Ibsen, Henrik BREV TIL: Hegel, Frederik Vilhelm FRA: Ibsen, Henrik (1868-12-22)

Dresdenden 22de December 1868.

Kjære Herr. Cancelliraad Hegel!

Saavel efter Pligt og Skyldighed som af indre Tillskyndelse lægger jeg mit nye Arbejde et Øjeblik tiliside for at sende Dem et Par Linjer, der forhaabentlig vil naa Dem Juleaften.

Deres venlige Skrivelse af 2den Novbr. modtog jeg i rette Tid og frembærer herved min forbindtligste Takk for de vedlagte 150 Thaler. Ligeledes takker jeg Dem meget for Brandes’s »Æsth. Studier«, en Bog, der for mig har været en sand Guldgrube, navnlig hvad Afhandlingerne om det Komiske angaar. Brandes er en mærkværdig Mand till at se klart, dybt og sammenhængende, og hvis det var muligt, vilde jeg sige at hans Evne till at klargjøre sig for Læseren, og først og fremst till at blive husket og erindret, er endnu større.

At det er gaaet saa galt med Bogpakken fra Turin till Rom, beklager jeg nu mere end før, da jeg erfarer at De med Deres sædvanlige Godhed havde betænkt mig med en saa overordentlig værdifuld Gave. Hvorledes det er gaaet till,s. 302begriber jeg endnu ikke .... Nu, der er jo foreløbig intet at gøre ved Sagen. De har jo handlet paa bedste Maade og jeg takker Dem hjerteligt for Deres gode Vilje!

Mit Lystspil er nu fremrykket till 4de Akt. Jeg antager det vil komme till at udgjøre 180—200 Sider, hvilket jo er pas- sende. Deres Forslag med Hensyn till Titlen skal blive efter- fulgt; det er fuldkommen rigtigt og jeg var selv halvvejs af samme Mening fra først af. Udtrykket vilde forøvrigt ikke

have forarget nogensomhelst, naar man først havde læst Stykket. Der tales ikke et eneste Ord om Religionssager deri, men det kan man jo ikke paa Forhaand vide, og derfor kunde lett Tillægstitlen vække Anstød; altsaa bort med den! Stykket blir det mest kunstne- risk gjennemarbejdede, jeg nogensinde har skre- vet, og jeg tvivler paa, at man deri skal kunne finde et eneste saadant særligt udpræget norske Udtrykk, som ikke passer paa den kjøbenhavnske Scene. Jeg er Dem usige- lig forbunden for Deres Tillbud om strax at tryk- ke Stykket, som Manu- script; det vil være en

stor Fordel for mig i enhver Henseende. I Februar haaber jeg at kunne sende Dem Renskriften.

Henrik Ibsen.
Da han kom til Dresden 1869.

Hr. Grensteen har jeg havt den Fornøjelse at se hos mig.

Nu har De vel travelt med nye Forlagsskrifter till Julen? Min Svigermoders nye Fortælling kan man jo vente. Det forundrer mig at Dr. Bergsøe ikke har henvendt sig till Dem; hans Bog maa formodentlig ikke være bleven færdig, jeg ved han har været sygelig isommer.

Dagbladet takker jeg Dem paa det hjerteligste for; men beder Dem fra Nytaar standse Forsendelsen. Fra den Tid faar s. 303jeg det norske Morgenblad og haaber gjennem herboende skandinaviske Familjer at faa Avisforbindelse med Danmark. Der er jo en forfærdelig Rejsning mod Ploug; men det kan ikke nægtes at han ofte opptræder paa en tirrende og overmodig Maade, som i Længden ikke kan taales. Molbechs Theaterartikler er mesterligt skrevne, tør jeg bede Dem hilse ham venligst fra mig.

Regningen fra Stensballe beder jeg at maatte henstaa indtill jeg hos Dem faar noget at betale af; jeg har en Gru for at tage formeget Forskud hos min kjære Forlægger, hvem jeg allerede skylder saa meget, der ikke kan værdsættes i Penge. Flors Regning skal blive betalt i Norge, saasnart jeg faar erfaret hvorledes det med samme hænger sammen. Jeg stod i den visse Formening at den forlængst var betalt gjennem en Tredjemand; men det maa rimeligvis være en Fejltagelse.

Og hermed vil jeg af Hjertet ønske Dem og Deres Søn en glædelig Jul og et godt Nytaar! Takk for al Deres Venlighed i det forløbne Aar; jeg vil haabe vore fælles literære Foretagender i det kommende vil være till Gavn og Glæde for os begge. Min Kone og Svigerinde beder om ogsaa at maatte frembære de bedste Ønsker og Hilsener gjennem

Deres hengivne og forbundne
Henrik Ibsen.

I et Brev af 2/11 1868 angaaende »De Unges Forbund« havde Hegel udtalt følgende om den paatænkte Tillægstitel;

At det gaar rask fremad med Deres nye Arbejde og at De selv er tilfreds dermed, er jo meget glædeligt. Det vilde jeg dog paa det Indstændigste tilraade, at De kun benytter den første Del af Titelen, saa denne bliver alene »De Unges Forbund«, at De hverken paa Titelen eller i Texten anvender »Vorherre & Co.«; thi det vilde vække Anstød, ikke alene her men mere i Norge og mest i Sverig, hvor Stykket maaske ogsaa kunde ventes antaget. Jeg beder Dem ret meget om at tage Hensyn til det Raad, jeg her er saa fri at give Dem. . . .