Moltke-Hvitfeldt, Gebhard Léon BREV TIL: Vedel, Peter August Frederik Stoud FRA: Moltke-Hvitfeldt, Gebhard Léon (1866-03-30)

Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i Paris, til Direktør P. Vedel.
Paris, 30. Marts [1866].

Kjære Etatsraad.

Hvad maa De tænke om min lange Taushed ligeoverfor Dem? jeg haaber at De med sædvanlig Velvillie vil undskylde den og især ikke troe at den beroer paa Mangel paa god Villie. Dagene gaae altid hurtigt hen her i Paris, men rigtignok dobbelt hurtigt naar man foruden sine sædvanlige Forretningers. 127har den Ære at have Kronprindsen i samme By. — Siden omtrent 8 Dage gaaer det meget let, men De kan nok tænke Dem, at i den første Tid gav Prindsens Nærværelse en Deel at tænke paa. Det er mig ellers virkelig kjært at Prindsen er her og jeg betvivler ikke at han vil drage Nytte af sit herværende Ophold. — Prindsen trængte til at komme ud, til at føre et friere Liv, til at leve lidt udenfor Kjøbenhavn. De vil allerede af Grev Frijs, hvem jeg har tilskrevet flere Gange desangaaende, have erfaret at Prindsen har gjort her det bedste Indtryk. — I alle de Selskabskredse, som han har besøgt, har man fundet at han var yderst elskværdig og paaskjønnet den Forekommenhed, som han viste Alle. Det var heller ikke muligt andet. Hertil kommer at Grev Frijs virkelig har været yderst heldig i Valget af de Herrer der ere her med Prindsen, hvilket ogsaa er bleven bemærket. Keiseren og Keiserinden have ligeledes været meget elskværdige mod Prindsen og navnlig har Keiseren været det igaar Aftes i Tuilerierne hvorhen Prindsen var bleven indbudt til at overvære Messen i Chapellet. H. k. H. som var saa venlig at komme til mig i Formiddags ganske alene forat spørge til min Kones Befindende — hun havde nemlig været syg i flere Dage — omtalte det for mig og fortalte at Keiseren udtalte den Mening at det siden nogle Dage mere end nogensinde saae ud til at Krigen vilde udbryde. — Imidlertid er der Ingen her der vover at have en bestemt Mening om hvad den nærmeste Fremtid skal medbringe — i alle Tilfælde maa man tilstaae at Chancerne for Krigen forøges daglig paa samme Tid som Sandsynligheden for en mindelig Overeenskomst mere og mere svinder hen. — Hvad min personlige Mening angaaer, skal jeg ikke nægte at Krigen imellem de tvende tydske Stormagter har forekommet mig at være saa stor en Daarskab, fra deres egen Standpunkt betragtet, at jeg ikke har kunnet troe derpaa. Man seer imidlertid i vore Tider saa mærkværdige Begivenheder at Alt er muligt. Men dersom Krigen udbryder, hvortil skal den føre?s. 128Det Spørgsmaal stiller Enhver sig og Andre naturligviis uden i ringeste Maal at kunne besvare det. Det Eneste, man i Almindelighed er enig om er at Krigen ikke vil kunne begrændses til de to Stormagter alene og det skulde være meget forunderligt om ikke Frankrig paa en eller anden Maade skulde forsøge at benytte Omstændighederne. Hvad os selv nu angaaer, troer jeg at det Rigtigste vil være roligen at afvente Begivenhedernes Udvikling og rette os efter hvad Frankrig eventualiter vil gjøre. — At afslutte en Alliance, enten med Preussen eller med Østerrig vil være et va banque, som jeg synes man vanskelig kan indlade sig paa. Desuden vilde der vel ikke være Tale om Alliance med den ene eller anden Magt med mindre at vi af Samme erholdt bestemt Erklæring om hvad vi, i Tilfælde af Seir, skulde erholde for den ydede Ristand og saavidt antager jeg ikke at vi endnu ere komne. — At en Alliance med Preussen vilde være mindre farlig end med Østerrig er øiensynligt. —

I Deres Brev udtalte De, kjære Etatsraad, Ønsket om at jeg, dersom jeg fandt Leilighed dertil, skulde gjøre mit til at Dotézac fik nogle anerkjendende Ord herfra. — Jeg kan i saa Henseende sige Dem, at Kronprindsen i Løbet af den Samtale han havde med Drouyn de Lhuys faa Dage efter sin Ankomst hertil, udtalte sig meget velvilligt om Dotézac som ellers, saavidt jeg kan skjønne, staaer sig meget godt hos Ministeren hvis Collega han i sin Tid har været i Madrid. . . .

L. Moltke-Hvitfeldt.

P. Vedels Privatpapirer.