Nielsen, Ole BREV TIL: Villemoes FRA: Nielsen, Ole (1848-06-29)

Ole Nielsen Hyllede til Pastor Villemoes i
Hersølge
.
4de Bataillon. Kjøge-Egnen.
Bøgeskov ved Haderslev 29 Juni 1848.

Kjære elskede Venner, Brødre og Søstre i Herren!

Igaar modtog jeg et glædeligt Budskab fra 2 kjære Benner i Fyen, som strev mig til, at de Svenske ere dragne os til Hjælp, her over til os faae. Vel gaaer Rygtet, at om Prøiserne trækker sig tilbage, faaer vi ikke Svenskernes Hjelp, men ester som mig er tilmeldt as de 2 nævnte Venner, saa er jeg vis paa, at de vil staae os kraftig vi med de aandelige Vaaben og de virker vedft,. og da ere vi rigtignok kun faae Danske, der for Alvor vil isøre sig disse. De skrev, at Svenskerne holdt baade Morgen og Asten Bøn, og læste til og fra Bords, mange Præster fulgte dem med Trøstens og Opmuntringens Ord. Nu veed vi vel, at dene Udvortes saa ikke gjøre Sagen klar, men tidt er dog det Udvortes et Præg af Menneskets indre Liv, og hvor Lyset er, maa Glandsen yttre sig. Vi blive derved beskjæmmede, thi Ryggesløshed og Raahed hersker græsselig i den danske Hær. Og vi har ingen Feltpræster til at formane eller trøste; der-over er ogsaa Klage mellem ærlige Krigere, og jeg maa sige, det er heller ikke i sin Orden, og om det skal vare længe, inden vi faae Ende paa Krigen, vil jeg vede, om De kjære Villemoes ikke kunde gjøre Noget til, at dene Savn kunde afhjælpes. Gud skee Lov, jeg veed at den ypperste Præst Jesus Christus følger os, og han skal Alting mage, men han bruger ogsaa sine Redstaber, og hvorfra skal Tro, som kommer af at høre Guds Ord, komme, naar der er Ingen som prædiker. Vi vil, saa mange som veed, at Seier i Krig skeer ikke ved en Hærs Mangfoldighed, men Gud giver Seier, som han dømmer Ret at være, vede dag-lig om, at Gud vil forbarme sig over os, at mange ret kunde komme i Bod og Ydmyghed, thi jo mere vi kunne skynde os at ydmyge os i Bod og Bøn, des snarere skal Seiren komme.s. 53Vel vil det maaskee endnu koste blodige Kampe, der er jo skydt meget Blod; men kæmpe for vort Fæderneland, er vor Pligt som Værn, og vi indseer, at det er ikke en Krig vi selv have begyndt; skulde vi da kaste Vaabnene, og lade Voldsmænd adsplitte vor elskede Arv ester vore Fædre? Nei, med Guds Hjælp vil vi kæmpe til sidste Blodsdraabe og trøste os til, at vor Herre giver Styrke og Seier; og skulde han ikke give sine Udvatgte Ret, som raabe paa ham Dag og Nat? Jeg figer, han skal snart redde dem. Hvad Udfaldet saa end vil blive, skal det dog blive dem tilgode, som elske Gud, vi gaae da i Jesu Navn mod vore Fjender styrkede i Gud ............

Ole Nielsen Hyllede,
Krigsmand tied 4 Batalion.