Kielland, Aleksandar Lange BREV TIL: Hegel, Frederik Vilhelm FRA: Kielland, Aleksandar Lange (1886-04-01)

Hillevaag pr. Stavanger
d. 1ste April 86.

Kjære Hr. Justitsraad!

Nu er der gaaet en lang Tid, siden jeg lod høre fra mig — en Tid, som forresten har været bedre for mig end man s. 469skulde tro; jeg har nemlig arbeidet med den gamle Fart og skrevet denne Komedie (Manuskriptet afgaar samtidigt) paa mindre end 3 Maaneder. Men dermed er jo ikke Sorgen slukt; jeg har saa liden Forstand paa dramatiske Ting, at jeg intet ved om mit Stykkes Værd, og jeg beder Dem derfor jo før jo heller søge at faa det vigtigste Spørgsmaal afgjort: antages det af det kongelige Theater? For indeværende Saison er det naturligvis for sent; men kunde man ikke faa Antagelsesspørgsmaalet afgjort strax? — De ved, vi talte om Anonymitet; jeg vil ogsaa fremdeles gjerne bevare den, indtil efter en Forestilling; og bliver det ikke antaget, er det neppe noget at trykke.

Vi lever alle godt, og Else har gjennemgaaet Skarlagensfeberen normalt og mildt; hun er ude igjen og ganske frisk. Imidlertid har al Økonomi, som jeg kjender, forslettet sig i øgende Grad, og min ogsaa. Jeg har været saa heldig ved god Hjælp at klare mig disse Maaneder, mens jeg har skrevet; men nu er jeg ogsaa færdig og opgiver Haabet om at fortsætte Livet som en ubekymret og velhavende Mand. Vi har — Beate og jeg — lagt vor Plan, men ikke betroet den til nogen her; og jeg beder Dem bevare vore Hensigter hemmelige nogen Tid. Det pinligste ved saadant er næsten Deltagelsen paa Forhaand og de gode Raad; og vi lever her i en stor Kreds — en meget kjær og kj ærlig Kreds; men vi vilde grue for at se os satte under Debat paa Forhaand og derfor tier vi.

Min Mening er strax over Paaske at flytte ud paa Jæderen til en liden Bondegaard, hvor jeg er godt kjendt, — medtagende en Pige og det nødvendigste. Saa vil jeg sætte alt, hvad jeg har, til Auktion, — undtagen enkelte arvede Sager og Malerierne, dem kan ingen kjøbe her, og naar jeg saa faar ordnet mine Sager, vil vi udvandre — jeg ved ikke hvorhen. Min Gjæld til Dem ligger tungt paa mig, — det er allerede galt nok at de ligger aarevis uden Renter alle disse Penge; men jeg har jo altid det Haab, at Aanden igjen maa komme over mig. Nu faar vi se paa Komedien!

Det bliver meget haardt for os, som har vænnet os til et komfortabelt Hjem, og jeg gruer for Skilsmissen fra de mange kjære Gjenstande, som har fulgt os fra vi satte Bo; men det værste er dog igrunden over, efterat man har fattet Beslutningen; — kanske burde jeg gjort det før. —

For nu ikke at slippe mit gode Arbeidshumør, vil jeg strax imorgen tage fat paa en Fortælling, som jeg har saa nogen-s. 470lunde i Hovedet. — Det sidste, vi hørte fra Dem og Deres, var Fru Julies nye Barn, jeg haaber, de har det alle godt hos Dem, hils hjerteligt Fru Julie og Jacob.

Vi har nok tænkt ofte paa Dem og Deres og talt mange Gange om Klareboderne; men jeg har ikke havt Mandemod til at skrive, før jeg havde noget Manuskript at sende Dem. Og dog — det er ikke som før, naar jeg sendte Manuskript; jeg har slet ikke den sikre Fornemmelse, som naar jeg har skrevet en Roman, — lad mig snast faa høre en Dom; selv tror jeg, Stykket kan være morsomt med fint Spil, — men det er jo ikke saaledes Blod af mit Blod som mine andre Arbeider, — det føler jeg selv. Modtag altsaa min hjertelige Hilsen og undskyld denne lange Pause.

Deres hengivne
Alexander L. Kielland.