Andresen, Kresten BREV TIL: Andresen, Johan; Andresen, Marie Vilhelmine FRA: Andresen, Kresten (1915-01-31)

Cuy, Oise, 31. 1. 1915.

Kære Forældre!

Nu sner det aldeles himmeltæt; Sous staar og klapper i Hænderne og raaber: neige, neige! det betyder Sne. Trods s. 71det dundrer Kanonerne fremdeles. Men jeg synes, det kan sagtens gaa, og er evig glad, at jeg ikke nu ligger paa fri Mark ved Soissons. Hvor har vi ikke været heldige den Gang, at det var saa mildt, som det var; det var kun engang imellem at det regnede lidt og var lidt vandkoldt. Kulde har vi ellers ikke mærket før nu.

Vi kom ud af Skyttegraven den 29. om Morgenen; da vi kom ind i den, maatte vi øse halvanden Fod ud af vor Dækning; da vi drog ud, var der det dejligste maaneklare Frostvejr, saa rent og tørt overalt, og vi sad hele Tiden i Dækningerne ved en gloende Kakkelovn, mens Granaterne bumsede ind i Massevis. I kender nok den Følelse, naar man sidder godt og varmt under Tag, og der er Uvejr udenfor, den Modsætning gør en saa godt. Den sidste Dag blev der forresten saaret et Par af mine Kammerater, begge to Tyskere. Den ene boede jeg i Dækning sammen med, og vi havde netop drukket vor Morgenkaffe. Han skulde trække paa Vagt, og ti Minutter efter kom der en enlig Granat og slog lige ned i vor Skydestand og saarede begge Vagtposterne, den ene er nu død. Det er saadan et kedeligt Tilfælde; af Hundrede Granater kan det hænde, at der kommer én saadan. Jeg trak paa Post efter ham; men jeg nægtede at staa i den Stand, da der ingen Dækning var, og fik ogsaa Lov til at rykke hen i en fuldstændig sikker Stand. Det gælder om at være forsigtig her; hvert Minut kan bringe noget ondt; men jeg har nu gjort mig til Regel at være paapassende hver Minut.

Det største Rum er udenom, og i Soissons har jeg erfaret, at man kan komme helskindet gennem en hel Regn af Jern og Staal. Man begriber det ikke og kommer til den Slutning, at der maa ligge andet bagved. Hvorfor trak jeg ikke paa Post den Morgenstund, vi var lige nær til det, og den ene kunde lige saa godt gaa, som den anden. Ved Soissons la’ jeg Mærke til en ung Rekrut, en fin og god Natur; han hed Liitje; vi laa sammen i Graven under Granatilden, og han var saa angst; og ved andre Lejligheder havde han været saa modig, det har været ham, som har han havt en Anelse. Et Par Dage efter fik han Siden revet op af en Granat, og er nu død. Jeg tror man kommer til at ane det forud, naar der skal ske noget alvorligt. En Løjtnant fra fjerde Komp. havde ogsaa saadan en Uro; han gav alle sine Sager og Breve af. Ved Stormen var han ikke til at formaa til at gaa op af Graven; endelig sa’ han noget som: Ja saa, det s. 72blir min sidste Storm! og næppe var han kommet op paa Brystværnet før hans Kugle kom. Jeg maa sige, at jeg i alle de Dage har været fuldkommen rolig, meget mere rolig end ellers. Skønt Stumper suste om mig, faldt det mig ikke et eneste Øjeblik ind, at en kunde ramme mig.

Jeg har tænkt paa, hvis det kan lade sig gøre, at sende et Par Notitsbøger hjem, men paa en Maade er det jo lidt risikabelt. Mange Tak for Knækkenødderne og de brune Kager, de smagte storartet. Hvordan gaar det Jens?

Hilsen til alle.

Eders hengivne Søn

Kresten.