men Aarsagen var ogsaa at søge i indre Brydninger, der havde sin Rod langt tilbage i det ægteskabelige Samliv, Brydninger som hun nu søgte at overvinde ved Fordybelse i sin Udvikling og utvivlsomt særlig ved for sig selv at fastslaa, hvilken afgørende heldbringende Indflydelse netop Heiberg havde haft paa hende. Hun læste Begyndelsen af sit Manuskript for Heiberg og sin Svigermoder Thomasine Gyllembourg, et Sidestykke til, hvad der mange Aar før var hændet, da Fru Gyllembourg lod de andre faa Del i, hvad hun, Forfatterinden til »En Hverdagshistorie«, havde skrevet, for at æske deres Mening før Udgivelsen. Kendskabet til, hvad Johanne Luise fortalte om sin Barndom og Ungdom, førte til kraftig Opfordring af de to ældre om Fortsættelse, og senere hen overvandtes Standsningerne i Værket ofte ved ihærdig Paavirkning fra de enkelte fortrolige Venner, som i Tidens Løb blev bekendt med større eller mindre Dele deraf.

Det fremgaar af Et Liv, at Fru Heiberg ved Udarbejdelsen stedse benyttede et stort skriftligt Materiale, væsentlig Breve, som hun fra sin tidlige Ungdom havde opbevaret. Ogsaa Heiberg havde gemt sine Breve og Manuskripter, og da han 1859 havde tilintetgjort adskilligt, havde han skaanet alt, hvad der kunde oplyse Forholdet mellem hans Forældre, Peter Andreas Heiberg og Thomasine Buntzen, deres Ægteskab og Skilsmisse. Efter Heibergs Bortgang bevarede Fru Heiberg imidlertid omhyggelig ikke alene de Heiberg-Gyllembourgske Papirer fra det ældste Heibergske Hjem og det øvrige skriftlige, der efter hendes Mands Død var i Hjemmet, men ogsaa alt, hvad der senere kom hende i Hænde. Den Trang, hun havde til at opbevare sine Breve, maatte naturligt forøges ved hendes daglige Omgang med den historisk interesserede Samler, ivrige Dagbogs- og Brevskriver A. F. Krieger, der straks efter Heibergs Død traadte hende nær. Hans Produktionsevne var ringe, og hans histo s. 24 riske Interesse fik da Udtryk i ivrig Tilvejebringelse af Oplysninger, gennem Læsning, Afskrivning af fremmede Breve og Optegnelser, Spørgen i Breve til fjern og nær om alt, hvad der kunde give Besked om, hvad der gik for sig af Betydning, nu eller i de foregaaende Menneskealdre, under den danske og nordiske, politiske og aandelige Udvikling, der for ham betød Tidens Fylde. Det siger sig selv, at alt, hvad der vedrørte Fru Heiberg og hendes Kreds, blev ham særlig dyrebart. Om Fru Heiberg har billiget sin Mands »Udrensning« af hans Papirer, vides ikke, men sikkert er det, at hun ikke gjorde noget tilsvarende, men tværtimod alt, hvad der stod i hendes Magt, for at bevare sit skriftlige Efterladenskab. Indledningen til hendes Forfattervirksomhed blev, bortset fra de tre smaa Lystspil, »En Søndag paa Amager«, »Abekatten« og »En Sommeraften« samt nogle anonyme Bladartikler, Bogen om »Peter Andreas Heiberg og Thomasine Gyllembourg«, som hun udgav 1882; den byggede just paa noget af det, som Heiberg havde skaanet; men dette var kun en saare ringe Del af det mægtige Brev- og Optegnelsesmateriale, der laa samlet i Gothersgade, hvor hun og tre Adoptivdøtre havde deres Hjem. Med hele dette Materiale — vistnok hver eneste Stump af, hvad Fru Heiberg siden sin tidligste Ungdom selv havde modtaget af Breve, Billetter, Digte og af, hvad hun havde samlet og ordnet af de talløse Tryksager fra Blade og Tidskrifter, hvori hun, og vel for en stor Del ogsaa Heiberg, gennem mange Aartier var blevet omtalt — skred hun 1 1880erne til den endelige Supplering og Udarbejdelse af »Et Liv«. Om dette Værks Tilblivelse har Fru Heiberg selv givet Oplysninger, der forøges ved Meddelelser af A. D. Jørgensen i den trykte Udgave, i hans »En Redegørelse for min Udvikling og mit Forfatterskab« og i flere af hans for nylig udgivne Breve. 1) 1878 havde Krieger indført A. D. Jørgensen hos Fru Heiberg. Han kom for at lære hendes Pigebørn Historie; men da han vandt hendes Tillid, og det viste sig, s. 25 at han, der i disse Aar for Alvor syslede med Danmarks Historie i den forløbne Del af det 19. Aarhundrede, havde bedre Forudsætninger end nogen anden for at drøfte Heibergernes og Kriegers saavel som dennes nationalliberale Samtidiges Indsats, gjorde hun ham bekendt med Manuskriptet til sin Selvbiografi. I 1887 fik A. D. Jørgensen hende til at offentliggøre et Brudstykke i et Festskrift til Vennen Kriegers 70-Aars Fødselsdag. Derefter traf Fru Heiberg endelig Beslutning om, at Memoirerne skulde offentliggøres, og nu gennemarbejdedes de foreliggende Manuskripter, mest saaledes at Jørgensen læste dem højt under Aftensammenkomster i Fru Heibergs Hjem, hvor ogsaa Krieger var til Stede. Alt drøftedes i Samtaler, og den kloge Historiker, hvis Sympati og Beundring for Fru Heiberg parredes med vaagen Kritik, ledede, næsten som en, dog for skaansom, Forhørsdommer, Prøvelsen af Manuskriptets Rigtighed, saavel hvad angik Erindringsevnens Sikkerhed som Grundlaget for de subjektive Domme over Mennesker og Begivenheder, som spillede Hovedrollen i Tilbageblikket.

