Referat til Ministerraadet.
Kjøbenhavn, 2. December 1867.
Hensigten med de mundtlige Forhandlinger i Berlin er nu forsaavidt opnaaet som de preussiske Garantifordringer ere blevne saa bestemt angivne, at Regeringen med tilstrækkelig Kundskab kan vælge mellem det Alternativ enten at tage disse Forslag som Udgangspunkt til en bestemt Forhandling eller at paavise deres Uforenelighed med Kongens Souve- rænitetsret og en ordnet Regering i Indlandet, deres farlige Følger for Rigets fremtidige Stilling ligeoverfor Preussen ogs. 667deres Mangel paa Hjemmel i den os meddeelte Artikel af Pragerfreden. Valget mellem dette Alternativ afhænger af 2 Spørgsmaal:
1°. om man overhovedet og ubetinget anseer enhver Garanti til Preussen m. H. t. de tydske Nordslesvigeres fremtidige Retsstilling for umulig at give, og
2°. om man, selv om dette ikke antages, dog ikke anseer det for rigtigt at modtage nogen Afgiørelse, medmindre tillige Sundeved og Als og muligvis Flensborg indbefattes under Afstaaelsen.
1.
Overmaade Meget taler for den Anskuelse at man ikke kan overtage nogen Forpligtelse som den af Preussen forlangte.
Indholdet af de fordrede Garantier forbyder Regeringen at gaae ind paa dem. En dansk Regering kan ikke forpligte sig til for stedse eller i alt Fald saalænge Preussen vil det, at bevare tydsk Hovedgudstjeneste i Tønder, Sønderborg og Aabenraa (samt Christiansfeldt), saa at disse Byers overveiende danske Befolkning skal finde sig i kun ved Morgenog Aftentjenesten at høre deres Modersmaal, og til i Flensborg og i Landsognene syd for Bov at lade hele Gudstjenesten udelukkende være tydsk, maaskee med en og anden begrændset Undtagelse. Endnu umuligere vilde det være, at under en dansk Regering hele det offentl. Undervisningsvæsen, høiere saavelsom lavere, skulde være udelukkende tydsk i Tønder, Sønderborg, Aabenraa, Haderslev, Christiansfeldt og Flensborg samt i alle Landsogne syd for Bovlinien, og hvor meget der end kan tale for i de øvrige nordslesvigske Skoler at lade Tydsk være Undervisningsgjenstand, saa er det dog aldeles uberettiget at giøre en slig Bestemmelse til international Forpligtelse, for ikke at tale om at deraf ligeledes vilde følge at større Fordringer maattes. 668stilles til alle danskslesvigske Skolelæreres Kundskab i Tydsk. Hele denne Række af Fordringer m. H. t. Sproget gaaer videre end at beskytte de tydske Beboere i deres Sprog og Eiendomligheder, den vil at den danske Regering selv skal paatvinge den danske Befolkning at blive tydsk. — Det samme Overgreb ligger til Grund for den Fordring at Communalforfatningerne i Tønder, Sønderborg, Aabenraa og Haderslev skulle bevares paa den Fod, at Borgerrepræs. cooptere ved Vacance og at Magistraten tages af Repræsentationerne, thi derved udelukkes Beboerne fra enhver Indflydelse paa Valget af deres Bestyrelse, og da ethvert dansk eller endog kun moderat Element for Tiden er udelukket af Communalbestyrelserne, vilde altsaa disse overveiende danske Ryer under dansk Herredømme blive styrede af en udpræget og stærkt tydsk Communalautoritet, af hvis eget Samtykke det skulde afhænge, om nogen Forandring nogensinde deri kunde foregaae, og hvis hæmmende Indflydelse paa enhver gavnlig Reform kunde blive saameget større, som efter gammelt Mønster Meget, der nu erkjendes at være Statssag, henhører under det communale Væsen, saasom endeel af Retspleien. — Meer eller mindre af samme betænkelige Natur ere ogsaa de øvrige fordrede Garantier, saasom Frihed for de tydske Beboere til at danne Frimenigheder uden nogensomhelst Begrændsning ved Antal, Omraade eller Control og med Forpligtelse for Staten til Understøttelse af Statsmidler — men med Hensyn hertil kan iøvrigt henvises til de vedlagte 3 udførlige Retænkninger 1).
