Falbe, Christian Frederik BREV TIL: Rosenørn-Lehn, Otto Ditlev FRA: Falbe, Christian Frederik (1871-08-28)

Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Fortrolig.
Wien, 28. August 1871.

Deres Excellence,

Jeg har idag gjort Rigskantsleren min Opvartning og fandt Hans Excellence meget vel af Udseende efter sit Ophold i Gastein. ¹⁾I August og September 1871 fandt i Gastein, Ischl og Salzburg Møder Sted mellem den tyske og østrigske Kejser og deres Rigskanslere, Bismarck og Beust. Han yttrede, at de sidste Dage vel havde været noget bevægede og i den Henseende mindre heldige, som Slutning paa en Badecuur; men at hans personlige Møde med Fyrst Bismarck, afseet herfra, havde været af en saa behagelig Natur, at han ikke kunde Andet end være i høi Grad tilfreds over, at have havt Leilighed, til at udvexle Tanker med ham om alle vigtigere Spørgsmaal, og da navnlig om de to Rigers gjensidige Stilling, saaledes som det sidste Aars Begivenheder havde medført den. Fyrst Bismarck havde været den Første, til at fremsætte sine Anskuelser i denne Henseende, og han havde havt den Tilfredsstillelse, at finde dem i Et og Alt stemmende med hans egne. Det var nødvendigt i Politikken, tilføiede Kantsleren, at bedømme Situationerne, og rette sig efter dem, saaledes som de faktisk vare, medens det ikke gik an, at lade sig lede af sit eget gode eller slette Lune. Deres Excellence vil lettelig af min ærbødige Rapport af 24de Dennes kunne see, hvem dette Sidehug gjaldt. ²⁾Der sigtes til indre Modsætninger i Østrig, der i Novbr. 1871 førte til Beusts Fald. . . .

Marquis de Banneville ³⁾Gaston Robert Morin, Marquis de Banneville (1818—81), fransk Gesandt i Wien 1871-73. har meddelt mig, at han . . . havde videre forespurgt [Grev Beust], hvorvidt Rygtet havde talt sandt, at den slesvigske Sag havde været Gjenstand for Forhandling. Grev Beust nægtede dette paa det bestemteste, og søgte at fralægge sig Ansvaret for Art. V,s. 51og at føre dette over paa den franske Regjering. Da han ikke fandt Medhold heri hos Marquis de Banneville, havde Rigskantsleren yttret, at han havde taget sig med Iver af Sagen i Berlin indtil i 1868, men at han var bleven standset i sin Virken af den danske Regjering selv og af dens Gesandt i Berlin, som havde yttret Frygt for, at en Pression fra Østrigs Side snarere var til Skade for de slesvigske Forhandlingers Fremme, og fra den Tid af havde han afholdt sig fra enhver Demarche. ¹⁾Sml. Nr. 999. Han stod videre i den Formening, at den russiske Regjering havde gjort sig til Talsmand for vor Sag, og maaskee var bedst egnet, til at gjøre dette med Held. Grev Beust havde tilføiet, at han vilde udtale sig til mig i denne Retning, naar han saae mig. Da jeg imidlertid ansaae det for ørkesløst, at gjøre Spørgsmaalet til Gjenstand for en Samtale, saalænge mine Instruxer ikke tillade mig at søge at fremkalde en Action fra det keiserlige Cabinets Side, undgik jeg i min Samtale med Grev Beust al Hentydning dertil, og gjorde denne saa kort, som Høfligheden tillod det. . . .

C. Falbe.

Depeche Nr, 21, modtaget 4. September 1871.