Andresen, Kresten BREV FRA: Andresen, Kresten (1915-02-28)

Lassigny, 28. 2. 1915.

Der er her i Kompagniet en rigtig drøj, gammel Daglejer oppe fra Haderslevegnen; han har givet os, baade Danske og Tyske, et Mundheld at leve paa; naar han bliver vækket og skal trække paa Vagt, saa plejer han gerne at vende sig et Par Gange og sige: »De æ nok fo tidle!« Det er blevet Kompagniets staaende Mundheld. Forøvrigt trænger der sig mange Ord ind hernede. Mange siger altid: SkaalF naar man faar en Snaps, og det er ganske morsomt at høre en Hamborger og en Bremer sige: Skaal for gamle Danmark! —

Nu er vi allesammen inde paa, at det snart maa være forbi. Vi regner med, at vi endnu skal to Gange i Skyttegraven, saa vil der være Fred — men »de æ nok fo tidle!« Vi har endogsaa gaaet saa vidt, at Jørgen Brag og jeg har væddet med Peter Jensen om, at det er forbi til Paaske; han er jo vores Thomas hernede; men denne Gang kunde han maaske faa Ret, skønt jeg slet ikke tror det.

Nu regner det stærkt, og det drypper igennem. Jeg har endelig fundet et tørt Sted, hvor jeg kan sidde og skrive. Men det varer vist ikke saa længe. — Saa, nu er Freden ogsaa forbi for det første, for her melder sig snart den ene og snart den anden, som vil afmales, for at deres Kone kan faa et Billede af dem, og jeg er slet ikke glad ved den Slags Kommissioner, for det kan jo aldrig blive godt nok.

Det hele kommer af, at min Korporal en Dag kom ^6*6 s. 84hæsblæsende öm til mig og befalede mig at melde mig paa Skrivestuen. Jeg spurgte ham, hvad der var løs, men han xaabte: Druck los! Jeg skulde ikke spørge saa meget. Da jeg kom derom, fik jeg at vide, at der blev søgt en, som kunde tegne Landskaber, han skulde afkommanderes til Flyverafdelingen i Noyon. Jeg saa mig allerede paa en Himmelflugt over de franske Skyttegrave, omkranset af smaa hvide Shrapnellskyer, der kom nærmere og nærmere. Naa, heldigvis skulde den Tegner være teknisk uddannet, og det kunde jeg jo ikke paastaa, at jeg var; men derved kom det ud, at jeg kunde tegne. Nu har jeg lige fuldendt et Billede af min Korporal; det blev krumt og skævt, med bistre Rynker i Panden; men alle var enige om, at det var taget paa Kornet, og saa maatte Korporalen jo ogsaa indrømme det. —

I maa skrive mig lidt mere om, hvor vidt Vaaren er hjemme. Der er vel Krokus paa Græsplænen. Her kan vi mellem Ruinerne finde Juleroser og Vintergækker, og jeg fandt forleden en Rosengren med halvt udfoldede Blade; det tror jeg nu ogsaa er enestaaende. I Skovene spirer det trindt, Violer og Kalaer, og Fuglesangen er den samme som hjemme. —

Nu har vi et regulært Tordenvejr; det er ikke til at tænke sig, hvad man alt maa opleve. De franske Kanoner er vist for Tiden paa en lille Udflugt til Rheims. »Rabalder skal vi ha«, sagde en Artillerist til mig, »naar Franskmanden er kommen til Ro, begynder St. Peter!«

Nu vil jeg haabe, at St. Peter snart vil hjælpe, os til Ende med denne Krig, men det er jo nok »fo tidle«.