Professor J. F. Larsens Betænkning.
Kjøbenhavn, 6. November 1867.
Efter Deres Excellences Opfordring skal Undertegnede herved give en Fremstilling af de enkelte Conseqvenser af den af den preussiske Regjering fremsatte Fordring, at den danske Begjering ved en eventuel Gjenerhvervelse af Nordslesvig skal være forpligtet til ved Ordningen af forskjellige nærmere angivne Forhold at bibeholde eller vende tilbage til den i Aaret 1846 som Normalaar bestaaende Tilstand.
Det er mig paalagt herved at tage Hensyn til de Distrikter, hvori der ved det sidste den 31te August d. A. afholdte Valg til den nordtydske Bigsdag har viist sig Majoritet for den danske Candidat, og jeg skal derfor forudskikke den Bemærknings. 629, at disse Distrikter som samlet Hele omfatte, foruden de tidligere nørrejydske Enclaver paa Slesvigs Fastland og Sønderland-Romø, hele Haderslev, Aabenraa, Løgumkloster, Sønderborg og Nordborg Amt (det alt erhvervede Ærø selvfølgelig undtaget) med samtlige deri beliggende Kjøbstæder, Flækker og adelige Godser, fremdeles Flensborg Kjøbstad, Bov, Hanved, Adelby og Rylskov Sogne af Flensborg Amt og følgende Sogne af Tønder Amt: Abild, Brede, Hjerpsted, Skast, Høisted, Hostrup, Bylderup, Ravsted, Burkal, Tinglev, Ladelund og Medelby, ialt med en Befolkning efter Folketællingen 1860 af c. 172,000 Mennesker. Desforuden har der, saavidt vides, ved den omhandlede Leilighed været Majoritet for den danske Candidat paa det tidligere til Nørrejylland hørende Vesterland-Før, — hvor der ogsaa ved det forrige Parlamentsvalg var Majoritet i samme Retning — samt paa Amrom, men disse isolerede Distrikter ville vel neppe ved Sagens Afgjørelse faae nogen Betydning og ere derfor her ladet ganske ude af Betragtning.
I. Valgret og Præsentationsret til Embeder i Kirke og Skole. (»Wahlrecht der Gemeinden — Präsentationsrecht der Kirchen und Schulcollegien (Ausschüsse zur Verwaltung des Vermögens) in Bezug auf Prediger, Schullehrer, Küster und Organisten«).
A. For Præstekalds Vedkommende existerer og existerede i 1846 en Valgret for Menigheden, o: Grundeierne kun som en Ret til at vælge mellem tre af Regjeringen eller undtagelsesviis af andre dertil Berettigede præsenterede Personer, og en saadan Valgret var og er tilmed kun anerkjendt i en Deel af de paagjældende Distrikter, nemlig i Aabenraa Amt (dog med Undtagelse af Hovedpastoratet eller det tydske Præstekald i Aabenraa) og de nævnte Sogne af Tønder Amt, Dybbøl Præstekald i Sønderborg Amt, Diaconaterne (men ikke Hovedpastoraterne) i Sønderborg og ved Marie- Kirken i Haderslev, samt endelig med Hensyn til samtlige s. 630Præster ved Flensborgs tre tydske Sognekirker. For den ikke til Stats- eller Folkekirken hørende Brødre-Menighed i Christiansfeld haves der særegne Regler, idet det nemlig ved den ogsaa af Christian den Ottende den 8de Juni 1845 (men aldrig af Frederik den Syvende) stadfæstede Concession af 10de December 1771 § 2 er bestemt, at Præster og andre Kirkebetjente kunne ordineres af Brødre-Unitetets egne Biskopper og kaldes af Menigheden selv, uden at der, saavidt vides, har været fordret nogen Sanction af Regjeringen. Ved et af Menigheden den 24de November 1780 vedtaget Statut har den ganske opgivet sin Valgret til Bedste for Samfundets Overbestyrelse, den saakaldte »Aeltesten Conferenz« i Bertelsdorf ved Herrnhut i Sachsen; men dette Statut, som ingensinde sees at være anerkjendt eller confirmeret af Regjeringen, kan saaledes ikke være bindende for denne.
En Valgret for Andre end Menigheden er ikke omtalt i den foreliggende Redaction af denne Garantifordring, og det eneste i 1846 bestaaende Forhold af denne Art, nemlig Valget af Præsten for den danske Kirke i Flensborg ved Byens samlede Communalbestyrelse efter Præsentation fra Magistraten, vilde derfor ikke kunne fordres opretholdt, med mindre man muligen skulde ville falde paa at henføre dette under den ifølge en anden Fordring garanterede »städtische Verfassung«. At der ikke under nogensomhelst Form kunde være Tale om at gjenoplive den tidligere Hertugen af Augustenborg som Besidder af de augustenborgske og graastenske Godser tillagte Ret til at udnævne den saakaldte Hofpræst paa Augustenborg og Sognepræsten for Adsbøl og Graasten Menigheder, er allerede en umiddelbar Følge af de ved de nævnte Eiendommes Salg af Regjeringen tagne Forbehold.
