Frijs, Christian Emil Krag-Juel-Vind BREV TIL: Falbe, Christian Frederik FRA: Frijs, Christian Emil Krag-Juel-Vind (1870-04-14)

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Falbe, Gesandt i
Wien
.
Kjøbenhavn, 14. April 1870.

Af D. H.s forskjellige Depescher, navnlig Nr. 10, 13 og 15 1) har jeg seet, at man i diplomatiske Kredse i Wien opfatter saavel den alm. politiske Stilling i Europa som ogsaa det slesvigske Spørgsmaals nuværende Tilstand paa en ganske anden Maade end jeg af Beretninger andetsteds fra har Anledning til at antage for den rigtige.

Intet synes saaledes at bestyrke de krigerske Udsigter, som Hertugen af Grammont har omtalt til D. H. og langt fra at bære Præget af kun at være en 5 til 6 Maaneders Vaabenhvile forekommer den nuværende Tilstand i Europa mig meget mere at antyde, at der ikke er nogen Regering, som kan og vil tænke paa at bryde Freden, naar ikke ganske særegne og tvingende Grunde uformodentlig skulde giøre det nødvendigt. Forsaavidt navnlig Rusland nævnes som en Magt, der skulde beskjæftige sig med Tanken om en Krig, synes denne Mistanke at være fuldstændigt ubegrundet, saameget mere, som det neppe vil være muligt at paavise nogen Interesse for Tiden, der kunde tilraade den keiserl. Regering at forøge sine indre Vanskeligheder ved ydre Complicationer. At ikke destomindre Østerrig søger at holde sin Hær i en saa kampdygtig Stand som muligt, beviser efter min Mening kun, at Grev Beust maa ønske at sikkre sig ogsaa ligeoverfor uformodede Eventualiteter.

Ligesaalidet troer jeg paa, at den franske Regering skulde tænke paa for Tiden at ville bringe en Conference istand angaaende det nordslesvigske Spørgsmaal, endsige at den skulde forhandle med Østerrig og England derom. Jeg har al mulig Grund til at være tilfreds med den Maade, paa hvilken Grev Daru udtaler sig til den kgl. Gesandt i Paris om Sagens. 409og navnlig ogsaa med den Redebonhed som han har viist ved strax at gaae ind paa det Forslag, som det vil være D. H. bekjendt at jeg gjennem Grev Moltke for nogen Tid siden har giort ham. Men ligesaa aabent og bestemt har han samtidigen dermed ogsaa erklæret, at for Tiden kunde hverken de alm. europæiske Forhold eller de indre franske Forfatningsreformer tillade ham at giøre Mere end med Opmærksomhed at følge det nordslesv. Spørgsmaals Udvikling. — ligeledes er det ikke forunderligt, at Aviserne have kunnet tillægge Baron Stoffels 1) Reise en politisk Betydning, men der [er] ingen Grund til dennegang at mistroe de Forsikkringer, som fra alle Sider paastaae, at den franske MilitærAttaché ikke har havt nogetsomhelst politiskt Hverv. Det hele Rygte om at Grev Bismarck skulde sætte nogen særdeles Priis paa en formelig Mediatisation af nogle Smaastater, der allerede faktisk ere incorporerede i Preussen, hører ganske vist til dem, som man maa lægge Mærke til, men det forekommer mig dog altfor usandsynligt til at det skulde fortjene nogen Tiltro. Heller ikke fra denne Kant tør jeg altsaa vente at der vil aabne sig nogen Udsigt til at Preussen skulde vise sig mere villig end før til at løse det nordslesvigske Spørgsmaal.

De Artikler, som nylig ere fremkomne i N. A. Z., synes snarere at tyde paa ganske andre Hensigter hos den pr. Regering. Jeg takker D. H. for den indsendte Coupon af »Tagespresse«, 2) der saameget mere har interesseret mig, som den vel tør antages at udtale Grev Beusts Anskuelser. Det er unødvendigt for mig at anmode Dem om leilighedsvis at oplyse saavel Rigskantsleren som Deres Colleger om at her Intetsomhelst er foregaaet eller sagt, der i mindste Maade kunde give den preuss. officiøse Tidende Anledning til disse mærkelige Udtalelser og om de ovennævnte Artiklers øvriges. 410Indhold kan jeg henvise Dem til de Gjendrivelser, som ere fremkomne i Aviserne, navnlig tør jeg henlede Deres Opmærksomhed paa en Artikel i Berl. Tid. for i Tirsdags under Mærket D—d og paa en fransk Artikel i Dagbladet for igaar.

Hvor beleiligt end Øieblikket maatte forekomme Grev Bismarck til at vove et nyt Skridt mod det Maal, som han længe har arbeidet hen imod, nemlig at unddrage sig Opfyldelsen af Pragerfredens Art. V, saa kan jeg dog ikke troe at han virkelig skulde have Mod til formeligt at erklære at Preussen ikke længere betragter denne Artikel som bindende for sig. Thi selv de europ. Magter, som ikke indsee Vigtigheden ogsaa for den alm. politiske Stilling af at det slesv. Spørgsmaal løses paa en med Retfærdighed stemmende Maade, maatte i alt Fald i en saadan aaben Ophævelse af en af Pragerfredens Artikler see en Handling, der i sine Følger vilde berøre ogsaa alle de andre Restemmelser i denne vigtige Traktat, thi med samme Ret, Preussen nu slog en Streg over Art. V, vilde Sydtydskland ved given Leilighed kunne incorporeres i det nordtydske Forbund. Men uagtet jeg saaledes, idetmindste ikke endnu, kan troe at Grev Bism. virkelig skulde have til Hensigt at udføre den Trudsel, som N. A. Z. har fremført, er dog Situationen i det Hele saa alvorlig at det er nødvendigt at vi med yderste Opmærksomhed vogte paa ethvert Skridt af den preuss. Regering som kan have noget Hensyn til vort Spørgsmaal og navnlig vil D. H., selvfølgelig med den yderste Forsigtighed, lægge Mærke til ethvert Tegn, der kunde tyde hen paa, at den pr. Regering søgte at vinde den øst. Regering for sine Anskuelser og Ønsker i denne Sag.

Baron Eder er for nogle Uger siden ankommet hertil. Da han ikke har givet mig nogensomhelst Anledning har jeg selvfølgelig ikke søgt til ham at berigtige den Misforstaaelse, som min Samtale med Grev Paar ved dennes Afreise havde fremkaldt. Jeg er overbevist om at D. H. tilfulde har oplyst Grev Beust om Sagens rette Sammenhæng og jeg har saaledess. 411ingen Grund til fra min Side at provocere en Udvexling af Anskuelser, som Baron Eder synes at have Instruction til at søge at undgaae.

Koncept med P. Vedels Haand til Depeche Nr. 3.