Sørensen, Ole Christian BREV FRA: Sørensen, Ole Christian (1849-05-02)

Stoustrup2 Mai 1849.

Høitelskede Kone!

. . . . . . I disse Tider har vi det forresten godt nok, thi vi har ingen lange Marser, og faaer vores Naturalforpleining, hvoraf vi med Tarvelighed nok kan leve, og nu bliver Nætterne kortere og ikke saa kolde, som de har været; altsaa synes jeg dog nok det kunde gaae an, naar det ikke var for Eders Skyld hjemme, men det gjør mig saa ondt, naar jeg tænker paa, at Du maa være atlene og døie saameget, medens vi andre mange Gange gaaer og driver Dagene bort; men jeg beder Dig ogsaa, kjære Kone, at Du ikke arbeider mere end Du kan udholde, og ikke foretager Dig Noget, som er over dine Kræfter; thi hvad Du ikke uden altfor stor Besværing kan faae gjort, lad det kuns være til en anden Gang. Det glæder mig meget at I alle har Helbred, Gud give, at jeg altid kunde spørge dette fra Eder. Jeg er ogsaa Gudskelov frisk, og vi har i de sidste Tider ikke feet noget til Fjenden, men der er ikke langt mellem dem og os og vi veed ikke, hvilket Øieblik vi skal støde sammen, men jeg troer dog, at Tyskerne ikke rykker tængere frem, thi de kan ikke godt komme længere frem, førend de har indtaget Fredericia, og der tænker jeg nok de vil holde deres Næse fra. Havde Kolding været saaledes befæstet, saa havde de nok blevet fri for at gaae ind i Jylland. Jeg troer nok, at vores kommanderende General von Bylov han havde Lyst til endnu engang at gjøre et Forsøg paa at drive dem tilbage, men da han yttrede dette til General von Moltke, som er Kommandør over 4de Brigade, skal denne have svaret ham, at ikke en eeneste af hans Brigade skulde gaae imod Fjenden, førend han faae en kongelig Befaling dertil, thi Kongen har selv sagt, at han vildes. 302ikke have sine Folk mere spoleret, de skulde ikke mere kjæmpe mod en firedobbelt overlegen Fjende. Og jeg tænker ikke heller, at vi kommer i Slag mere, nu spaaer de igjen meget paa Fred, til den 15de Mai, siger man nu, det skal være forbi, og Gud give, det maatte blive sandt.

Du vilde vide, om jeg syntes Du skulde kjøbe en Griis, og det fortryder jeg slet ikke paa, naar Du kan have noget at give den at æde, men Du har vel ingen Penge at betale den med; men maaskee Du kan faae den paa Kredit til jeg kommer hjem, jeg skal vel ogsaa nok see at sende Dig nogle Penge med det Første. Med Skovlars og med Tørvene maa Du aldeles have din egen Villie, men det er vel ikke værd at nægte dem det. Jeg ender nu min Skrivelse med mange kjærlige Hilsener til Dig og vores Børn og vores Forældre og Søskende. Hils mine Forældre, at de ikke maae blive vrede, fordi jeg dennegang ikke kan faae Tid til at skrive til dem; hils dine kjære Forældre og din Broder fra mig og tak dem mange Gange, fordi de ere Dig saa behjælpelige paa alle Maader; hils vores Naboer og alle gode Venner, men frem for Alle være Du min elskede Kone hilset fra din til Døden tro Mand

Ole Chr. Sørensen.

(Skriv snart igjen.)

Elskede Kone!

Da jeg i de sidste Dage ikke har kunnet faae Leilighed til at aflevere mit Brev, saa vil jeg nu, førend jeg afsender det, lade Dig vide, at vi igaar den 3die Mai havde en varm Dag med Tyskerne; vi drev dem en Miils Vei tilbage, nogle faldt, men jeg og min Ven Jørgen Berken har ingen Skade faaet. Lev vel, søde Kone.