Sørensen, Ole Christian BREV FRA: Sørensen, Ole Christian (1849-06-17)

Fredericia17 Juni 1849.

Høitelskede Kone!

Jeg takker Dig for dit Brev af 2den Juni,som jeg med Glæde modtog den 15de, da jeg deraf saae, at I alle levede vel; jeg lever ogsaa godt. Idag er vi rigtignok kommet herover igjen og stal være her i sex Dage (paa Vand og Brød, som vi kalde det), men vil Tyflerne lade os beholde Livet i disse Dage, saa kommer vi over til Fyen igjen i 6 Dage, og der ovre har vi det jo meget godt, altsaa lever vi jo som Mennester den halve Tid. Vi har det i disse Tider ikke nær saa strengt, som vi havde det ifjor, men vi ere bestandig udsatte for Fare; thi Tysterne ligger endnu her omkring Byen og kaster hver Dag nogle Granater eller Kugler herind til os, og det er sjelden nogen Dag gaaer forbi, uden der er jo Nogen der kommer til Skade. Jeg kan ikke vide, hvorllrnge de vil ligge her, nu har de snart lagt her i 6 Uger, og vi ere kjede af dem, men jeg tænker, at Bonderne derude omkring ere ligesaa kjede af dem. I Stoustrup, som er den nærmeste Landsby herved, der under vi dem det endelig godt nok, thi de vare rige Folk med meget store Gaarde, men de vilde Ingenting unde os hverken for Betaling eller uden Betaling, men nu maae de vistnok lade til saalænge de har Noget, og Tysterne ere nok ikke af det Slags Folk, at de betaler hvad de faaer; men imod os ere de meget redelige, thi saasnart vi fra Voldene senders. 305dem en Kugle, faa sender de os strax to igjen, og sommetider mange flere. Vores Forposter staaer saa nær ved Tyskernes Forpostkjæde, at de mange Gange kan tale sammen, men det er strengt forbuden; men de gaaer mange Gange og gjør adskillige Narrestreger ad hverandre. Tyflerne har gravet store Huller, som deres Forposter staaer i, faa at vi ikke kan see mere end Hovedet paa dem, og det er natnrligviis sor at Vores ikke stal skyde dem, og de knude jo let flyde hverandre, naar de staaer saa tæt sammen; men det er dog sjelden at Tyflerne flyder, uden Vores begynder først. En Dag da vores Compagnie nylig var kommet paa Post, faa sprang der en Tyfler op as sit Hul og stod frit oven paa og raabte til Vores: er I af første Reserve-Jægercorps? ja, svarede Vores; ja faa ville vi være Venner, sagde Tyfleren, vi ville ikke flyde paa hverandre, thi hvad kan det hjælpe, om vi ogsaa kunde flyde et Par Stykker paa begge Sider. Han gik derpaa ned i sit Hul igjen, og der blev den hele Dag ikke vexlet et Skud mellem Kjæderne. Der er en Eng, som gaaer igjermem Fredericias Mark, og der er Vandet stemt op over, og der staaer Tyflernes Poster paa den ene Side og vores paa den anden. En Dag da det var en stærk Blæst og Vinden var fra Tyflernes Side, da flog de et Par Stumper Fjæl sammen, satte derpaa en Tintallerken med et Franskbrød, et lille Stykke røget Flest, en Flaske med en Pægel Rom i og et Fjerdingspnnd Rogtobak, og en Seddel havde de klistret derpaa, hvorpaa der stod flrevet, at det var en lille Foræring fra 7de Batallion, og nu satte de dette Fartøi med denne Last i Vandet, og det varede ikke længe, sørend det kom over til vores Side. Det blev nu taget op og bragt til Feltvagten, og siden ind til Kommandanten, og da han havde faaet det undersøgt, sendte han det igjen ud til Vagten med den Befaling, at de gjerne kunde sortære det, sor det feilede intet, men at de ikke maatte modtage mere as dem. Jeg ender nu min Skrivelse med de kjærligste Hilsener til Eder allesammen. Jeg seer, søde Kone, at I har et godt Haab om Russernes Hjælp, og gid det kunde blive til Noget, men det har vi ventet paa saalænge, og vi har endnu ingen feet. Hermeds. 306sender jeg Dig 5 Rigsdaler, da jeg seer, at Du har bekommet de andre; hils Sine, at jeg ikke har seet noget til hendes Broder. Lev vel, elstede Kone! Lev vel!

20

Ole Christian Sørensen.