Oscar 2. BREV TIL: Rasmussen Carlsen, Hans FRA: Oscar 2. (1870-08-10)

Kronprins Oscar af Sverige-Norge til Hofjægermester H. R. Carlsen.
Helsingborg, Sofiero, 10. August 1870.

Min gode Ven!

Jeg er nok skyldig et Svar til Dig alt for længe siden, men Begivenhedernes alvorsfulde Gang og Udvikling have fyldt min hele Siæl først med ængstelig Spænding og siden meds. 647en usigelig Forbauselse! Aldrig havde jeg kundet tro at Frankrig skulde give fienden initiativen, allermindst nu, da Frankrig absolut provoceret Krigen, og fremtvunget den! Aldrig havde jeg troet at Frankrigs mest udmærkede Feltherre og den seiervante algieriske Armé vilde lade sig kujonere af syd-tydske Tropper, Bayrer og Würtemberger! Hvad jeg derimod har troet, men hvad man i Frankrig på en underlig Måde forbiseet, det er at således som Krigen nu indledes ^*Pragerfreden vilde have været den rette Krigsårsag.), måtte Tysklands Befolkninger absolut, par force, sluttes sammen, thi når den Hohenzollerske Kandidatur var tilbagetaget, men man dog vedblev i Frankrig, da skimtede Rhingrændsen altfor tydeligt frem, da anså’s den tydske Ære fornærmet. Hvad jeg nu antydet er den eneste fornuftige Erklæring af Overfaldet ved Weissenburg, og Svagheden af hele franske Venstre Fløi.

Jeg håber at vi nu snart få at høre om en offensif seierrig Bevægelse af den franske Hær, thi jeg kan ikke troe at det står så ilde til, som den første Overraskelsen troede. Der er jo endnu ikke skeet noget Hovedslag! Jeg håber fremdeles at den bebudede Landgangshær under den udmærkede General Trochu kommer. Men blot under disse Forudsætninger kan jeg tilråde Danmark at træde ud af sin neutrale Stilling. Et lille Land må handle forsigtigt og klogt. Når man ser Bismarcks Afsløringer, så falder et dobbelt Afgrunds Lys over Europas Storemagters Politik vis à vis de små!! På begge Sider, (så meget er klart) har man tænkt på egen Gewinst ved Andres Fald! Altså: først 40000 Franskmænd iland i Sleswig, så en Traktat, en bonne forme, med Napoleon under, der tilforsikkrer virkelige Anstrængelser for at nå Slesvigs Gienvinden — da kan det danske Folk roligt træde under Våben, thi da har det gjort hvad Klogskab bød! Men kommer nu denne Landgangshær i tilstrækkeligt stort Antal? 20000 Mand er for lidt. Behøves ikkes. 648Tropperne for at udfylde Arméen i Frankrig? eller opretholde Orden i dette Paris, hvor der findes une canaille irréconciliable der lurer på første Anledning? En snar Fremtid vil besvare disse Spørgsmål.

Hvad Os betreffer, så se vores Aviser!!! Megen Sympathie, men liden virkelig Patriotisme! Skiønne Ord, men ingen Handlingslyst! Det er den bittre Frugt 1863-4 Års Politik har medfört! Det udgiör mitt Livs Sorg! Men det er bedst at see Sagen, som den er. Kongen vil nok denne Gang, men han har ladet — han som Napoleon — initiativen og Tiltroen glide ud af Hænderne på sig. Ikke en Gang Frankrig skal (efter Sigende) ændse vores Optræden! Minister Fournier skal have afgivet overdrevet ugunstige Efterretninger om vores Militære og Politiske Tilstand til Keiseren. Måske forandres nu Frankrigs Sprog efter de sidste Begivenheder, men da bliver man også endnu mindre hued til Handling! Nei, der er nok desværre intet at vente, og det er derfor jeg skiuler mit Ansigt langt borte fra Hovedstaden.

Il faut être homme nouveau quand on paraîtrait, si telle était la volonté de Dieu.

Dog i min Afkrog her opsøgtes jeg forleden Dag af et Brev fra — kan Du gjætte — ikke mindre end Comte Reuss, ahas: Marskal Prim! ¹General Juan Prim, Greve af Reuss, var Førsteminister i den spanske Regering, der efter Isabellas Forjagelse styrede Spanien.) Han inviterede mig på den spanske Krone! Jeg bukkede og takkede og så var den Sag endt, men det der ubehagelig berørte mig var at en dansk Mand, tilhørende det skandinaviske Parti bragte mig dette Bud, og ikke har været fremmed for dets Senden! ²Josef Michaelsen. Sml. Kriegers Dagbøger V, 61—62.) Jeg beder Dig og alle Venner være overbevist om at jeg ikke sælger min Arveret til Sverrig og Norge for en Krone! Byder Nordens Vel, og er det mine kiære Landsmænds Ønske at jeg, Arveprinds Oscar, på Forhånd træder tilbage, da giør jeg dette derfor at jeg troer det være min Pligt imod Norden og denss. 649Fremtid, men uden al 5. k. Erstatning, ene og alene fordi min Samvittighed da vil byde mig det. Ikke Lyst til Kongerang, der ikke blænder mig, ikke Higen efter Kongemagt, der ikke er stor nu længere, nej, blot Pligt mod de Forenede Riger holder mig på min Post. Sålænge denne Pligt forefindes hverken bør, kan, vil eller skal jeg vige derfra, om man så bød mig al Verdenens Herlighed. Det var en Dag, hvor jeg fristedes dertil. Denne Dag er forsvundet i 1864 års blodige Krigståger. Jeg håber at det var bedst som skeete. »Indled os ikke i Fristelse« vil jeg bede. Amen! . . .

Din hengivne Ven
Oscar.

Gammelkøgeg aards Arkiv.