Danmarks Breve

FRA DET HEIBERGSKE HJEM Havetrappen ...

s. I FRA DET HEIBERGSKE HJEM s. II

s. 1 s. 2 Havetrappen i Det Heibergske Hjem i Søkvæsthuset
Efter Tegning af Knud Gamborg (Teatermuseet)

s. 3 FRA DET HEIBERGSKE HJEM

JOHAN LUDVIG OG JOHANNE LUISE HEIBERGS
INDBYRDES BREVVEKSLING

UDGIVET AF
AAGE FRIIS

J. H. SCHULTZ FORLAG KØBENHAVN MCMXL

s. 4 A/S J. H. SCHULTZ BOGTRYKKERI - KØBENHAVN

s. 5 HENRI NATHANSEN
MED TAK OG VENSKAB

s. 6

s. 7 FORORD

Da jeg i Aarene før den første Verdenskrig sammen med Dr. P. Munch forberedte Udgaven af Fru Heibergs Breve til A. F. Krieger (1860-89), læste jeg hendes og Heibergs Brevveksling fra Aarene 1854 og 1855 der opbevares i Rigsarkivet, og hvoraf kun nogle faa Brudstykker har været kendt. 1) Jeg fik Indtryk af, hvor meget disse Breve i deres Helhed betyder for Forstaaelsen af Ægteparret Heibergs indbyrdes Forhold, og ønskede at offentliggøre dem. Det lod sig dengang ikke gøre, men det sker nu, da Halvhundredaarsdagen for Fru Heibergs Død nærmer sig. Samlingen omfatter tillige alle bevarede Breve fra Ungdoms- og Forlovelsestiden. For Tilladelsen til Udgivelse paa dette Tidspunkt takker jeg Fru Sarah Kaas, Fru Heibergs sidst efterlevende Adoptivdatter, og Fru Kaas’ Datter, Fru Inger Prior. Mit Ønske har været til Mindedagen at fremlægge et nyt Bidrag til Forstaaelse af Johan Ludvig og Johanne Luise Heibergs Livsførelse, af deres Karakter og sjælelige Udvikling.

Gengivelsen af Brevene sker med faa, angivne Undtagelser efter egenhændige Originaler. Brevene fra Johan Ludvig Heiberg er trykt nøjagtigt, som de foreligger, bortset fra Rettelse af øjensynlige Skrivefejl 0. l., men overfor Brevene fra Fru Heiberg har en særlig Betragtning maattet gøre sig gældende. Hendes Forældre var begge tyskfødte og lidet boglig dannede, Forholdene i det fattige Hjem var urolige, hvad Børnene i deres Barndom tilegnede sig af Kundskaber helt tilfældigt; Fru Heiberg har næppe regelmæssigt besøgt nogen s. 8 Skole. Hun lærte ikke ordentlig Retskrivning og Tegnsætning og kunde, som Heiberg engang i 1854 skrev til hende, 1) »ikke komme efter hvad enhver lille Skoletøs kan lære«. Hendes Skrift var i Ungdomsaarene daarlig, og alt dette voldte naturligvis Vanskeligheder, da hun kom til at indtage en Position, hvor slige Mangler i den formelle Dannelse blev paafaldende. Da hun begyndte at skrive til Heiberg, bad hun ham om Undskyldning for sin daarlige Skrift, 2) og de ortografiske Besværligheder generede hende stedse. Han skrev engang til hende »om den forbandede Orthographi, som han for sin Part ikke brød sig om, men som Fremmede dog burde have efter den rigtige Recept«. 3) I Reglen var han jo selv ved Haanden, men han bad hende, naar de en sjælden Gang ikke var sammen, helst lade en eller anden hjælpe sig, naar hun skrev til andre. Efter hans Død blev A. F. Krieger ved Affattelsen af vigtige Skrivelser hendes Hjælper.

