Quaade, George Joachim BREV TIL: Frijs, Christian Emil Krag-Juel-Vind FRA: Quaade, George Joachim (1866-08-24)

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Fortrolig.
Berlin, 24. August 1866.

Deres Excellence.

Den herværende kongelig svensk-norske Gesandt har i Fortrolighed meddeelt mig Indholdet af en Depesche han har modtaget fra sin Regjering og som omhandler det slesvigske Spørgsmaal, saaledes som det nu er fremstaaet ved de mellem Preussen og Østerrig afsluttede Fredspræliminarier. Efterat have fremsat de almindelige Grunde forat der gives Danmark en Grændse, der sikkrer det danske Folk en politisk og national selvstændig Stilling ved Siden af det tydske, og efter dernæst at have fremhævet, at medens det var forstaaeligt, at Preussen, saalænge der var Tale om af Hertugdømmerne at skabe en ny selvstændig Stat, vilde sikkre denne Stat faste militaire Punkter, var der intet Motiv længer tilstede herfor, efterat Hertugdømmerne vare bestemte til at udgjøre en integrerende Deel af det preussiske Monarkie, slutter Depeschen med at antyde, at den gode Forstaaelse, som hidtil stedse saavel i Preussens som i Sverrigs Interesse havde bestaaet mellem disse tvende Magter, vilde udsættes for ikke længer at hvile paa det samme Grundlag, dersom Sverrig i Fremtiden skulde see en med den svenske nærbeslægtet Nationalitet stadigen truet fra tydsk Side. Derfor gives der Herr Sandströmer Paalæg om at gjøre Grev Bismarck bekjendt med Depeschen og at give ham en Afskrift deraf, hvis han ønsker det.

Bemeldte Gesandt har derefter i Fortrolighed meddeelt mig den Samtale han i denne Anledning har havt med Grev Bismarck.

Ligesom i sin tidligere Samtale med mig om samme Gjenstand, begyndte Minister-Præsidenten ogsaa ved denne Leilighed med at gjøre opmærksom paa, at den endelige Fred endnu ikke var afsluttet; han forraadede derhos en viss. 285Uvillie over dette fra svensk Side foretagne Skridt, hentydende til en formodet Sammenhæng derimellem og det af mig tidligere foretagne Skridt, som han udtrykkelig omtalte; og først efterat Herr Sandströmer havde afbrudt ham og constateret, at hans Regjerings Henvendelse var en selvstændig Act, motiveret ved Nødvendigheden af ikke at kunne udsætte sig for senere at see sig stillet ligeoverfor en Kjendsgjerning, og formeentlig retfærdiggjort ved den svensk-norske Regjerings gode Forhold saavel til Preussen som til Danmark, et Forhold som vel maatte berettige til en fortrolig Ideeudvexling, først da gik Grev Bismarck ind paa en Discussion; men dette skeete, uden at Minister-Præsidenten berørte de Grunde der ifølge Forholdenes Natur maae have Indflydelse paa den nye Grændselinie, eller gav nogen Antydning af dennes Plads anderledes end ved at bemærke, at det ikkun var de allernordligste Districter i Slesvig, hvis Befolkninger skulde adspørges. Samtalen endte med, at Grev Bismarck lovede at besvare Depeschen gjennem den preussiske Gesandt i Stockholm.

Ligesom min tidligere Henvendelse til Grev Bismarck hændelsesviis fandt Sted omtrent samtidigt med at det franske Cabinet havde opkastet Spørgsmaalet om territoriale Compensationer mellem Frankrig og Preussen, saaledes vilde Tilfældet ogsaa nu, at Herr Sandströmer havde sin Samtale med Minister-Præsidenten umiddelbart efter at Herr Benedetti havde rettet en Interpellation til Sidstnævnte med Hensyn til det slesvigske Spørgsmaal.