Men selv om Indholdet af disse Garantier kunde tænkes forandret saaledes at de i Virkeligheden ikke kom til at indeholde Andet end Bestemmelser, som en liberal dansk Regering der ikke vil giøre nogetsomhelst Indgreb i sine tydske Undersaatters sproglige og nationale Eiendomligheder, kunde ville give som indre Foranstaltninger, saa bliver endnu den overordentlig store Vanskelighed og Fare tilbage,s. 669hvorledes de kunne paatages som international Forpligtelse, med alle deraf resulterende Følger, Strid om deres Fortolkning og Anvendelse, Spørgsmaal om hvorvidt en foretagen Forandring berører det Væsentlige eller det Uvæsentlige, om Regeringen ikke, uden direkte at forandre den, dog omgaaer den o. s. f. Og saa vil man endelig see det mod al ordnet Regering stridende Phænomen, at danske Undersaatter, naar de troe at disse Garantier i et givet Tilfælde ikke ere opfyldte, ere berettigede til at føre Klage over deres egen Regering til den preussiske Regering for Retskrænkelse, og at den fremmede Regering da kan skride til en detailleret Localundersøgelse over hvad den danske Autoritet har foretaget, maaskee ved sine egne Commissarier. Og hvorledes afgiøres saa en saadan Strid mellem de 2 Regeringer? Det preussiske Forslag gaaer ganske vist ud fra en rigtig og for os tiltalende Tanke, naar det har villet drage den endelige Afgiørelse bort fra egtl. diplomatisk Behandling, men en fremmed Domstol vilde hverken være villig eller istand til at afgiøre Spørgsmaal af den her omhandlede Beskaffenhed, og om det ogsaa maatte lykkes at finde en anden mindre upraktisk Afgiørelsesmaade, saa vilde dog alle Forsøg paa at sikkre den danske Regerings Selvstændighed og Værdighed i et saadant Forhold, hvor den staaer ligeoverfor en saa meget mægtigere Stat, vise sig frugtesløse. Selv om det end ikke er Preussens Hensigt at misbruge sin Stilling, vil Trykket dog være i høi Grad tungt paa den danske Regering, og skulde det til en given Tid passe Preussen at fremkalde en Conflikt med Danmark, vil det have et fortrinligt Middel dertil ihænde. Den første Pligt for den danske Regering er at bevare, hvad den nu har, saa sikkert og uantasteligt som muligt, og det er netop denne Pligt som miskjendes, dersom man paatog sig deslige internationale Garantier for at vinde Noget af det Tabte tilbage.
Conclusionen af disse Præmisser bliver altsaa at Regeringen nægter at indlade sig paa nogen Afgiørelse, betinget afs. 670internationale Garantier. Dette staaer os fuldkomment aabent, thi vi have altid fastholdt at den os meddeelte Pragerfred ingen Hiemmel indeholder for en saadan Fordring af Preussen, og vi have bestemt udtalt, at ingensinde kunde Regeringen paatage sig Garantier, der i deres Indhold eller Form kom i Strid med Kongens og Statens Souverænitet og traadte hemmende iveien for en ordnet Regering: men nu da Preussens detaillerede Garantifordring foreligger, kan hele Verden see, at den netop i høieste Grad berører, hvad vi maae forlange at skulle være uantastet. De øvrige Magter have altid anseet Garantifordringen for ligesaa uberettiget som farlig, og des lettere vil en Fremstilling af de ovenfor udviklede Betragtninger derfor kunne motivere hos dem vort Afslag. —
Forinden man imidlertid bestemmer sig til at følge denne Vei maa man see, hvorhen den fører i sine endelige Resultater.
