Frijs, Christian Emil Krag-Juel-Vind BREV TIL: Rosenørn-Lehn, Otto Ditlev FRA: Frijs, Christian Emil Krag-Juel-Vind (1870-08-24)

Lensgreve C. E. Frijs til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Frijsenborg, 24. August 1870.

Kjære Rosenørn! Undskyld at jeg først saa sildig bringer Dem min Tak saavel for den til Kongen givne Fremstilling ¹Trykt som Nr. 894—95.) som for Deres venlige Linier og for det i disse mig viste Venskab, hvorpaa jeg sætter en overordentlig stor Priis, og hvorfor det altid vil være mig en overordentlig stor Glæde om jeg kan være Dem til Tjeneste, men jeg vendte først igaaraftes hjem fra en Excursion som jeg har gjort med min Familie til Boller og Veilefjord og derefter til Himmelbjerget og Silkeborg. Desværre forekomme de Efterretninger der komme fra Krigsskuepladsen mig ikke beroligende for Franskmændenes Vedkommende og endnu mindre beroligende er vistnok den indre Tilstand. — Sendeisen af Cadoren saavel naar man seer hen til Personen som naar sees hen til Sendeisens Offentliggjørelse viste ikke nogen stor Omhu for Danmarks vanskelige Stilling, og det Tilsagn om Hjælp var ligesaa uoverlagt og løst som det Meste af den øvrige Gjerning. At man maa beundre Franskmændenes nuværende Anstrængelser er vist, men ønskeligere havde det været baade for dem selv og for Andre om de havde villet lukke Øinene op tidligere og desværre er min Frygt stor for at den indre Strid efter et eventuelt Nederlag skal bryde frem i lys Lue; gid vi ikke maatte blive Vidner hertil og til den grændseløse Fryd dette vilde fremkalde hos Tydskerne, hvis Hovmod herved vilde stige i det Uendelige. Ligesom De maa jeg beklage Hertugen af Cadores Sendelse hertil saavel paa Grund af Personen som fordi det der tilsigtedes gaves en aldeles hensynsløs Offentlighed, hvorved der ikke var taget ringeste Hensyn til vore Interesser; De veed nok hvem jeg giver Skylden for Sendelsen og naar der er Spørgsmaal om at Cadore har faaet et gunstigt Indtryk, da betvivler jeg dettes. 697meget saavel hvad mig angaaer som hvad Dem selv angaaer, thi naar Ens Mission ikke lykkes, hvorved ogsaa Tilfredsstillelse af personlig Ærgjerrighed tilsigtedes, da kan sjelden al det Sukker, som strøes paa, forslaae, og Repræsentanterne for Stormagterne have vænt sig til den Overseen af de Smaae, at disse bør falde i Støvet, naar Vedkommende i Naade tilsmiler dem, og i den Henseende med Hensyn til brutal og hensynsløs Behandling ere de Alle lige, England udtrykker det i money »for 11/2 Million Sjæle er det ikke værd at vove mange Millioner Pund Sterling«, Franskmændene siger »le tout est si peu de chose«, og Preussere og Russere finde det allerede høist oprørende, at man ikke siger Ja og Amen saasnart de behage at nikke; derfor er det ogsaa min Overbeviisning at der findes ingen Post bedre skikket til at lære Mennesket Ydmyghed end at være dansk Udenrigsminister og naar man endda kunde lære det paa den rette Maade saa at man aldrig kom ud af sin Ligevægt, stadelig holdende sig sit Lands Værdighed for Øie dog var saa souple, at engang en gunstig chance, der dog sikkerlig maa komme, kunde benyttes, vilde man heraf bedres som Menneske, men det er vanskeligt og har idetmindste for mig viist sig umuligt at kunne bevare og ikke at opfyldes af Bitterhed istedet. . . .

C. E. Frijs.

Oreby.