Bang, Herman Joachim BREV TIL: Nansen, Betty Anna Maria FRA: Bang, Herman Joachim

Omkring Herman Bangs sidste brev til Betty Nansen
Af Svend Kragh-Jacobsen

Et lykkeligt træf lod Per Busck-Nielsen redde Herman Bangs sidste brev til Betty Nansen fra 1973-sommerens Sankt Hansbål. Omtrent samtidig bragte et andet lykkeligt tilfælde Benno Berneis’ maleri af Herman Bang i mit eje. Det har fået mig til at sige ja til at skrive nogle kommenterende sider til brevet, da jeg blev bedt om det. Andre kunne gøre det ud fra langt rigere viden – blandt andet dem, jeg har hentet stof hos og lært af. Først og fremmest Harry Jacobsen og Robert Neiiendam. Den førstes stifinder- og fortolkergerning har bragt os megen skjult viden frem om den store digter og det usædvanlige menneske. Den anden fik med autentiske dokumenter dementeret Christian Houmarks myte omkring Bangs død og aflivet formodninger om, at han havde været offer for en forbrydelse.

Jeg sagde ja – også fordi Herman Bang livet igennem har haft betydning for mig som digter og fortolker af teatrets kunst. Han er – ved siden af H. C. Andersen, som vi vel alle har kendt fra vi sad på moders skød – den klassiker, jeg først stiftede bekendtskab med. Jeg husker ikke selv det første og eneste møde med ham, men min mor fortalte tit derom. Vi boede fra foråret 1910 i Prinsesse Maries Allé nummer 7 på Frederiksberg. Herman Bangs søster, Nini Holst, boede ovenover os. En s. 28dag mødte mor digteren i gadedøren, hvor han tog hendes ældste ved hånden – selv slæbte hun på den nyfødte nummer to – og hjalp os op til andensalen, inden han absenterede sig og steg videre op til tredie, hvor „tante Nini“ boede. Hun blev nemlig med årene en af de „tanter“, man elsker og siger fornavn til som barn, selvom de ikke er af familien, men bare en voksen, man har godt forhold til. Tante Nini var en spændende dame – mager og i mine øjne høj som en garderofficer, omend ikke så smuk som sin nevø Fritz Gøtsche. Statelig og strunk af ydre ganske modsat sin adoptivdatter Bertha Holst, der var lille, rund og i stadigt trav – også når hun skrev. Sætningerne blev droppet ved skrivebordet og så tog hun atter en tur over gulvet. Nok var „tante Nini“ en digters søster, men Bertha Holst skrev selv bøger – for piger, hvad der dog ikke forhindrede mig i at sluge dem, også for at se, om jeg og mine brødre var kommet med i dem. Det blev dog den store digters værker, jeg først stiftede bekendtskab med. Nini Holst så dårligt, mens jeg – som var et vakst barn – tidligt lærte at læse. Allerede da jeg var passeret de seks, kunne bogstaver blive til ord, og ord til sætninger, som jeg ganske vist ikke forstod allesammen, men dog afleverede sammenhængende. Med en snor fra sin altan mod gården på tredie sal sænkede Nini Holst tit en kurv med godter til „de små drenge underneden“ – jeg havde med årene fået to brødre – og i kurven lå tillige en seddel, om „Svend ville komme op og læse højt.“ Det ville jeg gerne, og snart var det ikke blot dagens avis, men også broder Hermans bøger, som blev taget frem. Før jeg var s. 29syv havde jeg foredraget adskillige af dem for hende. Hun kunne dem vist udenad, men blev aldrig træt af at høre „Tine“ og „Ludvigsbakke“. Endikke af et barns mund; jeg forstod nok ikke meget af, hvad jeg læste for hende. Det gik galant alligevel. Med årene gik det dybere, og jeg kom til at elske Herman Bangs bøger, hvoraf adskillige med dedikation fra „broderen“ nu står i mine reoler, givet mig af Nini Holst. Meget sigende en af de tidligste – i „Realisme og Realister“, hvor han 21. 4. 80 skrev „Nini fra Herman“ og med sine spinkle flotte bogstaver tilføjede „Aucun n’est prophète chez soi?“

