Danmarks Breve

FØR BADEREJSERNE Verblichen und verw...

s. 89 FØR BADEREJSERNE

Verblichen und verweht sind jetzt die Träume...
Heine.

Mellem de bevarede Breve fra Ungdomstiden og den senere Brevveksling ligger den længste Periode af det Heibergske Ægteskab. I disse Ungdomsbreve ser vi spire Egenskaber og Stemninger, som fik en Betydning, der giver sig til Kende i de Breve, som blev skrevet, da Sølvbrylluppet nærmede sig. Vi møder Karaktertræk, der peger frem imod, hvad der bandt Johan Ludvig og Johanne Luise sammen og gjorde deres Samliv lykkeligt, men ogsaa antyder, hvad der siden under Dagliglivets Tilskikkelser maatte fjerne Ægtefællerne fra hinanden. Den Agtelse og det Venskab, hvorom der tales i de sidste Billetter, blev bevaret; visselig faldt der megen Kærlighed af og »Kranse bestaaende af Haab og Troskab« bandt de to Mennesker til hinanden. Men den »Lumpenhed«, som Fru Heiberg spøgende, men nok med en alvorlig Bagtanke, dadlede, idet hun dog sagde, at hun elskede den, kom til at volde hende Sorger. Stundom blev det vel ogsaa Heiberg, der sagde, at hun med sit urolige, lidenskabelige Sind »ikke opførte sig som hun burde. « Aftenen blev ikke Morgenen lig; Aldersforskellen fik voksende Indflydelse; da den sidste Brevveksling begynder, er Heiberg i sit treogtredsindtyvende Aar, hun midt i det toogfyrretyvende.

Fru Heiberg sendte ved festlige Lejligheder eller paa Mærkedage, saasom Heibergs Fødselsdag eller naar Bryllupsdagen vendte tilbage, ofte sin Mand Hjerteudgydelser, smaa Billetter s. 90 eller Digte, og han har vel gjort noget tilsvarende. Men næsten alt sligt er forsvundet. Kun et enkelt lille Digt fra Fru Heiberg til Heiberg paa Tyveaars Bryllupsdagen den 31. Juli 1851 er bevaret. Deri skriver hun bl. a. »Mennesket spaar, Gud han raa’r« og fortsætter:

»Man ofte begynder i skingrende Dur,
men Molltonen ligger lumsk paa Lur
og skyder sig frem af Hjertet«.

Med Tanken paa, hvad der har ændret sig i de forløbne Aar, slutter hun:

»Men — hvad der end kan have smertet,
ej sandt? det vil i Dag vi glemme.

I Tanken vil vi ene gemme
den Vished:
i Glæde og Nød
vi hører dog sammen
i Liv og Død.

Mit Ridt i Livet jeg gir i Din Haand.

Jeg bruger ej Bidsel, jeg bruger ej Baand,
saa sikkert som et godt lille Æsel
maa Du styre
Johanne Luise Fæsel. «

Hun undertegner sig her med et Kælenavn, af usikker Oprindelse,
et af de ikke faa, hvormed de tiltalte hinanden. 1)

Tre Aar senere var de ikke som ellers sammen paa Bryllupsdagen, og da gav de Tanker, som Mærkedagen fremkaldte, sig Udtryk i Breve.

Et Par Dage i Sommeren 1845, da Heiberg gjorde en Udflugt til Hveen, for paa Stedet at drive de Studier om Tycho Brahe, der optog ham stærkt, var Ægtefællerne borte fra hinanden, 2) den eneste Gang i de næsten treogtyve Aar; ellers har de vel kun været adskilt et enkelt Døgn under Sommerophold paa Sjælland, naar Forretninger førte Heiberg til København.

s. 91 Johan Ludvig Heiberg
Efter Maleri af Sophus Schack 1840 (Frederiksborg) s. 92

s. 93 Da gav to Baderejser i Somrene 1854 og 1855 til Marienbad og Franzensbad, hvorhen Heiberg ikke kunde ledsage sin Hustru, Anledning til en Brevveskling, der ikke blot fortæller os, hvordan Livet i det Heibergske Hjem formede sig paa denne Tid, men ogsaa kaster Lys over det tilbagelagte Samliv, der vel havde bragt dem en Lykke, som kom til at vare Livet ud, men ogsaa havde givet begge, i alt Fald hende, Skuffelser og Smerter, som det kostede Kampe at trænge tilbage. 1) Det havde sat sig Spor ikke blot i hendes Tanker og i de Breve vi faar at læse, men ogsaa i hendes Ydre, saaledes som vi kan se det i de bevarede Portrætter fra de Aartier, i hvilke meget af hendes Livskraft og Livsmod trods al Glans og alle Sejre var taget fra hende. 2)

Som Indledning til Læsningen af disse Breve nævner jeg kort nogle Hovedpunkter af Heibergernes Livsvilkaar i Tiden fra 1831 til 1854, alene med den begrænsede Opgave at angive de Forudsætninger, under hvilke Brevvekslingen i Sommeren 1854 blev ført.