Men denne formelle Mangel, som Fru Heiberg aldrig fik helt afhjulpet, var og er naturligvis ikke af afgørende Betydning. Hun havde en sjælden Evne til personlig præget, levende og anskuelig Fremstilling, der svarer til, hvad hun kunde yde i sin Scenekunst. Vi lærer dette at kende i hendes Livserindringer, fremfor alt i de fremragende formede første to Bind om Barndommen og Ungdommen og om de Aar, da hun bestandig tiljublet steg mod Tinderne, indtil Heiberg blev Teaterdirektør, og der kom Modgang og Skuffelser. Hun giver her, som i utallige Breve, sig selv. Heiberg skrev engang, ogsaa 1854, 4) til hende: »Bogstaveringen er jo mere for Øiet end for Øret, den er kun en Veiledning for den Læsende, og har forsaavidt Intet at gjøre med Stilen«. »Jeg kunde dog ikke ønske at bytte, og faae kjedelige Breve, godt bogstaveret. Næsten Enhver, undtagen Du, bogstaverer rigtigt, men næsten Ingen, uden Du, kan skrive Breve, som man har sand Glæde af at læse. Nuvel, Du har altsaa faaet det Bedste, det Ringere har Du ikke villet tilegne Dig, og det er mig for min Part det s. 9 Samme, men det indskrænker Din Correspondance med Fremmede. Dog, det kan jo ogsaa have sine Fordele. «

Dette er rigtigt. Fru Heibergs Aandsdannelse og fremragende stilistiske Evner fik aldrig i, hvad hun egenhændig nedskrev, en ydre Form, der svarer til dets værdifulde Indhold og til, hvad der saavel i hendes Tid som i vore Dage anses for hørende med til almindelig boglig Dannelse. Naar hun skrev, var Udtalen ofte hendes umiddelbare Vejleder, ogsaa ved ganske almindelige Ord og selv ved Person- og Stednavne, hvis korrekte Stavemaade hun daglig havde for Øje. Hendes Kendskab til fremmede Sprog og Evne til at stave Person- og Stednavne var saare mangelfuld. De besynderligste »Fejl« forekommer.

De anførte formelle Mangler i Fru Heibergs Brevstil maa naturligvis tages i Betragtning ved den almindelige Bedømmelse af hendes Personlighed og Udvikling, og Studier af hendes Stavemaade og »Fejlskrivning« kan vel være oplysende for den, der interesserer sig for den københavnske Udtale i hendes Tid og for den Diktion, som vor største Skuespillerinde gennemførte paa den danske Skueplads og i det toneangivende Selskab i Guldalderlitteraturens og Nationalliberalismens Glansperiode. Men det er ikke nødvendigt ved Bevarelse af disse formelle Fejl at belemre Gengivelsen af hendes Breve med noget rent ydre, der kun kan svække en Nutidslæsers umiddelbare Indtryk af Indholdet. Den samme Betragtning gjorde sig gældende, da »Et Liv gjenoplevet i Erindringen« skulde frem. Udgiveren, A. D. Jørgensen, havde »ikke Del i Gjennemførelsen af den i dette Værk fulgte Retskrivning«; hvem der bestemte den, vides ikke. 1) Da Brevene til Krieger udgaves, fandt efter Fru Heibergs Efterladtes Ønske en noget tilsvarende Normalisering Sted, og ved senere Trykning af Breve fra Fru Heiberg, i de sidste Aar ved Hr. Robert Neiiendam, 2) er lignende Principper fulgt. Ogsaa jeg har anset det ikke blot for forsvarligt, men for det eneste rigtige, naar s. 10 Forholdet er blevet paapeget, og Originalerne staar til Raadighed for særlig interesserede, i nærværende Udgave at gengive Fru Heibergs Breve med lempelige Rettelser af Retskrivning og Tegnsætning. Der er ikke gennemført en streng Konsekvens, som, da Originalernes Form er saa tilfældig, ikke vilde have Betydning. Ligesom i Et Liv og i Brevene til Krieger er Indholdet det væsentlige. Da jeg under Udgivelsen i Aar blev alvorlig syg, har cand. mag. Fru Elisabeth Hude venligt i det væsentlige varetaget Kollationering og Korrektur. Herfor som for anden værdifuld Bistand takker jeg hende og ligesaa Hr. Direktør Th. Hauch-Fausbøll, Hr. Robert Neiiendam og Hr. Adjunkt Just Rahbek, der har givet mig en Række Oplysninger. Mange Samtaler med Hr. Henri Nathansen har fæstnet mit Indtryk af Heibergernes og deres Hjems Karakter.

