Bluhme, Christian Albrecht BREV TIL: Moltke-Hvitfeldt, Gebhard Léon FRA: Bluhme, Christian Albrecht (1865-08-31)

¹⁾Som Nr. 17 a, b, c er i Tillæg aftrykt Dep. fra C. Falbe i Wien til Bluhme af 10/8 og 23/8 1865 samt Telegr. fra Bluhme til Falbe af 22/8 1865. Udenrigsminister Bluhme til Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i
Paris
.
Kjøbenhavn, 31. August 1865.

Herr Greve.

Jeg takker Dem for Deres interessante Depesche Nr. 36, som bragte mig de første Efterretninger om det vigtige Resultat, hvortil Forhandlingerne i Gastein have ført, og den nu offentliggjorte Convention viser, hvor nøiagtig Deres Kundskab var. ²⁾Ved Konventionen i Gastein 14. Aug. 1865 overtog Preussen Bestyrelsen af Slesvig og Havnen i Kiel, Østrig Bestyrelsen af Holsten.

For Andre kan det være et interessant Skue at see, hvorledes den hele Bygning, som Slesvig-Holsteinisme havdes. 34opført af Løgn og Fordreielser, Stykke for Stykke nedbrydes, og hvorledes Historiens Logik bruger netop dem, der havde laant disse Sætninger deres mægtige Understøttelse, til nu i Handlingen at omstøde dem. Men for os, der have en practisk Interesse i Begivenhedernes Gang, er dette kun en ringe Tilfredsstillelse, thi i Realiteten har denne Convention formindsket de Udsigter, som vi kunde have til at gjenvinde i alt Fald en Deel af det Tabte. Ganske vist foreligger der endnu intet endeligt Resultat, og jeg tvivler ikke paa, at jo denne Overeenskomst vil give Anledning til nye Gonflicter mellem de tydske Stormagter, og at Sagen endnu vil have forskjellige Phaser at gjennemløbe, men den er allerede nu kommen langt frem paa en Vei, som den efter menneskelig Sandsynlighed fremdeles vil følge, og som stedse mere fjerner sig fra det, som vi kunne ønske.

3

Saalænge Alt var forvirret og Ingen kunde forudsee, i hvad Retning Udviklingen vilde gaae, havde den kongelige Regering utvivlsomt kun een Politik at følge, nemlig at bevare den afventende og passive Holdning, som vi strax efter Freden indtog. Men nu da Preussens Seier viser os, paa hvilke Magter Afgjørelsen vil beroe, og vi idetmindste tilnærmelsesviis kunne forudsee, hvilke Grundsætninger disse ville følge, opstaaer det Spørgsmaal, om vi nu ikke maae opgive vor reserverede Holdning, medmindre vi for lang Tid og maaskee for stedse ville renoncere paa enhver For- haabning om en Modification af Fredslutningens Resultater.

Jeg har aldrig troet paa Muligheden af, at de tabte Landsdele under en ny Form kunde tilbagevindes i deres Totalitet, thi jeg fordølger mig ikke, at det ikke er i dette Spørgsmaal alene, men at det er hele Tidsalderens politiske Princip, at den historiske Ret og alle andre berettigede Hensyn maae vige for Nationalitetsprincipet. Men selv efter dette Synspunkt er der ved Wienerfreden tilføiet Danmark en stor Uret, og jeg har derfor kunnet vente, at, ligesom dette Princip paa den ene Side ikke havde hvilet, før det havdes. 35sønderbrudt Monarkiets Integritet, saaledes vilde det paa den anden Side heller ikke nu være tilfredsstillet, før det havde hævdet det danske Folks Integritet.

