Frijs, Christian Emil Krag-Juel-Vind BREV TIL: Quaade, George Joachim FRA: Frijs, Christian Emil Krag-Juel-Vind (1867-06-01)

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 1. Juni 1867.

Ved at tilstille Deres Høivelbaarenhed Instruction Nr. 10 med Bilag har jeg kun nogle faae Ord at tilføie til nærmere Oplysning for Dem selv.

Min Samtale med Hr. v. Heydebrand, da han forelæstes. 459mig Grev Bismarcks Depesche, havde kun liden Interesse, da han sagde, at han ikke var bemyndiget til mundtligen at fuldstændiggjøre denne Meddelelse ved yderligere Bemærkninger, og da jeg selvfølgelig forbeholdt den kongelige Regering nærmere Afgjørelse om, hvorledes Svaret vilde blive.

Paa Hr. v. Heydebrand’s Spørgsmaal, om jeg ønskede at erholde Copie, svarede jeg, at jeg selvfølgelig maatte sætte megen Priis paa at have et skriftligt Grundlag for Sagen, og jeg tilbageholdt ikke Udtrykket af, at jeg allerede ved min forrige Samtale med ham havde savnet Iagttagelsen af denne Form. Angaaende Skrivelsens Indhold indskrænkede jeg mig til at bemærke, at man forekom mig i Berlin ikke rigtigt at have opfattet min Instruction til Deres Høivelbaarenhed og mine Udtalelser til Hr. v. Heydebrand; thi jeg havde netop ikke tilbageholdt den Anskuelse, at særlige Garantier for de tydske Beboere i den Deel af Slesvig, som eventuelt vilde blive afstaaet, vilde frembyde de største practiske Vanskeligheder, saalidet som deres Nødvendighed ogsaa havde været forudseet i Pragerfreden som Betingelser for Tilbagegivelsen. Men navnlig havde det været mig en Overraskelse at see, at Grev Bismarck fremdeles vilde skyde Byrden af at gjøre Forslag til deslige Garantier over paa den danske Regering. Saaledes som Sagen stillede sig for mig efter Gjennemlæsningen af Depeschen, kunde jeg ikke fordølge mig, at der kun syntes at være ringe Udsigt til, at disse Forhandlinger vilde føre til det Resultat, som den danske Regering alene kunde modtage, nemlig Tilbageerhvervelsen af Nordslesvig, uden at dertil knyttes Betingelser, som kunde medføre Farer for vor fremtidige Existents og virke forstyrrende ind paa de venskabelige Forhold, som vi i saa høi Grad ønske at sikkre ligeoverfor Preussen.

Hr. v. Heydebrand bemærkede, at han fuldkomment samstemmede med mig i min Opfatning af Formaalet, og at han ligesom jeg forudsaae store Vanskeligheder for disse Fors. 460handlinger. Ligesom nu de Danskes Klager løde fra Slesvig, saaledes vilde senere de Tydskes Klager i de tilbagegivne Distrikter kunne udøve en uheldig Indflydelse paa det indbyrdes Forhold mellem de to Regeringer. Han spurgte derpaa, om Deres Høivelbaarenhed maaskee mundtligen af Grev Bismarck havde faaet nogen nærmere Oplysning end Depeschen indeholdt angaaende Spørgsmaalet om det Omfang, Preussen vilde give den eventuelle Landsafstaaelse, hvortil jeg svarede, at ved denne ligesom ved tidligere Leiligheder havde Grev Bismarck fremhævet Umuligheden af Tilbagegiv elsen af Als og Dybbøl som Følge af den Maade, Kongen stillede sig til dette Spørgsmaal. Hr. v. Heydebrand bemærkede hertil, at denne saavel som den militaire Opfatning af dette Spørgsmaal vare ham vel bekjendte, og det var hans Overbeviisning, at Ministerpræsidenten i disse Forhold vilde møde en uovervindelig Modstand, om han end selv maatte være tilbøielig til at see Sagen anderledes.