Den lange Periode, i hvilken der ikke blev megen Anledning til indbyrdes skriftlig Tankeudveksling, rummede en fortsat Stigning af Johan Ludvig og Johanne Luise Heibergs berømmelige Ydelser. Hans Forfatterskab blev trods megen Modstand og Polemik højt anerkendt, hun gik paa Scenen fra Triumf til Triumf. Hjemmet, først i Brogaden, senere i Bredgade og endelig i Søkvæsthusets Havehus, hvor Fru Heiberg havde sin daglige glade Syssel med Blomster og Træer, og hvor den gamle Fru Gyllembourg, der trods sin Elskelighed nok vidste hvad hun vilde, i høj Grad prægede Dagliglivet, blev et meget søgt Midtpunkt for Københavns bedste Selskab. 3) Fru Heibergs Ros var i alles Munde. Hendes Scenelykke, de sjældne Gaver hun kunde udfolde som Værtinde, hendes Konversationstalent, alt med Tilsætning af megen Ynde og et bedaarende, men aldrig for vidtgaaende eller plumpt Koketteri, s. 94 fremkaldte Beundring, ja Tilbedelse i vide Kredse. Hun blev i en lang Periode Genstand for ligefrem Dyrkelse; alt hvad hun selv fortæller derom i Et Liv bekræftes af samtidige Vidnesbyrd og er ikke overdrevet. 1) I Fyrrerne stod baade Mand og Hustru paa Højden af Anseelse og Lykke; 1840 var den titulære Professor Heiberg bleven udmærket ved det hvide Baand, 1850 blev han Etatsraad, Æresbevisninger, der betød noget i hin Tids Danmark. Hans Hustru var straks efter Giftermaalet ved Fruetitlen blevet fremhævet blandt de øvrige Skuespillerinder, der ellers efter Tidens Skik kaldtes Jomfruer eller Madammer.

I Løbet af 1840-erne, da Heiberg var kommen ind i Halvtredsaarsalderen, kulminerede hans digteriske Produktion. Det filosofisk-spekulative, videnskabelige i hans Anlæg og Interesser gjorde sig stærkere gældende, nu da han ubestridt stod som Landets mest fremragende litterære Kritiker. Efterhaanden som han blev ældre, brugte han mange af sine Timer, baade om Dagen og langt ud paa Natten, til astronomiske Studier, og Afhandlingerne herom, »kom til at rumme en mystisk farvet Livsfilosofi«. 2) Ægteparrets Omgang gav Anledning til aandfuld Samtale med Husvenner og Bekendte, mest fra Videnskabens, Litteraturens og Politikens Verden. Selskaberne i deres eget Hjem ydede dem størst Tilfredsstillelse; Fru Heiberg satte ikke blot en Ære i at yde det ypperlige paa Scenen men ogsaa som Husmoder; det lykkedes hende at tilfredsstille Heibergs kræsne Smag ved mønsterværdig fin Madlavning, ved en Servering og Borddækning, der var berømt. Med hele Husførelsen holdtes der vaagent Øje; beskedent men smagfuldt skulde alt være, comme il faut. Hele denne daglige Tilværelse i jævne Former, men præget af fin æstetisk Dannelse og af Stræben mod det højeste, gav Plads for den saare perfektible Fru Heibergs ivrige Trang til stadig Udvikling af sin Personlighed; Heibergs Kundskabsfylde, klare Forstand, elskværdige Ironi og alsidige Livserfaring gav hendes Aand rig Næring. Men

s. 95 Johanne Luise Heiberg
Efter Maleri af E. Bærentzen 1841 (Thorvaldsens Museum og Teatermuseet) s. 96

