Quaade, George Joachim BREV TIL: Rosenørn-Lehn, Otto Ditlev FRA: Quaade, George Joachim (1872-08-19)

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Berlin, 19. August 1872.

Deres Excellence spørger mig om min Mening med Hensyn til Benyttelsen af Kaisermødet til Ordningen af det nordslesvigske Spørgsmaal.

Jeg har allerede i mit forrige Brev ¹⁾Nr. 1036. sagt, at jeg fandt det vilde see underligt ud, om man lod Storfyrst Thronfølgeren forlade hiint Møde med det nordslesvigske Spørgsmaal i status quo. Dette maatte ialfald ikke kunne skee, uden at fyldestgjørende Forklaringer vare gaaede forud derfor. Jeg troer ikke, jeg behøver at motivere denne Udtalelse yderligere end jeg ved hiin Leilighed kortelig har gjort det. Derimod skal jeg nærmere begrunde hvad jeg tillige har villet antyde ved min Yttring, nemlig at det er fra Rusland, Initiativet til bemeldte Spørgsmaals Løsning nu maa komme.

Dette Initiativ kunde ganske vist ogsaa tages af os, og der kan jo komme en Tid da vi maae bestemme os hertil, men endnu anseer jeg dette Tidspunkt ikke for at være tilstede, og jeg kan altsaa for Øieblikket tillægge den Betragtning afgjørende Betydning, at naar Initiativet tages af os og der gjøres os et Bud som vi maae tilbagevise, saa ere Forholdene mellem os og Preussen for lang Tid fordærvede, medens det dog altid er muligt, at der, forinden det blev absolut nødvendigt for os at handle, af sig selv kunde indtræde en politisk s. 134Gonjunctur der begunstigede en heldig Løsning af Sagen. Jeg erkjender nu gjerne, at Kaisermødet kan siges at frembyde en saadan Conjunctur; men ogsaa i dette Tilfælde forekommer det mig, i Betragtning af det Forhold hvori Rusland har staaet til Sagen, siden de saakaldte confidentielle pourparlers ophørte i Foraaret 1868, at det nærmest er det russiske Cabinet der maatte benytte denne Conjunctur i vor Interesse. I Formen kunde dette skee, enten ved at Rusland atter directe henvendte sig til Kongen af Preussens »Gemüth«, eller ved at det banede Veien for os til selv at søge Afgjørelsen, og da naturligviis understøttede os; men i Realiteten vilde disse to Ting komme ud paa det Samme.

Her maa jeg imidlertid bemærke, at om vi ogsaa, ved at anvende foranførte Fremgangsmaade, lettere undgaae et Skambud, saa troer jeg dog ikke, at man nu vilde give os Sundeved og Als.

Ved denne Leilighed skal jeg omtale en Udtalelse af Fyrst Bismarck, som nylig er kommen mig for Øre. Min Kilde, som jeg anseer for fuldkommen paalidelig, og som jeg skal nævne ved Leilighed, ¹⁾Sml. Nr. 1041. sagde mig at Fyrst B. har en Universitetsven ved Navn Wille ²⁾Journalisten Francois Wille (1811—96) havde været Bismarcks Korpsfælle i Göttingen. Han boede med sin Hustru, Forfatterinden Eliza W., f. Sloman, paa sit Gods Mariafeld ved Zurichersøen, hvor han modtog mange af Tidens kunstneriske og videnskabelige Berømtheder som Gæster. som boer i Schweits, og med hvem han staaer i en stadig Correspondance, der føres med den største Aabenhjertighed saavel om politiske som om andre Sager. Denne W. har engang spurgt B., hvorfor han ikke ordnede det slesvigske Spørgsmaal, og herpaa har B. svaret, at han for sit eget Vedkommende meget ønskede at komme til en ogsaa for Danmark tilfredsstillende Løsning af dette Spørgsmaal; men der stod store Hindringer i Veien derfor, og Sagen var, i hvor stor en Betydning der end tilkom den i og for s. 135sig, dog for ham ikke af saa stor Vigtighed, at han kunde bestemme sig til den ganske særdeles Kraftanstrengelse, der vilde være nødvendig for at overvinde hine Hindringer. Naar Deres Excellence efterseer min Rapport af 27de Marts 1868 Nr. 17, ¹⁾Trykt I, 819 f. vil De finde en paafaldende Lighed mellem denne Yttring og den mig fra B. ved Herr v. Thile gjorte Meddelelse, hvorfor jeg har gjort Rede i hiin Rapport. . . .

G. Quaade.

Oreby.