Andresen, Kresten BREV FRA: Andresen, Kresten (1916-07-31)

31. 7. 1916.

Nu er det sidste Dag i det andet Krigsaar, og i Morgen begynder vi paa det tredje. Det er en forfærdelig Kendsgerning. At man dog skal ligge her hele sin bedste Ungdomstid. Naar Krigen engang om et Par Aar hører op, og man endnu er ilive, vil man være en Olding. Nu ligger jeg i niende Døgn under aaben Himmel. Vi kan være glade for, at der er saa tørt Vejr. Vi rykker Hvede op, og tørrer den i Solen, saa ligger man da i hvert Fald ikke paa den bare Jord. Hvor Krigen dog er en Elendighed. —

Nørregaard . er saaret, Karl Hansen er saaret, Laursen og Iskov sporløst forsvundne. I Aften gaar det atter ud i forreste Stilling; men nu er der roligere end for en Uge siden. Vi ligger skraat for Poziéres, som gik tabt kort før vi kom. Den skulde vi have stormet sidste Mandag; men det blev ikke til noget. Regimentet har lidt meget. Et Kompagni har tabt over halvandet Hundrede Mand, og mange andre er oppe paa over Hundrede. Vi er sluppen temmelig heldigt hidtil, men vi véd jo ikke hvad Fremtiden vil bringe. Aldrig har jeg været Vidne til en saadan Artilleriild som her. Det er mest om Natten. Det er en Musik, der vist længe vil tone i Ens Øren. Navnlig Brølene fra de svære engelske 38 cm Granater gør et i den Grad uhyggeligt Indtryk paa En, saa man tror at have et fabelagtigt Uhyre for sig. —

Hvornaar er dog Krigen forbi?

Nogle engelske Fanger, som kom forbi i Gaar, mente, at det gav Vaabenstilstand i Morgen; men det har de vist ment ironisk. De Englændere, jeg har set her, er alle flotte, unge Mænd, let klædt paa og smidige; de slæber nok ikke rundt med en saadan Oppakning som vi. Naar vi har den saakaldte Stormoppakning med alt, hvad der bimler og bamler, saa kan man næsten ikke røre sig. Men under en eventuel Storm skal det være det første, der kommer væk, saa man da kan bevæge sig frit. —

I skriver om, hvordan det gaar med det Officerskursus, som blev stillet mig i Udsigt. Det bliver selvfølgeligt ikke til noget, saa længe der er saa urolige Tider; tilmed er min Kaptajn bleven saaret, saa det gaar maaske helt i Glemme. — Jeg træffer næsten daglig Lønholm, Mejeribestyreren fra Blans; men det er næsten ogsaa den eneste Bekendt jeg s. 201træffer. Han er ved fjerde Komp. Jeg gaar i Stilling i tre Dage. Formodentlig bliver der i den Tid ingen Lejlighed til at afgive Post. Lad det ikke forurolige Jer.