Præsentationsretten til Præstekald, som ordentligviis tilkommer Regjeringen og udøves gjennem Kirkevisitatoriet (Overøvrighed og Provst), er i den foreliggende Redaction s. 631af Garantifordringen kun hævdet, forsaavidt den tilkommer Kirkecollegiet eller efter den tilføiede Parenthes Udvalget for Kirkens oeconomiske Bestyrelse. Det er allerede tvivlsomt, om man herunder vilde kunne indbefatte den Præsentationsret, som er tillagt enkelte Godseiere, nemlig Eieren af Søgaard og Aaretoft til Kliplev Præstekald, Eieren af Ladegaard til Kvers, Grevskabet Reventlow-Sandbjerg til Dybbøl og muligen Stamhuset Giesegaard som indbefattende Gram og Nybøl Godser, til Gram og Fol Præstekald; men i ethvert Tilfælde omfatte de anførte Ord ikke den Præsentationsret, som med Hensyn til Diaconatet ved Marie-Kirken i Haderslev tilkommer Magistraten, eftersom denne som saadan Intet har med Kirkens Bestyrelse at gjøre, som er overdraget Kirkeconservatoratet, bestaaende af Amtmand, Provst og Borgemester. Dette Punkt er af særegen Betydning, thi da det, saafremt Forholdene skulle føres tilbage til 1846, vil være Diaconus, forsaavidt han, efter at være valgt, altid tillige af Kongen beskikkedes til Hospitalspræst, der i denne Egenskab vil komme til at holde de eneste danske Prædikener i den iøvrigt i Kirke og Skole fortydskede By, turde det være af ikke liden Interesse, om man kunde forhindre Magistraten, der efter den senere opstillede Fordring om de bestaaende Kjøbstadforfatningers Uantastelighed, ikke i sin Majoritet kan ventes altid at være velsindet, i at udøve en næsten uindskrænket Indflydelse paa Besættelsen af dette Embede. Lignende Betragtninger gjøre sig gjældende med Hensyn til Flensborg Magistrats Præsentationsret til Præsteembedet ved den derværende danske Kirke. Men man kan vistnok ikke være uden Frygt for at disse Rettigheder ville blive fordrede opretholdte for bestandig som Bestanddele af Kjøbstadens Forfatning. Hvad der i ethvert Tilfælde vistnok maatte anerkjendes, er den Præsentationsret, som med Hensyn til Flensborgs tre tydske Sognekirker tilkommer Patronatet, som for St. Johannes Kirken bestaaer af vedkommende Borgemester og Prov s. 632sten, for de tvende andre af Borgemesteren og Raadmændene for den paagjældende Deel af Byen.
A. Med Hensyn til Skolelærere (derunder indbefattede Degne og Organister), var det den almindelige Regel i 1846 ligesom senere, at Beskikkelsen skeete ved Statsmyndighederne uden at Menigheden eller andre havde nogen Indflydelse derpaa. Men de Undtagelser, som fandtes og endnu findes, og hvortil der sikkert sigtes, blive af saameget større Betydning, som de — foruden det ovenfor berørte Christiansfeld — vedkomme Kjøbstæderne, hvis størst mulige Uafhængighed og Tydskhed tydeligen er et af Hovedformaalene for de opstillede Garantifordringer. I Aabenraa (Regulativ af 13de Februar 1807) og Flensborg (Regulativ af 20de Januar 1835) skeer og skeete Besættelsen af samtlige Skolelærerembeder ved Skolecollegiet, som paa det førstnævnte Sted bestod af Amtmand, Provst og Magistrat, paa det sidste Sted — hvor Patronaterne havde Forslagsret — af vedkommende Sogns Raadmænd og Præster, to af Byens Deputerede og i de to sydlige Sogne tillige af tvende af de øvrige Medlemmer som Skoleforstandere tilkaldte Borgere. Allerede dette Forhold frembyder Betænkeligheder, men disse maae i endnu høiere Grad være tilstede med Hensyn til Haderslev (Regulativ af 24de Juli 1829), hvor Skolecollegiet ɔ: Borgemester, begge Præster og trende Borgere, kun havde og har en Præsentationsret, medens Valget tilkommer Magistraten (med Undtagelse af Pladserne som Degn og Organist, der besættes af Kirkevisitatoriet) ; og med Hensyn til Sønderborg (Regulativ af 5te Mai 1835), hvor Magistraten ligeledes har Valgret og kun er bundet til tre af den selv forinden til offentlig Prøve for Præsterne præsenterede Subjecter. Nu er det vel saa, at de fleste af de nævnte Forhold ikke kunne siges at være indbefattede under nærværende Garantifordring i den foreliggende Redaction, der kun omtaler en Valgret for Menigheden, ikke for Magistraten, og omvendt kun kjender en Præsentationsret, ikke s. 633nogen Besættelsesret for Skolecollegiet; men som alt antydet, ville disse Forhold, hvis Forandring dog af flere Grunde kan være ønskelig, muligen fordres indbefattede under den uantastelige »Städteverfassung«, saafremt dette Ord ikke kan modtage en nærmere Begrændsning.