Betty Nansen var „hans egen ven“ og forblev det til det sidste, kunne der end være brydninger fra tid til anden. Sin sidste bog, der udkom efteråret 1910, „Masker og Mennesker“, dedicerede han hende, og hun er den eneste danske kunstner, han vier et kapitel i dette værk, så rigt på hans erfaringer med skuespillere og fra teatrets verden. Deres bekendtskab strakte sig over en snes år, idet han fulgte hende fra debut’en 1893 til hun med Agnete og Gertrud var blevet det ny århundredes store kunstnerinde i sin generation. Som den purunge Betty Müller vakte hun furore 27. august 1893 på Casino i Sardous’ „Dora“, før Gustav Esmann sluttede som teatrets direktør. I debutsæsonen nåede hun at spille endnu et par primadonnaroller, bl. a. Kitty i Herman Sudermanns „Sodomas undergang“ og Magda i hans „Hjemmet“, mens hun viste sit lune som Overskous opvartningspige i „Capriciosa“, inden teatret krakkede, og hun selv syg drog sydpå for at genvinde helbredet i et varmere s. 30klima. Da hun vendte tilbage, var Richard Schrøder blevet direktør og et mere folkeligt repertoire indførtes, men man lod dog i sæsonen 1895–96 den unge primadonna brillere i to paraderoller til, som tidligere havde gjort sig på Casino. Hun var Sardous’ Cyprienne i „Lad os skilles“, og Kameliadamen – der ikke lykkedes for den smukke Julie Secher 1891 – klarede nu den unge Betty Müller under Bangs instruktion, da hun overtog rollen og på Leopolds Hotel i Hovedvagtsgade fik sine første lektioner af Bang, der spillede rollen for hende, så freden „totalt spoleredes i det fredelige hotel“, for at bruge Harry Jacobsens ord. Bang lærte hende at græde – eller rettere livet lærte hende det, og han og hun brugte gråden i stykket: „Ti denne sælsomme Marguerite græd uden at standse. Hun græd af Sorg og hun græd af Glæde.“ De første af fru Nansens berømte tårer flød her, allerede mens hun endnu var Betty Müller. Dog i marts 1896 blev hun Peter Nansens hustru, hvorved forbindelsen med Bang blev dobbelt. Som hans ypperste elev – indtil Anna Larssen kom under hans påvirkning, første gang i „Frie fugle“ på Folketeatret efteråret 1897 – og som hans ungdomsvens hustru. Venskabet med Betty Nansen varede, som dette brev viser det, til hans død, omend med stormfulde passager, når disse to temperamenter kolliderede under indstuderingen af ny roller. Samlingen af Bangs breve til fru Nansen – som forhåbentlig er endt på Det kongelige Bibliotek – viser det og fortjener engang en fuldstændig udgivelse, men da det her blot er noter til det sidste brev i rækken, må en nøjere fordybelse i, hvad de røber om disse to store tea s. 31terpersonligheder og kunstnere, vente og vige for kommentarer til enkeltheder i brevet.

I det store og hele taler det for sig selv, skrevet med Bangs mest malende pen. Improviseret ned på papiret, hvor løst og fast kommer med, i modsætning til de artikler, han omtaler, og som måtte nøje og slidsomt gennemarbejdes. Det blev først og fremmest til to større føljetoner „Atlanterhavsbaaden“, der tryktes i dagbladet Kjøbenhavn den 16 og 17 februar 1912, godt fjorten dage efter at Bang var død på Thomas D. Dee Memorial Hospital i Ogden den 29 januar kl. 5 morgen. Desuden fulgte et par mindre – også i brevet omtalte – artikler til teaterbladet „Masken“ om „moskau’erne“, hvor man særlig fængsles af hans indtryk af Stanislavski. Trods sin store beundring for Kunstnerteatrets naturalistiske iscenesættelser – han hæfter sig især ved fremførelsen af Turgenjevs „En måned på landet“ og omtaler det som „Nathalia“ – er han dog kritisk overfor den „ubevægelighed“, han synes tynger forestillingen og skuespillerne.

