Søndag.
Jeg kom igaar ikke længere. Efter de sidste Dages rentud frygtelige Anstrengelser eller rettere sagt, Anspændelse, var jeg for urimeligt træt. Og naar jeg ikke kan andet end skrive nogle Bogstaver, er det jo ikke nogen synderlig Fornøjelse for Dem at tyde Kragetæerne. Jeg tør vel sige, at der i al den lange Tid, mens jeg ikke
s. 11
Betty Nansen som Amalie Skram’s „Agnete“, rollen Bang fremfor nogen beundrede hende i.
s. 12skrev, ikke er gaaet nogen Nat, hvor jeg ikke har tænkt paa Dem.
Nok dage. Ti jeg havde jo adskilligt at tænke paa og optraadte til Tider hver Aften. Men om Natten har man saa god Tid og jeg kunde, midt om Natten, gribes af en frygtelig Angst efter at få at vide, hvordan De havde det …
Men jeg fik aldrig noget at vide. Ti naar Dagen var kommen, havde jeg ikke Energi nok til at spørge … Og hvordan er det nu og hvor længe skal De blive paa den Klinik? Jeg troer, Kliniker er en Ødelæggelse. De vænner os til at føle os syge … Vi nærmer os nu den franske Kyst og kan allerede se Boulogne sur mer. Men Brevet sender jeg ikke afsted fra Boulogne.
En Oceandamper er ikke noget overraskende. Det er et Hotel, som svømmer. Et Hotel og – et Logishus. For fra de høje Broer kan man se derned, hvor Dækspassagererne er. Det er dem, jeg vil lære at kende. Og imorgen, naar jeg har vænnet mig til Skibet, vil jeg gaa derned for første Gang …
Heroppe er alt som et Hotel, men større. Spisesalen er meget skøn og Selskabet meget kedsommeligt. De tyske Damer har hele Dagen mægtige Brillantringe paa Fingrene, og Englænderne spiser for sig selv, ved et Bord, fyldt med Blomster. Englænderne er meget høflige, meget ranke og i Kjole. Saasnart Diner’en er forbi, gaaer de hjem i deres Kahytter. De andre Nationer sidder rundt om i Salene, som er fulde af Lakstøvler, Vifter, Kedsommelighed og Silkesokker … Men nede paa tredie Dæk er der helt mørkt og helt stille. For de maa ikke være ude s. 13paa Dæk om Natten … Her er 100 Kellnere … Farvel saalænge, nu er vi i Boulogne …
Vi kom slet ikke ind i Boulogne – hvor jeg forresten har været før – men laa kun udenfor Molerne og tudede, saa det var det rene Helvede at høre paa …
Er det ikke mærkeligt, at Bonaparte og Buonarotti er to Benævnelser for samme Ting? At Jordens to største Mennesker egenlig hedder det Samme? Napoleon siger det (at det er to Ord for én Ting) i en Samtale paa Skt. Helena og jeg læste det imorges. Jeg har kun taget faa Bøger med mig – men, som jeg plejer, Goethes Samtaler og Bonapartes. Jeg bliver aldrig træt af at være sammen med de to Mennesker. De havde begge gættet alting og syntes at vide og have levet alting …
Jeg læser dem altid paany med den urimeligste Forundring. (Ogsaa alt om Leonardo. Volynski har skrevet en Bog om ham, den skulde De læse. Den er oversat paa tysk.) … Ved Frokostbordet hørte jeg følgende Samtale mellem to Naboer: „De gaaer ogsaa med paa Verdensrejsen?“ „Nej, jeg gaaer til Sydamerika“ – Aa, De er Deltager i Buenos Aires-Rio Rejsen? – Nej, jeg gaaer til Peru. Jeg skal overtage Kaviarimporten til Lima.“ Alle her ombord – af Passagererne er Dilettanter i Kunsten at rejse. Der findes kun én Undtagelse. Han er Englænder men ser ud som Nordmand i Ansigtet. Straks han kom ombord, købte han en Stol og tog Plads. Han havde i Cuxhafen faaet en Post for flere Uger og alle Monogrammer og alle Vaaben og alle Papirkulører svømmede i to–tre Timer ud over hans Plaid. Han gennemlæste Korrespondancen efter Dato uden saa meget som s. 14at løfte Øjnene. Derefter spadserede han en Time og derefter tog han Bad … Han har Kahyt ved Siden af mig. Han spiser, sammen med en Slags Sekretær, i hvid Vest og Kjole og er den eneste, som ikke har Ring paa Lillefingeren. Jeg har ikke set ham aabne sin Mund, hvori han ligner mig, da jeg overhovedet ikke bevæger Tungen, undtagen naar jeg børster Tænder. Jeg har talt altfor meget i de sidste Maaneder … Inat en Gang, tror jeg, er vi i Southampton og saa er Europa forbi …