Fru Heibergs store Memoireværk »Et Liv gjenoplevet i Erindringen«, der her citeres som: Et Liv, er en af de betydeligste danske Selvbiografier, efter Leonora Christina Ulfeldts »Jammers-Minde« den ejendommeligste Bog skrevet af en dansk Kvinde. Da Værket Aaret efter Forfatterindens Død blev udgivet paa Hundredaarsdagen for Johan Ludvig Heibergs Fødsel, den 14. December 1891, tilegnedes det Mindet om ham. Derved paapegedes en Lighed med Leonora Christinas mærkelige Værk; begge havde til Genstand ikke blot Forfatterinderne selv, men den højt elskede og beundrede Ægtefælle, for hvem Hustruen vilde levere et Æresminde og Forsvar. I Et Liv indtager Forholdet til Heiberg en central Plads, og Fremstillingen mister sin Fylde, da den naar til hans Død 25. August 1860; Livsindholdet formindskedes og indsnævredes for Fru Heiberg, da hun mistede den Ægtefælle, der ikke blot gennem tredive Aar i overvejende Grad havde behersket hendes Følelsesliv, men endnu længere ved daglig Paavirkning havde bidraget til at forme hendes ydre og indre Dannelse og medvirket s. 11 til, at hun kunde vinde den Førsteplads saavel paa Danmarks nationale Scene som i det københavnske Selskab, hvortil sjældne Naturgaver, en højt udviklet Intelligens, et rigt nuanceret Følelsesliv og enestaaende kvindelig Tiltrækningsevne gav hende Forudsætninger. Det Hjem, hun havde stiftet sammen med Heiberg, og hvor Fru Gyllembourg til sin Død 1. Juli 1856 levede, blev fra 1831 til længe efter Heibergs Død et Midtpunkt for det dannede liberale, siden nationalliberale København. Hjemmets Omgangsformer blev trods dets Stilfærdighed og Eksklusivitet i vid Udstrækning normgivende; det føltes som en Udmærkelse at høre til den Heibergske Kreds, og en bevidst Udelukkelse opfattedes vel ofte som en Degradering, selv om man godt vidste, at Antallet af Gæster ved Selskaberne helst »ikke skulde være færre end Gratierne og ikke flere end Muserne«, saa Rammerne var snævre. Hver af Ægtefællerne drog paa sin Vis eller begge i Fællesskab forskelligartede fremragende Personligheder, de fleste fra Litteraturens, Kunstens og Politikernes Verden til Huse. Bortset fra nogle faa kvindelige Husvenner var det mest Mænd. I dette Hjem, hvor Værterne stedse var Forgrundsskikkelser i det danske offentlige Liv, som dette i hin rige Brydningstid udfoldede sig udenfor Politiken i snævrere Forstand, kom Proletarbarnet Jfr. Pätges som Danmarks genialeste Skuespillerinde til at indtage en Stilling, ingen anden dansk Kvinde har haft Mage til. Baade hun og Heiberg var udprægede Personligheder; han fremtraadte ofte som Polemiker, og hun gav stedse sine Meninger uforbeholdent Udtryk. De fik begge i Tidens Løb Modstandere og bitre Fjender foruden den Skare trofaste Venner eller Tilbedere, der stillede sig ved deres Side. Det stærke Indtryk baade Fru Heibergs Kunst og hendes Personlighed, som den fremtraadte udenfor Scenen, gjorde paa de Dalevende, blev overleveret til Eftertiden og suppleret ved hendes Erindringsbog saavel som ved Brevene til A. F. Krieger, den Mand, der i de tredive sidste s. 12 Leveaar afløste Heiberg som Raadgiver og Fører. Fru Heibergs øvrige skriftlige Efterladenskab, bl. a. de Breve der nu offentliggøres, vil uddybe vort Indtryk af hendes Personlighed med hendes Fortrin og iøjnefaldende Ensidigheder.

