Bjørnson, Bjørnstjerne BREV TIL: Hegel, Frederik Vilhelm FRA: Bjørnson, Bjørnstjerne (1869-02-25)

Den 25. Febr. 69.

Kjere Hegel,

jeg maa bede Dem sige uopholdelig til alle danske Boghandlere, at de ingen Reqvisitioner gjør af »Arne«, men venter til Deres »Arne« kommer ud i August, da løber nemlig Fristen ud. Kjere, sig dem ogsaa, at Dags Dato staar et »Cirkulære til Nordens Boghandlere fra Bjørnstjerne Bjørnson«, at læse i Norsk »Aftenbladet« og at dette Cirkulære optages af de fleste Nordens Aviser og indeholder fuld Besked om det hele Forhold, forsaavidt det vedkommer Boghandlerne.

Norsk Folkeblads Boganmeldelser kan ikke godt fortsættes før Storthinget er Slut. Hele vort Land er nu Politik. Anmeldelser af Fru Collett, Fru Thoresen, kan mit Blad vanskelig give; min egen Mening, hvor dæmpet og harmonisk s. 34den end vilde være nedstemt, vilde skurre som Havbrus i de fine Dameøren, og Andres Meninger om Literatur kan ikke godt gives i mit Blad uden at blive bindende for mig. Fra Ibsen har jeg Intet hørt, uden en Uartighed som han sendte mig gjennem en Anden. Hvorved jeg har fortjent den, ved jeg ikke, bekymrer mig heller ikke om at vide det; thi nu er jeg gaat træt; han faar sejle sin egen lunefulde Sjø. Den Fornærmelse, hvormed alle disse Digtere i Norden strax staar rede, naar jeg nævnes, bliver mig nu saa komisk, at jeg snart anser en Digter og en Halvforrykt for det Samme. Men bare jeg er Godvenner med Dem, saa lad det storme med Fornærmelser og Uartigheder. Hele min Ærgjerrighed er den at være en uafhængig Mand, som kan sige sin Mening og gjøre sin Pligt, og det beror paa Dem for en stor Del, om jeg i en Krise kan være det. Blot jeg faar begyndt mine Forelæsninger! Der har jeg min Fremtid sikkret, hvad ialverden de finder paa. Men indtil jeg kan det, eller rent ud sagt: indtil jeg faar Mod til det (thi jeg ømmer mig usigelig!) maa De bære mig paa Deres milde Hænder, hører De!

11

3

»Arnljot« er det bedste, jeg har gjort. Jeg arbejder nu i sidste Sang, men alle trænger endnu meget Arbejde. Naar engang Arnljot er ude, skal De faa et Lystspil igjen, hvori jeg skildrer en stor Fallit, rigtig et Folkestykke, men mere Digt end disse plejer være.

De skal hilse Deres Søn og Petersen fra mig. De skal snart skrive mig til igjen, det gjør saa velsignet at faa Brev fra Dem, det er som et sikkert bestandig roligt Sted hos Dem for al min Uro, og De har denne faderlige stille Tale til mig, som falder med gode Tanker i mig, ja, Deres ordnede, runde rige Skrift slaar Døren op for mig til Hygge, Tryghed, strax jeg møder den paa en Konvolut.

Karoline hilser Dem og Bjørn og Ejnar; men De skulde set den Mindste; han er dog den Allerprægtigste!

Deres inderlig hengivne
Bjørnstjerne Bjørnson.