II. Kirke- og Skolesprog.
(»Der Gebrauch der deutschen Sprache in den Kirchen und Benutzung als Lehrsprache und Lehrgegenstand in den Schulen«).
A. Kirkesproget var i 1846
1) udelukkende tydsk i Augustenborg Kirke og i Hanved, Adelby og Rylskov Sogne af Flensborg Amt.
2) overveiende tydsk i den største Deel af Haderslev By, nemlig Mariæ Sogn (kun en mindre Deel af Byen hørte til den danske St. Severins Kirke i Gl. Haderslev), idet her i Hovedkirken altid prædikedes Tydsk undtagen 3 Gange om Aaret til Aftensang, medens der i Hospitalskirken hver Uge holdtes en dansk Prædiken; — i Aabenraa og Sønderborg (Tydsk til Høimesse, Dansk til Froprædiken eller (om Vinteren) Aftensang); — i Flensborg (Tydsk udelukkende ved Byens 3 Sognekirker; ved Hellig-Aands-Kirken ansat en dansk Præst, dog kun med Ret til at prædike, confirmere og tage til Alters, men ikke til at vie, døbe eller kaste Jord paa Liig, og saaledes uden egentlig Menighed); — i Graasten (to Gange tydsk mod een Gang dansk Gudstjeneste); — og ved Brødremenigheden i Christiansfeld (dansk Prædiken holdtes vel jævnligt, vistnok endog stadigt, men uden at nogen udtrykkelig Forpligtelse dertil i det mindste er mig bekjendt). Endelig var der i Bov Sogn paa 16 af Aarets Kirkedage dansk Prædiken og Altergang og i Ladelund og Medelby Sogne i Tønder Amt dansk Prædiken hver fjerde Søndag; det førstnævnte Sted efter en udtrykkelig Tilladelse fra Kirkevisitatoriet i Skrivelse af 4de Juni 1845, de tvende sidste Steder ialtfald med Autoriteternes stiltiende Billigelse, og s. 634disse smaae Indrømmelser til det danske Folkesprog paa de paagjældende Steder vilde vel saaledes ogsaa efter Garantifordringen kunne opretholdes. At der iøvrigt i disse Kirker saavelsom mange andre Steder lød tydsk Psalmesang til den danske Prædiken, er en Urimelighed, som ikke skulde ventes at kunne finde Talsmænd; men Ordene i den foreliggende Garantibestemmelse lyse unægtelig Fred over enhver i 1846 stedfunden Benyttelse af Tydsk i Kirken.
1) overveiende dansk, med Tydsk ved Siden, i Løgumkloster (Tydsk hver fjerde Søndag), Kliplev (hver tredie Søndag) og Broager (fire Gange om Aaret Tydsk til Froprædiken eller Aftensang og et Par Gange om Aaret tydsk Altergang).
2) udelukkende dansk paa alle andre Steder, dog stundom vistnok med den anførte Anomali i Henseende til Psalmesangen. I Nordborg (Kgl. Resol. af 18. Decbr. 1821) og Ringenæs (Regjerings-Rescript af 24. Decbr. 1844) var der aabnet Udsigt til tydsk Gudstjeneste og Altergang udenfor den almindelige Kirketid, men kun forsaavidt Præsten selv vilde indlade sig derpaa, og dette var altsaa ikke væsentligt Andet end hvad der undertiden ogsaa i selve Kongeriget sees at være indrømmet, saaledes ved Kirke- og Underviisningsministeriets Skrivelse af 24. Marts 1859 (Ussings Rescriptsamling) med Hensyn til nogle tydske Beboere af Utterslev i Brøndshøi Sogn.
A. De lærde Skolers Underviisningssprog forudsættes i den almindelige Skoleforordning af 24. August 1814 at være Tydsk, hvilket blandt Andet navnlig fremgaaer af Bestemmelsen i § 16 om at der af de levende Sprog skal undervises i Dansk og Fransk; og det Samme er udtrykkelig udtalt i de specielle i 1846 gjældende Skoleregulativer for Haderslev og Flensborg lærde Skoler. En Forandring heri var vel allerede dengang paa Bane med Hensyn til Haderslev Skole, som fik dansk Underviisningssprog ved Regulativet af 28. Januar 1848, som imidlertid paa Grund af de indtraadte Begivenhe s. 635der først kunde gjennemføres 1850. Skjøndt nu den nævnte almindelige Skolelov kun nævner de tvende anførte lærde Skoler i den paagjældende Deel af Slesvig, vil dog muligen dens antydede Forudsætning, saafremt man ikke ved Redactionen af den foreliggende Garantifordring kan sikkre sig derimod, kunne afgive et Paaskud for den Paastand, at ikke blot hine tvende Skoler, saalænge de bestaae (og derfor er der vistnok sørget ad anden Vei, hvorom nærmere nedenfor) skulle forblive tydske, og at det Samme derhos maatte blive Tilfældet med nye lærde Skoler paa de Steder, hvor det almindelige Skolesprog er Tydsk, men at endog Regjeringen aldrig vilde kunne oprette en lærd Skole nogetsteds i Slesvig med dansk Underviisningssprog. Derimod ligger der i intet Tilfælde i Garantifordringen nogen Begrændsning med Hensyn til Dansk som Lærefag; og der vilde derfor ikke kunne være Noget til Hinder for, naar det kun ikke gaaer ud over Tydsk som Lærefag, at forøge Antallet af Underviisningstimerne i Dansk i de lærde Skoler udover hvad der bestemmes i de i 1846 gjældende Regulativer, og saameget mere udover det yderligere Minimum, hvortil Underviisningen heri dengang factisk var reduceret.