At hun var en mærkelig Kvinde med et rigt nuanceret Sjæleliv, som hendes Samtid med Føje satte højt, skulde synes uomtvisteligt, selv om hendes hele Aandsform, æstetiske og moralske Vurderinger for senere Slægtled hurtigt kom til at staa som noget fremmed. Men den Selvbevidsthed, hun ligesom Heiberg udadtil lagde for Dagen, og hendes altid frimodige, ofte skarpe mundtlige og skriftlige Meningstilkendegivelser og Domme om Forhold og Personer vakte, medens hun levede, og siden da Et Liv og Brevene til Krieger fremkom, en Uvilje, der holdt sig og har vanskeliggjort en ligevægtig Vurdering af hendes Personlighed og Karakter. Bortset fra hendes aktive Interesse for de store norske Digtere stod hun afvisende overfor det meste af det nye, der brød frem i den sidste Menneskealder af det 19. Aarhundrede. Dette træder tydeligt frem i Brevene til Krieger, og hun fastholdt det i Et Liv. Det har medvirket til, at der efter hendes Død er blevet fremsat nedsættende, utilstrækkelig begrundede almindelige Domme om hende. Det kulminerede, da Georg Brandes saa sent som 1 1917 skrev om hende, at hun »som Skuespillerinde var en Svane, som Menneske en Gaas«, og — udenfor Skuespilkunsten — »svagt begavet«. 1) En saadan Karakteristik, der var Georg Brandes’ Aand lidet værdig, skyldtes et gammelt Nag. Det beroede dels paa den bidske Holdning, Fru Heiberg fra første Færd af indtog overfor alt, hvad Brødrene Brandes repræsenterede, men ogsaa, og det maa siges til hans Undskyldning, paa de stødende Udtalelser om Jøder, som Fru Heiberg, skønt hendes Moder var Jødinde, mange Gange mundtlig og skriftlig fremsatte. 2) Det fortjener at fremhæves, at Edvard Brandes hævede sig over den gamle Modsætning og, skønt han i sin Ungdom havde staaet saa uvenligt overfor s. 13 Fru Heiberg, at han uden saglig Berettigelse havde undladt at give en Skildring af den store Skuespillerinde i sin Bog »Dansk Skuespilkunst« (1880), og efter at han havde set, at hun i Brevene til Krieger havde betegnet ham som »en Jødetamp«, tog bestemt Afstand fra sin Broders Bedømmelse. Han saa nu uhildet paa det svundne og ydede Fru Heiberg den Anerkendelse, hendes Genialitet og Personlighed fortjente. Ogsaa andre, der kunde have Anledning til at tage Anstød af slige Udtalelser, saasom Marcus Rubin, har ydet Fru Heiberg fuld Retfærdighed og forstaaet, »at den geniale Skuespillerindes Væsen maa have været vidunderlig indtagende«, og at vi »ikke her i Landet har haft Mage til en Skikkelse som Fru Heibergs«. 1)