Det er lidet rimeligt at Regeringens Vægring ved at indlade sig paa nogensomhelst international Garanti skulde bringe den preussiske Regering til at opgive denne Fordring — sandsynligere er det at den da hellere opgav Tanken om enhver Tilbagegivelse, i alt Fald udover et Par Sogne, og den kunde meget godt giøre det uden at ledes af det Ønske at finde paa et Paaskud til at slippe bort fra Noget, den aldrig havde havt ærligt til Hensigt at opfylde. Den hele slesvigholsteenske Catastrophe er netop baseret paa den i Tydskl. udbredte Tro paa et dansk Tyranni mod Tydskerne i Slesvig og Preussen vilde vel kunne frygte for at blive meget upopulær i Tydskl. ved nu uden videre Garantier at udlevere en Deel af Slesvig til Danmark. Selv om Preussen var opfyldt af det Ønske at vedligeholde en oprigtig god Forstaaelse mellem Danm. og Tydskland, kunde det netop ansee det for nødvendigt at faae deslige Garantier. Hadet mod Danmark var væsentligt fremkaldt ved de slesvigholst. Usandheder og Overdrivelser, men disse kunde netop staaes. 671ugiendrevne, fordi der ingen Maade var, hvorpaa Sandheden kunde constateres. Men Garantier og den dermed følgende Undersøgelse vilde strax bringe Sandheden frem eller, hvis der virkelig var et Overgreb tilstæde, fjerne det. For dem altsaa, der troe, at Pr. kun lurer paa et nogenlunde antageligt Paaskud for at drage sig ud af det Hele, er der ingen Tvivl om, at Forhandlingen brydes, naar vi definitivt vægre os ved at give nogensomhelst Garanti, og for dem, der ikke dele denne Overbevisning om Preussens mauvaise foi, er der i alt Fald en meget grundet Tvivl, om det ikke vil see en uoverstigelig Hindring i Manglen af enhver Garanti for de tydske Slesvigere.
Maaskee vil man hertil svare, at Preussen ifølge Pragerfreden er uberettiget til at betinge Tilbagegivelsen af Garantier, og ikke tør risikere i Længden at undlade at opfylde sin Forpligtelse. Men i denne Henseende maa det erindres at Preussen kun behøver at blive enig med Østerrig for at Art. 5 igien kan udstryges eller fortolkes som forudsættende Garantiers Givelse, og Preussen kunde maaskee paa mange Maader friste Østerrig hertil, uden at Frankrigs Indflydelse formaaede at hindre det, thi det er ligesaavel Frankrig som trænger til Østerrig som omvendt. Men selv om en saadan formel Ophævelse ikke fandt Sted, er det dog næppe rimeligt at Østr. skulde genere Preussen i nogen væsentlig Grad ved at minde om Opfyldelsen af Art. 5. Tilbage staaer da kun den store europæiske Krig som Tvangsmidlet mod Preussen. Men Ingen kan see om og naar den kommer, hvad dens Gienstand og Udfald bliver, og hvorvidt selv i det uheldigste Tilfælde for Preussen dette Udfald vilde blive os gunstigt, hvorimod det er vist at enhver Erhvervelse, som vi maatte vinde fra Preussen ved Tvang, meget let i Fremtiden kunde berede os de største Farer.
Vor definitive Vægring ved at give nogensomhelst international Garanti vil saaledes sandsynligvis føre til Forhandlingernes Afbrydelse, og denne vil igien i en saa høi Grads. 672fjærne enhver Udsigt til en Tilbageerhvervelse af nogen Deel af Slesvig, at den maa betragtes som eensbetydende med Opgivelsen af denne Tanke.
Men om ogsaa Regeringen kunde tage sit Parti i denne Henseende og i Følelsen af sin Pligt, fremfor Alt ikke at udsætte Danmark for Fare, ogsaa vilde tage denne Consequens, er det mere end tvivlsomt, om den kunde bringe Andre til at sætte sig paa det samme Standpunkt, ja om det altid vilde være muligt for den at handle selv saaledes at man ikke tillagde den ganske andre Tanker og Hensigter. Haabet om at erholde Nordslesvig tilbage er saaledes styrket ved Pragerfreden, og Følelsen af Nødvendigheden af at tilbagevinde en national Grændse er i Indlandet saa stor, at den offentlige Mening vil opfatte Regeringens Holdning som afseende paa en forestaaende Krig. Dette vil ogsaa være Opfatningen i Slesvig, i Europa og navnlig i Preussen, og hvor forsigtig end Regeringen vil være, kan den dog ikke altid værge sig for at vise sin Uvillie mod den Magt som har giort det umuligt at etablere et saa godt Naboforhold til Tydskland, som vi havde ønsket. Alt dette vil medføre, at vi indtil videre vedblive at befinde os i en uafbrudt Spænding, at vi naar Krigen maatte komme, ved Forholdenes Tryk med eller mod vor Villie drive ind i Deeltagelse i den, og endelig at vi ere udsatte for, at Preussen, naar det forudseer Krigen som uundgaaelig, først vil sikkre sig mod os ved at foregribe vort Angreb.