En privat Latinskole har hidtil ikke existeret i Slesvig, og til at oprette den behøves utvivlsomt Bevilling. Garantifordringen i den foreliggende Redaction formener ikke Meddelelsen af en saadan Bevilling til en dansk Latinskole og heller ikke at understøtte denne med Statsmidler; men man vilde dog muligen isaafald ikke undgaae Reclamationer.
B. Borger- og Almueskolens Sprog var i 1846 1) tydsk i Haderslev St. Mariæ-Sogn, Christiansfeld, Aabenraa, Sønderborg, Flensborg, Graasten, Augustenborg, i Ladelund og Medelby Sogne af Tønder Amt og i Bov, Hanved, Adelby og Rylskov Sogne af Flensborg Amt. I Kjøbstæderne var dog Dansk et Lærefag, men paa andre Steder er det kun undtagelsesviis, at Læreren var forpligtet til, saasom i Augustenborg,s. 636udenfor de almindelige Skoletimer at give Underviisning i Dansk, naar det forlangtes.
2) dansk paa alle andre Steder, men ifølge Rescript af 14. Mai 1840 med Forpligtelse for Læreren til udenfor den sædvanlige Skoletid i tre Timer ugentlig at give de Skolebørn, hvis Forældre eller Værger ønske det, Underviisning i Tydsk. Denne sidste Forpligtelse betragtedes endog som gjældende for Tørninglehn og paa Als, men derimod selvfølgelig ikke i de nørrejydske Enclaver.
Høiere Realskoler vare ikke særligt omtalte i de i 1846 gjældende Bestemmelser, men da den i Skoleloven af 1814 §§ 41 og 42 omtalte Drenge-Hovedskole i sine Lærefag og Fordringer nærmer sig den høiere Realskole, vilde Regjeringen vistnok, idetmindste efter den preussiske Regjerings Opfattelse, være udelukket fra at anlægge en saadan Realskole med dansk Underviisningssprog som Statsanstalt paa de Steder, hvor Borgerskolens Sprog skulde være Tydsk.
Forsaavidt der under en anden af de opstillede Garantier fordres Ophævelse af Indskrænkningerne i Privatunderviisningen, maatte dette selvfølgelig eventuelt ogsaa komme den dansktalende Befolkning til Gode. Heller ikke synes det at kunne være formeent Staten at understøtte private Skoler, men hvis denne Understøttelse skulde antage større Dimensioner og navnlig blive rettet paa at skaffe den fattigere Befolkning paa de ovenfor under 1) nævnte Steder fuldstændig fri dansk Skolegang, vil der vistnok ikke udeblive Klager over at der heri ligger en Elusion af Garantien for Bevarelsen af Almueskolens Underviisningssprog fra 1846.
C. Skolelærerseminarier existerede ikke i 1846 i den Deel af Slesvig, hvorom her er Tale, og da Bestemmelsen om tydsk Underviisningssprog ved Tønder Seminarium ikke findes i nogen almindelig Lov, men kun i den private Fundats og de specielle Regulativer for denne bestemte Anstalt, kan det neppe betvivles, at den danske Regjering maatte kunne oprette et fuldstændigt dansk Seminarium hvorsomhelsts. 637i Slesvig, ialtfald hvor det almindelige Skolesprog ikke er tydsk.
Til Belysning af de her fremstillede Fordringer i Henseende til Kirke- og Skolesproget skal jeg kun bemærke, at med Undtagelse af Flensborg og den tydske Coloni Christiansfeld er Folkesproget i samtlige de paagjældende Distrikter udelukkende eller dog i den Grad overveiende dansk, at den tydsktalende Minoritet intetsteds er mere end næsten forsvindende, endog i Kjøbstæderne, hvor der f. Ex. i Aabenraa er oplyst i 1854 (Stændertidenden for 1853—54. S. 662 —3) af 800 Familier kun at have været høist 30 tydsktalende, medens Forholdet i Haderslev vel vil være noget ugunstigere for Dansk, men uden at den tydsktalende Befolkning selv efter tydske Fremstillinger kan regnes til mere end omtrent en Fjerdedeel. Det er derfor endog saa langt fra, at det danske Sprog vil skee sin fulde Ret ved en Grændse efter Afstemningen til Parlamentsvalgene, at der Syd for denne vil findes ikke blot mangfoldige Sogne med overveiende dansk Folkesprog, men endog eet, hvor Kirkeog Skolesproget altid, ogsaa 1846, har været dansk (Høier), et andet, hvor Kirkesproget var blandet (Tønder), og flere, hvor en deelviis dansk Gudstjeneste endog i 1846 enten alt fandt Sted (Ubjerg, Brarup, Sønder-Løgum, Klægsbøl og Karlum i Tønder Amt) eller af Beboerne var begjært (Valsbøl i Flensborg Amt).
