Frijs, Christian Emil Krag-Juel-Vind BREV TIL: Quaade, George Joachim FRA: Frijs, Christian Emil Krag-Juel-Vind (1869-12-13)

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 13. December 1869.

Kjære Quaade! Da jeg har en Timestid til min Disposition for Øieblikket kan jeg ikke finde nogen bedre og hensigtsmæssigere Anvendelse end ved at bringe Dem min Tak for Deres jevnlige Smaameddelelser og om disse end undertiden maatte synes Dem, som De skriver, af for liden Betydning saa ere de yderst velkomne Momenter til nogenlunde at klare sig Situationen som ikke er uden betydelige Farer, og det er altid en Behagelighed at være forberedt forinden disse indtræde. De kjender min personlige Opfattelse saa nøie baade af skriftlige og af mundlige Udtalelser, at hvad jeg ikke kan vinde Overbeviisningen om at være en Fordeel for vor mishandlede og forurettede Stat, gaaer jeg under ingen Betingelse ind paa hvor farlig end et sligt Afslag kan s. 329see ud, thi efter min fulde Overbeviisning, som ikke er grundet paa nogen forudfattet eller stærk fremtrædende nationalistisk Erkjendelse, vil det være at foretrække at bede sig fritaget for at modtage en Restitution end[!] at modtage en saadan, der ikke kan tilfredsstille Slesvigerne, og der ikke kan betrygge os som en Erkjendelse fra det tydske Folks Side om den danske Stats berettigede Existents, hvilket naturligviis for Fremtiden med dens Farer er os af største Vægt. Lillebelts Linien kan tilsyneladende gives Udseende af at have en Betydning, men i mine Øine ville vi selv med Retrocession af det der virkelig ønsker at vende tilbage ɔ: Als og Sundeved, i strategisk Henseende staae ligesaa svage ligeoverfor det mægtige militariserede Nordtydskland; selvfølgeligt vil det aldrig falde en fornuftig dansk Regjering ind at befæste Als og Dybbel i nogen væsentlig Grad, thi det vilde herved skabe sig et finantsielt Trækplaster som vilde svække Staten med dens ringe Tilgange alfor meget. De veed jeg har ikke havt nogen stor Tiltro til de Bevægelser der nu synes at finde Sted med Hensyn til Opfyldelsen af Pragerfredens Artikel V og det der hidindtil er kommet os for Øre som er meget lidet synes ikke at tyde herpaa; derimod kan jeg ikke forstaae, hvad der i en Dem meddelt Skrivelse menes med »Vækkelsen af Ømfindtlighed andetsteds«, thi jeg forstaaer ikke hvad der menes ved »andetsteds« enten Rerlin eller neutrale Punkter. Endnu mindre forstaaer jeg, at en slig Bevægelse kunde skade os, thi det kan dog kun være til Gavn at det viser sig at bemeldte Bestemmelse ikke er kastet i Papiirskurven. Heydebrand har forladt os igaar paa en 6 Ugers Congé og have vi modtaget en ny Legationssecretair ¹Friherre F. E. von den Brincken fungerede fra December 1869 til Januar 1870 som Chargé d’Affaires under Gesandtens Fraværelse.) som har søgt mig et Par Gange men ikke kunnet træffe mig. Kjender De Noget til denne og nyder han nogen særlig Tillidscredit som staaende i Forbindelse med betydelige Personligheder? Han skal efter Sigende s. 330ikke have noget tiltalende Ydre, men dette kunde man vel heller ikke vente af Grev Bismarcks særlige Naade. Hvis jeg kan for Rigsdagsforretninger reiser jeg hjem paa Mandag den 20de, da jeg skal have Termin 21—24de og haaber da at kunne blive nogle Dage hjemme indtil Nytaar. Skulde noget Mærkeligt indtræffe, beder jeg Dem skrive mig til Frijsenborg. —

Jeg haaber at De rigtig maa have modtaget det Dem sidst Tilsendte og beder jeg Dem fortsætte med Deres smaa behagelige Epistler, selv om det til enkelte Tider maatte synes Dem kun at være Ubetydeligheder, thi tidt er det ved at sammenlægge slige Smaategn fra forskjellig Side at man dog kan danne sig et Slags Billede af den Bevægelse der finder Sted i den store diplomatiske Verden. Jeg bilder mig ind at denne mere end nogensinde drives af Fredsbegjær, og saa- ledes kan ogsaa den sidste Bevægelse naturligst forklares med dens bløde zephyragtige Natur. For Øieblikket er utvivlsomt Preussen eller Nordtydskland, hvad man nu vil kalde det, den Magt som har meest at betyde, og Tydskerne burde derfor ogsaa billigviis være de meest tilfredse, men det ligger nu engang i Ambitionens og Erobringernes Natur at den er umættelig; der opædes og tilintetgjøres uden at derved Vedkommende enten bliver lykkeligere eller rigere. . . .

C. E. Frijs.