s. 97 efterhaanden gjorde Aldersforskellen sig mærkbart gældende. I Ungdommen og vel især under Pariseropholdet 1819-22 havde Heiberg faaet sin Trang til Livsnydelse stillet; han var Erotiker, Ynder af god Mad og fin Vin, samtidig med at han som faa Danske dyrkede videnskabelige og litterære Interesser. Det var forud for Ægteskabet. Men tidlig under dette faldt han nok til Ro og kom til at ønske en stilfærdig Tilværelse indenfor Hjemmets Vægge. Her kunde han ogsaa bevare for sig selv sin af saa mange ombejlede Hustru, den sjældne og noget fremmedartede Fugl, han omsider havde fanget. Hendes Værdi og Anseelse forøgedes endda ved, at der rejstes snævre Skranker om hende, naar Teatervognen havde kørt hende bort fra Publikum. Fru Gyllembourg havde, da hun var ung, modigt givet Udtryk for sin Lidenskab, nu delte hun Sønnens Ønske om en adstadig Livsførelse. Johanne Luise føjede sig ind i disse ret snævre Rammer. Men som hun tilbageskuende tilkendegiver det i Et Liv, var det ikke uden indre Modstræben, at hun beroligede sit stærke Temperament, lagde Baand paa sin ungdommelige Livsglæde og paa den Trang til kaad Udfoldelse, der var en væsentlig Side af hendes Natur og fremmet ved, hvad Barneaarene og de første Aar paa Scenen havde ført hende ind til. I 1877, da hun som gammel Kone mindedes sin Bryllupsdag, skrev hun i et Digt: 1)

»Hun var saa overmodig, saa ung og smuk!
Hun fløj som Svalen hvinende mod Vinden.

Kvinderne skotted til hende med et Suk.

Mændene knejste. Blodet for dem til Kinden. «

Det er ikke en senere Konstruktion, naar Fru Heiberg i Skildringer af sin Ungdom atter og atter paapeger Dobbeltheden, paa den ene Side lystig, ubetænksom Overgivenhed, paa den anden Side Refleksionen og den nøgterne Overvejelse af det passende og formaalstjenlige. Hertil kom et medfødt Tungsind næret ved Barndommens og den første Ungdoms s. 98 smertelige Oplevelser, som var med i hendes længselsfulde, romantisk farvede Tragten efter noget, uvist hvad, som hun stedse krævede, at Livet dog engang skulde bringe hende — det der rummedes i »de blaa Længsler« og i den Drømmeog Alfeverden, hun som mange andre Børn og unge skabte sig selv og tyede ind i. Alle disse Elementer kunde udfolde sig i hendes glimrende, ofte helt løsslupne, men ogsaa ofte om Sindets Dybde og om en brændende Lidenskab vidnende sceniske Ydelser, der gav hende fuld Tilfredsstillelse. I Hjemlivet med de to meget ældre kunde Glæden over deres oprigtige Kærlighed og Omsorg og over den rige aandelige Næring, der hver Dag blev budt hende, ingenlunde give hende alt, hvad hendes Sind og Sanser krævede. Meget kunde hun som Fru Heiberg dele med den forstaaende og kloge, hende elskende og af hende elskede Ægtefælle. Men hendes Natur var saa stærk og rigt bevæget, at de Oplevelser, Aarene bragte hende, atter og atter satte hendes Indre i voldsomme Svingninger, hvis Udslag vel kunde anes af fintfølende Omgangsfæller, men som hun kun sjældent og aldrig fuldtud formaaede at delagtiggøre nogen i.

Det var ikke Hverdagsmennesker, der levede i det Heibergske Hjem, men stærke Personligheder, der prægede alt, hvad de ydede, hvad enten det var Heiberg og hans Moder der skrev eller Fru Heiberg der spillede paa det kgl. Teaters Scene. De delte uhyre meget med hinanden, men som Aarene gik, blev det ikke alene Fru Gyllembourg, der af Alderen trykkedes ind i sig selv. Heiberg havde som de fleste Mænd sit eget at samle sig om; han blev nok i Løbet af Fyrrerne mere indadvendt og indesluttet. Af Natur var han kølig og reserveret, trods al Artighed og Urbanitet var der over hans Optræden noget sarkastisk overlegent, der kunde virke som Kulde; han havde svært ved at give umiddelbare Udtryk for Følelser, selv om de visselig havde Magt over ham. Trods den overordentlige Arbejdslyst og Arbejdskraft, hvorom hans

