Falbe, Christian Frederik BREV TIL: Rosenørn-Lehn, Otto Ditlev FRA: Falbe, Christian Frederik (1872-12-20)

Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Wien, 20. December 1872.

Herr Baron,

Uagtet Grev Andrassy under vor Samtale, over hvilken jeg havde den Ære at indberette under 21de f. M. 1) saa bestemt havde benægtet, at den slesvigske Sag var Gjenstand for nogen Discussion mellem Cabinetterne, lod han dog paa enkelte Steder skimte igjennem, som det ikke vil være undgaaet Deres Excellences Opmærksomhed, at han vidste mere om Sagen, end han vilde tilstaae. Da jeg senest gjorde Ministeren min Opvartning, ledede jeg Samtalen, som i Forbigaaende, over paa dette Spørgsmaals haabløse Standpunkt, og fremkaldte derved den Yttring fra Hans Excellences Side, »at den syntes at strande paa de uovervindelige Hindringer, som laae i Umuligheden overhovedet at drage en Grændselinie paa Grund af de to Nationaliteters Sammenblanding«. Jeg tilbageholdt ikke min naturlige Forundring over denne nye Udflugt fra det preussiske Diplomaties Side, og yttrede, at naar det kun kom an herpaa, var Løsningsmidlet simpelt nok, idet en Afstemning vilde vise en Linie, der i geographisk Henseende ikke frembød noget Usædvanligt, og indenfor hvilken det danske Element var i en compakt og overvældende Majoritet. Grev Andrassy gjorde hertil en Bemærkning om, at han ikke kunde bifalde Afstemningsprincipet, som, hvis det anvendtes paa de nationale Forhold i de østerrigskungarske Lande, vilde fremkalde Delinger og Grupperinger, paa hvilke ingen Regjering kunde indlade sig. Jeg svarede s. 152hertil, at jeg meget beklagede, at finde denne Anstødssten hos ham; men det maatte ialfald ikke tilskrives os, men vel den preussiske og hans egen Regjering, at den var bleven indflettet i Prager Traktatens Bestemmelser. — Jeg troede ikke at burde fortsætte Discussionen videre i det Øieblik, men udbad mig Tilladelse til, at komme tilbage paa samme ved en anden Leilighed.

Jeg opsøgte derfor atter Ministeren igaar, og indledede Samtalen med at sige ham, at jeg havde troet at mærke af vore tidligere Samtaler, at den slesvigske Sag undertiden var Gjenstand for Meningsyttringer mellem ham og den preussiske Regjering /: hvilket Grev Andrassy indrømmede :/, og at jeg derfor vilde udbede mig hans Opmærksomhed i nogle faa Øieblikke, for at give ham en kortfattet Skildring af Spørgsmaalets nærmeste historiske og traktatlige Udvikling, der vilde sætte ham istand til, at bedømme Sagen i sig selv og de Argumenter, der fra Tid til anden maatte fremkomme om samme.

Jeg fremstillede da for Greven, hvorledes Art. V i Prager-Freden ikke var bleven til ved nogen øieblikkelig eller tilfældig Indskydelse fra den ene eller den anden Magts Side; men at den var en ligefrem Conseqvents af Wiener-Freden og af Londoner-Conferencen. Jeg vilde hovedsagelig holde mig til selve den preussiske Befuldmægtigedes Erklæringer paa denne sidste, og da navnlig i Møderne den 9de og 18de Juni, for at bevise ham, at naar man betragtede Sagen fra de tre Hovedsynspunkter, nemlig det militaire, Nationalitetens og Afstemningens, var en Deling fuldkomment praktisk mulig og erkjendt som saadan af den preussiske Regjering. Som han vilde mindes, var de mæglende Magters Forslag gaaet ud paa, at drage Grændsen ved Slien og Dannevirke, og Grev Bernstorff havde som første Modforslag opstillet Grændselinien Apenrade-Tønder. I Mødet d. 9de Juni havde han bekjæmpet Dannevirke-Linien, som militairt uholdbar og havde indrømmet, at Apenrade-Linien ikke s. 153kunde tilfredsstille i denne Henseende. Derimod vilde en Linie Flensborg-Tønder-Høyer give Damark to stærke Positioner, nemlig Fredericia-Fyen og Als-Dybbøl, som Erfaringen havde viist at være meget stærkere end Dannevirke-Linien, samt at denne Linie tillige havde den store For-deel, fremfor nogen anden, at skille Nationaliteterne fra hinanden. Det var i det følgende Møde, at Grev Bernstorff i sin Regjerings Navn havde opstillet Afstemningsprincipet, og forlangt, at Slesvigs Indvaanere skulde raadspørges om deres fremtidige Skjæbne.

Som Hans Excellence havde sagt mig, var han ikke nogen Ynder af Afstemningsprincipet; men da en saadan alt var saagodtsom iværksat ved de gjentagne Valg i Slesvig, havde man et Materiale, der næsten gjorde en Afstemning overflødig, og som viste en Linie, om end noget sydligere, men som dog omtrent faldt sammen med den af Preussen selv paa Conferencen betegnede Grændselinie, hvilken jeg yderligere anskueliggjorde for Grev Andrassy, ved at forelægge ham et Kort over Stemmetallene i Slesvig.

Grev Andrassy, der opmærksomt havde fulgt min Udvikling, takkede mig, for at have givet ham et saa klart Begreb om Sagen, som han ikke før havde havt, idet han tilstod sit Ubekjendtskab med mange af de af mig fremsatte Punkter. Jeg undlod ikke at ledsage min Udvikling med den udtrykkelige Bemærkning, at den ikke beroede paa nogen Instrux fra den kongelige Regjerings Side, om at bringe Sagen paa Tale, men at jeg havde anseet det for min Pligt, at give ham Midlerne ihænde, til at danne sig en selvstændig og upartisk Mening om Sagen. Jeg ordnede derfor ogsaa min Udvikling paa en saadan Maade, som jeg ansaae for mest stemmende med Grev Andrassys praktiske Sands.

C. Falbe

Depeche Nr. 24, modtaget 24. December 1872.