Saaledes kan det muligen vise sig, at den tilsyneladende forsigtigste Politik, der vil fjærne fremtidige Farer for det nuværende Danmark, netop lettelig kan udsætte dette for de største. Dersom dette forholder sig saa, vil det altsaa blive nødvendigt at vende tilbage til Garantifordringerne og da istedetfor uden Videre at afvise dem som umulige, at søge at modificere dem og i Indhold og Form at giøre dem saa taalelige og saa lidet farlige som muligt og først naar det maatte vise sig absolut umuligt at enes med Preussen oms. 673Garantier af en saadan Beskaffenhed, maatte Forsøget opgives. Men forinden bliver det af megen Vigtighed for Behandlingsmaaden at det andet af de ovennævnte Spørgsmaal afgiøres, om Regeringen troer at kunne modtage nogen Afgiørelse, hvorved ikke Sundeved, Als og muligvis endog Flensborg afstaaes til Danmark.
2.
Naar Regeringen stræber efter at tilbagevinde en Deel af Slesvig, er det ikke saameget for at vinde en Tilvæxt af Land og en Forøgelse af Rigets Befolkning: var det Øiemedet, vilde der ikke være nogen fornuftig Grund til ikke at modtage det Mindre, naar det maatte vise sig umuligt nu at opnaae det Mere. Men Hensigten er at vinde den nationale Grændse mellem Dansk og Tydsk, og derved opnaae den danske Nationalitets Integritet med den dobbelte Virkning, at Staten i Ro og uden Agitation i det Indre kan udvikle sig, og at den i det Ydre kan stille sig i et varigt og oprigtigt Fredsforhold til Preussen. Intet af disse 2 Formaal opnaaes, hvis Afstaaelsen ikke gaaer ned til den, som det ved de forskjellige Afstemninger har viist sig, constante og marquerede Grændselinie og navnlig ikke, naar Sundeved og Als holdes udenfor. Udelukkes disse 2 maaskee meest dansksindede Distrikter, kan det endog antages, at Agitationen og det spændte Forhold vil blive stærkere end nu, navnlig ogsaa fordi Preussen maaskee vilde vente sig Taknemlighed af os og en roligere Tilstand i Slesvig som det i Virkeligheden ikke vilde opnaae. Under disse Omstændigheder er der ikke tilstrækkelig Grund til at udsætte sig for Vanskeligheder for at vinde et saadant Resultat, og navnlig ikke til at paatage sig nogensomhelst Garantier, hvor forsigtige og begrændsede de end kunde være. Bedre vil det da være, aldeles at opgive den hele Tanke om at faae Noget tilbage, eller i alt Fald at holde Spørgsmaalet aabent til Fremtiden istedetfor at vi nu ved at modtage Noget end ikke kunde smigre os meds. 674det Haab at senere Begivenheder kunde bringe os det Øvrige, thi de europæiske Cabinetter ønske altfor meget at komme til Ende med dette Spørgsmaal, til at de ikke med Glæde skulde betragte enhver Overenskomst mellem Danm. og Preussen som en definitiv Afgiørelse.
43
Imod denne Betragtningsmaade kan der imidlertid giøres væsentlige Indvendinger til Fordeel for den modsatte Anskuelse at man bør modtage hvad man allerede nu kan faae, altsaa, efter hvad der er nogen Grund til at antage, Aabenraa-Linien.
