Quaade, George Joachim BREV TIL: Frijs, Christian Emil Krag-Juel-Vind FRA: Quaade, George Joachim (1867-09-20)

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Berlin, 20. September 1867.

Deres Excellence,

Det paaligger mig endnu at gjøre Deres Excellence fuldstændig Rede for den Samtale jeg har havt med Grev Bismarck, da jeg meddeelte ham den meget ærede Depesche af 10de d. M. Nr. 18. - Som jeg alt under 15de d. M. har havt den Ære at bemærke, udtalte Grev Bismarck sig under denne Samtale i det Væsentlige ganske som ved den i min allerærbødigste Indberetning af 17de Mai d. A. omhandlede Leilighed. Dette gjælder baade hvad Garantiespørgsmaalet og hvad Territorialspørgsmaalet angaaer; men der var dog den Forskjel at Ministerpræsidentens Yttringer med Hensyn til det sidstnævnte Spørgsmaal ved nærværende Leilighed vare endnu besterntere, end de nogensinde tidligere have været.

Grev Bismarck begyndte Samtalen umiddelbart efter Oplæsningen af Depeschen med en Hentydning til dennes Slutning, men uden ligefrem at imødegaae det derved tagne Forbehold, idet han med et temmelig alvorligt Blik fremhævede, at Danmark ikke havde nogen Deel i Afslutningen af Freden til Prag, og altsaa ingensomhelst Ret kunde støtte paa denne Fredsslutning, som hvert Øieblik uden Danmarks Deeltagelse kunde forandres, naar blot Preussen og Østerrig vare enige derom. Efterat jeg hertil havde bemærket, at det vistnok forholdt sig saa, at Danmark ikke havde deeltaget i Afslutningen s. 589af fornævnte Fred, men at dog ialfald den paagjældende Artikel deraf var bleven meddeelt i Kjøbenhavn af den preussiske Regjering ved Begyndelsen af den nu svævende Forhandling, forlod Ministerpræsidenten denne Gjenstand, idet han sagde, at der endnu var et andet Punkt med Hensyn til hvilket der maatte herske fuldkommen Klarhed. Han sigtede herved til Als og Sundeved. Om Tilbagegivelsen af disse Preussens militaire Stillinger kunde der aldrig være Tale. Heller end at bestemme sig hertil, vilde Preussen føre en Krig med hvem det end skulde være; det kunde ikke udsætte sig for at maatte erobre disse Punkter anden Gang. Herpaa gav jeg intet Svar enten i den ene eller den anden Retning. — Deels lovede jeg mig intet Resultat deraf, og deels fandt jeg Øieblikket ikke kommet til en besterntere Udtalelse om dette Punkt fra dansk Side; hvortil kommer, at dersom Underhandlingen ikke lykkes, forekommer den mig heller at maatte strande paa Garantiespørgsmaalet, om hvilket der overalt kun hersker een Mening, end paa Territorialspørgsmaalet, med Hensyn til hvilket Meningerne, ialfald i Udlandet, endnu ere noget deelte. Jeg havde jo ogsaa forhen oftere udtalt mig om dette Punkt for Grev Bismarck. Sidstnævnte gik nu over til at tale om Garantiespørgsmaalet; men han holdt sig uafbrudt i den største Almindelighed, og Gjenstanden for hans Udtalelser var egentlig hellerikke selve Garantiespørgsmaalet, forsaavidt derved forstaaes Spørgsmaalet om Garantiernes Beskaffenhed og Omfang, men derimod den formeentlige Nødvendighed for Preussen af at forlange Garantier. Denne Nødvendighed motiverede han paa samme Maade som ved tidligere Leiligheder. Han henviiste til det i den danske Presse mod Tydskland førte Sprog, paastod at Tydske ikke engang kunde reise eller opholde sig i Danmark uden al Slags Forulempning, og anførte Dommen i Retssagen mod det i Ribe udkommende Blad »Heimdal« som Beviis paa en saadan Stemning og et saa partisk Sindelag hos den danske Dommerstand og som s. 590Følge heraf ogsaa hos den danske Nation, at den preussiske Regjering umuligt kunde forsvare at overlade de talrige i Nordslesvig boende Tydske til Danmark, uden i Forveien at have sørget for at sikkre deres Personer og Interesser. ¹⁾Sml. S. 404. I Byerne Haderslev, Christiansfeld og Aabenraa kunde man gjerne sige, at Halvdelen af de bedre stillede Indvaanere vare tydske; og ligeledes vare ogsaa en meget stor Deel af Besidderne af de større Gaarde paa Landet tydske. Fra de tydske Beboere af Nordslesvig indkom der stadigt Andragender til Hans Majestæt Kongen af Preussen om at de maatte forblive under preussisk Herredømme; og afseet fra den Virkning disse Andragender allerede i og for sig havde paa Hans Majestæt, maatte ogsaa den preussiske Regjering, ifølge den Omstændighed at hine Slesvigere ved disse deres Andragender havde compromitteret sig ligeoverfor den danske Regjering, nære Betænkelighed ved at overlade dem ubeskyttede til Danmark.