Til Sammenligning tilføies, at efter den i 1850 og følgende Aar af den danske Regjering trufne Ordning var Kirkesproget blandet i Haderslev Mariæ Sogn, Aabenraa, Sønderborg, Ladelund og Medelby Sogne i Tønder Amt og i de fire paagjældende Sogne af Flensborg Amt samt ialtfald factisk i Christiansfeld, tydsk i Flensborg undtagen forsaavidt der her var stiftet en fri dansk Menighed, og dansk overalt ellers. Borger- og Almue-Skolesproget var tydsk i Christiansfeld og i Flensborg udenfor den derværende frie danske Menigheds Skoler; ellers overalt dansk uden Forpligtelse for s. 638Læreren til at undervise i Tydsk undtagen i de kirkelig blandede Distrikter. Den lærde Skole i Haderslev og Skolelærerseminariet i Tønder havde dansk Underviisningssprog, Flensborg Latin- og Realskole derimod blandet.
Ikke uden Interesse er det herved tillige at have for Øie, hvorledes Forholdene for Tiden ere ordnede under det preussiske Regimente. Man er her ganske vist i mange Retninger vendt tilbage til Tilstanden 1846. Haderslev og Flensborg lærde Skoler ere blevne udelukkende tydske, og i Aabenraa og Graasten har man ogsaa gjort Skolesproget heelt tydsk, skjøndt rigtignok først kun efter en saakaldet Afstemning, hvoraf Conseqvensen nærmest synes at maatte blive, at det paa samme Maade atter vilde kunne forandres til Dansk. I Haderslev og, saavidt vides, ogsaa i Sønderborg har man, uagtet Afstemningen viste Majoritet for dansk Skolesprog, dog anordnet Borger- og Almueskolens Fortydskning, men successivt, idet der skal begyndes fra neden, og for hvert Aar een Classe gaae over til tydsk Underviisning. Fremdeles er upaatvivlelig den gamle Ordning af Kirkesproget ført tilbage i Sønderborg, ligesom ialtfald i Aabenraa; om det Samme maatte være Tilfældet i Løgumkloster og Augustenborg, tør jeg ikke sige. I et enkelt, dog kun lidet væsentligt Punkt er man endog gaaet videre end i 1846, forsaavidt der er indført en begrændset tydsk Gudstjeneste i Nordborg. Men paa den anden Side er det — og det kan ikke noksom fremhæves — i flere ingenlunde uvæsentlige Henseender Tilfældet, at den nuværende Ordning under det preussiske Regimente, som dette altsaa maa have fundet stemmende med Retfærdighed, er gunstigere for det danske Sprog end den Tilstand fra 1846, som det nu fordres, at den danske Regjering selv skal føre tilbage. I denne Retning fremhæves:
1) I Haderslev Marie-Kirke er ifølge en temmelig ny Bestemmelse (Verfügung af 8de Januar 1867; Verordnungsblatt f. 1867 8tes Stück Nr. 21) Dansk ved Gudstjenesten og de kirkelige Handlinger i alt væsentligt ligeberettiget med s. 639Tydsk, undtagen forsaavidt Tydsk altid prædikes til Høimesse, Dansk kun til Froprædiken, men da tillige til Aftensang i Hospitalskirken i Lighed med den ogsaa i 1846 foreskrevne ugentlige danske Prædiken sammesteds.
2) I Bov Sogn i Flensborg Amt er ikke blot Kirkesproget ligelig blandet, men Skolesproget fremdeles dansk (cfr. Verfügungen af 19. Februar og 28. April 1864).
3) I Ladelund og Medelby Sogne i Tønder Amt (ligesom i de Sønden for Afstemningslinien liggende Sogne Ubjerg, Brarup, Sønder-Løgum og Karlum) er der dansk Gudstjeneste to Gange om Maaneden, hvorhos kirkelige Handlinger, endog Confirmation, naar Nogen begjærer det, foretages paa Dansk (Verordnung af 8de Juni 1864).
Det er iøvrigt kun med Reservation, at jeg fremsætter disse Bemærkninger om den nuværende Tilstand, da jeg herved nærmest ikke har havt anden Kilde til min Raadighed end det slesvigske eller slesvig-holstenske saakaldte »Verordnungsblatt«, som i denne Retning har viist sig at være ufuldstændigt. Det har ogsaa kun været min Hensigt, reent foreløbigt at henlede Opmærksomheden paa dette ikke umærkelige Datum, idet der jo igjennem den kongelige Gesandt i Berlin vil kunne ventes nærmere officielle Oplysninger fra den preussiske Regjering om de for Tiden fulgte Regler.