I Jørgensens Livserindringer er disse Sammenkomster i Fru Heibergs Lejlighed skildret saa anskueligt, at det kunde give en Kunstner Emne til et Billede svarende til den Aftenscene mellem Fru Gyllembourg, Johan Ludvig og Johanne Luise Heiberg, som Marstrand malede. Dette vilde anskueliggøre Epoker af dansk Aandslivs Udvikling 1 det 19. Aarhundrede: Aarene efter 1830, da de alle tre endnu er i deres fulde Kraft, 1855, da Skyggerne falder mørkt over dem alle og Afslutningen nærmer sig for Heiberg og hans Moder, og saa tilsidst de Aar, da den snart 80-aarige Fru Heiberg gør sit Livsregnskab op og meddeler den jævnaldrende Krieger og den en Menneskealder yngre A. D. Jørgensen Facit.

»Her sad vi da, « fortæller A. D. Jørgensen, »ved Lampens stærkt dæmpede Lys, Krieger i dyb Skygge, Fru Heiberg ved Siden af mig i en Lænestol eller, naar hun følte sig s. 26 mindre vel, paa en Chaiselongue. Disse Aftener havde noget usigelig fortryllende og tillige noget usigelig vemodigt ved sig. Læsningen blev selvfølgelig jævnlig afbrudt af Samtaler og Forhandlinger, og disse kunde blive meget livlige. Krieger sad som oftest med lukkede Øjne og Armene overkors, i en vuggende Bevægelse, eller han stjal sig til at gaa lydløst frem og tilbage over det tykke Tæppe for pludselig at fremkomme med en Bemærkning eller en Indvending imod mine Bemærkninger; Fru Heiberg sad med et let Haandarbejde eller med Armene paa Bordet, hældet frem i Spænding for at høre paa Oplæsningen, af hvis Tonefald hun ofte gættede mine Tanker om det læste. Eller hun laa med et broget Tæppe over sig, med sine store Træk lignende en Sagafigur eller en østerlandsk Eventyrskikkelse, en gammeltestamentlig Heltekvinde. «

I Fru Heibergs sidste Aar og efter hendes Død fik A. D. Jørgensen Adgang til alle hendes skriftlige Efterladenskaber. Han brugte dem under Revisionen af Manuskripterne ved den endelige Tilrettelægning af Udgaven af Et Liv, som den fremkom 1891-92, og ved Udarbejdelsen af de Oplysninger og Bemærkninger, han gav som Tillæg dertil, samt til sine kortfattede Indlæg overfor Angreb paa Livserindringerne. Efterladenskabet blev foreløbig kun med store Indskrænkninger tilgængelig for Forskningen. Et enkelt særlig fremdraget Sted i Originalmanuskriptet til Et Liv har Robert Neiiendam senere sammenlignet med Udgaven. 1) Skønt de tre Oplag af Værket forlængst er udsolgte, har vi endnu ikke faaet en kritisk Udgave, der tager Hensyn til de bevarede Udkast og giver udførlige Oplysninger til dette Hovedværk i dansk Aandshistorie paa Grundlag af hele det samtidige Kildestof, i første Linie Fru Heibergs øvrige Papirer. En saadan fyldestgørende Nyudgave bør tilvejebringes, f. Eks. ved Samarbejde mellem vor kyndigste Teaterhistoriker Robert Neiiendam og Forskere, der kender andre Sider af det 19. Aarhundredes danske Historie. Men naar det sker, vil man staa overfor det s. 27 vigtige Spørgsmaal om, hvad der blev af det skriftlige Efterladenskab, der laa i de Gyllembourg-Heibergske Hjem, da det sidste af disse lukkedes.