s. 99 Johan Ludvig Heiberg
Efter Maleri af D. Monies 1844 og Litografi s. 100

s. 101 Livsgerning vidner, kom der vistnok ret tidligt en Indolens frem i hans Væsen, der isser fik Udtryk i hans Hjem og overfor hans Hustru; han kunde gøre et træt Indtryk. Hun derimod vedblev længe at være ung, og hendes Teatergerning med alt det skiftende og krævende, som de højst forskellige store Roller lod hende leve sig ind i, holdt hendes Lys brændende. Hvad Under da, om hun trods alt inderligt Samhør med sin Mand ofte syntes, at hvad hun havde drømt og haabet af et Samliv med ham ikke helt gik i Opfyldelse. Hun følte, at meget af det, som han i den første stærke Forelskelses Dage, omkring Frierierne og Brylluppet, havde anset for en Lykke, ophørte at øve sin Magt over ham, medens hendes Længsler og Krav endnu var stærke. Efter de lyse »unge Dage« kom tidligt og ikke sjældent »mørke og tunge«. Det er just dette som klinger gennem de Verslinier, hun skrev til ham, da de havde været gift i tyve Aar. De Breve vi faar at læse fra 1854 og 1855, da Sølvbrylluppet nærmer sig, fortæller direkte eller mellem Linierne om Savn og Ensomhedsfølelse, der har frodig Jordbund i hendes Anlæg til Tungsind; modstridende Følelser bevæger hende under den daglige Færden med de to kære Husfæller, i søvnløse Nattetimer, naar Heiberg kikker Stjerner, grubler hun. Ikke blot den Lykke som hendes Kunst og stadig voksende Prestige skænker hende, men ogsaa utilfredsstillede, uklare Længsler gør disse Aar til en Modningstid, der baade er frugtbar og smertelig. Den, der ikke har kunnet tro paa Oprigtigheden af Fru Heibergs Selvskildring i Et Liv, vil faa hendes Sandfærdighed bekræftet af de intime Breve, hvor hun har Lejlighed til, paa Afstand fra Hjemmet, at aabne sit Hjerte for den, med hvem hun stedse følte sig inderlig forbundet.

Paa et Tidspunkt, da saavel Heiberg som Fru Heiberg udadtil syntes at staa paa Højden af deres Livsgerning og at maatte føle sig lykkelige over, hvad de hver for sig havde s. 102 udrettet og naaet, indtraadte et Vendepunkt. De ydre Omstændigheder er velkendte. Det er det meget omstridte Afsnit af den danske Teaterhistorie, Heibergs Ledelse af Det kgl. Teater i de første syv Aar efter vor frie Forfatnings Indførelse. 1)

Da Teatret var taget fra Hoffet og lagt ind under Statens Styre og økonomiske Forsorg ved Undervisningsministeriet, udnævnte Professor Madvig som Medlem af Novembermini- steriet sin gode Ven Heiberg til Chef og enebestemmende Direktør for den danske Skueplads for at gennemføre en ny Teaterordning. Ved sine Skuespil, sin kritiske Produktion og ved sin levende aktive Interesse for Teatret, der naturlig var øget ved, at hans Hustru var dets første kvindelige Kraft, havde han større direkte Forudsætninger end nogen anden for at overtage denne Gerning. Hans Forfatterskab havde skaffet ham stor Anerkendelse, uanset den Modstand hans ofte meget skarpt formede Polemik fremkaldte. Hvor kært det end kunde være at bevare sin Selvstændighed og fulde Frihed, havde Heiberg vistnok følt Savnet af en fast og indflydelsesrig Embedsstilling; han modtog Madvigs Tilbud, der med Udnævnelsen af 23. Juni 1849 gav ham afgørende Myndighed paa et Omraade, hvor han med Rette følte sig fuldkommen hjemme og nu kunde iværksætte velovervejede Planer. Han nærmede sig snart de Treds, følte vistnok, at hans Forfatterskab var ved at ebbe ud, og en indflydelsesrig, højt anset administrativ Stilling kunde synes ham, som mange andre Mænd under tilsvarende Vilkaar, at være en passende Afslutning paa en rig Livsgerning. Han havde megen Selvtillid, var myndig og beslutsom, derhos en Mand af udsøgt Form og stor Menneskekundskab. Han overvandt hurtigt sine Betænkeligheder ved Madvigs Tilbud, medens hans Hustru, der af femogtyve Aars Erfaring bedre forstod Vanskelighederne ved Teatret og Scenens Folk, var ængstelig og nærede Frygt for, hvad det nye Hverv kunde medføre. Det viste sig, at hendes Anelser skulde gaa i Opfyldelse.