I. Conservationen af Skolernes Formue.
(»für das eigenthümliche Vermögen der Schulen«).
Efter den foreliggende Redaction synes det noget uklart, hvad Meningen skal være med denne Fordring; thi efter vor Grundlov, som vel efter de civiliserede Retsforfatninger i Almindelighed, er Eiendomsretten ukrænkelig, og forsaavidt der skal lægges Vægt paa Normalaaret 1846, kan det jo dog ikke betvivles, at paa den ene Side ogsaa den efter dette Aar af en Skole lovlig erhvervede Formue maa respecteres som saadan, medens paa den anden Side det, som en Skole s. 640senere paa lovlig Maade maatte have skilt sig ved selvfølgelig ikke vil tilbagevindiceres.
Man fristes derfor til at formode, at det under denne Form er Hensigten at indsmugle Forpligtelser af en videregaaende Art, navnlig med Hensyn til de lærde Skoler. Vel kan man fornuftigviis ikke under Skolernes Formue indbefatte det vexlende Tilskud af Statskassen, som iøvrigt i 1846 var meget mindre end i de seneste Aar, ja saa lidet, at det næsten kan kaldes reent forsvindende; men derimod kunde det muligen befrygtes, at naar man først havde erkjendt Forpligtelsen til at conservere Skolernes Formue, vilde deraf kunne søges udledet en Forpligtelse til at drage Omsorg for at denne Formue vedvarende kunde finde Anvendelse efter sin Bestemmelse.
Haderslev lærde Skole eier saaledes en Capital, som efter Regnskabet for 1861—62 giver en aarlig Indtægt af c. 257 Rdlr., og derhos har Skolen oppebaaret i vedvarende sikkrede Tilskud: af forskjellige Stiftelser c. 254r, af Byens Kasse c. 323r, af Provstiets Kirker c. 593r og i Travepenge af Tørninglehn c. 188r. Disse Indtægter af tilsammen noget over 1600r ere selvfølgelig næsten for Intet at regne i Forhold til hvad Skolens Drift kræver; og der sees ogsaa i det nævnte Aar at være medgaaet, foruden c. 3000 Rdlr. i Skolepenge fra Eleverne, endvidere et Tilskud fra Statskassen paa over 11000 Rdlr. Endskjøndt derfor en tydsk Latinskole i Haderslev, især hvis ogsaa Flensborg vendte tilbage til Danmark, aldrig vilde kunne siges at afhjælpe en virkelig tilstedeværende Trang, og sandsynligviis ogsaa vilde blive kun lidet freqventeret, muligen saalidet, at dens Nedlæggelse maatte frembyde sig som det Naturlige, kunde saaledes den paagjældende Garantifordring, naar man ikke ved dennes endelige Redaction kan sikkre sig derimod, tænkes at medføre den Forpligtelse, ikke blot ikke at anvende Skolens Formue til andre Øiemed, og vistnok ogsaa at conservere de ikke faae til Skolen knyttede Stipendier, men endog vedvarende at holde Skolen ilive s. 641ved af Statskassen at tilskyde det dertil Fornødne, som vel efter Statsregnskabet for 1846 dengang kun udgjorde 1556 Rdl., men som efter Nutidens Fordringer nødvendigviis maatte blive langt mere og rimeligviis idetmindste vilde komme til at nærme sig de ovennævnte 11000 Rdlr. Lignende Betragtninger gjøre sig gjældende med Hensyn til Flensborg Skole, som i 1846 kun fik et Tilskud af 658, men i 1863 krævede henved 16000 Rdlr. Og uagtet Tønder Kjøbstad, hvor ved det sidste Parlamentsvalg kun 17 pCt. af de afgivne Stemmer faldt paa den danske Candidat, forsaavidt ligger ganske udenfor hvad jeg her har at beskjæftige mig med, kan jeg dog, med Hensyn til den ikke absolut udelukkede Mulighed, at denne By kunde blive tilbudt som Æqvivalent for andre Distrikter, ikke undlade at antyde det Betænkelige i en saadan Erhvervelse, saafremt dermed skulde følge den Forpligtelse, til evige Tider at vedligeholde et Seminarium med tydsk Underviisningssprog, endog ganske afseet fra Statskassens nødvendige Tilskud, som i 1846 kun udgjorde 560 Rdlr., medens der senere til det danske Seminarium er medgaaet endeel mere.
II. Kjøbstad-Forfatningernes Uantastelighed.
(»Die Städteverfassungen, die im Normaljahr bestanden, sollten nicht abgeändert werden ohne die Zustimmung der nach diesen Verfassungen existirenden Gemeindebehörden und Vertretungen«).
De her omtalte »Städteverfassungen« foreligge ikke i en eller flere almindelige Kjøbstadcommunallove, men heller ikke i særskilte fuldstændige Localstatuter for hver enkelt Bys Vedkommende. Det, der i saa Henseende kommer i Betragtning, findes spredt paa saare mange Steder, og ikke Lidet af det, der betragtes som gjældende, er derhos uddannet ved Sædvane, uden at der ialtfald letteligen derfor vil kunne paavises nogen Lovhjemmel. Som en Følge heraf er det ikke let at faae et fuldstændigt Overblik over alle de en s. 642kelte Forhold, som lade sig indbefatte under Begrebet » Städteverfassungen «.