Det er ganske utænkeligt, at en talrig Skare højst forskelligartede af vort Aandslivs Ypperste gennem halvhundrede Aar, saaledes som det er ubestrideligt, kunde regne Bekendtskab eller Tankeudveksling med Fru Heiberg for en Berigelse og Lykke, saafremt hun udenfor Scenen var »en Gaas« og »svagt begavet«. I de Aar da den talentfulde Jfr. Pätges’ og den unge Fru Heibergs dragende Ydre sammen med hendes i Heibergs og Fru Gyllembourgs Skole hurtigt udviklede Evne til at føre just den Konversation om vidt forskellige Materier, som dengang ansaas for mest interessant og aandrig, grundlagde hendes Ry, udstraalede hendes Væsen en Erotik, der vel kunde bringe Mænd til at overse mindre betydelige Egenskaber. Men der er ogsaa Vidnesbyrd nok om, at den Tiltrækning, hun øvede, fortsattes lige til hendes sidste Dage. Da hun fire Aar efter Heibergs Død sidste Gang optraadte paa Scenen 2. Juni 1864, og da hun efter syv Aars Virksomhed som Sceneinstruktrice 1 April 1874 helt havde afbrudt Forbindelsen med Teatret, blev hun ingenlunde glemt. Ikke blot de gamle Venner, men ogsaa mange af det nye Slægtled, der aldrig havde været underlagt Fortryllelsen ved hendes Spil, havde Interesse af Samvær med hende, selv da den skønne, ranke Kvinde var blevet s. 14 en ældet og bøjet Etatsraadinde, hos hvem kun de mærkelige blaasorte Øjne med deres uudgrundelige Dybde og hendes stundom næsten majestætiske Fremtræden mindede om de ydre Egenskaber, hvormed hun i sin Ungdom og paa sin Kunsts Højde havde henrevet og fængslet. Da A. D. Jørgensen i November 1878 første Gang traf Fru Heiberg, »imponerede hun ham saa temmelig«, og han fandt, at hun »utvivlsomt trods det stødende i sit Væsen var et ualmindeligt Kvindemenneske«. 1) Han var i de følgende Aar en af de faa af den yngre Slægt, der kom til at staa hende meget nær; han lærte de Livserindringer at kende, hvori hun skildrede Sider af sit Væsen, for hvilke hun ikke direkte havde kunnet give Udtryk paa Scenen. Det blev et Dokument, hvoraf vi efterlevende, der ikke har set hende optræde, kan danne os et selvstændigt Indtryk af hendes Person, medens Billedet af de fleste store Skuespillere forsvinder, naar Tæppet gaar ned efter deres sidste Optræden og Tilskuerskaren dør ud. Der bør lægges Vægt paa A. D. Jørgensens Bedømmelse af Fru Heiberg, thi han var en meget kritisk Natur, der ikke let lod sig fange af noget ydre eller imponere af nogen Berømthed. Det blev endda en særlig Opgave for ham diskret at faa berigtiget det Billede, Fru Heiberg i sine Livserindringer gav af sig selv. Han var under den mundtlige Gennemgang af Manuskriptet paa Vagt overfor den naturlige Ensidighed, han som Historiker vel vidste knyttede sig til al Memoireskriven. Vi har set, at han ikke var blind for de Kanter, der endnu i den høje Alder ikke var afslebet, og Fru Heiberg lagde ikke Dølgsmaal paa sin ofte blinde Forherligelse af den nu forlængst svundne Heibergske Periode i dansk Aandsliv. Men A. D. Jørgensen kom ved den personlige Berøring ikke blot til at nære Sympati og Beundring for den gamle Frue, men han anerkendte hendes Stræben efter Sandhed i Levnedsskildringen og »hendes skarpe Blik for det ægte og uægte i Mennesket«. 2) Han arbejdede sig i hine Aar ind til en dybere Forstaaelse af Danmarks Historie i de forudgaaede s. 15 Slægtled og kæmpede sig frem til en kritisk Vurdering af den Liberalisme og Nationalliberalisme, der havde præget Heibergernes Tid. Dette og personligt Kenskab til endnu levende gav ham enestaaende Forudsætninger for at forstaa hine Personligheder. »Hvilke Mangler og Svagheder man end kunde finde hos Fru Heiberg«, skrev A. D. Jørgensen snart efter hendes Død, 1) »maatte enhver overfor denne Redegørelse for et Menneskeliv og en Menneskesjæl, for en Livsgerning i Kunstens Tjeneste, med Tak tilstaa, at dette var noget ualmindeligt, noget paa sin Vis enestaaende. « Det blev for ham ligesom hans mange Samtaler med Krieger »en rig Kilde til Kundskab og personlig Berigelse«. Da Fru Heiberg døde, efter at Jørgensen i en halv Snes Aar havde lært hende at kende og nøje gennemdrøftet, hvad hun havde at berette om sin Fortid, laa hans Dom om hendes og hendes Hjems Betydning fast. Da han Lillejuledags Aften 1890 kom hjem fra Frue Kirke, hvorhen han havde fulgt Fru Heibergs Lig, skrev han til en Ven, 2) at da »hendes Kiste var blevet baaret ud af Hjemmet, saa lukkede et Hjem sig, som i 100 Aar havde betegnet noget af det bedste i dansk Aandsliv«. »Det var tilvisse altid noget fremragende, ofte toneangivende, altid ægte dansk i Dyder og Lyder, og det endte skønt, forsonet og formildet, med en ædel og from Kvinde, hvis sidste Gerning var at skrive Husets Historie. — Hvor vi dog i al vor Ringhed er et rigt og et lykkeligt Folk! «

