Andresen, Kresten BREV TIL: Andresen, Johan; Andresen, Marie Vilhelmine FRA: Andresen, Kresten (1916-07-28)

28. 7. 1916.

Kære Far og Mor!

Nu er jeg efter nogle haarde Dage kommen tilbage i en roligere Stilling, og er uskadt paa Liv og Lemmer. Forrykt eller nervøs er jeg heller ikke blevet, skønt der var al mulig Grund til det. Det saa virkelig til Tider sort ud; men jeg var mærkeligt rolig, og Trommeild vænner man sig ogsaa til, skønt I kan jo nok forstaa Ens Stemning, naar man sidder i et lille Jordhul, og der i Timevis hugger svære 28 cm Granater ned rundtom. En saadan Luftmusik, som her var, har jeg i mine Levedage ikke hørt. Englænderne er forfærdelige Modstandere, og nu har de faaet de sorte Tropper hertil ogsaa, i det Styrkeforhold, siges der, at der er to sorte for hver hvid. Nu er jeg for denne Gang kommet helskindet ud af det, og haaber, at, om jeg end skulde komme derud igen, hvad jeg ikke tror, Gud stadig er med mig, og giver mig den Lod, han holder for bedst.

Jeg vil bede Jer sige Morbror Hans Peter, at jeg foreløbig ikke ser mig i Stand til at skrive noget til Almanaken. I maa ogsaa undskylde Brevet lidt, for jeg har i mange Døgn ingen Søvn faaet; nu i Nat har jeg faaet et Par Timer; vi ligger ellers paa bar Jord, eller graver os ned og sover siddende. Som oftest har vi ikke kunnet løse Oppakningen og tage Kappen over, og saa kan man ikke sove for Kulde. . .

Men mærkværdigvis er jeg under disse Forhold blevet helt rask, skønt jeg i længere Tid har haft Influenza og daarlig Mave; det mærker jeg slet ikke mere. —

Endelig i Dag har jeg faaet Post, efter at jeg intet har faaet de sidste ti Dage. Der var en hel Del Pakker, mange Tak for dem. Og Tak for Brevene af 16. og 19. Juli. Jeg haaber, at I har faaet nogle af mine Breve ogsaa.

For Fremtiden skal jeg nok se at skrive, saa tit som jeg kan komme af med Brevene. Og saa vil vi haabe, at disse skrækkelige Tider snart er forbi. Mange af mine Kammerater er saarede, men ingen faldne. Gud ske Lov. Andet Kompagni har jeg slet ikke truffet. Den eneste, jeg har mødt, er Rasmus Nissen fra Lendemark, han kom i fuldt Løb ude fra forreste Stilling og gjorde et meget forstyrret Indtryk; vi gav hinanden Haanden, men maatte hver til sin Side, da Shrapnellerne hvæsede over Hovedet paa os. Lille Karl Hansen fra Skærbæk har faaet en Shrapnelkugle i det ene Ben.

s. 199Han var et Øjeblik før henne, og snakkede urolig. Det glæder mig sandelig, at han er sluppet saa godt fra det.

Nu skal I ikke være urolige for mig, jeg stoler fast paa, at jeg nok skal komme hjem igen.