41
Efter almindelig Sprogbrug vil det dog ligge nærmest herved at tænke paa de gjældende Regler om Kjøbstadcommunens Organisation som saadan, om Indretningen af dens Bestyrelse, derunder indbefattet Repræsentationen, og om Grændserne for denne Bestyrelses og dens enkelte Afdelingers Raadighed, saavel indbyrdes som ligeoverfor Statsmagten og Borgerne. I disse sidste Henseender er der nu vel i det Hele ikke nogen mig bekjendt nu eller i 1846 gjældende Bestemmelse, som i nogen væsentlig Grad skulde afvige fra hvad der betragtes som de almindelige og naturlige Regler. Communalbestyrelsen, hvori Deputeretcollegiet ikke blot er et raadgivende Element, bestyrer Byens Anliggender, deels umiddelbart, deels gjennem Commissioner af dens Midte med tilkaldte Borgere og Embedsmænd, deels endelig ved underordnede Communalembedsmænd, paa hvis Ansættelse den har en overveiende Indflydelse; men Statsmagtens Approbation er nødvendig til alle mere indgribende og vedvarende Foranstaltninger, saaledes navnlig til Afhændelse og Erhvervelse af faste Eiendomme, Optagelse af Laan, Bevilling eller Forhøielse af Lønninger, Pensioner og Gratificationer og overhovedet alle extraordinaire Udgifter, ialtfald udover et nærmere fastsat mindre Beløb om Aaret.
Hvad dernæst angaaer Organisationen af Communalbestyrelsen, da bestaaer denne ligesom andetsteds af en Borgerrepræsentation (Deputeretcollegium) og en Magistrat. Efter de tidligere almindelige Regler (cfr. Schlesw. Ständezeitung f. 1838. S. 46) supplerede Deputeretcollegiet sig selv uden Borgerskabets Medvirkning, ialtfald saaledes, at Magistraten valgte blandt tre af Deputeretcollegiet præsenterede Personer, og denne Regel gjælder endnu, saavidt vides, i Aabenraa. I Flensborg var et nyere Princip trængt igjennem allerede ved Regulativet af 26. Marts 1833 § 6, hvorefter de Deputerede vælges af Huuseierne i vedkommende Halvdeel af Byen s. 643(Norden eller Syden). I Haderslev derimod fulgtes den gamle Regel indtil 1859, men da blev det ved kgl. Resolution af 2den Decbr. efter selve Deputeretcollegiets Andragende foreskrevet, at de Deputerede fremtidig skulde vælges af alle Byens Huuseiere. Ogsaa i Sønderborg fulgtes i de senere Aar (cfr. Traps Beskrivelse af Slesvig S. 386) den samme Fremgangsmaade, uden at der dog er mig nogen udtrykkelig Bestemmelse desangaaende bekjendt; men i 1846 var den ældre Regel upaatvivlelig gjældende.
Magistraten bestod i 1846 i de tre nordligere Kjøbstæder af trende borgerlige Raadmænd og de tvende kongelige Embedsmænd, Borgermesteren og Byskriveren, hvis Poster dog i Sønderborg var forenede i een Person. Heri var der senere indtil 1864 ikke skeet anden Forandring end at ogsaa i Haderslev og Aabenraa Borgemesterens og Byskriverens Embeder vare forenede, og at Antallet af de borgerlige Raadmænd i Aabenraa var forøget til 4. I Flensborg bestod Magistraten i 1846 som senere af to kongelige Embedsmænd (Overpræsidenten eller første Borgemester og Politimesteren) samt sex andre Medlemmer, nemlig anden Borgemester og fem Raadmænd, hvoriblandt stadig var den kongelige Embedsmand, Byskriveren, men efter Valg. Beskikkelsen af Raadets borgerlige Medlemmer var forskjellig i de forskjellige Byer. I Haderslev valgtes de af Magistraten blandt de deputerede Borgere under Kongens Approbation, og et lignende var Forholdet vistnok i Aabenraa. I Sønderborg udnævntes Raadmændene af Kongen efter Indstilling fra Magistraten, som først maatte have hørt Deputeretcollegiet. I Flensborg valgtes anden Borgemester og de fem Raadmænd af Magistraten i Forbindelse med 12 af Deputeretcollegiets Medlemmer, som udtoges ved Lodtrækning. Hvor Raadmændene ikke — som i Sønderborg — ligefrem vare udnævnte af Kongen, behøvede de dog ialtfald kongelig Confirmation i denne Egenskab, hvad der synes at involvere, at de ogsaa maatte kunne afskediges af s. 644Kongen, hvilket da ogsaa mange Gange er skeet, baade under den danske og den preussiske Bestyrelse. Det samme gjaldt om anden Borgemester i Flensborg.