s. 103 Den Popularitet, Heiberg havde nydt i Tyverne og Trediverne, var ikke urokket, da han blev Teaterdirektør. Hans politisk konservative Holdning overfor de liberale Strømninger, der havde givet sig direkte Udtryk i højst uforbeholdne Skrifter, mishagede de toneangivende Ordførere for den offentlige Mening; hans kritisk tilbageholdende eller polemiske Stilling overfor det nye havde før det konstitutionelle Gennembrud forberedt Jordbunden for en kraftig Afstandtagen fra ham, om Lejligheden bød sig. Den kom, da han blev Teaterchef, og blev det som en Mand, der ikke var bange for, uden ængstelig Hensyntagen til den ene eller anden Side, at sætte sin Vilje igennem. Han mødte ved sin Tiltræden straks den særlige Vanskelighed, at de sejrende Ideer om Folkets Indflydelse paa alle Omraader af Samfundslivet ogsaa fremkaldte Krav om Brud med det tilvante autoritative System ved Teatret. Det var ikke længere den enevældige Konges Hoffolk, der kunde bestemme Teatrets Forhold, og ledende Presseorganer, »Dagbladet« og »Fædrelandet«, krævede Raaderum for nye Ideer indenfor Teatret, saaledes at de ogsaa paakaldte Skuespillernes Trang til en større personlig Indflydelse, end der havde kunnet være Tale om under Enevælden. Den nye Teaterchef var imidlertid baade paa Grund af sin personlige Livsanskuelse og af Natur særdeles utilbøjelig til at tage større Hensyn til den offentlige Mening, over hvis Udslag han saa ofte havde harcelleret. Han krævede først og fremmest Orden og Disciplin af det urolige, saare let paavirkelige og meget omskiftelige Teaterfolk, han skulde raade med. Begge disse Forhold gjorde sig hurtigt stærkt gældende, da personlige Synspunkter og Interesser, subjektive Stemninger og Følelser indenfor Teaterverdenen altid har let ved at trænge saglige Overvejelser tilbage. Det kom til stærke Brydninger. Der fremtraadte Modsætninger med Hensyn til Principperne for den kunstneriske Ledelse, Valg af Repertoire og Rollebesættelser etc. etc., men derhos opstod andre ubehagelige s. 104 Komplikationer paa Grund af Sympatier og Antipatier, hvortil Spirer forlængst havde været nedlagt. At Fru Heiberg, Teatrets ubestridt første kvindelige Kraft, nu var den myndige Teaterchefs Hustru, skabte yderligere Vanskeligheder, selv om man har det Indtryk, at hun baade var meget afholdt og relativt lidt misundt af sine Kolleger, og ikke, da hendes Mand kom ind i den nye Stilling, ved sin personlige Optræden skabte Besværligheder, som i en slig delikat Situation ellers let kan opstaa. Men selvom Kombinationen Teatrets Chef gift med Teatrets Primadonna ikke behøver at give berettiget Grund til Anklage, er denne Kombination i sig selv en Anklage.

6*

Teaterhistorien har endnu ingenlunde afsluttende skildret de stormfulde syv Aar, da Heiberg var Teaterchef. De følgende fortrolige Breve mellem ham og hans Hustru vil give de kyndige nye Fingerpeg, men det er ikke min Tanke her at foregribe en sagkyndig Benyttelse af det nye Stof; der skal kun paapeges de Vanskeligheder af administrativ, saglig eller personlig Art, der kædede sig til hinanden og medvirkede til den legemlige og sjælelige Svækkelse, der nødte Fru Heiberg til i Foraaret 1854 at fjerne sig fra sin Mand paa en Rejse til Marienbad.

