Petersen, Tønne BREV FRA: Petersen, Tønne (1849-07-26)

Tønne Pedersen til sin Morbroder og Kone.
1ste Forstækningsbataillon. Vordingborg-Egnen.
Fæns 26 Juli 1849

Kjære Morbroder og Kone!

Da Tiden tillader det, vil jeg idag fortælle Eder, hvordan jeg lever. Det Allervigtigste er, at jeg er sund og frisk, ogs. 181jeg kan ikke takke Gud saameget som jeg burde, for det han har bevaret mig i saa mange store Farer; thi uden hans beskjermende Haand havde det været en Umulighed at gaae imellem Fjendens Kugler; thi det har ofte truffet, naar vi har stormet, at Fjenden har fyret paa os paa 10 Skridts Afstand; saa har vi vel mistet Kammerater, men ikke attid mange, thi Fjenden har været saa forvildet, at de undertiden har fyret lige i Luften, og denne oeres Forvildelse har forvoldt mangen stolt Fjendes Fald. Jeg vil ikke sige Andet end hvad Sandhed er: paa lang Afstand ere vore Fjender, lige i Tallet med os, stærkere end vi; thi deres Musketter ere bedre og de forstaaer ogsaa temmetig godt at bruge dem. Derfor gaaer vi dem saa nær som muligt, og naar vi hører Stormsignalen, da ere vi først glade; thi det giver et forundertigt Mod og tillige Kræfter og Lethed, saa vi kan med hele vor Oppakning springe som en Fugl over den største Vold efter Vand, og naar vi først kommer Fjenden ind paa Livet, saa ere to ikke nok til at standse os, thi saa har Fjenden tabt Samlingen og vi al Hjertets Følelse, og saa vanker der blodige Pander. Men jeg vil langtfra ikke prate af, at vi ere bedre Folk end de, men det er den Herre, som kjender Forskjel paa Godt og Ondt, det er ham som giver os Kraft og. gjør Fjenden forvildet. Gode Venner, paa lige Tid ligger jeg paa en lille Øe ved Navn Fænøe, som ligger imellem Fyen og Slesvig, og gjør Tjeneste; men Alting er saa dyrt her saa det er skammeligt, og uagtet jeg sparer saa meget som muligt, saa er jeg næsten forlegen for Penge, og naar det ikke var for Skams Skyld, saa kunde jeg havt Behov at bede Eder at sende mig Lidt.... Hvad Vaabenhvilen angaaer, den veed I lige saa godt som jeg, og om den bringer vort Fødeland Lykke og Velsignelse, vide vi ikke; med vi vil imidlertid haabe det Bedste. Vi ville nedbede Himlens Velsignelse over vort elskede gamte Dannemarks Rige og over det Folk, som strider for dets Ret, ja over dem som er ægte Danske i Sind og Hu. Nu bedes I at hilse alle Slægtninger og Venner og især min kjære Kone; selv hilfes I alle mange Gange af mig. Nu vil jeg afbryde min ringe Skrivelse til Eder,s. 182kjære Morbroder, Kone, Børn og Søskende med det Ønske, at I maatte leve vel til vi igjen kunde sees.

Tønne Pedersen.