Allerede 1 December 1889, da Fru Heiberg følte sig svag og stundede mod sit Livs Afslutning, afgav hun under Samarbejdet med A. D. Jørgensen og Krieger, hvor de gamle Breve stadig var taget frem, en stor og meget vigtig Del af sine Papirer til Rigsarkivet, Udkast til Livserindringer og mange Breve, deriblandt de fortrolige Breve mellem hende og Heiberg fra 1854-55, der nu offentliggøres, en Offentliggørelse hun jo tidligere havde tænkt paa, da hun har ladet tage Afskrifter af en stor Del af netop disse Breve. Ved hendes Død forelaa ingen testamentarisk Bestemmelse vedrørende det skriftlige Efterladenskab, men en væsentlig Del gik via Krieger og A. D. Jørgensen til Rigsarkivet, hvorhen Kriegers mægtige Brevsamling og den lange Række af Dagbøger, som han havde skænket A. D. Jørgensen, ogsaa kom. En Del laa ved Jørgensens altfor tidlige Død 1897 endnu hos ham og kom nogle faa Aar senere til Rigsarkivet, hvor det indlemmedes i de Gyllembourgske og Heibergske Privatarkiver.

Utvivlsomt var det Fru Heibergs Tanke, at hele dette Efterladenskab, som A. D. Jørgensen havde gennemgaaet, skulde sikres og, naar en passende Tid var gaaet, benyttes til Dokumentation af, hvad hun havde skrevet i sin Levnedsbog, saaledes som Jørgensen i sine Bemærkninger i Udgaven saa smaat begyndte med at gøre. Intet berettiger til at tro, at Fru Heiberg har ønsket, endsige har villet foranledige, at noget af hvad der laa i hendes Gemmer, skulde tilintetgøres for at udelukke Efterslægten fra at kontrollere, hvad hun havde meddelt i sine Erindringer. Hendes Trang til at sige, hvad hun ansaa for Sandhed, var, ogsaa paa Grund af hendes oprigtige Religiøsitet, saa stærk, at sligt ikke vilde falde hende ind. Under Drøftelser med Krieger og A. D. Jørgensen maa hun være blevet ganske paa det rene med, at s. 28 hendes uforbeholdne Udtalelser vilde give Anledning til skarp Kritik, og det laa kun i hendes Interesse at dokumentere sin gode Tro. Havde hun villet »sikre sig« ved at skaffe Papirer af Vejen, da havde visselig meget af, hvad hun selv overgav til Rigsarkivet, været tilintetgjort. Det er derfor ogsaa aldeles urimeligt, naar der, da Brevene til Krieger blev trykt, eller ved andre Lejligheder er paastaaet, at slig Offentliggørelse var utilladelig og pietetsløs, fordi den gav Anledning til berettiget eller uberettiget Kritik af Fru Heiberg. Hun var ærlig og modig og vilde ikke søge Dækning.

