Heiberg, Johan Ludvig BREV TIL: Molbech, Christian FRA: Heiberg, Johan Ludvig (1846-02-16)

Til C. Molbech.

Det glæder mig, at ogsaa De føler Dem hendragen til Musen Uranias Dyrkelse. Hos mig er er denne Passion ikke — hvad mange troe — ny, men tvertimod meget gammel, da jeg i mine første Studenteraar, ja endog tidligere, har beskjæftiget mig med Astronomie. Det var ad denne Vei, jeg lededes til at gjøre Bekjendtskab med Tycho Brahe og Uranienborg, — c it Gjenstand, der, som De veed, afgav Stof til mine tidligste poetiske Forsøg. Efter at min astronomiske Interesse i mange Aar havde hvilet, har jeg i de sidste tre til fire Aar igjen optaget den og sygt at indhente, hvad jeg i Mellemtiden havde forsømt. Jeg har lidt efter lidt følt mig paany hendragen dertil med en Magt, som jeg ikke kunde modstaae,s. 180maaskee ikke engang forklare. Men jeg har gjort det, sans comparaison, ligesom en Hund spiser Græs: det har bekommet mig vel, fordi jeg har følt Trang til det. Der gives af og til Perioder, hvori man føler sig i Strid med den omgivende Verden, hvor man ækles over de fleste Stemmer, som man hører, og ikke kan finde nogen Ledetraad gjennem de skrigende Meningers Labhrinth, eller see Maalet for de urolige Gjæringer. I saadanne Perioder er det velgjørende for Sindet at the til Regioner, som ligge udenfor al denne Snadren og Uro, og hvori Alt gaaer sin Gang, uanfægtet af menneskelig Lune og Vilkaarlighed. Saaledes er jeg kommen ind i Astronomien. Det er skeet for min Sundheds Skyld, ligesom Andre af samme Aarsag gjøre Badereiser, eller tage paa Landet og bruge Grøncnur. Men Publicum, som er uden Hukommelse, og som derfor troer, at Alt er ligesaa incohærent hos en Forfatter som hos det selv, betragter naturligviis min astronomiske Beskjæftigelse som en Caprice, som noget Nyt, der mangler alle Forudsætninger, og heller ikke vil være i Continuitet med noget Tilkommende.

.........................

16de Februar 1846.

Deres ærbødigst hengivne
J. L. Heiberg.