Man behøver ikke A. D. Jørgensens, ved den personlige Berøring og hine Aars Oplevelser fremkaldte stærke Bevægelse for med ham at anerkende Betydningen af den Heibergske Indsats i vort Aandsliv. Da Dr. Munch og jeg 1914-15 udgav Fru Heibergs Breve til Krieger, studsede Vilhelm Andersen over 3), at to Historikere, hvis Forskning væsentlig var nyere dansk politisk Historie, havde følt sig foranlediget til at udgive netop disse Breve, skønt det maatte antages, at ingen af os følte sig »i særlig Grad beslægtet med Fru Heibergs s. 16 Personlighed og Anskuelser«; Vilh. Andersen saa her med Rette et nyt Bevis paa »Fru Heibergs forunderlige Magt til at »gaa igen« og i urolige Tider skabe sig Riddere, selv af Fjendens Lejr«. Forklaringen er nu den simple, at enhver Historiker, der for Alvor vil trænge til Bunds i det danske Samfunds Udvikling 1 det 19. Aarhundrede, maa fængsles af Ægteparret Heiberg og anse det for vigtigt at faa klaret og uddybet Forstaaelsen af disse to Mennesker.

Da »Et Liv gjenoplevet i Erindringen« straks efter Fru Heibergs Død blev udgivet, kom Firebindsværket i tre Udgaver og fremkaldte en Diskussion af et Omfang som intet andet dansk Memoireværk. Drøftelsen genoplivedes, da de to tykke, nu forlængst udsolgte Bind med hendes Breve til Krieger tryktes 1914-15 under den store Verdenskrise. Baade Et Liv og Krieger-Brevene, saavel som hvad der iøvrigt i rig Fylde i den trykte Litteratur er meddelt om Ægteparret Heiberg, maa underkastes en meget nøje Prøvelse. Ved Siden af Clara Bergsøes Bog om Fru Heiberg fra 1896 er det værdifuldeste af, hvad der i de sidste Aartier er fremkommet, de korte, kraftige og fine Rids i Robert Neiiendams Bøger og Artikler. En fyldestgørende samlet Skildring og Vurdering af det Gyllembourg-Heibergske Hjems Plads i dansk Aandsliv har vi dog ikke. Nu 1 1940 under Vaabenlarmen, og da vort Folk lever under et Tryk, der vel betyder mere og føles stærkere end nogen tidligere Tilskikkelse, vil der maaske, ligesom da Brevene til Krieger fremkom, være Danske, der gerne lytter til den Tale fra en svunden, for vort Folk saare betydningsfuld Tid, der lyder i de Heibergske Breve, som her offentliggøres, til Belysning af to inderlig sammenknyttede Menneskers Udvikling.