Ved at modtage denne Grændse, opnaaes en Landserhvervelse, som er desto vigtigere som den i toldfiscal og i militær Henseende dækker den ligeoverfor liggende fynske Kyst og giver os tildels Lillebelt, og en Befolkningsforøgelse af c. 100,000 Mennesker: om end det tilsigtede Arrangement med Preussen ganske vist har en dybere Interesse som ovenfor er fremhævet, taber dog derfor ikke den blot quantitative Forøgelse sin Betydning. I national Henseende vindes strax c. 5/9 af den danske Befolkning og derimellem en stor Deel af de gamle jydske Enclaver, hvor det ved Valgene har viist sig at hver Vælger er dansk. Men dernæst opnaaes et andet Punkt, som fortjener en særdeles Opmærksomhed. I Løbet af nogle Aar vil Fortydskningen trænge idetmindste sporadisk stærkt frem lige til Kongeaaen og Jylland ligge aabent for denne Paavirkning. Rykkes nu Grændsen ned til Aabenraalinien, vindes der ikke blot at Fortydskningen standses saamange Mile sydligere, men hvad vigtigere er, den nordslesv. Befolkning er i Aarhundreder vant til Nationalitetskampen og vil frembyde en langt fastere Modstand end den jydske idetmindste i Begyndelsen vil giøre det. I politisk Henseende endelig vindes vistnok ikke en reen Opgiørelse med Preussen, men dog altid en partiel og, hvad der til Fjernelsen af den nuværende Mistro mod vore Hensigter er af stor Vigtighed, det bevises af os i Gierningen at vi oprigtigt ønske at komme overens med Preussen paa fredes. 675lig Vei. Og hvad tabes der endelig ved at modtage Aabenraaerlinien? Der siges, at vi tabe Haabet, som bliver, saalænge Spørgsmaalet holdes aabent! Men det er allerede ovenfor bemærket, at det ikke afhænger af os, hvorvidt Spørgsmaalet forbliver aabent, det kan lukkes ved Østerrigs Holdning, ved de alm. politiske Begivenheder, ved Nordslesvigs Fortydskning paa Grund af Indvandring, den preuss. Regerings Foranstaltninger og Beboernes stigende Haabløshed. Jo mere der dernæst henvises til Haabet og Fremtiden, desto mere forøges den Spænding og Agitation i Sindene som skulde beroliges og desto lettere bliver vor fremtidige Politik under maaskee meget critiske Forhold udsat for at blive styret af Følelsen og at kastes ind i uberegnelige Farer. Men endelig berøves vi ikke med nogen Nødvendighed Udsigten til at drage Fordeel af Fremtiden fordi vi nu modtog en partiel Afgjørelse. Ved at modtage den, behøvede vi vistnok ikke at erkjende at den skulde have givet os Alt hvad der tilkom os, alle Cabinetter vide at Sundeved og Als kun med Urette forholdes os og vi kunde udtrykkelig giøre dette giældende endnu engang. Derved holdes Spørgsmaalet ogsaa aabent saavidt det overhovedet kan holdes aabent og skulde den europæiske Conflikt komme, som mange ansee for uundgaaelig og forestaaende, vilde Preussens Fjender, hvis de bleve seirrige, have den samme Grund som de nu kunde have, til at skaffe os den Grændse, vi ønske, thi deres Interesse vil altid anbefale at styrke os for at standse Preussen, og hvad der er langt vigtigere for os, Preussen vilde maaskee være mere tilbøielig til i Betragtning af en forestaaende stor Krig, at sikkre sig fra vor Side ved at give os Flensborg eller Bovlinien, naar vi allerede havde viist at vi ønske en fredelig Afgiørelse, end det vil være, hvis vi nu ved at skyde Alt bort, idetmindste see ud som om vi alene haabede paa Krigen.