Hvis jeg nu kunde overbevise mig om, at under de nærværende Forhold nogen Bestræbelse fra den kongelige Regerings Side kunde væsentlig bidrage til, at denne Basis vedtoges for en definitiv Ordning, vilde jeg ikke tøve med at foreslaae Kongen de Skridt, der i saa Henseende maatte være mulige. Men denne Overbeviisning har jeg ikke kunnet vinde. Jeg troer, at det nu mindre end nogensinde er muligt, at Preussen vil tilbagegive os Sundeved, Als og Flensborg og navnlig paa den Betingelse, der er ufravigelig, for at vi overhovedet kunde modtage nogensomhelst Deel af Slesvig, nemlig at ingen international Forpligtelse kom til at paahvile Danmark til Fordeel for de i Nordslesvig spredte tydske Elementer. Men er dette saa, og dersom Alt, hvad vi kunde vente, vilde være at tilbagevinde nogle Quadratmile aabent Land af Haderslev og Aabenraa Amter, er det mig særdeles tvivlsomt, om en saadan Afgjørelse vilde være at foretrække for den nuværende Tilstand, og navnlig om vi bør gjøre noget Skridt for at opnaae et saadant Resultat. I politisk Magt vilde vi sikkert intet vinde ved en saadan Erhvervelse, der derimod, fremkaldt af os, vilde medføre en udtrykkelig eller stiltiende Opgivelse af Krav paa de øvrige danske Dele af Slesvig — Krav som maaskee dog i Fremtiden kunde have nogen Udsigt til at opfyldes. Derimod vilde ganske vist Andre vinde derved: Preussen ved for denne Priis at opnaae en almindelig europæisk Anerkjendelse af dets Erhvervelse af den langt overveiende og politisk betydende Deel af Slesvig, Frankrig ved at kunne give det Udseende af, at Nationalitetsprincipet idetmindste formelt var trængt igjennem. Men gjøre vi da ikke bedst i ikke at bestræbe os for en Afgjørelse af en saadan Beskaffenhed, men overlade det til dem, hvem den i Virkeligheden alene vilde komme til Nytte?

3*

s. 36Jeg miskjender imidlertid ikke, at Sagen ogsaa kan sees fra et andet Synspunkt. Den umiddelbare praktiske Sands vil altid erklære sig for at tage, hvad det er muligt at faae, og ikke at afslaae en Deel, fordi man ikke kan opnaae det Hele, og jeg forudseer meget godt, at Mange maaskee, naar Tilbudet forelaae, ikke turde paatage sig det Ansvar at afvise det, saameget mere som Modtagelsen fra en vis Side kunde betragtes som en uafviselig Pligt mod den Befolkning, der kun paa denne Maade vilde undgaae at berøves sin Nationalitet, ligesom der vel ogsaa kunde findes Former for en Modtagelse, der ikke vilde indeholde Opgivelsen af ethvert yderligere Krav for Fremtiden. Den Udsigt, som disse Krav kunne have til engang at opfyldes, kan overhovedet siges mindre at beroe paa, om vi have taget Forbehold eller ved Passivitet holdt Spørgsmaalet aabent, men derimod væsentlig paa det herskende Princips Miskjendelse, og denne jo vil vedblive uforandret, saalænge en betydelig dansk Befolkning er adskilt fra Moderlandet. — Men føre disse Betragtninger til at ansee Tilbagegivelsen omend kun af en ringe Deel af Slesvig som et relativt Gode, man ikke vil vise fra sig, naar det bydes, ligger det nær ogsaa positivt at arbeide for at naae det. Det er altid en betænkelig Sag at overlade Udviklingen af et saa vigtigt Anliggende til Andre, og lade det komme paa, at deres egen Interesse vil være en tilstrækkelig Drivkraft. Men navnlig er dette Tilfældet her, hvor det maaskee er en temmelig almindelig udbredt Tro, at den kongelige Regering kun vil modtage en Løsning, som Nationalitetsprincipet ikke vil tilbyde. Dersom vi forholde os ubevægelige fremdeles, vil Frankrig maaske i Troen paa en saadan bestemt Villie hos den kongelige Regering eller under Paaskud af, at Nationalitetsprincipet ikke kommer os tilgode i Slesvig, fordi vi ikke selv vilde det, søge andre Maader til at tilfredsstille sine Interesser i det slesvigske Spørgsmaal, og Preussen vil neppe af sig selv give nogen Deel af Slesvig tilbage. —

s. 37Jeg har fuldstændigt og upartisk fremstillet de tvende Anskuelser, som under de nærværende Forhold kunne gjøre sig gjældende, og mellem hvilke den kongelige Regering snart maa decidere sig. Men forinden en saadan Beslutning tages, maa jeg saameget mere ønske at kjende Deres Mening om Sagen, som De bedre end jeg kan dømme om hvad Understøttelse vi kunne vente os af Frankrig for det Tilfælde, at vi bestemme os til en mere activ Optræden. Jeg beder Dem derfor fuldstændigt og uforbeholdent at udtale Dem om Spørgsmaalet, og forsaavidt De maatte antage det for rigtigt, at vi handle, da tillige at angive mig de Skridt, som De efter Deres Kjendskab til de europæiske Forhold anseer for at være hensigtsmæssigst. Jeg behøver ikke at tilføie, at jeg vilde sætte stor Priis paa saa snart som muligt at modtage dette Svar, og at det kun kan afsendes med en sikker Leilighed.

Bluhme.

Koncept med P. Vedels Haand.