Bjørnson, Bjørnstjerne BREV TIL: Hegel, Frederik Vilhelm FRA: Bjørnson, Bjørnstjerne (1876-02-04)

Aulestad, Gausdal1876, 4de fbr.

Kæreste væn,

jeg er bare glad over, at min gæld til dig ikke er større; ti dette er betalt med, hvad jeg har på hånden, — og mer æn det.

Jeg takker for, at du ikke tager rænter af det, du lånte mig på rejsen. Det viser din evig ny vænlighed; men, Pokker skal ta’ hr. Lind, om jeg takker ham for 65 Spd. for en skitse fra Italien. Under 50, fæmti — Spd. arket får intet mænneske en fortælling af mig mere, hverken du eller nogensomhelst forlægger.

Dette er jeg budt, og derved blir det.

Er sagen i nærværende tilfælle derimod den: at skåne dig for en ubehagelighed, væl, så kan den stå som den står; men da skal du også fortælle hr. Lind, at først kunde jeg af andre få 50 — fæmti — Spd. arket, dernæst honorar på svænsk, på tysk, på ængelsk, som jeg altsammen er gåt glip af dermed, at jeg ikke kunde få udgive den, når jeg sælv lystede; men når I lystede.

På sådanne vilkår har jeg allerminst nu råd til at arbejde. Jeg sidder, på grun af pænge-knapheden, i svære forhold. Min private mening om Linds honorar er, at det er lumpent.

5te fbr.

Kæreste væn, jeg kom iforgårs tilbage fra en rejse til Sagatun ved Hamar og var dygtig udaset. Når jeg ser på, hvad jeg har skrevet på første side, kan jeg tænke mig den tid, da safterne er tørrede ud og nærverne trætte, hvor ælskværdig jeg må blive, — omtrænt som en gammel bidsk han-kat.

Fra Tyskland strømmer in med breve om autografier etc. Jeg må der være kommen i vinden. Vedlagte tilbud må du s. 80se på og besvare, så er du snil. Jeg ved ikke, hvad jeg skal foretage med det. Fra Wiener Abendpost har jeg tilbud om mod et uhørt honorar at skrive fra min rejse etc. Wiener Abendpost er tillæg til Wiener Zeitung. Det må være et stærkt kejserligt blad, siden tilbudet er kommet gænnem det øster rigske Konsulat.

Men her er noget annet, som er mig vigtigere, og nu fræm stiller jeg dig noget, som må foreløbig blive en hæmmelighed mællem os og en til. Drama’t, jeg skriver, heder »kongen«. Det fræmstiller en bryst-syg ætling af en udlevet konge-æt, en poetisk driv-hus-natur, som i sin ungdom har gjort en flerårig sjø-rejse for sin hælbreds skyld og på denne fåt tanker og kammerater, som gør ham livs-led, når han kommer på sine fædres trone.

Så kaster han sig i udsvævelser og lar Fanden sørge for regæringen. På sine vilde, poetiske tog stanser han foran en underskøn pige, som lønner hans tilbud med overdådig foragt. Dette vækker ham. Hun er en republikaners eneste barn; hænnes far er landsforvist og værk-bruden, — kongens love og regæring har været hans bane. Men den unge konge vækkes og drages, og i kærligheden til hænne opdager han al løgn, han står i, og sætter sit liv på at vinne hænne og leve sant. Men kongedømmets blodskyld er over ham, kommer også over hænne, som vunnen af hans vidundergørende kærlighed vil dele hans liv og forsonings-gærning. Det ænder tragisk og spottende.

Hvis dette kommer først ud på norsk-dansk, kvæler de det for mig. Det må komme først ud på engelsk og tysk. Jeg har i første land et kænt navn, men ingen forbindelser. I dette tilfælle trænger jeg til én, lord Charles Dilke. Han må, naturligvis alene under forudsætning af, at stykket behager ham og er sand, ægte poesi, skaffe mig god forlægger og godt honorar. Kan Brandes her hjælpe os? Kænner han lorden eller dem, der kan introducere til ham? Ikke for min, men sagens skyld tænkte jeg ham tilbøjelig til at sikre bogen hin engelske anker-grun, før de nordiske storme begynte. Men èt må jeg fræmhæve: for intet nordisk mænneske ønsker jeg sagen omtalt, og til de engelske do. behandlet med samme påbud om hæmmeligholdelse. Jeg skriver con amore og langsomt; derfor ved jeg ikke bestæmt, når jeg blir færdig, så meget mere som jeg samtidig skriver på en fortælling. Men allerede nu må hin del af den forberedes, hvis jeg skal få fuld frihed, s. 81når bogen er færdig; ti da kommer adskillige andre forhold til, som det nu er for tidlig at berøre.

Du må være så artig intil videre at lade de tyske pænger gå din (forøvrigt meget smukt formede) næse forbi. Her er krise, og pænge-tilstannen aldeles ikke til at knibse med.

Her er alt bra, med lidt forkølelse nu og da. Vi har ypperligt føre, ypperlige små lag og megen åndelighed i vort samfun.

Men der er ting, som sansvnligt ret snart kaller mig til Berlin.

Min væn, det glædede mig at se in i dit hus. Din kærlighed er i det, kan jeg skønne, siden du sælv erklærer dig så tilfreds der; ti den, der giver, han får, du står i dit eget hjærte- spejl, når du står i din familie, det er jeg da siker på.

Jeg ønskede, du tog Jansons næste fortælling på målet; du vil have glæde af det forlag, det kan jeg forsikre dig, og du ved, jeg træffer rigtig, når jeg fører en bog hen til dig. Men dette er kanske en vanskelig sag, just fordi det gæller målet.

Lev væl! Hils dine! Hils Greensteen! Gode nye års-barn af alle dine malke-køer over de to lande!

din innerlig hengivne
Bjørnst. Bjørnson.