Herr Benedetti har i Fortrolighed meddeelt mig hvad der var Anledning til og Gjenstand for denne Interpellation. Det franske Cabinet havde troet at vide, at Grev Bismarck havde isinde ved Affattelsen af det endelige Fredsinstrument mellem Preussen og Østerrig, at udelade den i Præliminarierne indeholdte Bestemmelse om Nordslesvig; og i denne Henseende skulde nu Ambassadeuren begjære Oplysninger. Resultatet af den derpaa fulgte Samtale mellem Herr Benedettis. 286og Grev Bismarck kan næppe ansees som fyldestgjørende. Grev Bismarck havde fralagt sig den Hensigt at udelade hiin Bestemmelse af Fredstractaten, og idet han bemærkede, at medens Preussen aldrig havde havt denne Hensigt, havde tvertimod Østerrig søgt at holde den omhandlede Bestemmelse ude af Fredstractaten, forat der ikke herved skulde statueres et for sidstnævnte Magt farligt Præcedents, havde han vel erklæret, at Bestemmelsen i Præliminarierne vilde blive optaget i Fredstractaten; men ligesom det forekommer mig at være et mindre heldigt Forvarsel om et godt Udfald, at den preussiske Regjering i de det sidste kongelige Budskab til Landdagen ledsagende Motiver taler om Afstemning i de nordligste Districter i Slesvig, istedetfor nøjagtig at bruge Præliminariernes Udtryk, saaledes gav Grev Bismarck Herr Benedetti ingen Anledning til at vente, at den preussiske Regjering var sindet at give den omhandlede Afstemning noget stort Omfang.

Ved nærmere at samtale med mig om Sagen, yttrede Herr Benedetti, at han aldrig fra sin Regjering havde erholdt nogen bestemt Betegnelse af hvorlangt ned bemeldte Regjering havde tænkt sig at Afstemningen skulde foregaae i sydlig Retning, og han bemærkede derhos, at dersom den kongelige Regjering havde en for dens senere Beslutninger bestemmende fast Mening i denne Henseende, vilde det muligen være ønskeligt, at den franske Regjering underrettedes herom, for at det paa denne Maade kunde undgaaes, at sidstnævnte Regjerings Bestræbelser, der havde været foretagne i den Hensigt at vise den danske Regjering en Tjeneste, ved at forfeile dette Formaal, viste sig at have været forgjæves. —

Jeg maa ganske henstille, hvorledes Deres Excellence vil benytte denne Antydning, thi jeg erkjender at der hermed ere baade Betænkeligheder og Vanskeligheder forbundne, og det saa meget mere som der ved Spørgsmaalet om, i hvilket Forhold den kongelige Regjering i alle enkelte Tilfældes. 287bør stille sig til den franske Regjerings Medvirkning i det heromhandlede Anliggende, forekommer mig at være en særegen Betragtning, som ikke bør tabes af Sigte. Det kan nemlig vistnok forudsættes at den franske Regjerings eneste Bevæggrund til at lade sin ovennævnte Medvirkning blive den danske Regjering tildeel, er et oprigtigt Ønske om at skaffe Danmark en Fyldestgjørelse for de Tab det har lidt som ligefrem Følge af Europas Uvirksomhed under dets sidste Krig med de tvende tydske Stormagter; men en for Danmark tilfredsstillende Ordning af dets territoriale Forhold til Preussen er, fra et vist Standpunkt betragtet, maaskee meer i sidstnævnte Magts end i Frankrigs Interesse; thi skulde en Forvikling senere indtræde mellem Preussen og Frankrig, maatte dette Land kunne vente, i et ikke tilfredsstillet Danmark at finde en Allieret mod Preussen og isærdeleshed en for dette Land farlig Operationsbasis. Jeg skal ved denne Leilighed fremhæve, at Grunden til at Baiern forholdsviis har kunnet opnaae saa gunstige Vilkaar for sin nu afsluttede Fred med Preussen maaskee tildeels kan ligge i Grev Bismarcks Ønske om at forsone det sydlige Tydskland, men dog væsentlig er den, at Herr Benedetti i det sidste Øjeblik ifølge sin Regjerings Befaling har ført et meget alvorligt Sprog til Fordeel for Baiern. Det kan vel tænkes, at Frankrig vilde optræde med samme Kraft til Fordeel for Danmark, men de geographiske Forhold forekomme mig ikke at frembyde det samme Motiv derfor. . . .

Quaade.

Modtaget 28. August 1866.