De Venner, der daglig færdedes i det Heibergske Hjem, og mange andre spekulerede adskilligt over Ægtefællernes indbyrdes Forhold. Fru Heiberg undgik vistnok den grove Klaffer, der let lyder om en Primadonna, der udenfor Scenen s. 17 betød saa meget i den lille Storstad indenfor de gamle Volde. Det lykkedes Fru Heiberg, trods alt hvad hun i sin pure Ungdom og siden førtes igennem, at holde sit Rygte uplettet. Hendes Moder havde idelig moraliseret for hende og sagt, »at en ung Piges Ærbarhed og gode Rygte var hendes bedste Klenodium; at hun var som en nyvasket hvid Kjole — en Plet — og hele Skønheden er borte«. 1) Hurtigt føjede hun sig under Heibergs og Fru Gyllembourgs Ledelse, hvad det saa end maa have kostet hende, i den stærke Begrænsning af ungdommelig Livsudfoldelse, der efter hendes Mentorers Opfattelse vilde fremme og lette hendes Vej til den højeste Anseelse i Kongens København. I sine Erindringer fortæller Fru Heiberg aabent, men i dæmpede Udtryk om sine indre Kampe, om Brydninger mellem et lidenskabeligt Temperament og en mærkelig Selvbeherskelse, mellem barnlig Overgivenhed, ungdommeligt Overmod, Drømmerier og Tungsind. Adskillige Venner har nok mærket Spaltning og Dobbelthed i det indre Liv hos den Skuespillerinde, der paa Scenen betagende udtrykte alle Former for Erotik og i sit Hjem tilpassede sig til et stilfærdigt Dagliglivs fint korrekte Former. Men hvorledes var, eller hvorledes blev i Aarenes Løb nu egentlig Forholdet mellem Fru Heiberg og den 21 Aar ældre Ægtefælle, hun havde valgt sig mellem talrige Tilbedere? Derom spurgte mange, og Besvarelsen er vigtig, om man fuldt vil forstaa disse to Mennesker, og fremfor alt Fru Heiberg, der var betydelig mere sammensat end hendes Mand var.

De betød uendelig meget for hinanden, og da Heiberg gik bort, næsten 69 Aar gammel, 25. August 1860, var det kendeligt for alle, at der var voldt den 48-aarige Hustru en dyb Smerte, og Savnet blev aldrig siden overvundet.

Af Et Liv og Brevene til Krieger har vi faaet Besked om, hvorledes Fru Heiberg selv ønskede, at Eftertiden skulde opfatte Forholdet mellem hende og Heiberg. Man kan selvfølgelig ikke uden videre slaa sig til Ro med det Billede, som

