Rosenørn-Lehn, Otto Ditlev BREV TIL: Vedel, Peter August Frederik Stoud FRA: Rosenørn-Lehn, Otto Ditlev (1871-06-19)

Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 19. Juni 1871.

Kjære Directeur!

Uagtet jeg vel veed at Ro og Fred er en af Hovedbetingelserne for at man skal kunne nyde godt af en Badekuur, og det er langt fra at jeg vil forstyrre denne for Dem, kan jeg dog ikke lade være at sende Dem et Par Ord idag, og tager dette saameget mindre i Betænkning, som den Efterretning, jeg har at bringe, dog hører til de bedre. Jeg havde nemlig igaar et Brev fra Kammerherre Quaade, ²⁾Koncept, dateret 16. Juni, findes blandt Quaades Papirer i U. A. hvori han melder »at Udvandringssagen nu staaer en heel Deel bedre«, idet s. 41nemlig Hr. v. Balan havde sagt ham, at ikke alene Udenrigsdepartementet, men ogsaa Krigsministeriet og Baron Carl Plessen nu vare paa vor Side, og at det altsaa for Tiden hovedsagelig kommer an paa at vinde Localautoriteterne eller bringe dem til Taushed. Dette kan nu vistnok have sine Vanskeligheder, da de overalt i Pr. ere i Besiddelse af stor Competence, men paa den anden Side skulle de i vore Skrivelser førte Beviser for de af dem begaaede Overgreb have gjort god Virkning i Berlin. Det er jo altsammen godt og glædeligt, men hvad ville de gjøre for at bøde paa de begaaede Overgreb?

Jeg maa dernæst fortælle Dem, at Heydebrandt forleden Dag — udenfor den alm. Conferencetid og uden anden særlig Anledning end at fortælle mig at — jeg troer det var — Italien, der havde taget denne venezuelaske Historie ¹⁾Den danske Regering var af Tyskland blevet opfordret til at deltage i en diplomatisk Fællesaktion i Venezuela til Beskyttelse af de derboende Udlændinges Interesser. — Skrivelse til den danske Generalkonsul i Caracas 1. Juni 1871. Geheime Registraturen. paa samme Maade som vi — besøgte mig, og efterat have udtalt sine Beklagelser over at den fatale Udvandringssag ikke kunde falde ilave, bestemt raadede til at paalægge Quaade at søge Leilighed til at behandle den i en privat Sammenkomst med »Fürsten«. Jeg fandt det uforsvarligt at lade denne Yttring, især da den kom frem for anden Gang, gaae upaaagtet hen, og confererede derfor med Krieger, ²⁾Sml. Kriegers Dagbøger V, S. 175. med hvem jeg vidste at De havde talt derom første Gang, og da han ganske var af min Mening telegrapherede jeg til Quaade forat »invitere« ham til at søge en Samtale med Bismarck. Jeg troer nok at Q. er blevet noget forskrækket ved denne »Auftrag«, imidlertid har han lovet at gjøre sit Muligste. Det vil nu dog maaskee være overflødigt. Hans Brev var forresten skrevet i en noget gnaven Tone, der især kom til Udtryk i en høflig Bebreidelse, fordi jeg havde antydet i Telegrammet s. 42at han selvfølgelig ikke maatte slaa paa »Compromisset« i Samtalen med B. — men det skriver jeg paa Regning af hans ufrivillige Ophold paa en Tribune i stegende Solhede fra Kl. 7 F. M. til Kl. 4½ E. M. for at beundre Seirsindtoget.

Det omtalte Brev ¹⁾Jvf. Nr. 991 og Kriegers Dagbøger V, S. 174 under 13. Juni 1871. fra Hertug G. af Mecklenb. er da kommet, og Kongen læste det, eller ialfald en Deel deraf, for mig forleden. De kan vel vide at en Yttring som den, at han (Hertugen) holdt for, dass der rechte Augenblick vielleicht jetzt gekommen wäre, um in Berlin ganz leise anzuklopfen — havde gjort et vist Indtryk paa ham, men da han ikke turde besvare mit Spørgsmaal om det var at betragte som det Raad fra Keis. af Rusland, som vi saalænge havde ventet paa, gav han mig Ret i, at det dog vist var bedst at opsætte denne Anklopfen i det Mindste til vi fik at see, om der kommer Noget ud af den keiserlige Sammenkomst, hvorom der ikke høres det allermindste. Forresten var Brevets Indhold ikke meget trøsterigt: et Sted siges der at Bismarck har yttret maaskee nok at ville aftræde os det »tørninglehnske« og et andetsteds føies til at ikke engang denne Bid kan blive tilkastet os (mine Ord) »ohne Opfer z. B. Abschluss versch. Handelsverträge«, hvorpaa Prindsen dog mener at vi paa Grund af vort Forhold til det øvrige Scandinavien ikke kunne gaae ind.(?) Jeg anseer nu slet ikke dette Brev for Andet end en høflig og velvillig Udtalelse fra Fætteren til Cousinen, men fandt derhos, at Quaade dog maatte kjende dets Indhold, og jeg lod derfor ganske kortelig telegraphere til ham. Han svarer mig nu at han Intet veed og ikke troer at Brevet er inspireret af Keiseren, ligesaa lidt som at det indeholder Noget, der kan bygges videre paa. ²⁾Telegrammet til Quaade er det som Nr. 991 trykte. »Nu« ɔ: vistnok i Brevet af 16. Juni, se S. 40, Note 2. . . .

O. D. Rosenørn-Lehn.

P. Vedels Privatpapirer.