Frijs, Christian Emil Krag-Juel-Vind BREV TIL: Quaade, George Joachim FRA: Frijs, Christian Emil Krag-Juel-Vind (1870-04-14)

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Confident.
Kjøbenhavn, 14. April 1870.

Dersom Nordd. Allg. Zeit. havde indskrænket sig til den første Artikel, i hvilken den udtalte sig om den preuss. Regerings Stilling til Danmark og Pragerfredens Art. V, vilde jeg ikke ganske have turdet benægte Muligheden af, at Grev Bismarck, saaledes som Hr. von Thile udtrykkelig har erklæret til D. H., ingen Deel havde i disse mærkelige Udtalelser, der da alene kunde ansees som Avisens egne Betragtninger. Men, hvad man end forresten vil dømme om den første Artikels Oprindelse, saa kan der dog næppe være den ringeste Tvivl om, at Bladet ikke vilde have kunnet fortsætte sin Polemik for stedse skarpere at udvikle sin Theorie, hvis Forbundscantsleren misbilligede denne og vilde have Preussens Forpligtelser opfattede paa en anden Maade, end Bladet søger at fremstille dem. Det er saaledes ikke muligt at dølge sig, at Nordd. Allg. Zeit, ved denne Leilighed har udtalt, hvad den preuss. Regering ønskede at see udtalt. Men hvad er Grev Bismarcks Hensigt hermed?

Ligefra den Tid, Forbundscantsleren i Nikolsburg saae sig nødt til at love Nordslesvigs Tilbagegivelse, har den preuss. Regering paa alle Maader søgt at komme bort fra denne Forpligtelse. Trods alle anvendte Bestræbelser blev Bestemmelsen imidlertid optaget i Pragerfreden, men den Omstændighed, at der intet bestemt Tidspunkt for Tilbagegivelsen var tilføiet, gav det første velkomne Paaskud til at opsætte Udførelsen af Artiklen. Senere da politiske Forhold syntes at giøre det betænkeligt ganske at ignorere dens Tilværelse, aabnedes vel de bekjendte fortrolige Forhandlinger, men ligesom Maaden, paa hvilken disse førtes tilfulde godtgjorde, at det ikke var den preuss. Begerings alvorlige Mening, at de skulde lede til noget positivt Resultat, saaledes viste der sig ogsaa snart uimiskjendelige Tegn paa, at Grev Bismarcks. 404lagde an paa at vælte Skylden for Forhandlingernes Afbrydelse over paa Danmark. Som det vil erindres, beklagede Forbundscantsleren sig til de andre Hoffer over, at den kgl. Regering, som han paastod det, viste Langsomhed og Mangel paa Iver under Forhandlingen. Det var mig imidlertid let ved Dato’erne at paavise, at den kgl. Regering altid med saa stor Hurtighed, som Sagens Vigtighed overhovedet tillod det, havde yttret sig om de forskjellige preussiske Forslag, og at det derimod var den preuss. Regering, hvis Svar stadigt lod vente paa sig. Grev Bismarck søgte nu ad en anden Vei at naae sit Maal ved at bringe Forhandlingerne til et Punkt, hvor det blev meget vanskeligt for den kgl. Regering ikke at erklære, at yderligere Forhandlinger paa en saadan Basis vilde være frugtesløse. Hvor ubilligt det end vilde have været at give den kgl. Regering Skylden for en Afbrydelse, der i Virkeligheden alene kunde tilskrives den pr. Regerings urimelige Fordringer, troede jeg dog omhyggelig at burde undgaae selv det fjerneste Skin af at have forstyrret en mulig Overenskomst og jeg svarede derfor paa en Maade, som ikke tillod Grev Bismarck at paaskyde, at den kgl. Regering havde afbrudt Forhandlingerne. Forbundscantsleren valgte nu at lade Sagen hvile og i over 2 Aar har han nu vedligeholdt sin officielle Taushed, maaskee i det Haab, at den kgl. Regering skulde giøre det første Skridt til en Gienoptagelse af Forhandlingerne, i hvilke den, træt af at vente paa en Afgiørelse, vilde vise sig villigere end før til at modtage de vilkaarlige Indskrænkninger og Betingelser, som det maatte behage den preuss. Regering at tilføie Opfyldelsen af den traktatmæssige Forpligtelse. Men ogsaa dette Forsøg er forblevet frugtesløst. De danske Nordslesvigere have ikke tabt Modet, Europa har ikke glemt Pragerfreden og den kgl. Regering har ikke giort Mine til at ville fravige, hvad den engang har erklæret for at ansee som sin ufravigelige Pligt at fastholde.

26*

Det vilde være i fuld Overensstemmelse med den saaledes i mere end 3 Aar fulgte Taktik, om Grev Bismarck nu troedes. 405at Øieblikket var kommet for ham til endelig at befrie sig for et Spørgsmaal, som allerede bereder Preussen Forlegenheder og under givne Forhold kunde blive farligt. Den russiske Regerings Organ le Nord har med Rette henledt Opmærksomheden paa det mærkelige Sammentræf, at N. A. Z. har aabnet sin Polemik netop i et Øieblik, da de østerrigske Forfatningsforhold mere end nogensinde før befinde sig i en Opløsningstilstand, og da indre Vanskeligheder synes at maatte optage den franske Regerings hele Opmærksomhed.