Brevet hentyder tillige til begivenheden før afskeden med Europa. Københavns publikum havde han allerede sagt farvel til, da han den 22 september 1911 medvirkede i en velgørenhedsforestilling i Casinos lille sal og blev hyldet af det fulde hus som oplæser. Teatret var ikke blot hans ulykkelige kærlighed, men „mit Liv. Det er Nerven i min Kunst“, betroede han sit sidste efterår den unge Robert Neiiendam. Som skuespiller høstede Herman Bang sine smerteligste erfaringer. Som oplæser sine største triumfer ansigt til ansigt med et publikum, der hurtigt overså hans excesser på tribunen, fordi hans s. 32geniale fremstillerevner bragte alle ydre falbelader i forglemmelse. Men han ikke blot iscenesatte sit eget liv, sin egen optræden. Han blev også den inspirerende, næsten hypnotiske instruktør for andre. Sine uforglemme- ligste triumfer oplevede han på det felt hos Lugné-Poë på Théâtre de L’Oeuvre i Paris 1893, hvor han vandt ry som den store specialist i det ny nordiske drama og nok selv mente at opleve kulminationen med sin instruktion af Réjane som Nora i „Et dukkehjem“ 1894. Herhjemme var succes’en som instruktør mindre bestandig, omend han hjemførte store sejre på både Casino og Folketeatret, og i sine sidste år engageredes til Det Ny Teater, mens Det kongelige Teaters Johannes Nielsen afviste sin gamle lærer, da han bad om at få chancen som iscenesætter på Kongens Nytorv.

Fra København begav Herman Bang sig så ud på sin sidste lange rejse. Først oplæsnings- og foredragsturné gennem Norge, Sverige og Finland – for at skaffe penge – derpå videre ind i Rusland, hvor vi kan følge ham fra St. Petersborg til Moskva i korrespondancer til danske aviser. Videre gik rejsen via Warszawa direkte til Berlin, hvor han mødte gamle venner, som han omtaler i brevet. Her traf han de sidste forberedelser til den verdensrejse, han gennem år havde drømt om til Amerika for at nå hjem over Japan, Kina, Indien og Ægypten, hvad han håbede ville få inspirationskilder til at strømme, han de senere år følte som indtørret. Men foran rejsen var han tillige overvældet af angst for, hvordan den ville forløbe, om hans penge ville slå til, og hans helbred kunne holde. Han modtoges i Berlin af sin ven russeren s. 33Ossip Melnik, som han kendte fra 1903. Ossip var nu tysk pressemand og Bangs rådgiver i økonomiske forhold, der havde foretaget en række arrangementer til rejsen. Melnik fulgte ham – sammen med en ung skuespiller fra Hamburg – det sidste stykke vej på europæisk grund til afsejlingsstedet Cuxhafen.

I Berlin opsøgte Bang tillige sin læge Dr. Max Wasbuti, som ti år senere udgav „Gedanken zum Sexualitätsproblem“, skrevet af Herman Bang i samarbejde med den tyske læge. Dr. Wasbuti gav ham medikamenter med, som skulle styrke ham på rejsen. Også skuespillervenner traf han i Berlin, bl. a. Gertrud Eysoldt, som, siden hun 1902 var blevet knyttet til Max Reinhardts scener, hurtigt havde erobret positionen som en af sin tids største kunstnerinder i tysk teater med Deutsches Theater som hovedscenen, hun – med få afbrydelser – tilhørte til sin død 1955, omend den sidste periode mere af navn og titel som „Ehrenmitglied“ end af gavn. I sin storhedstid prægede hun dog repertoiret ikke mindst i de store erotiske karakterroller, selvom Bang antydede, at hun udenfor scenen var en kold karakter. Hun havde dog en årrække været gift med skuespilleren og den senere så betydningsfulde teaterhistoriker Max Martensteig, men levede nu sammen med maleren Benno Berneis. Hun var 41 og han var – trods Bangs betagelse af hans pure ungdom – dog 27, da de mødtes, og han udførte sit portræt af Bang. Han var en meget lovende ung maler, elev af to af tidens berømteste tyske kunstnere, Max Slevogt og Lovis Corinth, og har bl. a. efterladt en række skuespillerportrætter. Han faldt 1916 s. 34som soldat i første verdenskrig, men billeder af Alexander Moissi, Max Pallenberg og Josef Schildkraut vidner sammen med det ekspressionistiske Bang-portræt om hans betydelige talent. Bang finder selv, at han ser ung ud på billedet, hvad han nok ikke har haft noget imod. Just udtryksfuldheden i Bangs attitude med den henslængte kjoleklædte skikkelse, venstre hånd i hvid glacéhandske i siden og den knyttede ubehandskede højrehånd løftet siger mere om Bangs fascinerende fremfærd end mange beskrivelser. Lykkeligt at det blev til. Få måneder efter ville det have været for sent. Maleriet kom til København – sikkert via Peter Nansen – og hang til Betty Nansens død i hendes stue på Asgårdsvej, senere hos Henrik Bentzon på Slotsvej.

