Lieutenant Carl Ussing til sin Forlovede
**).
6te Liniebataillon.
Bredballe pr. Veile
24 April 1849.
— Bær overbeviist om, at denne Historie er kommen mig ligesaa uventet, som den vistnok er kommen Kjøbenhavnerne. Og endnu forstaaer jeg den ikke; jeg længes umaadelig efter at see de officielle Rapporter. Beed endelig Louis at lade mig vide, om han kjender nogen nærmere Grund til dette Angreb fra vor Side, som har havt et saa sørgeligt Resultat. Er Hensigten ats. 102tirre Fjenden til et Indfald i Iylland, for der at slaae ham, eller af andre Grunde, da tier jeg; men efter hvad jeg kan see og høre, er det ikke saa. Bar Meningen at ville besrie Koldingenserne fra Tydskerne, da har man sandelig viist dem en daarlig Tjeneste. Kolding er vist nu næsten ganske i Aske. Men, som sagt, jeg forstaaer det ikke.
Det er da altsaa det sørsde Slag, jeg har været i; og efter hvad man siger, har Indvielsen været af en alvorlig Natur. Jeg, som tidligere intet Saadant har seet, kan jo kun dømme efter Tabet, og det er, idetmindsde hvad vor Bataillon angaaer, frygteligt. Over 1/10 af Bataillonen er sÅeret eller falden, deriblandt 2 Compagnichefer og 1 Premierlientenant. Alle vare enige i, at det var langt varmere end ved Dyppel, og der vare flere saavel Officierer som Menige, der sagde, at Kuglerne vare langt fra falden saa tæt ved Slesvig. Jeg kan jo ingen slig Sammenligning anstille, og fandt det ikke forfærdeligt, — skjøndt jeg maa dog tilstaae, at der var Tider og Steder, hvor det lød for vore Øren omtrent som om en Bisværn var sluppen løs, og jeg maa jo ogsaa indrømme, at naar man tænker, at hele dette Tab er anrettet ved Geværkugler — thi Fjendens Kanoner gjorde idetmindste vor Bataillon ingen Skade — saa kan det ikke have været nogen Ubetydelighed; men jeg maa have været for beskjæftiget til at lægge nøde Mærke til Kuglernes Piben. Nok er det, jeg havde tænkt mig et Slag alvorligere, og det maa det net ogsaa være, hvor Artilleri og Cavalleri kan virke mere end igaar; det maa idetmindste vist see grandiosere ud. Jeg havde ogsaa troet, at det vilde gjøre et større Indtryk paa mig at see Virkningen af Kuglerne. Da jeg et Minut efter min Ankomst paa Kamppladsen havde seet En med en Kugle i Ansigtet, var jeg complet følesløs, og jeg tilstaaer det, naar en Karl, der fik et Saar, skreg „Au" eller klynkede sig derover, var jeg haard nok til at skamme ham ud derfor. Dog maa jeg i denne Henseende til mit Forsvar sige, at det naturligviis gjør et daarligt Indtryk paa Folkene, naar Nogen saaledes klynker. Saameget er i det mindste vist, at man kjeder sig ikke under en saadan Affaire; de 5 eller 6 Timer, jeg var i Ilden,s. 103forekom mig som et enesde Qvarteer. Det kan dog maaksee interessere Dig og din og min Familie at faae en detailleret Beskrivelse over Affairen af en Deeltager, og jeg skal berfor see om jeg kan forklare Eder samme, idet jeg vil indlede min Fortælling ved at gaae lidt tilbage i Tiden.