Destoværre blev, som det ofte gaar i lignende Tilfælde, en Afdøds Vilje ikke fuldt ud udført; da det Heibergske Hjem var opløst, sørgedes der ikke for, at alle Papirerne sikredes. 1) Det er meget besynderligt, at de to »litterære Eksekutorer«, Krieger og A. D. Jørgensen, der dog havde Forstand paa de Dele, ikke passede bedre paa; de vidste godt, at der blandt Arvingerne ikke var nogen særlig historisk eller litterær kyndig. Men hvordan nu end Sammenhængen har været, vi kender intet nærmere dertil, saa forblev en stor Del af de Gyllembourg-Heibergske Papirer, der ikke straks gik over til Krieger og A. D. Jørgensen, bl. a. saare interessante Ting fra Fru Heibergs Ungdom og første Ægteskabstid, hos hendes tre efterladte Adoptivdøtre. Da Dr. Munch og jeg i Aarene før Verdenskrigen arbejdede med Udgaven af Fru Heibergs Breve til Krieger, og Familien gav os Adgang til Originalerne i Rigsarkivet, fandtes vistnok alt eller det allermeste af de Papirer, der ikke var blevet sikret, hos Hr. Ragnar Westenholz, der havde været gift med Fru Heibergs 1 1907 afdøde yngste Adoptivdatter Anna og boede i Helsingør, hvor den næstældste af Døtrene, Frk. Lelia Heiberg, førte Hus for ham. Hr. Westenholz og Frk. Lelia var paa det rene med, at ogsaa denne Del af det Heibergske skriftlige Efterladenskab efter hendes Vilje skulde henlægges i de Heibergske og Gyllembourgske Privatarkiver i Rigsarkivet, og de talte med s. 29 mig om, at dette snarest burde ske. De forstod fuldtud Betydningen deraf, ogsaa fordi Striden om Fru Heibergs Personlighed og Rigtigheden af hendes Udtalelser og Domme paa ny rejstes i Anmeldelser af Brevene til Krieger. Destoværre skete Overleveringen alligevel ikke med det samme. 1913 døde Hr. Westenholz, og Frk. Lelia flyttede til Strib, hvor hendes ældste Søster Sarah, der siden 1893 var gift med Godsejer Niels Kaas, dengang boede. Da Frk. Lelia døde 1917, blev de Papirer, som hun omhyggelig havde bevaret, destoværre heller ikke afleveret til Rigsarkivet. Der var ingen af de efterladte, der tog sig af Papirerne eller saa med Velvilje paa, at andre mere kyndige interesserede sig derfor.

Derefter indtraf det, som atter og atter sker, naar historisk værdifulde skriftlige Efterladenskaber gennem længere Tid bliver liggende i Familien, og de Familiemedlemmer, der har direkte Tilknytning til de Afdøde, enten gaar bort, ældes eller af den ene eller den anden Grund ikke er i Stand til at fastholde Interessen for, hvad der er forblevet i deres Eje, medens yngre Medlemmer af Slægten er helt uvidende om, hvad der findes i Huset. De i sin Tid omhyggelig samlede og gemte Breve bliver glemt. I det Tilfælde, hvorom her er Tale, kom de mange Papirer, der, som det nu kan spores, fra først af var omhyggelig ordnede og indpakkede, med i en Række Flytninger til forskellige Dele af Landet. Efterhaanden fik de en ilde Medfart. Ved en Flytning blev en Del af Papirerne brændt, helt uvedkommende Personer tog nogle Breve til sig, andet fik en uopklaret Skæbne. Meget var dog trods alt blevet bevaret, men henlagdes til sidst i et Pulterkammer i København. Interesserede Forskeres lejlighedsvise Forespørgsler, om der dog ikke hos Familien fandtes Heibergske Breve af Værdi, besvaredes negativt. Det paaagtedes ikke, at der blandt en Mængde Skrammel og ganske ligegyldige Tryksager, Regninger og andet sligt, der ophobes i et gammelt Hjem paa Loftet, laa Kasser og Kufferter med Fru s. 30 Gyllembourgs, Johan Ludvig og Johanne Luise Heibergs intime Breve, Optegnelser, Manuskripter til deres berømte litterære Arbejder, Samlinger af Aviser med Anmeldelser og Omtale af deres offentlige Virksomhed gennem mere end halvhundrede Aar.

