Bjørnson, Bjørnstjerne BREV TIL: Hegel, Frederik Vilhelm FRA: Bjørnson, Bjørnstjerne (1875-06-25)

Aulestad, Gudbrandsdalen, 25de juni 1875.

Du kære, du innerlig kære ven!

Så har jeg da ro i mit sind, svarende til den vælsignede ro omkring mig, som ænnelig har vunnet! Opskakningen fra rejsen, fulgt af den at møde vænnerne alle, nyhederne alle, modtage gården, overskue den, få detaljerne, den ene efter den andre, veje planerne, bestæmme mig for de uundgåelige og de snarest frugtgivende, — alt er nu ' gledet in i fred og klarhed, så åker-rikkernes skarpe melodier uden melodi er blevet frugtbarhedens, vækstens arbejds-sang, der ener sig med gøkens ku-ku, kirkeklokkernes kalden, salmerne i huset, børnenes leg, hæsternes knæggen og køernes rauten til en idyl i mit sind, som vokser med hver dag! Her er min fræmtid; jeg er glad som da jeg var gut, jeg har atter et håb som da! Min mor kom idag, jubler som jeg ved stedets skønhed, gårdens bugnende fylde i sommer-skrudet, mit valg har været vælsignet, og den forholdsvis mindre omkostning, som skal til for at få denne gård til en af landets behageligste, årvisseste, rigeste, gør mig så tryg og så taknæmmelig. Det til min ny bygning inkøbte materiale lægger jeg hen, og jeg tager fat på gården, til jeg har samlet andre kapitaler. »Fallitten« har i München s. 73gjort en overordentlig lykke! Er det ikke dejligt! Dette spår om, at den må komme til at gå hele Tyskland over. Og da har den ævne til at betale alt, hvad jeg skylder dig, alt! Herom håber jeg, at det ikke mere kan være tvil. Et stykke, som første gang på et tysk hoved-teater har gjort sådan lykke, må være sikret en tysk fræmtid. Spørsmålet var jo, om det passede i Tyskland, ikke om det var godt; og det har vist sig at passe. Ja, dette har løst en sten fra mit hjærte! Dette har sikret også andre stykker en fræmtid.

Senere Billede.
Fra Aulestad.

Og nu må jeg styrte mig en svømmetur ud i forretningernes hav med dig! Jeg skal senere sætte mig hos dig og snakke videre.

Altså: Motzfeldt mælder mig, at han lægger sig på en sæter, så du må være forberedt på, at din anvisning for vognen, som du er så snil at købe mig, ikke honoreres; derfor vedlægger jeg en anden, som du i så fald udfylder, og pængerne sendes dig. Jeg håber med fuld sikerhed, at jeg engang får den ære og glæde at hænte dig til mig i denne vogn.

s. 74Jeg har en uhyre obligation liggende, som jeg ikke kan røre. Trælastudskibningen har slåt fejl, med den fragt-farten, og her er en pænge-nød, som næppe erindret ... Jeg vilde så gærne helt løse min gård ud; men jeg kan som sagt ikke røre mig. Selv det, jeg bruger til reparation af udhusbygningerne og det hoved-hus, som jeg har bestæmt mig for at bo i istedetfor at bygge, må jeg, når mine kontanter slipper op, gærne betale så dyrt som 7 %, medens obligationerne kun indbringer mig 5 %. Er det bedre hos jer? — — — — Dersom man skulde presentere en sådan 5 % obligation på et fremmed sted, måtte den dér være kautioneret af en der bosiddende mand. Gården (pantet) er ellers i en solid ejers hånd, papiret derfor sikert; men ligefuldt måtte obligationen være kautioneret, det skønner jeg. Den, som vil gøre det for mig, byder jeg denne min gård her som pant; ti med pængerne i hånd, udbetaler jeg den da uopholdelig til siste skilling, d. v. s. jeg gør den aldeles fri. Jeg gav 16,000 for den med besætning; der er alt lagt tusener i den, og alt dette, besætningen med, — alt som kaution til den, som vil godkænne min gode obligation!

Hvis denne obligation sælges i Danmark, betaler jeg med pængerne ud min gård her, og byder denne som pant for den mand, som ved at kautionere obligationen, har gjort den salgbar i Danmark.

Æn hvis du kunde gøre noget ved denne affære?! Og jeg derved spares for den sejgpinende proces med afdrag på afdrag og rænter på rænter!

Her er det mest strålende vejr; alt gror i sjælden frodighed; snart drager vi på sæteren, flere tusen fod over havet. Her bor jeg allerede henved 1000 fod over havet; men man kommer hid uden at mærke det. Ja, jeg gæntager det, at slig lykke har jeg ikke følt, siden jeg var en ung gut.

Har du husket at hilse fru Hejberg? Har det ikke ståt i danske blade, så underret hende om, at »en fallit« har fåt en vidunderlig udførelse i München og har gjort overordentlig lykke, hvormed jeg ser dens skæbne i Tyskland sikret. — Gør det! — Herregud, hvor godt det gør at have mor her, som er slig landmandinde, og er så glad med mig. Og alle folk her er så snille mod os.

Din innerlig hengivne, sønligt hengivne
B. B.