Konflikter var allerede kommet i de første Sæsoner under Heibergs Direktorat. Han havde stræbt efter at skabe fastere og mere ordnede Forhold i Teatrets Administration, der maatte tilpasses efter de nye Forhold, da Økonomien nu afhang af Rigsdagsbevillinger og ikke længere af Kongens Tilskud. Skridt i denne Retning havde straks vakt Uvilje hos mange, der hidtil paa forskellig Maade havde nydt Fordele. Men dernæst var der blandt Skuespillerne dannet en Opposition, for hvilken Hovedmanden var N. P. Nielsen, der i mange Aar havde staaet paa en spændt Fod baade med Heiberg og hans Frue. Af største Vigtighed blev, at i denne Opposition indtraadte den meget talentfulde Æstetiker Frederik Høedt, der s. 105 14 November 1851, enogtredive Aar gammel og allerede meget kendt i litterære og teaterinteresserede Kredse, debuterede paa det kongelige Teater som Prinsen af Danmark i »Hamlet«. Han var selvfølende og ærgerrig og vilde i Teatrets Praksis gennemføre en, i visse Henseender utvivlsomt berettiget, mere realistisk Form for Skuespilkunst. Dette vilde Heiberg ikke gaa med til, bl. a. baade fordi Høedts Indstilling og Planer var Heiberg imod og fordi Teatrets Forhold gjorde det vanskelig straks at foretage Ændringer. Høedt traadte i nøje Forbindelse med N. P. Nielsen og dennes Hustru, Fru Heibergs nære Veninde, næst hende Teatrets mest fremragende Skuespillerinde, Anna Nielsen, og, hvad der var særlig betydningsfuldt, til dem sluttede sig med stadig voksende Opposition mod Heiberg Teatrets første Elsker, Michael Wiehe, med hvem Fru Heiberg i mere end et Aarti havde haft et ypperligt, af alle højt beundret Sammenspil, vel nok det bedste, vor Nationalscene ydede i hine glansfulde Aar. Fru Heiberg satte den største Pris paa Michael Wiehes rene, skønne Personlighed, og hun havde, som særlig Robert Neiiendam med stor Forstaaelse har skildret, i Samspillet med Wiehe i en lang Række betydningsfulde Roller paa Scenen fundet Udtryk for Sider af sin Natur, der ikke kom til Udtryk i hendes Hjemliv eller i den Kærlighed hun nærede til sin Mand. Om et Kærlighedsforhold i almindelig Forstand mellem Fru Heiberg og Michael Wiehe var der, som Neiiendam utvivlsomt med fuldkommen Ret hævder, absolut ikke Tale, men, maaske sig selv ubevidst, fandt hun paa Scenen »sin Lykke og sin Lidelse, sin Elsker i Fantasien« i denne Mand, der vel med Rette er karakteriseret »som en Idealskikkelse, ikke blot fordi han i sit korte Liv var den skønneste Aabenbaring af mandig Erotik, vor Scene har ejet, men fordi der over ham var en moralsk Højhed, som vidnede om, at Livet ikke havde forurenet hans Person«. 1) Skønnere Fremstilling af Elskoven i dens forskellige Former og Nuancer end den, som Johanne Luise s. 106 Heiberg og Michael Wiehe bød det københavnske Publikum, som i 1840-50erne atter og atter henreves deraf, har næppe nogen Scene været Vidne til. Forholdet mellem de to Skuespillere, Wiehe, der trofast elsker sin Hustru, og Fru Heiberg, der er inderlig knyttet til sin Mand, var præget af en enestaaende Adel. I en Aarrække var Wiehe saare meget for Fru Heiberg og hun for ham, men hendes Følelser krænkedes, da han ikke længe efter at Høedt var kommet til Nationalscenen, sluttede sig til ham og dermed til Oppositionen. Dette fremtraadte allerede under Sæsonerne 1852-53 og 1853-54, og det paavirkede Fru Heiberg stærkt. Omtrent samtidig kan hun være blevet berørt af et i 1850 opstaaet, men ret hurtigt afsluttet »litterært Venskab« mellem Heiberg og en opdukkende yngre Forfatterinde, Mathilde Fibiger (Clara Raphael).

Der spøges i de Breve, vi kommer til at læse, som ogsaa andetsteds, nu og da af Fru Heiberg med hendes Mands Forelskelser i »Tøsene«, hvorved hun hentyder til, at Heiberg endnu stadig slog Gnister, naar han kom i Berøring med Kvinder, der var skønne og charmerende eller fængslede ved deres Aand. Intet tyder paa, at slige Sværmerier, hvorom Ægtefællerne synes at have talt aabent med hinanden, havde nogen alvorlig Karakter. Men naar Fru Heiberg iagttog, at hendes Mand, der viste Passivitet og Kølighed overfor hende, let kunde bevæges af andre Kvinder, saa har hun nok følt sig pinlig berørt, skønt hun naar alt kom til alt ikke tvivlede paa hans inderlige Hengivenhed. Det er usandsynligt, at Fru Heiberg har haft mere Anledning til Jalousi overfor nogen enkelt, end Heiberg kan have haft ved mange Aar igennem at fornemme, hvor meget Michael Wiehe betød for hende. Men Virkningen af slige Følelser i et Ægteskab som det Heibergske er uberegnelig, selv om Samhørigheden til Stadighed forblev urokket. Naar vi i de følgende Breve læser Fru Heibergs Klager over hendes Mands Kulde, over manglende s. 107 Udtryk for den Godhed for hende, som hun dog ved er til Stede, er det rimeligt, at slige Stemninger netop har kunnet faa Vækst i disse Aar just paa det Tidspunkt, da hun følte sig dybt skuffet af Michael Wiehe, vistnok den eneste Mand, mod hvem hun har følt sig draget efter Ungdomsaarenes kortvarige Sværmeri for en skøn »Blære« som N. P. Nielsen. Dette har efter alt at dømme medvirket til den Uro i Sindet, som giver sig til Kende i hendes Breve.

Heiberg formaaede overfor de daglige Ærgrelser paa Teatret og den paagaaende Opposition, der mødte ham blandt Skuespillerne og i Pressen, at bære en stor Upaavirkethed til Skue. Dertil havde hans Hustru trods al sin Selvbeherskelse ikke Kraft; Angrebene tog haardt paa hende; hun levede med i alt, hvad der angik ham, naturligvis ogsaa fordi det tillige angik hende. Hun forsvarede ham til enhver Tid, og for at yde ham Støtte og gøre Sæsonerne under hans Ledelse særlig udbytterige overtog hun flere og større Roller og fik derved et endnu mere opslidende Arbejde end tidligere. Det kunde hun ikke holde til.