41*
Naar det nu fordres, at de i 1846 bestaaende Kjøbstadforfatninger fremtidig ikke skulle kunne forandres uden Samtykke af Communens Bestyrelse og Repræsentation, behøver det neppe at udvikles, at der herved tillægges disse en hidtil ukjendt Myndighed, hvorom der ikke før og navnlig ikke i 1846 kunde være Tale. Tvertimod forelaae der netop i 1846 for de slesvigske Provindsialstænder for tredie Gang et Udkast til en ny almindelig Kjøbstadcommunallov, under hvis Behandling der havde været megen Dissens om Omfanget af Stændernes nødvendige Medvirkning, medens Ingen er eller var faldet paa, at ogsaa de enkelte Communers eget Samtykke skulde udfordres til denne dog saa gjennemgribende Foranstaltning. Men hvad der fortjener at fremhæves, er, at den Ordning af Communens Bestyrelse og Repræsentation, som der saaledes paa en særegen Maade skal fredes om, allerede i 1846 og længe før af alle Vedkommende var erkjendt for ikke længere tidssvarende. Det ommeldte Udkast, der første Gang var forelagt i 1838, foreskrev som ufravigelig Regel, at Borgerrepræsentationen overalt skulde vælges af Borgerne, og dette var baade Regjering og Stænder, ja man kan tilføie, Communerne selv enige om at ansee som det absolut Rigtige. Dette vilde saaledes allerede dengang være blevet Lov, naar ikke Sagens endelige Ordning gjentagne Gange var bleven forhindret ved forskjellige aldeles tilfældige Omstændigheder, i 1838—42 ved Dissensen om Omfanget af Stændernes nødvendige Medvirkning, i 1844 ved Uenighed mellem Regjering og Stænder om de communale Forhandlingers Offentlighed og i 1846 ved at Stænderne i Utide gik fra hverandre. Der er derhos efter den foreliggende Garantifordring ikke blot Tale om at bevare hvad der bestaaer, men idetmindste i een Retning, nemlig hvad Haderslev — og muligen Sønderborg — Deputeretcollegiums. 645angaaer, om at gaae endnu videre. Det forlanges af den danske Regjering, at den selv skal slaae en Streg over den ovennævnte kongelige Resolution af 2den December 1859, en Forskrift, der uden i ringeste Maade at berøre de brændende Sprog- og Nationalitetsspørgsmaal, er udgaaet paa fuldkommen lovlig Maade, utvivlsomt er billiget af Byens Borgerskab, ligesom den for over 20 Aar siden fra alle Sider er erkjendt for hensigtsmæssig og tidssvarende, og endelig er fremkaldt af selve det Deputeretcollegium, hvis Indflydelse derved indskrænkedes.
Kommer denne Garantibestemmelse til Udførelse, maa man være forberedt paa, at der idetmindste i flere af de paagjældende Magistrater og Deputeretcollegier vil i et langt Tidsrum, hvis Længde tilmed er ganske uberegnelig, findes en seig Modstand mod enhver Reform, som maatte være ønskelig saavel paa Grund af dens egen Hensigtsmæssighed som for derved at bringe Forholdene mere i Samklang med hvad der ellers i Riget er gjældende Ret. Og Virkningen heraf vil kunne vise sig i adskilligt flere Retninger end det ved første Øiekast og efter den oven antydede almindelige Opfattelse af en Communalforfatnings Begreb synes at kunne blive Tilfældet, idet det nemlig blandt Andet herved maa erindres, at Communalbestyrelsens Virksomhed ikke indskrænker sig til strængt communale eller municipale Anliggender, men at den i flere Retninger ogsaa er det locale Organ for hvad der nu ustridigen maa betegnes som et Statsformaal. I Slesvig ere saaledes Magistraterne Domstole i ordinaire civile og criminelle Sager, og da Bestemmelserne herom tildeels findes i de gamle, endnu gjældende Stadsretter, kan der heri findes et Paaskud for at modsætte sig idetmindste mangen Reform af Retspleien som uforenelig med de i 1846 bestaaende »Städteverfassungen«; og der er herfra kun et Skridt til under dette uantastelige Omraade ogsaa at inddrage de i Stadsretterne givne, fra den almindelige slesvigske Ret afvigende Bestemmelser s. 646om forskjellige navnlig privatretlige Forhold. At ogsaa den Myndighed, som navnlig Magistraten efter Tilstanden i 1846 i enkelte Retninger havde, i og for sig kan frembyde Betænkeligheder, er alt antydet ved de ovenfor under I fremsatte Bemærkninger om Valgret og Præsentationsret til Embeder i Kirke og Skole.
Idet jeg herved haaber ialtfald nogenlunde at have fyldestgjort det mig paalagte Hverv, troer jeg dog at turde tilføie, at jeg paa Grund af forskjellige Omstændigheder, navnlig Bortførelsen af en Deel af de Hertugdømmerne vedkommende Archiver, ikke i alle Retninger har havt Adgang til et saa fuldstændigt Materiale, som jeg kunde have ønsket.
Kjøbenhavn, 6. November 1867.
J. Larsen.