Hegel, Frederik Vilhelm BREV TIL: Bjørnson, Bjørnstjerne FRA: Hegel, Frederik Vilhelm (1879-07)

Juli 1879.

Kjære Bjørnson!

Dersom jeg var Digter, vilde jeg skrive en Fortælling om en rig Mand, som havde sine Kapitaler staaende i en solid Forretning. Samme Mand gjorde meget godt med sin Formue, opmuntrede, trøstede og hjalp Folk til Højre og Venstre, og var derfor, som man let begriber, en meget afholdt Mand. En Dag faar han imidlertid den besynderlige Idé, at den Hjælp, han yder saa mange, kommer til dem altfor indirekte; det vilde, mener han, være heldigere baade for dem og for ham, om han traadte i en mere direkte Forbindelse med dem; s. 106og efter at denne Idé er opstaaet hos ham, sætter han sig jævnlig ved sit Vindu og kaster Penge i Grams til Folk paa Gaden, det Folk, som kaldes et blandet Publikum. Det forstaar sig, at det blandede Publikum jubler i Kor, men i Forretningen begynder man at klage høit over Principalens besynderlige Fremfærd, og Konkurrenternes travle Flok bærer Rygtet om det synkende Firma fra Dør til Dør. Endnu staar Firmaet imidlertid sikkert nok, men Ingen veed, hvorledes det vil gaa i Fremtiden, og det er for at faa lidt Underretning herom, at jeg sender Dig disse Linjer, thi — »Du er Manden«.

Digteren Bjørnson morer sig for Tiden med at kaste sine Kapitaler ud ad Politikens Vindu, og Folk juble, en Del af Henrykkelse, men en anden Del af Ondskab. Hans oprigtige Venner se med Sorg paa dette Skuespil, og blandt disse hører jeg; men oprigtige Venner lader det ikke blive ved Beklagelser, de arbejde af yderste Evne paa, at det maa blive anderledes, og derfor sender jeg Dig disse Linjer med den indtrængende Bøn: Opgiv Politiken!

Jeg skal ikke indlade mig paa de enkelte Stridsspørgsmaal, som jeg ikke er tilstrækkelig inde i, og som desuden kun vilde føre til en endeløs Diskussion. Om Da i det Enkelte har Ret eller Uret, er her slet ikke det Afgjørende. Nei, Hovedsagen er, at Du er Digter og ikke Politiker. Som Digter har Du ført Dit eget og Dit Lands Navn ud over den hele civiliserede Verden; som Digter har Du Din Mission, men tillige Din Forpligtelse. Hver eneste Gang jeg ser Dig træde frem paa den politiske Arena, tænker jeg paa, hvilke herlige Værker Du kunde have skabt, dersom den Kraft, Du her udfolder, var bleven anvendt i Dit virkelige Kalds Tjeneste, i Stedet for rent ud sagt ødes paa Opgaver, som nu engang ikke ligge for Dig. Du vil hertil ikke svare, at dette ikke vedkommer mig; thi et saadant Svar vilde være uvenligt og Dig ganske uværdigt. Men Du vil sagtens svare, at dette er en Sag, som Du alene forstaar at bedømme; at Ingen, undtagen Du selv, kan vide, hvad der foregaar hos Dig. Det Sidste indrømmer jeg, det Første benegter jeg. Jeg kan i denne Henseende beraabe mig paa de mest indsigtsfulde og Dig personlig vel sindede Politikeres Vidnesbyrd; de ere alle som én klare over, at til at være Politiker er Da en Gang ikke skabt, og beklage oprigtig, at Du netop vil være det. Men jeg behøver ikke at gaa til Andre; jeg kan holde mig til Dig selv og Din Begavelse, som jeg kjender den. Til at være Politiker kræves der s. 107for det første stor Rolighed og Besindighed i Karakteren, jeg kunde fristes til at sige et vist Flegma, som sætter den Paagjældende istand til midt under Folkestemningens Susen og Brusen at holde Blikket ufravigelig rettet paa Kompasnaalen, saa at han hverken bekymrer sig om Mængdens Mishag i det ene Øjeblik, eller om dens Bifald i det næste. Den fødte Politiker, og jeg tilføjer den hæderligste Politiker — thi dersom vi vilde tale ogsaa om de uhæderlige, hører enhver Sammenligning med Dig op — veed, at han bærer Ansvar, ikke blot for sig selv, men for alle dem, som ere ombord i Skuden.

