Andresen, Kresten BREV TIL: Andresen, Johan; Andresen, Marie Vilhelmine FRA: Andresen, Kresten (1916-01-24)

Hornaing, 24. 1. 1916.

Kære Forældre!

Ja, nu sidder jeg her og skriver til Jer, og ved Ltns tordner Kanonerne. Den rene Trommeild. Det maa være en ny, stor Offensiv. Jeg har længe gaaet med skumle Anelser paa Grund af den stærkt tiltagende Beskydning af vore Reserver, og nu blusser det. Jeg er i en Sindsstemning, som var jeg kastet en halv Snes Meter op i Luften og falden blødt ned paa en Edderdunsdyne. Uha! Denne uhyggelige Mumlen, som af et Tordenvejr langt borte en Sommernat. Jeg véd intet mere uhyggeligt, og navnlig nu, da Granaterne staar saa frisk i min Erindring. Hvorfor skulde jeg netop komme bort, Dagen før det rigtig gik løs? Jeg vil fortælle Jer en Historie til, omend Haarene rejser sig paa mit Hoved derved, og det skønt det slet ikke er nogen Spøgelseshistorie: Lørdag Aften fik vi pludselig Ordre, at vi ikke skulde ud den Nat; men næste Morgen skulde vi derimod til Avion. Den Nat blev Vejen til Liévin og Angres i fire Timer beskudt med alle Slags Ild — i fire stive Timer, og det begyndte netop paa en Tid, hvor vi ellers maatte have været derude. Det er, som styrer Forsynet saadan det hele til det bedste. Og nu trommer Kanonerne deres Dødsmarsj. —

Jeg kom hertil i Nat Kl. 2. Da jeg kom til mit gamle Logis, traf jeg to Infanterister i min Rede. Det viste sig senere at være to Alsinger, som var kommet hertil. Men det vidste jeg jo ikke den Gang, og del var ikke saa sært, at jeg blev ærgerlig. Jeg maatte saa til at ruske Folk op af Søvnen, og en saadan Natvægter-Tjeneste holder jeg slet ikke af. Jeg kom da til et Hus, hvor der bor tre gamle s. 166Gratier. De tog uhyre venligt imod mig. De vilde endog gøre Ild paa og lave Kaffe; men jeg vilde til Ro. Saa førte de mig ind i den fine Stue, hvor der stod en Seng fuldt opredt med alt muligt Tilbehør. De var rigtig saa omhyggelige for mig. Jeg kunde næsten ikke bare mig for at le, ■da en af dem halede en fin Nathue op af Komodeskuffen. Det var saadan en rigtig Nathue, lang og blød, med en stor Kvast. Og de bad mig endelig blive liggende lige til Middag, for de vilde give mine Heste og gøre Stalden i Stand. Da jeg vaagnede Kl. ni, — jeg tror aldrig, jeg har ligget i saa god en Seng — fandt jeg alt i den stiveste Orden. Hestene kiggede saadan ned paa mig som en ganske uvedkommende Person. Det var heller ikke mine Heste, for jeg erfarede snart, at min ene Hest, »Hr. Hansen«, var død af Sorg over min lange Fraværelse og gaaet op i Hestebøf; men min anden »Nudde« var bortgivet til en af Alsingerne. Jeg selv fik i det samme Ordre til at holde Telefonvagt paa Borgmesterkontoret, og der satte jeg straks en gammel barberet Servante ¹⁾1) Servante, fr. = Tjenestepige. og to Stuepiger i Funktion med at rydde op og gøre Ild paa. Det er heller ingen Nemhed at passe Telefonen her, hvor der næsten kun tales Bayersk. Det gælder at spidse Øren, og jeg fik da ogsaa straks en Overhaling telefonisk af en Vagtmester; men det gjorde jo ikke saa meget. Da han maaske var et Par Mil borte, kunde han da i hvert Fald ikke gaa effektivt til Værks. Men I kan tro, at jeg er helt fornøjet trods alt.

De tre Gratier er som sagt meget omhyggelige for mit Ve og Vel. Men det gaar ogsaa alt efter Snor og stiveste Orden. Her kan jeg ikke som derude smide alt fra mig. Her faar jeg anvist mit bestemte Hjørne til mine Støvler, der skal jeg lægge Bøgerne, der skal jeg stille den Papæske og der den anden, og i Spisekamret har jeg min bestemte Hylde, og saa siger de endda: »C’est égal!« ²⁾2) »C’est égal« = det gør lige meget. Men jeg giver jo gerne Afkald paa saa meget af min Frihed i Betragtning af alt det andet gode. Tænk Jer: Fem Gange i Dag har jeg faaet Kaffe her; i Køkkenet to Gange, og da jeg besøgte min gamle Madmor, maatte jeg med Vold og Magt trods mine heftige Protester have en ganske lille Kop Kaffe, og nu laver de sandelig til til Kaffe for syvende og sidste Gang. — Nu er jeg jo helt ovenpaa igen. Jeg har faaet den dejligste lille s. 167Hest ved Kolonnen. Den har før været Jakob v. Amerikas, og den er et Pragteksemplar af en Hest. Jeg tror, jeg vil have den med hjem efter Krigen; den hedder Frands. Nu lige meget, nu vil jeg i Seng. Kaffen viste sig at være en mærkelig Blanding af Mælk, Æg og Sukker. God Nat!