Hun havde i længere Tid været lidende og kun med stor Kraftanspændelse overvundet daglige stærke Smerter, der stammede fra en Underlivssvaghed. 12. Oktober 1852 maatte hun gaa til Sengs og svævede i de følgende Maaneder flere Gange i Livsfare. 1) Hun kom over det, men kunde først den 30. Marts 1853 paany optræde. Hendes Genoptræden gav Anledning til en paa Nationalscenen aldrig før set stormende Hyldest, og den Beundring og Sympati, der saa ofte var blevet den store Kunstnerinde til Del fra Høje og Lave, kulminerede ikke længe efter, at en Del af Pressen under Indflydelse af Stridighederne paa Teatret havde øvet en tidligere ukendt Kritik af hendes Spil i enkelte Roller.

Glæden over den fornyede varme Anerkendelse forringedes ved, at den voksende Opposition mod Heibergs Teaterledelse i den følgende Sæson 1853-54 gav sig nye Udslag. Heiberg s. 108 stod fast, men baade han og hans Hustru var haardt ramt, og fremfor alt voldte Michael Wiehes Holdning hende Smerte. Hun skriver i Et Liv, at hin Tid betegnede et alvorligt Vendepunkt. 1)

»Ethvert Menneske har vist erfaret, hvorledes der gives Tider, stille og lykkelige, hvor ethvert Foretagende, selv det, paa hvis Held vi tvivle, gaaer glat og uden Hindring frem. Det er som om Lykkens Gudinde fløi foran og viste Veien til Ønskernes Opnaaelse. Men der gives andre Tider, hvor ethvert Foretagende standses eller hæmmes. Alt gaaer trangt og med stort Besvær. I disse for Sindet farlige Tider hober sig ofte Uheld paa Uheld, det er som om Lykken paa engang rent var fløiet bort, uden at ville have det Mindste mere med os at gjøre, medens andre skadefro Aander have indtaget dens Plads og arbeide paa at pine og plage os. Sligt er Overtro men hvem kan gjøre sig fri for denne?«

Medens Fru Heiberg var opfyldt af Harme og Bekymring over den Uret, hendes Mand var udsat for, »medens mangt et Venskabsbaand ved Teatret, som hun trygt havde stolet paa« og det gjaldt først og fremmest Forholdet til Michael Wiehe, »var bristet«, og, medens »Usandhed og Utaknemlighed gjorde hende mørk af Sind«, tilstødte der den 81-aarige Fru Gyllembourg, der betød saa meget for Livet i Hjemmet, et alvorligt Uheld; et Hoftebrud forværrede hendes Alderdomssvaghed, saa hun mest blev sengeliggende i de sidste Aar af sit Liv.

Alt dette forøgede den Afkræftelse, som Fru Heiberg lige siden sin farlige Sygdom i Vinteren 1852-53 havde følt, og at hun i den nu forløbne Sæson havdet anspændt sig til det yderste, gjorde hendes Helbredstilstand kritisk. Det blev derfor i Foraaret 1854 bestemt, at hun skulde følge sin Læge Edvard Dahlerups indtrængende Raad og bruge sin Sommerferie til en Badekur i Marienbad. Heiberg skulde have ledsaget hende, men da Fru Gyllembourgs Fald indtraadte i Maj Maaned, og ingen vidste, hvorlænge den gamle Dame kunde s. 109

s. 110 Thomasine Gyllembourg
Maleri af Jens Juel omkr. 1795 (Frederiksborg)

Thomasine Gyllembourg
Tegning af J. V. Gertner 1849 (Bakkehuset)

s. 111 leve, vilde de ikke begge forlade hende. Fru Heiberg maatte rejse alene, men hendes Broder Skuespilleren Anthon Pätges skulde ledsage hende. 1) Han var ingen betydelig Personlighed, men der herskede mellem Fru Heiberg, ham og hans Hustru Juliane, i Brevene kaldet Jane, der ogsaa havde forsøgt sig som Skuespillerinde men forlængst havde forladt Scenen, det bedste Forhold. Fru Heibergs Fader var død for mange Aar siden, men hendes Moder levede endnu. Saavel Heiberg som Fru Gyllembourg viste stedse Johanne Luises Familie venlig Opmærksomhed.