En af de første dage i januar gik Herman Bang så ombord i det kombinerede luxus- og udvandrerskib „Moltke“, som han ønskede at studere – med henblik på brug af milieuet i senere produktion. I Erwin Magnus’ tyske oversættelse af de to føljetoner til Kjøbenhavn – 1919 udsendt i 1200 eksemplarer i Bonn med Nansens mindeord og Sophus Michaëlis’ mindedigt – kaldes skibet „Der grosse Kahn“. Brevet til Betty Nansen og føljetonerne bringer en række parallelle“ optrin og karakteristiske Bang-figurer og situationer. Brevet er skrevet fra dag til dag i de tretten døgn, rejsen til New York tog – via Boulogne, hvor man, som det ses, ikke lagde ind, og Southampton. Udover de let skitserede episoder om tjenerskab og medrejsende – der berettiger hans egen betegnelse „et kapitel af en roman“ – falder mangt og meget ham i pennen, som i en samtale om løst og fast. s. 35Netop det causerende er udpræget i brevet, hvor han mindes gamle begivenheder som en brand i Assens, hvor han havde været i livsfare, og fælles bekendte. To store B’er i verdenskulturen fremhæver han (Napoleon) Bonaparte og (Michelangelo) Buonarotti, og undrer sig over, at de egentlig hedder det samme, disse to „Jordens største Mennesker“; så må Bismarck nøjes med en mindre plads. Mon B’et rent tilfældigt er faldet ham ind? En passant nævnes både bøger og malere, ligesom gemytlig sladder kommer med. Her møder vi gamle bekendte fra hans norske veninde, den berømte pianistinde Erika Nissen, til store russiske kolleger som Turgenjev og Tolstoy – i forbindelse med en sladderanekdote om Eleonora Duse, som han livet igennem beundrede. Han leverer også Betty Nansen en kompliment, da han sammenligner hendes håndskrift med prinsesse Maries. Prins Valdemars få år tidligere døde franskfødte hustru havde været blandt Bangs beundrere i København, hvor han ofte bistod hende ved de velgørenhedsarrangementer, hun var mester i at stable på benene i fattigforsorgens tjeneste. Der er også plads til et lille hånligt hib til „Kunstnere“ som skuespillerinden Oda Nielsen – gift med hans ungdomsven og elev Martinius Nielsen – og visesangeren og oplæseren Johannes Herskind, der begge før Bang havde besøgt U.S.A., inviteret til at optræde i forskellige danske foreninger i staterne, hvor man nu intet kunne arrangere for Bang. Det skete dog alligevel, idet han i New York modtoges af Emil Opffer. Ved en fest til Bangs ære den 23. januar læste han op for sidste gang og hyldedes af den fyldte sal, hvor skandinaver var s. 36strømmet til for at møde den danske digter. En optræden var berammet til den 5 februar i San Francisco, men Herman Bang nåede ikke så langt. Han kom svag og udmattet til Chicago den 26 januar. Tog samme aften videre på sin sidste rejse, hvor døden mødte ham knap tre døgn senere. Men til det sidste holdt han kontakt med venner. Breve og kort fra ham nåede efter døden til Danmark som bevis for, at hans tanker stadig var hos vennerne. Brevet til Betty Nansen er ikke det sidste fra Herman Bangs hånd, men dog et af de sidste – og det bærer i sin tone vidne om både hans talent for at sætte i scene, iagttage mennesker og den kærlighed, han livet igennem ødselt lod strømme mod dem, han holdt af. Her sin „egen ven“. Og ordet ven betød noget for Herman Bang.