Er nu saadanne Egenskaber de fremherskende hos Dig, kjære Bjørnson? Nej, de ere ikke. Du tager mig ikke ilde op, at jeg siger Dig Sandheden; thi jeg kæmper her for at faa Dig tilbage, og jeg gjentager derfor: Nej, de ere ikke. Du er en varmblodig og varmhjertet Mand, en fint følende Natur og en Digter, i hvem Fantasien skyder i Vejret som knittrende Nordlys. Det er altsammen herlige Gaver for en Digter, farlige Gaver for en Politiker. Derfor se vi ogsaa, hvorledes Du gaar for strygende Sejl midt ind i Brændingen og — kæntrer. Du maa høre Sandheden, kjære Ven; det er den eneste Vej til Udvej. Du er kæntret hver eneste Gang Du har heiset Flag paa Dit politiske Fartøj, og Du vil gjøre det Samme for Fremtiden, fordi de store Gaver, Naturen gav Dig som Digter, netop gjøre Dig umulig som Politiker. Betænk blot, hvilken Digter vi vilde faa, dersom den udprægede Politiker med Dævels Vold og Magt vilde aflægge Muserne et Besøg. Du vilde sikkert være den Første, som brød ud i den vel bekjendte homeriske Latter, som er Din Specialitet.

Men hertil kommer noget andet. Ro og Besindighed gjøre endnu ikke Politikeren. Skal der være Tale om mere end Stemnings- og Døgnpolitik, maa man vie sig til Sagen med sin hele Sjæl og Sind og gjøre et meget omfattende Studium. Se vi ikke enhver fremragende Politiker — og jeg kan kun forestille mig, at Du vil være fremragende — studere Statsret, Folkeret o. s. v. — Har Du gjort et saadant Studium, eller tænker Du paa at gjøre det? Lad mig dennegang svare paa Dine Vegne: Nej, og atter Nej! Det er derfor Synd mod Dig selv, kjære Ven, naar Du sætter dine Evner og Dit gode Navn ind paa en Sag, for hvilken Du mangler den fornødne Forberedelse. Jeg siger Dig Sandheden rent ud, vidende, at Du tager mod den som en Mand. Meget kunde her endnu s. 108være at omtale, men jeg vil ikke trætte Dig med vidt spundne Ræsonnementer. Kun dette vil jeg tilføje: Naar jeg tænker paa Fremtiden, ser jeg to Muligheder; den ene ser saaledes ud: Tiden er gaaet, og Du er blevet en ældre Mand. Dybere og dybere er Du kommet ind i Politiken og har lidt Skuffelse paa Skuffelse. Du veed ikke selv, hvorledes det er gaaet til: mangen Gang ønskede Du at kaste Lænkerne af og frelse Dig ud af Maskepiet ind i hine lyse og herlige Egne, hvor Du oprindelig hørte hjemme, men bestandig vare velvillige Aander ved Haanden og drog Dig halvt med, halvt mod Din Villie tilbage. Endnu som gammel Mand synes Du hver Gang, at det nye politiske Træk maa lykkes, men, som altid, mislykkes det. Du er træt og mismodig, har lært Lumpenheden at kjende, sidder paa Politikens Ruiner og tænker tilbage paa Din lykkelige Ungdomstid og længes, men veed, at Længslen nu kun er en Fantasi, der ikke mere lader sig føre ud i Virkeligheden.

Gid denne Mulighed aldrig maa blive andet end en Fantasi! Det er gaaet Andre før Dig paa denne Maade; kæmp den yderste Kamp for at klare Dig ud af Brændingen. Opgiv Politiken og se paa den anden Mulighed. Den ser saaledes ud:

Du sælger Din Gaard — med Tab maaske, det faar saa være; dette Tab er for intet at regne mod det andet og store. Du forlader for en Tid Hjemmet, og hurtigt, som om Jorden brændte under Fødderne paa Dig. Du tager til Italien, udtrvkkelig til Italien, og lever og aander som Digter. Betænk blot, hvad Da allerede i Løbet af ét, to, tre Aar kan udarbejde af Fortælling, af Drama, af Poesi af enhver Art. Da faar et aandeligt Otium, Frihed for utallige Krænkelser og Sorger og en dyb Ro i Sindet; Dine aandelige Kræfter virke atter i deres rette Baner, Du frembringer herlige Værker og faar alle begavede og ædle Menneskers Sympathi.

Dette er den anden Mulighed, kjære Bjørnson, og jeg kan ikke sige Dig hvor inderlig jeg ønsker, at den maa blive til Virkelighed; thi paa denne Vej ligger Hæderen og Livsglæden aaben for Dig, paa den anden Skuffelsen og Mismodet.

Du staar i Din fulde Kraft og kan na gjøre Valget, men lad mig som Din oprigtige og trofaste Ven sige Dig, at det er paa høje Tid, at Du træffer dette Valg, og maatte det falde ud til, at Du river Dig løs fra den Tryllekreds, Du er omgivet af, vilde det for mig være en af de største Glæder, jeg kunde opleve.

s. 109Tænk nu alvorlig over disse Ord og modtag dem i det samme ærlige Venskabs Aand, i hvilken de ere skrevne.

De hjerteligste Hilsener til Eder Alle fra

din inderligt hengivne
Fr. Hegel.