Fra det Heibergske Hjem

2

s. 18 hun har givet. Erindringsbogen er præget af en umiskendelig og naturlig Ensidighed; begge Hovedemner, Forfatterindens egen Udviklingsgang og det beundrende Æreminde og Forsvar for Heibergs Person og Virksomhed, er uadskillelig sammenknyttet og maa forudsættes at have sløret hendes Blik. Men naar A. C. Larsen i 1896, da Striden om Et Liv endnu rasede, siger »at næsten alt, hvad der endnu kunde kontroleres, er urigtigt«, og bygger dette paa de Indsigelser, der straks var blevet rejst mod Enkeltheder og Domme i Værket, kan denne kategoriske Vurdering næppe opretholdes under Hensyn til, hvad dengang var fremkommet, og endnu mindre vil den kunne staa for en gennemført Prøvelse ved Hjælp af det Materiale, der siden er blevet tilgængeligt. 1) Det er vel rigtigt, at der er paavist og fremdeles vil kunne paavises et meget stort Antal Erindringsforskydninger, positive Urigtigheder samt megen Fordom og Partiskhed i det personligt prægede Memoireværk, men der maa tages Afstand fra en Opfattelse, der populært har givet sig Udtryk i A. C. Larsens Godtkøbsvittighed, at »Et Liv gjenoplevet i Erindringen« rettelig burde benævnes »Et Liv gjenopløjet i Erindringen«. A. D. Jørgensen vilde have gjort Fru Heibergs Minde en Tjeneste, hvis han i langt større Udstrækning, end Tilfældet blev i de sparsomme Oplysninger og Rettelser, hvormed han ledsagede det Værk, han udgav, havde brugt det store Materiale, der stod til hans Raadighed, og den Indsigt, han havde erhvervet ved den Gennemdrøftelse af Manuskriptet med hende selv og Krieger, som ingen anden kunde opnaa, til en detailleret, dokumenteret Kommentering. Det er ikke urimeligt, at Robert Neiiendam mener, at A. D. Jørgensen, om han havde haft Kendskab til Skuespillerinders Psykologi, burde have foreslaaet at give Værket Undertitlen »Digtning og Sandhed«, men i Hovedsagen er den Grundopfattelse af Værkets subjektive Sandfærdighed og af Fru Heibergs Vilje til at sige Sandhed, som A. D. Jørgensen gav Udtryk i sine Udgiverbemærkninger, s. 19 efter mit Kendskab til det Bevismateriale, der nu staar til Raadighed, rigtig. 1) Jeg har ikke Mulighed for her at gaa nærmere ind herpaa; Udredningen af meget i Fru Heibergs Liv og Karakter er ligesaa interessant og nødvendig som vanskelig.

Et nyt Bidrag til den endelige Vurdering af Forholdet mellem Heiberg og Fru Heiberg og af dettes Indflydelse paa Fru Heibergs Sjæleliv, er de Breve, som her offentliggøres. Af særlig Værdi er den fyldige Brevveksling fra 1854 og 1855, der lykkeligvis er bevaret, maaske med Undtagelse af et enkelt Brev fra Heiberg. 2) Det er Breve skrevet paa et Tidspunkt, da ydre Omstændigheder og en indre Udvikling hos begge fremkaldte et meget ændret Syn paa Tilværelsen og hos hende skabte Trangen til at udtale sig for ham om deres indbyrdes Forhold.

Heibergs Død bragte Fru Heiberg til at trykke Dele af denne intime Korrespondance i den lille Samling »Breve fra og til Johan Ludvig Heiberg«, som hun efter Samraad med sine Venner, Biskop H. L. Martensen og A. F. Krieger lod fremkomme 1862. Hun overvejede da, om der iblandt Brevene fra Rejserne fandtes nogle, der burde tages med, og sendte en Del til Martensen med Bøn om, at han og hans Hustru vilde afgive deres Skøn. 3) »Jeg har«, skrev hun til Martensen, »ikke været i Stand til at vælge mellem disse Breve; det maa andre gøre, der kan læse dem roligere, end jeg har været i Stand til. Saa mangen en kærlig Ytring, saa mangt et fejlslagent Haab har ret ved Gennemlæsningen gjort mig saa vemodig, saa tung om Hjertet. Lad min kære Veninde læse dem først og give Dem et eller andet, der kunde være Spørgsmaal om. « Resultatet blev, at tre af Heibergs Breve til Fru Heiberg blev meddelt i Uddrag, men de giver ikke Indtryk af Samlingens Betydning. Siden lod Fru Heiberg tage Afskrifter af mange flere Breve og sørgede for, at de kom til Rigsarkivet. Hun var klar over, hvad de betød, men udtømte ikke i sine Erindringer deres Indhold.

2*