Eet bliver imidlertid endnu tilbage og det er den Betragtning at vi vel maaskee kunde paatage os nogle moderate Gas. 676rantier, naar vi fik det hele Territorium, men aldrig naar det kun bliver Aabenraa-Linien, thi da vil den Forsonlighed og Tillid, som fra begge Sider behøves, for at Garantierne ikke skulde blive ligesaa mange Kilder til ny Strid, fra begge Sider mangle. Og Spørgsmaalet bliver altsaa tilsidst dette: er denne Vanskelighed saa stor, at Regeringen for at undgaae den, skal forskyde en stor Deel af den nordslesvigske Befolkning, lade Jylland foruden en stærk Dæmning mod Fortydskelse, og skyde ethvert Spørgsmaal om nogen Erhvervelse ud i en meget uvis Fremtid, med alle de Chancer og Farer, som denne Forsigtigheds-Politik medfører — maaskee medfører i en fuldt saa høi Grad, som Modtagelsen af Aabenraa-Linien med visse Garantier vilde giøre det. —
43*
Sagens yderligere Behandling afhænger af, hvilken af de 2 Anskuelser der antages. Deciderer man sig for at afslaae enhver Tilbagegivelse, der ikke omfatter Sundeved og Als, er det i høi Grad rimeligt at Forhandlingen ikke vil føre til Resultat, og det giælder da kun om at bryde paa en saadan Maade, at man ikke gaaer ud af Forhandlingen med en slettere Stilling, end man havde før den begyndte. Den rigtige Fremgangsmaade vil da være først endnu engang at anvende alle mulige Midler hos den preussiske Regering for at bevæge denne til at gaae ind paa en saa stor Territorialafstaaelse, som vi ansee som conditio sine qua non for et Arrangement. Viser dette sig at være umuligt, gaaer man derpaa over til at udtale sig om de forlangte Garantier og da selvfølgelig ikke discuterende og stillende Modforslag, men idet man tydeligt viser Uforeneligheden af saavel disse Garantier som ogsaa af enhver international Garanti i det Hele taget, med en dansk Stats Selvstændighed og dens fremtidige Forhold til Preussen.
Afviger man i Tidsfølge eller i Udtalelsesmaade fra den angivne Linie, kan Regeringen neppe undgaae en dobbelt Bebreidelse. Fra Indlandets Side vil det siges, at Alt, hvad Regeringen ved Forhandlingerne har opnaaet, er, at dens. 677uden at erholde nogen Afstaaelse eller Ordning, kun har slaaet fast, for aldrig senere under nogen Omstændigheder at kunne slippe bort derfra igien, at Garantier kunne og skulle gives om end ikke netop i det af Pr. nu forlangte Omfang. Og Udlandet vil bebreide Regeringen, at den har ladet hele Overenskomsten falde paa en territorial Fordring, om hvis Uigjennemførlighed, for Tiden idetmindste, Magterne aldrig have ladet os i Tvivl, idet de tvertimod altid have indstændigt raadet os til at tage hvad vi kunde faae som en à compte, hvorved vi ingenlunde opgive senere at faae Mere, hvis Forholdene tillade det.
Bestemmer man sig derimod til at tage ogsaa den ufuldstændige Afstaaelse, bliver Fremgangsmaaden en ganske anden. Vi ville da have at discutere Garantierne og søge dem modificerede saavidt at de blive taalelige. Samtidigt eller efterat dette lykkedes, forhandles de financ. Betingelser, og naar Sagen saaledes er forberedt, begiæres endelig nøiagtig Meddelelse af Grændsen. Der begynder da herom en Forhandling, i hvilken vi sætte alle Midler i Revægelse for at bringe Grændsen saa langt ned som muligt navnlig ned til Flensborg. Men om man end under denne Forhandling giver sig Mine af eventuelt at bryde det Hele, hvis man ikke tilfredsstilles paa Grændsespørgsmaalet, er det dog den hemmelige Hensigt, hvis Alt ikke hiælper, tilsidst og med Reservationer at afslutte paa en anstændig nordligere Linie.