I Løverdags var Bataillonen paa Forporsttjeneste, og jeg havde navnlig en Feltvagt ved Bramdrupdam. Om Sønbagen skulde jeg have været løst af Kl. 12, men blev det føst Kl. 6 Eftr., og Grunden hertil var, at denne Dag egentlig var bestemt til vort forehavende Angreb paa Kotding; men da General Schleppegrells Brigade, af mig ubekjendte Grunde, ikke efter Bestemmelsen kom fra Fyen, kunde det ikke finde Sted. Heri ville Mange søge Grunden til det Udfald, Angrebet fik; thi nu erholdt Fjenden Nys om Sagen, og fik Tid til at forstærke sig til den næsde Dag. Vi bleve da altsaa aftøste, og som seent paa Aftenen til Viuff, hvorfra vi atter brøde op om Natten Kl. c. 1. Planen var, at tvende Brigaber, Moltkes og Schleppegrells skulde gaae imod selve Kotding, og Ryes imod Vest ved Bramdrup over Kolding Å, for at falde Fjenden i hans venstre Flanke. Hvorledes det gik ved Kolding, veeb jeg altsaa kun af Fortælling, og erfarede det naturtigviis først senere; det er kun Fægtningen paa vor høire Fløi jeg kan fortælle Eder. Høire Fløi bestod af 6de og 7de Linie Bataillon, 12de lette Bataillon, 1ste Jægereorps og 4de Reserve Bataillon, 2den Brigades Cavalleri og Batteriet Haxthansen, samt nogle Espingoter. Rendez-vons-Stillingen var ved Harte. For at gjøre Sagen mere forstaaetig, vil jeg vedlægge et Kort, som imidlertid naturtigviis er høist ufuldkomment. 2 Compagnier af 7de Bataillon, 12de Bataillon og 4de Rerfervebataillon begpndte Kampen. Bramdrupgaard var nemlig stærkt befat af Fjenben, 7de og 12de Bataillon vare gaaede over Åen mod Vest, 4de Reservebataillon ligefor Gaarben. For at begribe ret Vanskeligheden for den sidste, maa man vide, at der ingen Bro her er over Åen, og at Terrainet paa begge Sider af denne, men især imod Syd, altsaa op imod Brambrupgaard, er en meget steil og uveibar Skæent. Gaarden var som sagt stærkt besat, og denne Skrænt maatte 4de Reservebataillon tage meds. 104Bajonetten. Det lykkedes imidlertid, og fra Harde Kirkebakke, hvor vi endnu stode, kunde vi see Fjenden flygde ud af Gaarden, og deels henimod Gaarden d, deels tilbage ab Gjelballe Skov til. Nu rykkede et Par Kanoner med 3die og 4de Bataillon (Du veed jeg staaer ved 2det Compagni, og var altsaa endnu ikke med) til Bedækning, samt kort efter 1sde Jægercorps og de 2 tilbageblevne Compagnier af 7de Bataillon over mod Øst for Bramdrupgaard, og 1ste og 2det Compagni af 6te Bataillon bleve altsaa endnu tilbage som Reserve, saa at jeg næsten var overbeviist om, at jeg heller ikke nu skulde komme i Kamp. Vel maatte vi nemlig antage, at Fjenden var temmelig stærk, siden han havde holdt sig saa længe i Bramdrupgaard; dog nu havde vi jo seet ham fordrevet derfra, og antoge nu, at vore nye Kræfter let maatte kunne kaste ham igjennem Skoven. Da vi derfor nogen Tid efter ogsaa fik Ordre at marschere afsted — hvilken Orbre naturligviis modtoges med et almindeligt „Naa endelig!" — sagde flere Officierer til mig: „Det er ogsaa skammeligt, nu er Fjenden allerede kastet, og det kan vare en Pokkers Tid, inden vi komme i Ilden." Denne Tro blev vi saa meget mere bestyrkede i, som vi gave os særdeles god Tid til at komme over Åen, og i al Ro og Magelighed begyndde at stige op ad den modsatte Skrænt, og fuldkommen maatte vi sikkres i den, da vi saae Dannebroge vaie paa Bramdrupgaard, og saae, at ikke blot Staben, men selv Ambulancelazaretterne vare blevne flyttede ind i denne. Naar man nemlig betænker den særdeles vanskelige Overgang over Åen, vil man let kunne forstaae, at vi kun kunde antage, at disse Ting bleve flyttede over den, naar vi vare visse paa at blive der. Vi kom imidlertid snart ud af vor Vildfarelse. Netop som vi vare komne op ad Skrænten, fik vi Ordre at rykke frem, og jeg saae nu til min Forbauselse, at vor Kjæde kun slob ganske lidet Syb for Bramdrupgaard. Vi kastede strax vore Skytter ud til Forstærkning; men jeg maatte endnu blive ved Reserven af vort Compagni, som da stod lige Syb for Gaarden. Vi vare imidlertid ikke længere tilbage end at Kuglerne fløitede os om vore Øren. Pludselig begyndte man imidlertid at blive bange for at Fjendens. 