Jeg anfører nu til Slut, hvad Fru Heiberg selv i Et Liv har nedskrevet som Introduktion til sin Beretning om Kuropholdet i Marienbad. 2)

»I de 23 Aar, Heiberg og jeg havde været forenede, havde vi aldrig været adskilte, naar undtages hans lille Reise til Hveen 1846 [ɔ: 1845]. Jeg var ilde tilmode ved at skulle reise uden ham; han derimod lo ad mig og sagde: »Herregud, det er kun paa kort Tid!« Men det hjalp ikke, jeg var saa bedrøvet over Adskillelsen, at han idelig maatte sætte Mod i mig. For at bringe mig i hans Erindring hver Dag, medens jeg var borte, fandt jeg paa at kjøbe en Mængde smaa Gaver til ham, hvoraf een hver Morgen i de halvanden Maaned, jeg skulde opholde mig ved Badet, skulde lægges paa hans Tallerken ved Morgenkaffen. De vare alle nummererede, og jeg havde betroet mig til vor Pige, der fik det Hverv hver Morgen efter Nummer at henlægge min Gave. Alle disse Pakker vare forseglede med Lak, thi indeni hver fandtes, foruden Gaven, en lille skreven Seddel, som Ingen uden han maatte læse. Dagen før min Afreise udførte jeg denne storartede Indpakning og Forsegling, et Arbeide jeg ofte blev forhindret i netop af Heiberg, der idelig og idelig, imod Sædvane, indfandt sig, snart for at spørge om Et og snart om et Andet. Naar jeg nu, midt under Arbeidet, hørte hans bekjendte Trin i Værelset ved Siden af, da maatte jeg jo i en Fart afbryde, og mine Fingre bleve der s. 112 ved ofte forbrændte af de smaa Dryp af Lakken, som i Skyndingen faldt ned paa dem, saa jeg kan sige, at ogsaa jeg hver Dag i Marienbad havde en Erindring om ham, naar jeg betragtede mine forbrændte Fingre. Morgenen efter skulde min Afreise gaa for sig. Jeg vandrede denne Morgen ene i vor lille Have paa Søkvæsthuset, tagende Afsked med hver Busk, hver Blomst, der i saa lang Tid skulde undvære min Pleie. Som jeg gaaer her og binder en lille Buket sammen, som Heiberg skulde have til Afsked, seer jeg ham selv komme. Jeg havde hele Morgenstunden mærket, at der var en usædvanlig Uro over ham, men Aarsagen faldt mig ikke ind. Nu gik han henimod mig, tog mig i Haanden og førte mig hen til en af Bænkene i Haven, hvor han satte sig og trak mig ned ved Siden af sig. Med Et tog han min Haand, kyssede den heftigt, og jeg mærkede til min Forundring, at hans Taarer faldt paa den. »Men Heiberg,« udbrød jeg, »hvad feiler dig?«

— »Oh,« svarede han med en tvungen Latter, hvori han haabede at skjule sine Taarer, »jeg kan ikke finde mig i, at du skal reise fra mig paa saa lang Tid.« — »Men,« sagde jeg muntert, »nu har jeg aldrig hørt saa galt! Du har jo hele Tiden gjort Nar ad mig, naar jeg tidligere udtalte min Beklemthed over, at vi skulle skilles.« — »Ja,« sagde han, »jeg veed ikke hvorledes det er, men jeg har i Grunden aldrig før i Dag rigtig sat mig ind i, hvad det vil sige at blive her ene uden dig!« — og han kunde med al sin Møie ikke holde sine Taarer tilbage, men maatte lade dem faae frit Løb bag det Lommetørklæde, hvormed han forsøgte at skjule dem. Nu var jeg bleven den Kjække og maatte sætte Mod i ham. Men jeg følte mig lykkelig ved dette Udbrud af hans Ømhed, thi det gav mig, hvad ethvert elskende Hjerte trænger til, Vished om, hvad jeg var for den Mand, som jeg af alle Mænd satte høiest. Omsider holdt Vognen for Døren; jeg tog nu ogsaa Afsked med Heibergs stakkels Moder, der bevæget sagde mig Farvel. Jeg havde udrettet Alt, hvad der stod i min s. 113 Magt i Huset, for at mildne og gjøre hende sit Sengeliv saa behageligt som muligt i min Fraværelse.

Da vi kom ned i Vognen, trak Heiberg først sin, saa min høire Handske af. Han sluttede min Haand i sin, saa varmt, saa fast, at. jeg længe efter, ja Dagen efter endnu syntes at føle hans Haandtryk. Ved Ankomsten til Toldboden kom min Broder os imøde. Vi toge nu Afsked, idet vi gjensidig lovede ofte at skrive til hinanden.«

Med Dampskibet Geyser gik Rejsen Lørdag den 17. Juni til Stettin, derfra med Jernbane til Berlin. Søndag Aften skrev begge de første Breve.