Det staaer endnu kun tilbage at undersøge hvorvidt det er muligt at modificere Garantierne saaledes at de blive taalelige. Rigtigst turde det i saa Henseende være at den danske Underhandler enkeltvis gjennemgaaer med den preuss. Commissarius de opstillede Fordringer og viser, hvorledes de ikke blot ere uimodtagelige for os, men ogsaa maae antages stridende, med hvad Preussen selv fornuftigvis kan ville. Det tør vistnok antages, at man da m. H. t. Kirke- og Skolesproget vil opgive en Fordring, som gaaer udover Formaalet, de tydske Beboeres Reskyttelse i Rrugens. 678af deres Sprog og ligefrem paatvinger de Danske Tydsk, og man kommer da af sig selv til en Ordning, hvorefter der i Kjøbstæderne aabnes offentlig Undervisning i 2 paa lige Fod stillede Skoler, en tydsk og en dansk, samt afvexlende prædikes de to Sprog, medens Ministerialia udføres paa det Sprog, den Paagiældende selv ønsker det. M. H. t. Communalvæsenet, Brugen af Tydsk for Retterne, Oprettelse af tydske frie Menigheder osv. turde muligvis Indenrigs-, Justits- og Cultus-Ministeren kunne angive Forslag, som fra vor Side kunde giøres uden at medføre nogen praktisk Ulempe. Hvad endelig angaaer de individuelle Friheder, som navnlig ere fordrede under Nr. 1—4, kan det let paavises, hvor umuligt det er, ganske i Alm. at tilsige dem, ligesom ogsaa paa den anden Side ganske at binde sig i Detaillen til visse bestemte Regler. Men en fuldstændig betryggende Garanti ligger der vistnok i Meddelelsen af de Bestemmelser, der for Tiden dels grundlovmæssigt dels i den sædvanlige Lovgivn. ordne disse Forhold, og saa tilføie det internationalt bindende Løfte, at der m. H. t. dem ikke skal blive givet Undtagelseslove for Slesvig, saaat enhver Forandring og nærmere Bestemmelse skal komme til at omfatte hele Staten.
Vanskeligere bliver det at ordne Formen, hvorunder Klager over Brud paa de paatagne Garantier kunne fremkomme. Det preuss. Forslag forbigaaer aldeles dette Punkt, og det vil altsaa være det naturlige Udgangspunkt, at den danske Underhandler begiærer Oplysning om, hvorledes man har tænkt sig det. Endeel af det Stødende vilde borttages, dersom det bestemtes, at den, som troer at kunne klage over et saadant formeentligt Brud, henvender sin Klage til vedkommende danske Ministerium med Anmodning om at i fornødent Fald den danske Regering vil forsikkre sig om, hvorvidt Medcontrahenten m. H. t. Garantierne, altsaa Preussen, deler dens Opfattelse af Spørgsmaalet.
Hvad endelig Afgiørelsesmaaden angaaer, kan den dans. 679ske Regering fuldstændigt billige den Tanke som ligger til Grund for det preuss. Forslag, nemlig at unddrage Spørgsmaalet fra diplom. Behandling eller rettere at forbeholde det til Afgiørelse ved en upartisk Autoritet. Hvis man kan bevæge en fremmed Regering til at paalægge sin Overdomstol et saadant Hverv, modtage vi denne Ordning, i modsat Fald ere vi villige til med Preussen at søge at komme overens om en anden Afgiørelsesmaade, der frembyder begge Parter en ligesaa fyldestgiørende Garanti. —
2/12 67. P. V.
Bemeldte Aktstykke forelagt og gjennemgaaet i en Mini- sterconference den 3die December; den overveiende Deel af Ministrene foretrak den sidst foreslaaede Vei at gaae i Forhandlingernes Gang, og det blev derfor vedtaget at Ind- stillingen til Kongen, der vil blive at forelægge i Statsraadet, og hvorved Retningen hvori Instructionen skal meddeles Kammerherre Quaade angives paa den her i Slutningen an- tydede Maade, [affattes] saaledes at Vanskelighederne ved at gaae ind paa flere af de fremsatte Propositioner noget stærkere pointeres. —
18 3/12 67.
C. E. Juel-Vind-Frijs.
Th. Rosenørn-Teilmann.
C. A. Fonnesbech.
J. B. S. Estrup.
W. Raasløff.
Kierkegaard.
O. Suenson.
Referatet er skrevet med P. Vedels Haand, Beslutningen med Grev Frijs’, Underskrifterne er egenhændige.