105skulde omgaae os mod Vest, og jeg blev med en Afdeling sendt bag om Gaarden, for at modtage ham ved Hegnet e. Da jeg som her, saae jeg virkelig ogsaa, at den fjendtlige Kjæde var paa denne Side kommen os temmelig nær, idet 4de Reservebataillon og 7de Bataillon i vild Flugt var styrdet nedad mod Åen. Det lykkebes os imidlertid nu at standse Fjenden, ja efter kort Tids Forløb fik vi ham endog kasdet bag Gjerderne f og g, idet jeg fik Folkene til at tr ænge srem til Kammen as en Bakke, som laae midt imellem e f og g. Fjenden fik imidlertid Forstærkning, og uagdet alle Bønner og Opmuntringer og Trusler var det mig ikke muligt at holde Folkene der længere; de retirerede atter bag Skrænten. Dog kort efter fik jeg dem atter frem, og da jeg for ramme Alvor havde forsikkret et Par Karle, at jeg kløvede Skatten paa dem, hvis de ikke strax igjen vendte Næsen imod Fjenden (det var nemlig et Par Rekrutter, som fandt det for varmt, og havde gjort omkring), begyndte vi ogsaa igjen at saae Orden i det; men saa fik vi Ordre til at trække os bag Gjerdet e igjen, og blot holde det a tout prix. Her deed vi os da fast en kort Tid; men nu var vort Artilleri kommet over Åen mod Vest, og dette virkede som et Tryllestag paa
a Bramdrupgaard. b Kolding Å. c Gjelballe Skov. d en Gaard. e f g h i Gjerder.
s. 106vore. Jeg visde dem Ilden og Røgen af vore Kanoner, med et Hurra sprang jeg over Gjerdet, og med et brølende Hurra fulgtes jeg ikke blot as mine egne Folk, men ogsaa af en heel Deel af de tidligere Flygtninge af 7de Bataillon og 4de Reservebataillon, som nu igjen havde faaet Tid til at samle sig, heelt over til Gjerderne f og g; men Fjenden var stærk og haardnakket, og satte sig fast bag de næste Gjerder, nemlig h og i. Fra det sidste, i, fik vi ham fordrevet ved vore Espingoler; men h havde vi taget 2 Gange, men maatte begge Gangene forlade det igjen, og nu kom der Ordre, at vi skulde ikke trænge videre frem, men blot holde vor Stilling. Jeg saae paa mit Uhr, Klokken var allerede næsten 12, og jeg syntes, jeg begyndte at blive salten; jeg kaldte paa min Oppasser, og de andre Officierer af alle Batailloner (thi Folkene laae i Kjæden imellem hinanden) kaldte paa deres; men de havde naturligviis foretrukket at blive bagved. Dog kom de ret snart krybende langs med Gjerdet, og nu fik jeg mig en Bid Brød og en Snaps og en Cigar. Fægtningen vedblev imidlertid at føres med samme Heftighed; men Kl. 1 fik vi Ordre til at trække os lidt efter lidt tilbage paa den anben Åbred; bet heeb sig, at vi blot havde skullet foretage bette Angreb, for at lette Indtagelsen af Kolding ved at hendrage en Deel Tropper hertil, eller naturligviis, hvis vi kunde kaste Fjenden, gaae imod Kolding fra Vest; men nu, heed det, var Kolding taget af os, og vor Stilling var altsaa unødvendig længere. Alt brog sig da atter Nord for Åen, medens 1ste Jægercorps bækkede Retraiten. Da vi vare blevne samlede paa den anden Side, holdt vi Mandtal, og saae vort store Tab; dog gjorde bette ikke det triste Indtryk paa os, som kort efter at høre, at Kolding rigtignok havde været taget af os, og det endda 2 Gange; men at den nu endelig tilsidst var i Fjendens Hænder og næsten afbrændt. „Til hvilken Nytte er da denne Masse Mennesker opoffret?" spurgde vi os selv, og Ingen formaaede at svare; en Enkelt mumlede: „for saa meget desto snarere at kunne blive jaget til Skagen."
Dette er den Deel, jeg personlig har taget i Affairen; hvorledes det paa andre Steder er gaaet, veeb jeg kun af Fortælling;s. 107thi man kan jo Intet see eller høre uden hvad der er En nærmest; men jeg har jeg senere hørt, at vi have havt Kanten af Gjelballe Skov i Besiddelse i det Mindsde paa enkelde Steder, men atter maatdet forlade den. Retraiten blev naturligviis strax begyndt, og Kl. c. 9 iaftes, kom vi i Qvarteer i Herslev. -