Lie, Jonas BREV TIL: Hegel, Frederik Vilhelm FRA: Lie, Jonas (1879-12-12)

Dresdenden 12 Decbr. 79.

Kjære Hr. Kancelliraad!

Mage til akurat Mand! — nu fik jeg netop Deres Brev med de 400 Kroner i, og jeg fik en Trang til at svare strax. Noget af det, Asbjørnsen kunde gjort opmærksom paa, er, at Camilla Colletts banebrydende Bog »Amtmandens Døttre« blev liggende over — paa norsk Forlag, i tyve (?) Aar. Dette magtede ikke at skaffe Bogen sin Tilværelse eller s. 531Anerkjendelse i de videre intelligente Kredse i Norden, som udfordredes for at bære et saadant Aandsværk; de dannede Kredse i Norge vare nok gode nok (meget bedre end man ofte har havt Anelse om i Danmark) men for smaa og af for liden literær Produktionsevne til at kunne optage den ved denne Bog indledede betydelige, dengang i Norden bane brydende, Diskussion om Kvindens Stilling. Var den Bog kommet ud i Danmark istedetfor i det dengang lidet lite rært vægtige Kristiania, saa havde vi nu i den saa stort emnede — altid store — Skikkelse Camilla Collett nu sand synlig havt en stor nordisk Romanforfatterinde istedetfor en glimrende Aand, der er flygtet bag en kritisk og bitter Pen. Der bor, tror jeg, Sorg, stor Sorg bag den Pen! —, og endel af Norges Ære er nok der gaaet fløjten paa — norsk Forlag. Gid Brandes kunde skrive om det som han analyserede Beaconsfield! — han er stor som Æsthetiker, det religiøse har han intet Begreb om.

En af vore nationale Bøger, der er kommet ud i mange Oplag — maaske 4, hvoraf nok ogsaa illustrerede — er Østgaard »en Fjeldbygd«, en af de staaende national klas siske Fortællinger. For den fik (jeg har det fra Fru Østgaards Datter) Foged Østgaard af Dhr. Feilberg & Land mark akurat saa meget, at han kunde kjøbe en liden Trille for det (ɔ: en liden Vogn til 50—70 Spdl.) Bogen lever og udgives i Oplag; men Enken — sidder uden Ejendomsretten til Bogen; — det var norsk Forlag! Hand lerne med Synnøve Solbakken i Xnia og Arne i Bergen — det var norsk Forlag! — Dette er nu blot, hvad jeg, som aldrig ved noget i den Retning, ved — og hvad ved saa ikke de Indviede! Sagen er, at Forholdene hjemme har været smaa, Forlæggerne derfor ogsaa smaalige, — én, som var mere storslaaet, Tønsberg, gik fallit paa det. Men nu, For fatterne ved at gaa til Danmark har vundet Plads i den nor diske Bevidsthed og Læsekreds, — nu vil Dhr. Forlæggere i Norge krybe op paa Ryggen paa dem og være store istedet for smukt at finde sig i at arbejde sig op ved egen Kraft. En snever og skrydende Kritik hjemme har tjent til at for øge Blindheden for, at vi kun udgjør ⅓ af Norden og maa have Norden ligesaa vist som de Danske og Svenske maa have os — og vil faa os. Jeg kjender de Sager! Misforholdet mellem Kritik og Publikum; jeg tror, jeg kan sige, at jeg har havt det sidste for mig og har det, ialfald strax jeg vil s. 532gaa ind i, hvad det vil have, og naar jeg saa paa det sidste har foretrukket en Stund at gaa frem efter mit eget Hoved — saa har det sandelig ikke været vor norske Kritik, som skulde hjælpe til at lyse mig videre. Men dette ender tilsidst paa Boghandlernes Ryg. — Boghandelen, det ser jeg i Tydskland, dør af Reklame og lever kun paa, at Folket har Tillid til Kritiken, saa det tør læse og kjøbe efter den. — Men hvor for siger jeg ikke dette og mere selv i Aviserne? kunde De sige. Fordi jeg har saa tusinde Ting at sige og, gav jeg mig først ind i Polemiken, saa blev jeg i Polemiken, boede der og var der med al min Person for Aar — — — og kunde skyde en hvid Pind efter Digteren. At holde mig udenfor har saa at sige været mit Livs Kamp i 10 Aar nu, til Gjengæld haaber jeg jo nu mere end nogensinde paa, at jeg skal kunne faa sagt det Alt i Kunstens Form. Men kan Asbjørnsen eller nogen anden bruge Tankerne og Oplysningerne, saa er de til Tjeneste.

34*

Indlagt et Par Kritiker fra Norge over »Adam Schrader«, som sendtes mig igaar; de er jo meget gunstige; men jeg er ikke blind for, at jeg har literære Koterier imod mig, — dog, det blir nu kun et Tidsspørgsmaal.

Med hjertelig Hilsen

Deres hengivne Ven
Jonas Lie.