Bjørnson, Bjørnstjerne BREV TIL: Hegel, Frederik Vilhelm FRA: Bjørnson, Bjørnstjerne (1887-01)

(Januar 1887).

Du min kæreste væn af alle, tak for dine bøker til jul! Siden har jeg intet annet bestilt æn på æmbeds-vægne at læse »Nihilisterne«, og er bare hundre-delen san, så er jeg så aldeles enig i, at Russerne intet bedre har at bestille — foreløbig — æn at skyte og brænne hverandre, og at så længe dette varer, er det ganske likegyldigt, hvæm som er ovenpå, zaren æller nihilismen.

Jeg kom sellers under læsningen til mer æn én gang at opleve mine intryk fra historien af, hvor meget ondt og forstyrrende genierne gør, og hvor megen og lang flid og tålmot det jævne folk må utfolde forat få geniernes skade-værk repareret. Slik grænseløs opløsning, slik skoggerleende fortvilelse, som den bok kaster ud over russisk ungdom! — Jeg læser aldrig mere af ham. Det får engang være nok af dette, som for det meste også er fantasteri; jeg så meget sjældent sunde billeder af sykdom; de hadde alle den febers symptomer, som de tægnede. Jeg gad tilsist vite, om vi ikke kunde hist og her karakterisere kultur-kampene således, at det er de sunne, som prøver at få bugt med de syke. Hvis kampen var klar, d.v.s. hvis de syke stod på den ene side og de sunne på den andre, så var det snart gjort; men de syke tages ofte for friske, og de sitter ofte inne med geniets gaver, med arvede fordele og forskansninger, så det slag blir såre inviklet og fortvilet. Men et er jeg siker på: man vinner intet ved at bekæmpe sykdom med syke bøker og syke planer.

s. 149En annen bok, du har været så god at sende mig, »Mimoser« har ærgret os alle; hvad fanden vil fyren? Jeg læste Hostrups svar til Edv. Brandes i anl. den og ber dig takke ham innerlig, hvor har jeg ikke væntet på en hjærtevinnende protest! Men — »Mimoserne«? Hvad mener fyren? At disse mæn skulde være tilgit af disse kvinner?

Ovenpå den dype uræt, som det danske teater atter har tilføjet mig, insender jeg aldrig mere noget til det. Jeg haddeheller ikke gjort det, hvis du ikke i den sak hadde spillet forsyn (m. h. til »Geografi og Kærlighed«).

Bjørnstjerne Bjørnson med Hustru og Døtre.

Karoline har væl sendt dig vor tak for at du hjalp Ejnar på hans første utflugt. Du gjorde os mere godt æn ord kan gi igæn. Jeg holder ham for den af gutterne, som vil drive det længst; jeg tror, han har en ikke ubetydelig fræmtid. Men afskeden var svær. Glæden over, at han var hjulpet ivej, og sorgen over, at vi ikke skulde se ham igæn på minst fæm år blannede sig så sammenhængsløst, at jeg mangen gang forekom mig selv som følesløs. Men tilsist gik det dog sammen s. 150i en hulk både af afsked og fræmtidshåp derhenne på peronnen i gare du Nord, som til min siste stun blir mig uforglæmmelig. Og det kan jeg forsikre dig, at du den hele tid stod der ved min side, at jeg så dig i øjnene og sa dig: »du er god«. — Tak, min væn, og det for hele mit liv.

Fortæl mig om Pontoppidan: er han blet bonde? Er dette sant? Har han noget at leve af? Og hvorledes er også han kommet op i denne forvirring af den fri kærligheds fantaster? In i denne sykdom? Det har været mig en stor skuffelse; ti han forekom mig at være sun.

Jeg er noget ræd rætningen i Norge, ikke at den skejer ut, men forvirringen, som den skaper; den opløser vor partidannelse og hæfter os bort. Men jeg er sikker på, at det går i lås igæn, og at vi da kommer klarere og sikrere igang æn vi nu kan. Der må arbejdes dvpere i bunden, og det sker væl ikke uten oprør, så vi får være tålmotige. Tusen hilsener fra os alle

din Bj. Bj.