Disse Forudsætninger lede mig til i N. A. Z.s Artikler nærmest at see et Forsøg paa at sondere den offentlige Mening i Europa, for at den preuss. Regering derefter med større Sikkerhed kan afgjøre med sig selv, hvilket Skridt den maa ansee det for rigtigst at tage i Sagen. Nærmest synes N. A. Z.s Udtalelser at antyde, at Grev Bismarck kunde ville overskjære Vanskeligheden ved at erklære Art. V for at være bortfaldet. Men hvormeget en saadan eensidig Declaration fra Preussens Side end kunde smigre den tydske nationale Følelse, fordi den vilde være det første Skridt til positivt at bryde Pragerfreden og den aabent vilde trodse Udlandet, forekom dog netop denne Omstændighed mig at giøre det lidet sandsynligt, at Grev Bismarck skulde ville vove et saa betydningsfuldt Skridt. Thi der kan næppe være nogen Tvivl om at forskjellige Stormagter vilde protestere mod et saadant formelt Brud, og disse Protester vilde i alt Fald være tilstrækkelige til at hindre at Spørgsmaalet endelig kunde ansees som bortfaldet. Den eneste Virkning vilde altsaa let kunne blive, at den alm. Mistro mod Preussen voxede i en betænkelig Grad overalt, og at det blev meget vanskeligt for den preuss. Regering at gienoptage Sagen, dersom muligvis Omstændighederne engang maatte giøre det ønskeligt for Preussen at ordne den paa en venskabelig Maade med Danmark. Som D. H. seer, tænker jeg mig ikke den Mulighed, som Kreuzzeit. ganske vist nylig har antydet, at Preussen kunde blive enig med Østerrig om en formelig Ophævelse afs. 406Art. V, thi jeg er ikke istand til at indsee, ved hvilke Fordele Grev Bismarck skulde kunne kjøbe et saadant Samtykke af Wiener-Cabinettet.

Jeg er derfor langt mere tilbøielig til at tillægge de omtalte Artikler den Hensigt at forlange det Mere for at opnaae det Mindre, med andre Ord at forberede ikke en Declaration som det ovennævnte men en ny Forhandling i hvilken den preuss. Regering, under Trudsel om i Tilfælde af Afslag fra vor Side at ville erklære Art. V for ophævet, agter at stille den kgl. Regering et Ultimatum. Jo skarpere Trudslen fremsættes, desto mere kunde den antages at ville giøre den danske Regering tilbøielig til at føie sig og desto mere haaber man muligvis ogsaa i Berlin at kunne bringe de andre Magter til at anvende deres Indflydelse her, for at en i sin Form frivillig Overenskomst mellem Preussen og Danmark skal fjerne de spændte Forhold i den alm. europæiske Politik, som nødvendigvis vilde følge af at Preussen udførte sin Trudsel. — Dersom denne min Formodning maatte vise sig rigtig, vilde den kgl. Regering altsaa eventuelt kunne see sig udsat for den Fare, som jeg længe har frygtet, nemlig at man fra forskjellige Sider vil søge at udøve et Tryk ¹Indskud med Grev Frijs’ Haand.)i den almindelige Freds Interesse ¹Indskud med Grev Frijs’ Haand.) for at bringe os til at lade os nøie med en større eller mindre Deel af Nordslesvig, ²Indskud med Grev Frijs’ Haand.)hvad enten denne Retrocession er os til Gavn eller til Skade ²Indskud med Grev Frijs’ Haand.). Mine Tanker om dette Spørgsmaal ere D. H. tilstrækkelig bekjendte. —

Det er muligt, at den saavidt jeg veed, eenstemmige Misbilligelse, som N. A. Z.s Udtalelser have mødt udenfor Tydskland, vil forandre Grev Bismarcks Hensigter og at Resultatet saaledes kan blive, at Alt igjen synker tilbage i den tidligere Ro idetmindste for nogen Tid. Men hvad enten det Ene eller det Andet skeer, er det nødvendigt at den kgl. Regering med yderste Opmærksomhed følger Grev Bismarckss. 407Bevægelser i den slesvigske Sag under de nuværende Forhold og jeg veed at D. H. ufortøvet vil meddele mig Alt, hvad der i denne Henseende kan frembyde nogensomhelst Interesse. Ligeoverfor de fremmede Gesandter vil D. H. ikke undlade at giøre det klart, at der her aldeles Intet er foregaaet eller yttret, som kunde give Anledning til den Mistro, som Preussen giver sig Mine af at nære til vore Hensigter, og iøvrigt have Aviserne — navnlig en Artikel under Mærket D—d. i Berl. Tid. for Tirsdag og en fransk Artikel i Dagbladet for igaar ¹Se Noten til Brev fra Grev Frijs til P. Vedel 9/4 1870. Nr. 677.) — saa udførligt belyst det Paaskud, som N. A. Z. søger at benytte, at jeg ikke kan tilføie Noget dertil. Men iøvrigt veed jeg for Tiden intet Andet at anbefale D. H. i Deres Samtaler med Deres Colleger i Berlin end fremdeles af al Magt at fremhæve Nødvendigheden af at Als og Dybbøl tilbagegives Danmark ligesaavel som Haderslev og Aabenraa, dersom man vil opnaae en tilfredsstillende og retfærdig Opfyldelse af Pragerfreden.

Koncept med P. Vedels Haand til Depeche Nr. 3.