Disse Ministerens Udtalelser vare langt udførligere end jeg her har anseet det nødvendigt at gjengive dem; og jeg troer ogsaa, at jeg med Hensyn til min Imødegaaelse deraf kan indskrænke mig til at bemærke, at jeg tilbageviiste Beskyldningen mod de danske Domstole og den danske Nation og anførte mig personlig bekjendte Exempler paa at Tydske, der havde opholdt sig kortere eller længere Tid i Danmark, i de senere Tider ligesaa vel som forhen havde været meget tilfredse med deres Modtagelse, samt hvad den danske Presse angik, henviiste til den preussiske Presse, som selv gjennem dens officiøse Organer, saasom »Norddeutsche Allgemeine Zeitung«, nu efterat alle tre Hertugdømmer vare gaaede tabte for Danmark, førte et langt hadefuldere og fjendtligere Sprog mod dette Land, end før Krigen, og hvis Angreb paa Danmark baade fremkom oftere og med større Voldsomhed end den danske Presses Angreb paa Preussen. Da jeg derhos fremhævede, at den danske Presse først s. 591havde begyndt at beskjæftige sig med det nordslesvigske Spørgsmaal efterat der var hengaaet en temmelig lang Tid udenat der foretoges Skridt til Løsningen af dette Spørgs- maal, og bemærkede at en saadan Løsning formeentlig vilde have været meget lettere, dersom den preussiske Regjering havde ladet den finde Sted umiddelbart efter Freden til Prag, i hvilket Tilfælde mange af de Betænkeligheder, der nu gjøres gjældende, hellerikke vilde været tilstede, bestred Ministeren denne Mening paa det Bestemteste. Tvertimod var Løsningen nu, ihvor vanskelig den end var, dog lettere. Dengang vilde den have været umulig, og da Spørgsmaalet om Vedtagelsen af Art. V i Freden til Prag forelaae i Nicolsburg havde han havt de største Vanskeligheder at bekjæmpe hos Kongen af Preussen, der paa ingen Maade vilde opgive Grændsen ved Kongeaaen.

Som et Punkt af nogen Betydning ved Skildringen af denne min Samtale med Grev Bismarck, har jeg endnu ikkun at anføre, at Ministeren i Samtalens Løb gjorde den Bemærk- ning, at der jo ogsaa ved den forestaaende Forhandling vilde blive Spørgsmaal om den forholdsmæssige Overtagelse af den paa Slesvig hvilende Gjæld. Herpaa svarede jeg, hen- visende til Noten af 20de Juli, at dette Spørgsmaal vel egent- lig ikke hørte til det mig for Tiden overdragne specielle Hverv, men at jeg dog i min Egenskab af herværende dansk Gesandt ikke vilde unddrage mig en almindelig og foreløbig Discussion deraf.

Quaade.

Modtaget 26. September 1867.