Efter et Dødsfald 1 Januar 1936 ryddedes Pulterkamret af Hensyn til en ny Flytning af et Par tilfældig tilkaldte Flyttemænd, medens en Klump Papirer glemt i et Møbel, der sendtes til Reparation, uden Ejerens Vidende blev taget af en Person, der siden under falsk Navn søgte at gøre Papirerne i Penge. En af Flyttemændene kørte en eller flere Sække paa Lossepladsen efter at have taget nogle Læg, der syntes ham interessante, fra og solgt dem til en Antikvar. Saa dukkede noget senere 1 Foraaret 1936 enkelte Breve og Digte, Brudstykker af Heibergske Manuskripter op paa en Auktion, og da et interesseret Medlem af Familien, Hr. Direktør H. P. Prior, blev gjort opmærksom derpaa, købtes de tilbage. Siden kom den anden af de to Flyttemænd, der havde ryddet Pulterkamret, og hvis Interesse var blevet vakt ved kendte Personers Navne paa Brevene, som han derfor havde ladet ligge, og falbød en mindre Samling til Teatermuseets interesserede og omsigtsfulde Leder Hr. Robert Neiiendam. Han saa, at der bl. a. var vigtige, skriftlige Minder om det Heibergske Ægteskab, og erhvervede straks Samlingen. Imidlertid blev Videnskabernes Selskabs Arkivkommission af Hr. Neiiendam gjort opmærksom paa Sagen, og med Støtte fra forskellige Sider, bl. a. af den snart efter afdøde Direktør Prior, foretoges en omfattende Eftersporing af de saa sørgelig spredte Papirer. Denne Eftersøgning er fortsat lige til de sidste Dage og har strakt sig fra skumle Oplagsrum i København til Proprietærgaarde i Jylland. Resultatet har været, at en Del af de Ungdomsbreve, vekslede mellem Heiberg og Fru Heiberg, som hun lagde saa megen Vægt paa, enkelte Breve til hende fra Mænd som Henrik Hertz og s. 31 andre, Brudstykker af Heibergs Manuskripter og af Fru Gyllembourgs Papirer etc., etc., ved Kommissionen er reddet og overgivet Rigsarkivet. Men ak, disse Brudstykker vidner om, at meget andet er gaaet tabt. Det er konstateret, at hele Sække med Breve og lignende er gaaet paa Losseplads eller i Papirmølle. Et eller andet kan vel være taget fra og kan maaske engang dukke op, men der maa regnes med, at mange af de skriftlige Minder fra vor Litteraturs og Kunsts Guldaldertid, som Fru Heiberg vaagede over, er gaaet tabt. Ogsaa det Interieur fra det Gyllembourg-Heibergske Hjem, der vakte Samtidens Beundring, Møbler, Pretiosa o. a. er, som bekendt bl. a. ved en Auktion i de sidste Aar spredt for alle Vinde. Ganske kort efter Fru Heibergs Død var hendes Bogsamling blevet solgt til en Bogantikvar og Kunsthandler Lefèvre for 200 Kr. Den indeholdt en Mængde Bøger med Dedikationer fra Forfatterne til Fru Gyllembourg, Heiberg og Fru Heiberg, ofte Vers eller hele Digte af Samtidens berømteste Forfattere. Hovedmassen af disse Bøger solgtes straks videre; enkelte, hvorom Fru Heiberg havde taget særlig Bestemmelse, ønskede Arvingerne senere, men for sent, at tilbagekøbe. Hvad der blev hos Arvingerne var meget lidt, og nu er der intet. Bøger fra det Heibergske Bibliotek med interessante Dedikationer dukker ikke sjældent op paa Bogmarkedet. 1)

Blandt det bevarede findes vistnok alle Manuskripter og Udkast til Et Liv, desuden den store Samling Breve til Krieger, der er offentliggjort. Men af de øvrige Korrespondancer er mange ufuldstændige. Det gælder Brevvekslingen mellem Heiberg og Fru Heiberg fra Ungdomstiden, forud for og omkring Forlovelsen og Giftermaalet, hvoraf de Rester, der har kunnet findes, meddeles i det følgende. Lykkeligere er det gaaet med den betydeligste Del af Ægteparrets indbyrdes Korrespondance fra de ældre Aar, som nu ogsaa bliver trykt.

Det er her ikke Opgaven i Enkelthederne at undersøge og redegøre for, hvad der er bevaret eller kan ses at være tilintetgjort. s. 32 Dette bør ske i Forbindelse med en kritisk Udgave af Et Liv.

Det kan naturligvis aldrig opklares, hvormeget der er gaaet til Grunde af det Materiale, hvortil Fru Heiberg støttede sig, da hun skrev sin Levnedsbog, selv om visse Holdepunkter vel kan faas, naar hele det Gyllembourg-Heibergske Privatarkiv i Rigsarkivet kritisk bearbejdes sammen med, hvad der kan samles sammen af Breve fra Heibergerne og Fru Gyllembourg f. Eks. i det kgl. Bibliotek eller andetsteds. Endelig tør man jo haabe, at der fra private Gemmer fremdrages noget, der foreløbig anses for tabt. Sikkert er det imidlertid, at den skete Vanrøgt af, hvad en af vort Aandslivs Store udtrykkelig har ønsket bevaret, vil besværliggøre en rigtig Vurdering af Et Liv. Men ved Bedømmelsen af Fru Heibergs personlige Redelighed og Sandhedskærlighed, da hun nedskrev sine uforbeholdne Domme om, hvad hun havde oplevet, og om de Mennesker, med hvem hun var kommet i Berøring, bør det veje tungt til, at hun gjorde alt, hvad hun formaaede, for at Efterslægten skulde faa Bevismateriale i Hænde.

Det er dog i alt Fald lykkeligt, at en væsentlig Del af hendes og Heibergs Brevveksling er bevaret og giver Mulighed for en Efterprøvning og dybere Forstaaelse af, hvad Erindringsbogen beretter om det indbyrdes Forhold mellem de to Mennesker.