Andresen, Kresten BREV FRA: Andresen, Kresten (1916-07-10)

10. 7. 1916, Søndag.

Jeg har gaaet hele Dagen og først nu tilfældigvis faaet at vide, at det er Søndag. Man gaar saadan i en Døs, Dag og Nat. Her er et fint Vejr og dejligt Solskin, og det er dejligt at sidde i Skyttegraven imod at ligge nede i den mugne Dækning. Har man ligget der en femseks Timer og sovet, saa er man helt trang og svampet for Brystet, som havde man Asthma; men det gaar ret hurtigt over, naar vi kommer op i den friske Luft og Lyset. — Det maa jo gaa haardt til for Tiden nede ved Arras. Herfra kan vi nok høre Kanonaden. Jeg kan være glad for, at jeg kom i Skyttegraven den Gang; alle de, som blev paa Depotet længere end mig, er maaske landet dernede. Og herude udstaar man jo intet i Forhold dertil. Det havde jeg ogsaa bestemt paa Fornemmelsen den Gang, og jeg sagde det hver eneste Dag til de andre Kammerater. Nu har jeg faaet at vide, at det slet ikke er Søndag i Dag, men Mandag. Overhovedet er jeg vist bleven en Dag tilbage med mit Skriveri. Naa, det vilde jo heller ikke være saa underligt, om man her laa en Dag fuldstændig i Dvale, saa man slet ikke anede, at den havde eksisteret. —