Falbe, Christian Frederik BREV TIL: Rosenørn-Lehn, Otto Ditlev FRA: Falbe, Christian Frederik (1872-11-21)

Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Wien, 21. November 1872.

Herr Baron.

Grev Andrassy ankom endeligt her til Staden iforgaars Aftes, og modtog idag corps diplomatique. Under min Samtale s. 147med Ministeren, henvendte han ikke uden Spor af en vis Forlegenhed det Spørgsmaal til mig: »hvorledes det stod til med vor Sag?« Jeg svarede, at det ikke var mig bekjendt, at den var rykket sin Løsning nærmere, og Baron Hofmann havde sagt mig, at den heller ikke var bleven berørt under Keisermødet. Grev Andrassy yttrede da, at det slesvigske Spørgsmaal ganske vist ikke havde været Gjenstand for Forhandling i Berlin, hvor man havde meent, at Storfyrst-Thronfølgeren skulde ville paatale samme, hvilket dog ikke havde været Tilfældet. Jeg bemærkede, at Baron Hofmann havde sagt mig i Berlin, at Fyrst Bismarck havde næret nogen Frygt for, at Fyrst Gortchakoff skulde ville bringe visse Spørgsmaal paa Bane, og spurgte, om der maaskee havde været sigtet til det slesvigske Spørgsmaal, eller om Fyrst Bismarck maaskee havde hentydet til de Løfter, han havde givet ham selv i Salzburg ifjor. Grev Andrassy besvarede det sidste Punkt med en Benægtelse, og det første derhen, at det ialfald ikke var bleven ham sagt, at Fyrst Bismarcks Ængstelse havde havt den slesvigske Sag særligt til Gjenstand, tilføjende, at det syntes, som om den preussiske Regjering ikke havde været istand til endnu at forberede sit Terrain tilstrækkeligt og frygtede den offentlige Mening i Tydskland. Jeg bemærkede da, at det formodentligt havde været med Hensyn hertil, at de preussiske Blade efter Entrevuen saa ivrigt havde beskjæftiget sig med det slesvigske Spørgsmaal, hvilket Greven bejaede. Jeg tilføjede, at den Maade, samme var bleven behandlet paa fra officiøs Side, ikke kunde indgyde os megen Tillid til en heldig Løsning, idet man syntes først og fremmest under en eventuel Gjenoptagelse af Forhandlingerne at ville insistere paa de bekendte Garantier for de Tydskere, som maatte komme under dansk Herredømme. Først og fremmest vilde deres Antal næppe blive af Betydning, idet jeg som Exempel nævnte, at paa Als over 90 p. Ct. af Befolkningen var dansk, og at af den resierende var Størstedelen preussiske Embedsmænd. For at charakterisere Garanti-Fordringerne, behøvede s. 148jeg kun at nævne ham, at den preussiske Regjerings Fordring var gaaet ud paa, at tydske Slesvigere skulde have Klageret til Kongen af Preussen mod den danske Regjering, og havde afbrudt Forhandlingerne, uagtet vi var gaaet saa vidt i vore Indrømmelser at tilbyde, at det danske Cabinet vilde meddele det preussiske saadanne Klager, der maatte indløbe til den. Grev Andrassy hørte paa disse Data med en synlig Forbauselse, og bemærkede, at vi vare fuldkomment i vor Ret, naar vi modsatte os en saadan Afgjørelse. Enhver maatte være fuldkomment Herre i sit eget Hus. . . .

10*

C. Falbe.

Depeche Nr. 20, modtaget 25. November 1872.