Torsdag. 11. 1. 1912
Nu har jeg pakket det andet i en Konvolut. Og så kan jeg jo begynde paa Konvolut II. Jeg er idag træt, da jeg har arbejdet paa min første Føljeton. Den bliver vist rædsom – Angsten ved at skulle læses saa vide om, gør mig ganske lam. Men hvad jeg gerne vilde skildre, var dette Samfund: Skibet – som det var den Dag, Stormen nærmede sig og kom … Naa, Stormen var meget alvorlig. Af Dødsangst gik „Madame“ i Seng og fik ingen Ridetimer den Dag. Ellers rider hun hver Dag i Turnhallen to Timer paa en kunstig Hest … Nu er Vejret [bedret] og det er Solskin … Men to Dage er vi forsinkede og maaske faar jeg nu ikke Niagara at se. Men kun Kalifornien, hvor det nu er Forsommer. Til Japan kommer vi til det japanske Foraar …
Jeg kan ikke skrive mere idag. For mit Hoved er tomt. Ved Lunchen idag begyndte en ung Østriger at tale om Bismarck, hvem han sammenlignede med Bonaparte. Det er dog ridikult. Man kan ikke sammenligne en Eg, som staaer tusind Aar og befrugter Jorden med sin Frugt og gøder den med sit Løv, med Mont Blanc, der er evigt som Jorden …