Som Deres Høivelbaarenhed vil bemærke af min Instruction har jeg ikke paany fremhævet den Uvished der fremdeles bestaaer med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvilket Omfang den preussiske Regering agter at give den paatænkte Retrocession. Ligesaa lidt har jeg villet give mit Svar Characteren af et Afslag, thi jeg anseer det for rigtigt ikke at afbryde Forhandlingerne i dette Øieblik. Min Hensigt har det derfor været, uden i nogen Maade at give den kongelige Regering Udseende af at vakle i sin Anskuelse om Umuligheden af at paatage sig internationale Garantier af den omhandlede Natur, dog ikke heller at gjøre det muligt for Preussen at sige at det sidste Ord er udtalt i Sagen fra vor Side. De vil i saa Henseende navnlig bemærke de sidste Linier af Instructionen, som egentlig paany opfordre den preussiske Regering til at formulere bestemtere sine Fordringer; thi jeg kan kun ønske, at det skal blive klart for Alle, hvad det egentlig dreier sig om i Sagen.

s. 461I Overeensstemmelse med Deres Høivelbaarenheds tidligere Antydninger søger jeg ikke for Øieblikket særligen at fremkalde nogen direkte Virksomhed til vor Fordeel fra Vestmagternes Side og jeg indskrænker mig derfor til at lade de kongelige Gesandter i London og Paris confidentielt meddele de 2 Aktstykker med den Bemærkning at vi i disse Cabinetters saavel tidligere som ogsaa seneste Udtalelser have Sikkerhed for at de fuldkomment billige vor Holdning, og at vi navnlig, i Overeensstemmelse med de til General Bülow udtalte Raad, ikke have villet svare paa en saadan Maade, at Forhandlingerne kunde siges af os at være afbrudte. Til Rusland, fra hvis Side jeg nærmest kunde tænke mig at finde en virksom Bistand, skriver jeg anderledes og er betænkt paa at finde Midler til, at Fyrst Gortchakoff i Paris kan faae tilstrækkelig Kundskab om Sagens Stilling; ligesom jeg ogsaa henstiller til Dem, hvorvidt De kan finde passende Leilighed til at gjøre Hr. v. Oubril en tilsvarende confidentiel Meddelelse. Jeg kan i største Fortrolighed tilføie til Deres egen Underretning at jeg har Grund til at antage at Hans keiserlige Høihed Storfyrsten vil interessere sig for Sagen hos hans Majestæt Keiseren. *)

Hvad endelig angaaer Østerrig, er det mig af en Passage i Grev Bismarcks Depesche klart, at enten har Preussen allerede gjort et Skridt i Wien eller det vil meget snart foretage et saadant for at forsikkre sig om at Østerrig gaaer ind paa den meget eiendommelige Fortolkning af Pragerfredens Art. 5, hvorefter de fordrede Garantier for den tydske Befolkning der skulde være hjemlede. Jeg erkjender fuldstændigt den vanskelige Stilling hvori Wienercabinettet vil bes. 462finde sig ligeoverfor en saadan Paastand fra preussisk Side, thi det maa saavidt muligt ønske at skaane de tydske Fordomme. Men paa den anden Side er Fortolkningen altfor øiensynlig vilkaarlig og vilde naturligviis aldeles ophæve det af Preussen givne Løfte, og dersom Østerrig gik ind paa at anerkjende Preussens Ret til at stille deslige yderligere Betingelser, vilde dette neppe stemme med det østerrigske Cabinets Interesse ligeoverfor den franske Regering. I alt Fald maa selv Grev Bismarck anerkjende, at det under ingen Omstændigheder kunde være overladt til hans eensidige Bestemmelse, hvilke Garantier Preussen og Østerrig ved Pragerfreden have kunnet underforstaae, men dette maatte i alt Fald afhænge af begge Cabinetternes fælles Overeenskomst, for ikke at tale om Samtykke fra Pariserhoffet, hvis Mellemkomst den hele Artikel jo dog efter Grev Bismarcks egen offentlige Erklæring alene skyldes. — Hvad jeg kan gjøre for at advare det østerrigske Cabinet mod en Overraskelse i denne Henseende, skal jeg ikke undlade og ligesom jeg derfor skriver til Kammerherre Falbe, for at han med tilbørlig Forsigtighed kan virke i denne Retning, saaledes henstiller jeg ogsaa til Deres Høivelbaarenhed, om De ikke til Grev Wimpffen kan gjøre noget Lignende.

Koncept med P. Vedels Haand.