Quaade, George Joachim BREV TIL: Vedel, Peter August Frederik Stoud FRA: Quaade, George Joachim (1867-07-05)

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 5. Juli 1867.

Kjære Vedel,

Ifølge Deres Opfordring skal jeg her kortelig meddele Dem mine Bemærkninger til hvad De skriver mig i det med Prof. Melchior overbragte Brev. 1)

Jeg har aldrig været blind for det af sig selv fremvoxende Afbræk i Beslutningsfrihed, som vi udsætte os for ved en om end kun forudsætningsviis og provisorisk Opgivelse af vort principielle Standpunkt ligeoverfor Garantispørgsmaalet. Men naar jeg spørger mig, om vi, ved en saadan Opgivelse, hvilken saaledes som De siger, tildeels er en Redactionssag, lide noget virkeligt Tab enten 1) ligeoverfor det, som nu foreligger, nemlig en Opgjørelse mellem os og Preussen, eller 2) ligeoverfor det som vi, naar denne Opgjørelse glipper, see hen til, nemlig en europæisk Opgjørelse nu eller senere, saa finder jeg ingen afgjørende Grunde til at besvare enten det ene eller det andet af disse Spørgsmaal med Ja. En dybere Undersøgelse af det Spørgsmaal, om vi kunne forhandle om Garantier, bliver iøvrigt her overflødig, thi naar jeg er herfor, saa vil jeg dog paa ingen Maade have Dem længer ind paa denne Glidebane, end jeg af Deres Brev seer, at De allerede er villig til at gaae. For mig er Hovedbetragtningens. 518den, at vi ingen Vegne komme med Preussen, naar vi vægre os ved at følge med, og at naar en europæisk Afgjørelse skal hjælpe os, saa vil denne Afgjørelse, hvis den kommer, udelukkende rette sig efter den europæiske Interesse og altsaa ikke bestemmes ved en Feil meer eller mindre fra vor Side. Imidlertid maa jeg tilstaae, — og dette har jeg maaskee ikke tilstrækkelig fremhævet i min Rapport, hvormed jeg kunde ønsket, at have kunnet give mig lidt mere Tid, — at jeg ikke har stor Tro til Europa, navnlig til Napoleon. Han har staaet og seet paa, at Bismarck nærmede sig Stigen, besteg den og Skridt for Skridt klattrede op af den, og istedetfor at standse ham medens han endnu kunde naae ham, staaer han nu der, efterat Bismarck er kommen op paa de øverste Trin, med en svævende Gjæld paa over en Milliard og langtfra at have Geværer nok.

Jeg er i alt Væsentligt enig i hvad De foreslaaer og i Maaden hvorpaa De vil gaae frem. Maaskee den ved Tractaten Slesvigerne givne Stilling eller Udsigt, og i Forbindelse hermed vor Villie, i Intet at foregribe Tractatens til Fordeel for Slesvigerne udtalte Hensigt kunde fremhæves noget meer; men vi tør vel hellerikke ubetinget udsætte os for en Afstemning sat i Scene af Preussen. 1)

Hvad Forslaget om fortrolige pourparlers angaaer, saa tvivler jeg rigtignok paa, at man her vil gaae ind derpaa. Dette er jo imidlertid ingen Hindring for at fremsætte det. Men jeg frygter ogsaa for at Sagen vilde have store practiske Vanskeligheder. En saadan Forhandling maatte dog altid gaae ud fra et fast Grundlag, og forudsætter saaledes en meget god Villie hos begge Parter, og om denne er tilstede her, er jo et Spørgsmaal.

Jeg kan ogsaa tiltræde Deres Betragtninger om Garantierne. Men skulde man ikke kunne sige noget Mere i Realiteten? Naar den pr. Regjering ikke vil skabe Stater i Staten,s. 519saa kan det dog ikke være Meningen at forlange Meer, end hvad den danske Regjering gjerne spontant *) kunde give. Det gjælder jo naturligviis extraordinaire Garantier, som vor almindelige Lovgivning ikke giver, ialfald ikke giver udtrykkeligt; men kunde man ikke give Tydskerne en Beføielse til at slutte sig sammen i tydske Menigheder med tydsk Kirke og tydsk Skole **); de skulde naturligviis selv betale, men kunde man ikke give dem Ret til at vælge eller foreslaae Præster og Lærere? At lade dem procedere paa Tydsk navnlig i civile Sager finder jeg ogsaa man kunde godt tillade dem; derfor behøvede man jo ikke at paalægge Dommerne at afsige en tydsk Dom, hvilket de jo heller ikke selv altid kunde ønske. Saavidt ere vi jo imidlertid ikke endnu; thi jeg troer, vi maae kunne holde Sagen ilive ved hvad De foreslaaer. Men jo meer jeg tænker over Sagen jo meer kommer jeg til den Erkjendelse, at det hele Garantiespørgsmaal er en Fægten i Luften, der ikke engang kan føre til Noget til Fordeel for dem Garantierne skulle beskytte. Det forekommer mig tvertimod at disse Tydskere som dog ikke ere synderlig talrige, maaskee en 10000 Mennesker, ville komme til at danne en Slags Pariakaste ***), ville blive saa at sige capite censi. 1) Men just derfor forekommer Faren mig ikke saa stor for os, forudsat ****) at der ikke i Formens. 520for Ordningen gives Preussen en Hank til Indblanding. Den kunne vi naturligviis ikke udsætte os for; og derimod maatte vi altsaa paa det bestemteste værge os lige fra Begyndelsen af. Men i denne Henseende skal jeg her anføre en Yttring af Thile. Det kan være, at den ikke betyder Noget; dette beroer paa hvor indviet han er eller hvor stor Indflydelse han har; men han yttrede for nylig, da jeg sagde, at vi jo ikke tractatlig kunde binde os til Garantier til Fordeel for danske Undersaatter, at Sagen jo heller ikke behøvede at slaaes fast ved en Notarialact. *)

Forresten tilstaaer jeg, at jeg ikke har synderligt Haab om at komme til et Resultat, ihvorledes vi end vende og dreie Sagen; og det kan gjerne være at Preussen under ingen Omstændigheder havde givet os noget Ordentligt. Men ikke destomindre er det dog kun med en ringe Tilfredshed, at jeg læser Fædrelandets Artikler. Hvad er der at opnaae derved? Troer Fædrelandet at det kan tvinge den preussiske Regjering eller at den lader sig bestemme ved dets Artikler? og hvad har Heydebrand gjort, at man endog tillader sig Personligheder imod ham? 1)

Jeg sender dette Brev i Couvert til Grev J. Knuth med min Svoger, som i Aften reiser herfra til Hamborg, hvor jeg antager at han rolig kan afgive det paa Posten.

G. Quaade.

P. Vedels Privatpapirer. — I Quaades efterl. Papirer (U. A.) findes en noget afvigende Koncept.