Andresen, Kresten BREV TIL: Andresen, Marie Vilhelmine FRA: Andresen, Kresten (1915-01-23)

Cuy, Oise, 23. 1. 1915.

Kære Mor!

Her har Du den første Tegning hernede fra, og jeg vil haabe, der følger flere efter. Her bor jeg, naar jeg ligger i Reserve. Køkkenet ligger op ad Trappen til højre. Der er ikke noget, der hedder Forstue. Huset er saa smalt, at Køkkenet gaar helt igennem. Døren er utæt. En Del Vinduesruder er erstattet med Pap, for her er ingen Haandværkere mere. Kommer vi ind i det temmelig rummelige Køkken, saa ser vi først Arnen; her er de lidt mere fremmelige og har anskaffet sig et Komfur. Her har Familien sit Opholdssted, og de to Kvinder og Sous viger næsten ikke fra denne Plads hele Dagen igennem. Det er ogsaa det eneste Sted, hvor der er varmt. Murene er af Sandstensblokke, saa tykke som en En-Stensmur. Der er ingen \rinduesbord og ingen Blomster. Paa Arnehylden staar der blandt lutter Soldatersager et Bæger med Fidibusser; Tændstikker er Luksus. For øvrigt giver alt vor Tøj og Vaaben Køkkenet det stærkeste Præg. Vi ligger her ni Mand; fire blev der saaret i Kampen, én død. Vi holder til om et stort Bord midt paa Gulvet og sidder paa dejlige Stole med Halmsæder. Den Slags Stole træffer man overalt hernede, ogsaa i Byerne; de har et dejligt enkelt Snit, og man skulde slet ikke tro at træffe saadan noget i Frankrig. Gulvet er af sekskantede Fliser, og de skal ikke gøre det varmere. Naa, vi skal udenfor igen. Udenfor Vinduerne til venstre for Trappen er der en stor Terrasse, der bliver benyttet som Tokammer, til Vask-s. 67ning o. s. v. Møddingen ligger helt til højre. Indenfor den Dør med det firkantede Hul har Majoren sine Heste staaende. — Jeg vilde gerne, om jeg kunde, skildre Dig alt dette. Du gaar jo og gør Dig dine egne Tanker ved det hele, dg fordi det er i Vælskland og saa langt Syd paa, saa tænker Du Dig det i helt anderledes Farver, end det er. Her har Landskabet endnu ikke saa sydlandsk et Præg. Paafaldende er de store Frugtmarker; og saa giver Sandstenene, hvoraf de fleste Huse er byggede, ogsaa et mærkeligt Præg.

I Aisne, hvor vi var, var Landskabet meget mere ejendommeligt. Landsbyerne ligger der, graa med blaa Tage, tæt sammenpakkede, med Kirketaarnet ragende op midt i. Der havde de de mærkelige Huler, der saa ud som Kirkekrypter, med Piller og Nicher, og efterhaanden som der blev tændt et Lys, og et til, og stillet ind i Sprækker og Huller, og Piberne kom frem, saa fik en saadan Hule et mærkeligt Eventyrskær, som man aldrig glemmer. Hvad der endvidere giver Landskabet Præg, er de mange smaa Slotte. Jeg har været paa en Mængde. Sidste Døgn ved Soissons laa vi i en hvælvet Vinkælder; vi søger jo altid saa vidt muligt ned under Jorden, for der kan Granaterne ikke gøre os noget. For en fantastisk Sjæl vil denne Krig være en mærkelig Oplevelse; men for en, der holder sig nøgtern, er det hele ligegyldigt. — Her begynder Mangel ogsaa at mærkes, og vi opfordres kraftigt til at spare. Papirspenge har vi nok af. Jeg tror, der er Røre i Østrig. Skriv mig lidt herom, naar Du véd noget.

Mange Hilsener fra Din Søn

Kresten.