Andresen, Kresten BREV TIL: Andresen, Marie FRA: Andresen, Kresten (1915-01-02)

Cuy, 2. 1. 1915.

Kære Søster Misse!

Du skriver, at jeg gør et forsagt og modløst Indtryk — maaske. Jeg har lige fra den første Dag skønnet, at jeg er ikke god til Soldat; men jeg vil sige, at for en, der gør sig en lille Smule Tanke ved det hele, da kan man ikke andet end blive trist, hvor alt er saa bagvendt for en; men nok om det. Jeg forstaar Jer saa godt; I har Sorger nok at kæmpe mod, og skal ikke stemmes triste ved mine Breve. I Virkeligheden har jeg det jo ogsaa umaadeligt godt i Forhold til mange andre. For det er rigtig nok, som Du skrev: vor Stilling er saa stærkt fremskudt, at man skulde tro, her blev Kampen haardest, og saa er den Strækning, hvor mit Kompagni ligger, lige paa Spidsen. Men der er ingen Fare; jeg har tit nok iagttaget, hvor der blev angrebet, baade til højre og venstre for os, men aldrig ved os. Naar Du ser paa Kortet, saa vil Du finde Roye og Carlepont — det er Steder, hvor Franskmanden i denne Tid Gang paa Gang forsøger at bryde igennem.

Roye ligger en tre Mil nordvest, og Carlepont lige saa langt mod sydøst, og vi lige paa Spidsen af denne Trekant.

Jørgen Brag er bleven statsmæssig Saniteter, og har faaet et rødt Korsbind om Armen. Han har et vældigt Fuldskæg, og Halsen viklet mange Gange ind i et stort Halstørklæde; saa kommer han luntende i sine franske Træsko, og saa spørger vi hinanden om nyt; mens vi gaar hen ad Gaden, ser vi Peter Jensen i det fjærne; han er altid glatraget og nobel, man kan kende ham langt borte, fordi han ^4*4 s. 52har sin Kasket sat op som et Tabernakel. Forleden Morgen, da vi eksercerede, gik Løjtnanten og eksaminerede os, og det er jo ikke let at gøre stramme Øvelser, saa udpolstrede, som vi er. Tilsidst stansede han ved en, der i den Grad havde Halsen viklet, at han slet ikke kunde dreje Hovedet, men skulede hen til ham. Løjtnanten fandt efter nogen Søgen den ene Ende af Tørklædet og halede af al Magt, den arme Karl skulde jo staa stram, men kunde ikke andet end følge Udviklingens Gang, og saa skældte Løjtnanten ham Hovedet fuldt. I Dag har hele Kompagniet, 250 Mand stærk, leget tre Mand høj ude paa en Græsmark — man skulde ikke tro, der var Krig.

Nu i Nat rykker vi atter ud i Skyttegraven, og saa skal vi være der en hel Uge; men man siger at Vagterne ikke skal være saa strænge denne Gang. Godnat Ole, hils Dine Brødre.