Sørensen, Ole Christian BREV FRA: Sørensen, Ole Christian (1848-08-18)

Kjærbølle18 August 1848.

Høitelskede Kone!

Jeg takker Dig mange Gange for bit Brev af 13de dennes, som jeg med stor Glæde har modtaget, da jeg deraf seer, at I alle lever vel, og at det staaer saavidt godt til hjemme, og jeg kan ogsaa tilmelde Dig, at jeg endnu, Gud være lovet, har Helbred og lever saa godt, som man i disse Tider kan gjøre Regning paa. Jeg vil nu lade Dig vide, hvorledes det er gaaet os, siden jeg sidst skrev til Dig. Vi laae dengang i Vraae og ventede paa Ordre til at reise længere bort. Om Natten mellem den 7de og 8de omtrent Klokken 1 blev der blæst Allarm; vi kom nu med en Fart paa Benene og marserede en Miils Vei Sønder paa, saa gjorde vi Holdt, og hele første Brigade blev samlet, som bestod as 1ste, 2den og 11te Linie-Jnfanteri-Batallion, 5te Reserve-Batallion, 3die Reserve-Jægercorps, Holstebroes frivillige Jægere, 3die Dragon-Regiment, en Trop Husarer og de jyske Herregaards-Skytter, og en Deel Artillerie. Da vi nu alle blev samlet, rykkede vi over Konge-Aaen og saa rask Sønden paa. Vi ventede, at vi havde strax stødt mod Fjenden, thi vi havde hørt, at de laae tæt Sønden for Konge-Aaen, men de havde trukket sig tilbage, og vi maatte reise en lang Vei, før vi kom til dem. Da vi var kommen et Par Miil ind i de stesvigste Egne, saa gjorde vores Brigade-Kommandør Holdt med alle Musketererne og Artilleriet, og vi andre. Jægerne, Herregaards-Skytterne og Kavalleriet, vi maatte blive ved at marsere videre fort, og en Husar-Offiseer fik Kommandoen over os. Nu fortalte vores Offiserer os, at vi skulde blive ved at reise til vi kom til Fjenden, og vi skulde flaaes med dem enten det gik saa op eller ned. Denne Efterretning behagede os just ikke meget, især da de fleste nu vare blevne tilbage, og vi var kuns saa faae til at gaae imod Fjenden; vi knurrede noget over Brigade-Generalen, fordi han ikkes. 299vilde lade dem alle følge med, og nogle sagde, at det var maa- stee hans Mening, at han vilde have os alle af med Livet, og det tegnede næsten ogsaa dertil; men det var en stor Gloede sor os at see, hvor glade de slesvigske Bonder vare ved vores Ankomst; overalt hvor vi kom frem, stod de baade Unge og Gamle, baade Fruentimmer og Mandfolk paa begge Sider af Veien, og bad os velkommen, og hvor vi saae hen, saae vi ikke Andet end glade Ansigter; mange Byer kom vi igjennem, hvor vi for havde voeret indqvarteret, og der var Mange der kjendte os, og de nedbad Alle Guds Velsignelse over os og onskede, at det maatte gaae os alle vel. Naar vi kom til en Bye, saa spurgte vi: er der nogen Tyflere her? nei, sagde de, idag har vi ingen feet, men igaar var der nok af dem, og de er vist ikke langt borte; lad os see at 3 tugter dem dygtig, thi de ere saa slemme mod os, de tager Alt hvad vi har; havde vi blot Eder igjen, saa skulde vi turre ret gode mod Eder. Vi fortalte dem at vi ikke kunde blive hos dem, hvor gjerne vi end vilde, men vi var blot kommet for at gjore Tyflerne et Besag, og vi lovede at tugte dem det bedste vi kunde. Vi vare nu meget kjede af Reisen; thi det var nu hoit op paa Dagen og vi havde mar- seret hele Tiden og Ingenting faaet hverken at spise eller drikke, og endstjondt Bonderne stod baade med Dl, Brod og Broende- viin og vilde give os, saa var dog vores Offiserer faa flinke, at de forbod os at nyde det Mindste, ikke engang en Drik Vand maatte vi faae, om vi end var faring at doe af Torst. Offisererne kunde nok holde det ud, thi de havde Ingenting at boere og havde deres Tjenere bag efter sig med deres Viin- staster; men vi havde hverken Vand eller Viin, men baade Gevoer, Tornyster og fuld Bepakning at boere paa, og der var ogsaa mange, der ikke kunde udholde at gaae längere, og de lagde dem ned i Veigrofterne, en efter en anden; vi andre, som kunde gaae, blev ved at trætte Sonder paa det bedste vi kunde. Omsider kom vi til en Herregaard, som laae i en Skov; der opdagede vi en proisist Patrolie, som bestod af fire Husarer, den ene blev studt, de to taget tilsange, og den fjerde smuttede bort fra os i Skoven. Nu reiste vi videre, og saas. 300fik vi at vide, at en By en halv Miils Vei derfra ved Navn Stepping var fnld af Prøsiere. Vi reiste nu derhen saa rask, at vi næsten mere løb end gik, og paa dette Stykke Vei blev der en stor Deel liggende i Grøfterne, fordi de ikke knude gaae længere. Prøiserne var vist ikke betænkt paa at tage imod Fremmede den Dag; thi vi faae ikke noget til dem før vi næsten var ved Byen, nu fik de med en Fart nogle Jægere jaget ud mod os, som begyndte bag nogle Gjerder at fyre dygtig paa os, ogsaa nogle Kyrasserer kom nd tilfods og stillede sig bag Gjerderne og skjød paa os; vores Kommandør raabte nu: Jægerne frem! vi styrtede nu frem mod en stor Gaard, som vi faae var fnld af prøisiske Kyrasserer. Nn retirerede vores Husarer og Dragoner tilbage saa stærk som Hestene knude løbe, men gjorde Holdt igjen, da de var kommet saa langt bort, at Fjendens Kugler ikke knude ramme dem. Da vi havde omringet Gaarden, begyndte Prøiserne dygtig at fyre ud af Vinduer og Døre, og de havde ogsaa ligesom vi i Haraldskjær anrettet Skydehuller paa Væggene, som nu kom dem godt tilpas. Og nu gik det meget lystigt til, hele Byen vrimlede nu af Prøisere, som alle samledes paa en Tofte, og vi tænkte hvert Øieblik, at de havde kommet at hjælpe deres Landsmænd, men de frygtede vist for, at vi havde havt et Baghold, og det havde vi ogsaa, men de var saa langt borte, at Prøiserne gjerne knude have spiist os, førend de knude komme os til Hjælp. Nn samledes de Fjendtlige til fra alle Kanter. Vi ansaae det ikke for raadeligt at blive der længe. Vi tog derfor i en Hast 21 prøisiske Kyrasserer tilfange og en Jæger og 14 Heste, og med dette Bytte reiste vi den samme Vei vi var kommen, det snareste vi knude, og havde vi biet en Time længere, saa havde der ikke kommet een af os tilbage. Da der ikke kan rummes mere paa Papiret, saa maa jeg afbryde min Skrivelse med de kjærligste Hilsener til Dig, min inderlig elskede Kone og vores kjære Børn; Gud give at jeg snart maatte komme hjem til Eder igjen. Lev vel! Hils endelig Maren Ugilt fra mig og tak hende mange Gange paa mine Vegne for den Godhed, huns. 301beviser Eder; ogsaa Maren Nørgaard sender jeg min skyldige Hilsen og Tak.

Ole Christian Sørensen.